Hvor langt skal man gå?
For lidt over 3 mdr siden starede jeg på nyt job. Jeg blev tilbudt jobbet og en rigtig god løn, og sagde ja trods jeg var på en arbejdsplads jeg var blevet rigtig glad for. Dvs. I bund og grund gjorde lønnen det afgørende skridt for jobskiftet.

Nu er jeg tilbage på det nye job efter en kort sommerfeie. På hele ferien havde jeg svært ved at slippe visse jobsituationer, dvs. forskellige situationer med nye kollegaer (de 2 kollegaer jeg deler arbejdsgruppe med). Dette gik desværre også ud over min kæreste ferie da han måtte lægge skulder til mit svingende humør og konstant snakken om arbejde.
Efter ferien er det blevet værre, jeg har søvnbesvær, ondt i maven, føler mig pludselig ukompetent (jeg startede på jobbet med stor selvtillid da jeg var værdsat på mit gamle job) og har koncetrationsbesvær.

Den nye arbejdsplads var fra start lidt i tvivl om jeg ville finde jobbet udfordrende nok. Men fra ledelsesside har der været tilfredshed med mine opgaver. Det som jeg er kommet frem til er at jeg simpelthen ikke trives i den gruppe jeg er kommet i, og generelt har svært ved at finde et “bånd” på arbejdspladsen. Den gode mavefornemmelse udebliver og istedet er de tidligere nævnte “symptomer”. Min chef har været opmærksom på det er en generelt meget udfordrende gruppe jeg er i rent kollegamæssigt. Og han vil gerne kigge på muligheden for gruppeændring hvis jeg bliver ved ikke og trives.

Men i bund og grund går mit spørgsmål på hvor langt skal man gå? Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig hjemme på arbejdspkadsen.
Jeg har et åbent tilbud fra min gamle arbejdsplads som er langt lavere lønnet, men jeg var glad for opgaverne, særligt kollegaerne og følte mig værdsat. Min erfaring er at det ofte kan tage længe at føle sig helt integreret på en arbejdsplads. Og jeg vil nødig give op. Men jeg har ikke før haft så fysiske og mentale på en arbejdsplads før. Er det okay at sige, den arbejdsplads var alle tiders mulighed (det er et kendt sted i min branche), men det var bare ikke noget for mig. Og bruge muligheden for jeg måske kan få mit gamle job tilbage. Jeg tænker at jeg måske selv forstærker den negative følelse som en ond spiral fordi jeg har set mig sur på jobbet og min arbejdsgruppe. Er det en for “nem” løsning at flygte fra problemet, istedet for at prøve at løse problemerne. Eller er det ok at sig: nej det sted er ikke mig med symptomer så hurtigt opstået. Det skal life tilføjes at arbejdsmængden er næsten den samme, men har flere bolde i luften det nye sted.

Mvh. Den frustrerede

Jeg er meget træt til dagligt, sommerfugle i maven konstant, og kan ikke overskue så meget/plus kort lunte, som nogen gange går ud over min søde kæreste. Er lidt opgiven i situationer, og føler jeg er et andet menneske end for 1 år siden, hvor jeg var jeg livsglad og energisk. Glemsom er jeg meget. Har været veed læge, som ikke mente jeg havde symptomer nok til at henvise mig til psykolog, så kontaktede min fagforening, som egentlig ikke kunne hjælpe, men fik en god snak med en alligevel, som havde haft stress. Hun sagde jeg skulle identificere stressen først, læse om det, søge hjælp på nettet, og at der var andre måder at få hjælp på.
Det korte af det lange er, at jeg føler jeg skal ud med det hele, snakke med nogen. Jeg har symptomer i kroppen, som jeg ved ikke burde være der.
Håber du/I kan hjælpe

P.s. Hvad er det for et E-kursus, som jeg har hørt nogen snakke om?

Tak for dine ord. Det hjælper at høre, at man skal tage det stille og roligt (selv om jeg godt er bevidst om det, men bare til tider er utålmodig). Jeg har med glæde læst begge de bøger du nævner, for ca. 1½ år siden. Og de var med til startskuddet til mine ændringer. Heldigvis har jeg haft en god psykolog (kognitiv), så mit selvværd er meget bedre og jeg har ændret mine værdier på rigtig mange områder. Som du skriver, så tager jeg nok munden for fuld. Så jeg må nok igang med en prioritering :o)

Jeg er en mand på 33 år. Jeg har seneste et årstid haft to stresset perioder. Hvor jeg efterhånden har lært mine stresssymptomer og kan gear ned forholdsvis på kort tid. Men det seneste 2 måneder har jeg haft trykken i brystet, uden at være stresset. Har været til egen læge og speciellæge, hvor jeg blandt andet fået tjekket lunger og hjerte (cykeltest) uden at finde en årsag. Mit største problem fortiden er at når jeg går op af trapperne bliver jeg forpustet og for trykken i brystet. Løber 4-5 km 2-3 gange om ugen, men alligevel bliver forpustet. Kan mit problem trykken for brystet og forpustning skyldes stress???