Giv dig og din mand tid.
Pas på hinanden.

Jeg er en ung pige på 22 år , der ikke burde være stresset, men jeg er begyndt at tænke om jeg måske er det. Jeg har altid været en livsglad,frisk og sund pige. Det senseste år har jeg ikke følt mig godt tilpas, det er selfølgelig op on ned, jeg er stadig glad for livet, men der synes ikke at være den samme livsglæde,energi mere. Det føles somme tider som om at jeg bare lever i en rutine og meget gærne vil få mere ud af det. Jeg føler somme tider at jeg er utilfreds. Jeg er oftere syg end jeg plejer at være. De første gange vidste jeg ikke hvad det var, jeg fik nogle anfald hvor jeg kunne bare ikke få luft, hele koppen blev følelsesløs og jeg blev meget bange for hvad der ville ske, det kommer bare indimellem, alligevel er det ikke noget der styrer mit liv. Så har jeg været ind og ud af sygehuset og været til mange forskellige tests, men der var ikke noget galt. Så har jeg fået at vide at måske det er et angstandfald, det troede jeg var meget mærkeligt at jeg skulle få det. Jeg havde det sådan i en tid, men det kom ikke så ofte. Jeg har havt store drømme om en jordomrejse i et halvt år og havde så arbejdet for at komme afsted. I 2008 gik jeg afsted med mine 3 veninder, men da jeg havde været væk i 3 måneder måtte jeg tage den svære beslutning om at tage hjem, fordi at det blev så svært med de andfalt og jeg havde det tit meget dårligt. Det har jeg så været meget ked af lige siden, men tænkt at det er det ikke noget at gøre ved. Jeg begyndte så på gymnasiet -HF senere det år, hvor det første år ikke gik så godt, jeg blev igen rigtig syg og var ind og ud af sygehuset, sygemeldet og var kun helvdelen i skole, så jeg blev selvstuderende. Jeg tænkte meget på at stoppe, men jeg tog mine eksamer. Jeg går så nu i 2.p og skal blive færdeg her til sommer. Men jeg føler virkelig at jeg er meget utilfreds, ved ikke hvorfor. Har hele tiden tænkt på at stoppe og lave noget jeg rigtigt kan finde glæde og mening i, men har tænkt at det er nok fornuftigest at blive ved, det har min familie også sagt, men nu befinder jeg mig i denne situation at jeg føler at jeg ikke magter det rigtigt, at jeg ikke rigtigt kan finde en glæde med det jeg gør og det føles meningsløst. Jeg bliver ved at tænke at nu må jeg stoppe og tage det roligt i en tid, rigtigt finde glæden igen og komme rigtigt op at stå igen, men alligevel tænker jeg at det måske er bedst at få det overstået og nu er hellere ikke så meget igen, men alligevel er denne trang så stor, til at blive glad igen, finde noget jeg virkelig føler er meningsfuld, slippe af med de kilo jeg har taget på de seneste to år. Blive sund og glad igen. Jeg ser ikke mig selv som en stresset pige, men når alle de følelser og symptomer dukker op som jeg ikke rigtigt kan handtere, begynder jeg at tænke om der er noget galt. Jeg har også læst lidt om stress på internettet, og ser at nogetjeg læser kan jeg forbinde med mig selv. Jeg tænker at jeg har ikke noget at være stresset over. Jeg har ikke så meget pres hele tiden, men jeg ved at stress kan opstå af indre årsager sammen med de ydre. Måske er det, det at jeg ikke er særlig tilfreds med skolen lige nu og føler at det ville være bedst for mig at stoppe og lave noget jeg virkelig vil istedenfor, og at jeg kun er der fordi at mine forældre vil at jeg skal være der. Jeg er så forvirret, jeg befinder mig sommetider i at jeg har træng til at græde uden nogen grund og bliver ked af det. Men jeg er også glad og kan finde nogle ting der gør mig glade. Jeg har en god familie og venner og vil helst ikke skuffe nogen. Men jeg tænker at det er tid at få en forandring inden det bliver værre. Er jeg stresset? skal jeg tage det alvorligt, eller er dette bare noget der går over? og hvat er det rigtige at gøre i min situation?

Tak.

Jeg skriver her på siden efter jeg tog stresstesten, som viste 206. Jeg har godt været klar over et stykke tid at jeg er presset, men det var ligesom om at testen var en forløsning.
Jeg var ude for et trafikuheld for 5 år siden, som gjorde at jeg fik et men på 20 procent på mit ben. Jeg har siden gået hjemme, men er blevet bevilget revalidering. Jeg har imellemtiden fået 2 børn, men på de 5 år, der er gået havde jeg også 4 spontane aborter . Jeg havde meget svært ved at være gravid og mine fødsler endte også i kejsersnit. Min ældste datter som er 4 år, blev alvorligt syg sidste år af hjernehindebetændelse, hvor vi var indlagt meget lang tid. Vi vidste ikke hvad vej det skulle gå. Hun er først nu et år efter rask og er startet i børnehave. Min mand og jeg har haft orlov i dette år. Min far døde i november af kræft efter et sygdomsforløb på 12 år. Ja, jeg føler jeg kan blive ved med at skrive elendigheder ned.
Jeg er netop startet på et studie, men føler det hele er ved at ramle for mig. Bare det at skal have mine to små børn afsted er voldsomt for mig. Jeg sidder aldrig ned, min hjerne arbejder derud af og jeg har nok dæmpet symptomerne med at stresse rundt. Jeg dyrker rigtig meget motion, er stoppet med at ryge i januar. Jeg har svært ved at overskue hvordan jeg skal komme videre. Lige nu lægger jeg ned og har voldsomt kvalme og har svært ved at overskue noget.

Jeg skriver her på siden efter jeg tog stresstesten, som viste 206. Jeg har godt været klar over et stykke tid at jeg er presset, men det var ligesom om at testen var en forløsning.
Jeg var ude for et trafikuheld for 5 år siden, som gjorde at jeg fik et men på 20 procent på mit ben. Jeg har siden gået hjemme, men er blevet bevilget revalidering. Jeg har imellemtiden fået 2 børn, men på de 5 år, der er gået havde jeg også 4 spontane aborter . Jeg havde meget svært ved at være gravid og mine fødsler endte også i kejsersnit. Min ældste datter som er 4 år, blev alvorligt syg sidste år af hjernehindebetændelse, hvor vi var indlagt meget lang tid. Vi vidste ikke hvad vej det skulle gå. Hun er først nu et år efter rask og er startet i børnehave. Min mand og jeg har haft orlov i dette år. Min far døde i november af kræft efter et sygdomsforløb på 12 år. Ja, jeg føler jeg kan blive ved med at skrive elendigheder ned.
Jeg er