Iben skriver under Spørg om stress:
“Hej Bjarne
Jeg vil gerne vide, hvor langt ude jeg egentlig er. Det ene øjeblik synes jeg det er pjattet at jeg tror jeg har stress og bør lave om på noget, det næste øjeblik er jeg bange for at jeg ødelægger resten af mit liv, hvis jeg fortsætter som jeg gør nu.
Jeg er 39 år. Jeg er gift og har to børn på hhv 4 og 5 år. Jeg vil samtidig mene at jeg hører til den del af befolkningen der betegnes særligt sensitive mennesker, jeg ved ikke om du er bekendt med den “titel” og hvad den indebærer.
Jeg arbejder fuldtid i en stilling i det offentlige nu, startede 1. januar 09. Før det arbejdede jeg som selvstændig, og grunden til at jeg valgte at skifte var dels fordi jeg ønskede at komme videre indenfor mit eget fag, men også fordi jeg ønskede at blive mere økonomisk stærk i forhold til mine tvivl om mit ægteskab. Min mand startede som selvstændig for 4-5 år siden, og har desværre haft et uheldigt forløb i og med vi blev fanget i en sag med en debitor der ikke kunne betale. Vi røg dermed ind i konkurssag selv også. Efterveerne af dette er stadig igang, da han netop er blevet stævnet, vi har en gæld fra konkursen og fra en uheldig beslutning via Roskilde bank. Umiddelbart kan vi klare det. Vi burde ikke gå personligt konkurs eller noget lignende, men det er så her mine bekymringer starter. For for at få vores økonomiske situation gjort bedre hurtigere, arbejder jeg også “i min fritid” fortsat som bogholder, mellem 40 og 60 timer ekstra om måneden. Og så er der jo transport, børn, hus og alle de andre tidsrøvere. Bottom line af dette er at de eneste halve timer jeg har for mig selv og ikke laver noget andet der har været planlagt længe, er når jeg transporterer mig fra et sted til et andet. Jeg står op og går i gang kl 5, og er som regel hjemme omkring kl 20.30-21. Der er naturligvis nogle dage hvor jeg ikke arbejder om aftenen, men så er der hus og hjem der jo også skal holdes bare nogenlunde.
jeg er klar over at det bedste jeg kan gøre er at melde pas på aftenarbejdet. Men tanken om hvor lang tid der går inden vi så kan se lyset for enden af tunnellen mht økonomi, gør mig helt udmattet og panikslagen. Jeg har taget stress testen og ligger i det røde felt, og så synes jeg alligevel nogen gange at det er lidt overdrevet, for jeg kan da stadig analysere og planlægge osv, som jeg har kunnet hele tiden. Eller det tror jeg ihvertfald. Mit spørgsmål går nok på. . . . er det så slemt som jeg er bange for, eller skal jeg bare holde op med at pylre? Jeg har forsøgt at tale med min læge engang for længe siden hvor jeg også måtte reagere på stress symptomer, men han er helt klart ikke en der er til at tale med om andet end hvis det er fysiske problemer, så der kan jeg ikke gå hen. Jeg føler bare jeg bliver endnu mere stresset ved tanken om hvis jeg ikke afhjælper vores økonomiske situation først, og så må jeg klare mig selv senere.”
Hej Iben
Du skal altid tage stresssymptomer alvorligt, men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal holde op med gøre det, du gør i dag. Det lyder, som du balancerer på kanten til en mere alvorlig stress, og måske også har gjort det et stykke tid. Du har jo en god grund til at yde en ekstraordinær indsats, så I på længere sigt kan få et bedre liv. Netop udsigten til at få det bedre er vigtigt og gør, at vi kan klare meget mere, end hvis vi ikke kan se et formål med det, vi laver.
Du bør sørge for at komme ud af det røde område, om ikke andet ind i mellem, da din krop og psyke ellers ikke vil kunne holde til det i længden. I dit tilfælde vil jeg anbefale en målrettet forbyggende indsats kombineret med et moderat afstresningsforløb. Ofte er der ikke så meget, der skal til, for at komme ud af en stress. Det er et spørgsmål om at sætte ind de rette steder. Stresscoaching vil kunne hjælpe dig, men jeg tror også, at du kan hjælpe dig selv med mit e-kursus. Se mere på: e-kursus mod stress.
Det er vigtigt, at du passer godt på dig selv, både for din egen og din families skyld.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————————-
Kender du til at have et liv, hvor du balancerer på kanten til alvorlig stress? Hvad gør du? Skriv gerne om dine erfaringer.
Kære Iben
Vil blot udtrykke min sympati med din situation og klappe dig lidt på skulderen, for det lyder, som om du løber meget stærkt, mens du forsøger at holde sammen på dig selv og din familie. Din mail berørte mig meget, da jeg genkender mange ting fra mit eget liv – at have små børn, for meget erhvervsarbejde, ansvar for hus og hjem og i mit tilfælde et konfliktfyldt ægteskab, der blandt andet har været præget af, at min mand har haft langstrakte depressioner, voldsomt temperament og kriser i sit arbejdsliv. Og så kender jeg meget det at være i tvivl om, hvor alvorligt man skal tage sin egen stress – for jeg kan også stadig planlægge og holde gang i en masse ting. Dog blev det for meget for mig, da der også opstod krise på min arbejdsplads, hvor jeg ellers havde været glad for at være, og så sagde jeg op og surfer nu rundt mellem forskellige småjobs, mens jeg forsøger at finde ud af, hvor mit liv skal bevæge sig hen, og hvad jeg kan klare i hvilke situationer. Det med lægen uden den store føling eller evne til samtale om ‘den slags ting’ kender jeg også. Jeg forsøgte endda at skifte læge, men det blev det ikke meget bedre af. For mig var det lidt en overvindelse at melde ud til lægen, og bagefter var jeg næsten længere nede, fordi jeg ikke rigtig kunne bruge det, han sagde.
Du skriver et sted, at du vil være økonomisk stærk, bl.a. pga. tvivl om dit ægteskab – betyder det mon, at I har krise i ægteskabet ud over den økonomiske? Og hvad med børnene – fungerer det mon o.k. med dem selvom du arbejder så meget. Det er lidt svært at gennemskue det med økonomien – et sted skriver du, at I umiddelbart kan klare det, men samtidig skriver du også, at du vælger at arbejde for at se lys for enden af tunellen. Umiddelbart ville jeg jo tænke, at tiden er vigtigere end bedre økonomi, når du føler dig stresset og tilmed har små børn …. det lyder vildt hårdt at stå op klokken fem og komme hjem så sent. Jeg er selv superoptaget af tanker om, hvad der er bedst for børn – og mig selv – er det gode, velkendte rammer eller en forælder, der lytter til sin mave og reagerer på forhold, der gør en uglad, spekulativ og stresset. Og så kræver det jo et overskud at ændre på forhold – f.eks. flytte til noget billigere, blive skilt eller skifte arbejde – når man i forvejen er hårdt spændt for … og så er der oven i købet finanskrise 🙂
Ja, det bliver vist blot en gang strøtanker fra mig … det er jo svært at råde, men jeg har selv glæde af at læse om andre med lignende problemer indimellem, for det kan være svært at tale om, og jeg kan føle mig lidt ensom, når tankerne kværner rundt, og man forsøger at overskue det hele – måske har du det lige sådan. Jeg har selv stor glæde af Bjarnes rigtig fine mails, men jeg fik nogle andre tanker end han ved at læse dit indlæg. I hvert fald held og lykke.