Er tanker virkelighed eller fantasi?

Er dine tanker virkelighed, eller er de fantasi? Vi har ofte mange tanker i hovedet. Nogle er om fortiden, andre om fremtiden. Nogle er bekymrende andre håbefulde. Nogle er med had andre er med glæde. Nogle er om os selv, andre om andre. Nogle er positive andre negative. Nogle hjælper os, og andre begrænser os. Men er det, du tænker, virkelighed eller fantasi?

At du tænker, er virkelighed. Men er det, du tænker, virkelighed? Tja. Nogle at de ting, vi tænker, er fakta, og på den måde virkelighed. Det kan være noget, der med sikkerhed er sket. Men det vi tænker om det, der er sket – årsagen til, forklaringen på eller baggrunde for det – er det også virkelighed? Er dine tanker om dig selv virkelighed? Er dine tanker om andre virkelighed? Er dine tanker om fortiden virkelighed? Er dine tanker om fremtiden virkelighed?

Vi mennesker har et helt naturligt behov for forklaringer. Vi leder altid efter en årsag til en hændelse. Vi kan næsten ikke lade være. Hvis vi ikke får serveret en forklaring, så laver vi en selv. Du har måske oplevet børn, der fortæller en historie om noget, de har oplevet, som du godt ved ikke passer, men for dem giver det en forklaring. De ved ikke, at det ikke passer, og de husker det som virkelighed bagefter. Det gør vi voksne i fuldstændigt samme omfang. Vi ved ikke, at det ikke passer, og vi husker det som virkelighed bagefter. Det vi husker bagefter er både hændelsen og den historie, eller den fantasi, vi har lavet om baggrunden for hændelsen.

De historier, vi har i vores hoved, er ikke virkelighed. Det er vores tolkning af, og fabrikerede forklaring på, virkeligheden. De behøver ikke være helt forkerte, selv om de sagtens kan være det, men de er nok heller ikke hele sandheden. Og når vi først har vores “forståelse” af virkeligheden, så har vi en tendens til at opdage det, der bekræfter denne historie, og ubevidst negligere det, der ikke passer på historien. Vores egne historier bliver således bekræftet. Det gælder f.eks. historie om vores egne evner, om hvordan andre ser på os, om hvordan andre personer er, osv.

Vores tanker om fremtiden er fantasi. Men en fantasi, der risikerer at blive til virkelighed. Når vi har fokus på noget, så øger vi sandsynligheden for, at det sker, da vi ubevidst opsøger omstændigheder, hvor det kan ske – på godt og ondt. Så pas på med, hvad du tænker om fremtiden, da din fremtid afhænger af det.

Prøv på et tidspunkt at skrive alle dine tanker ned. Start f.eks. med tanker om dig selv, eller om en anden person. Eller skriv alle dine tanker ned på et tidspunkt, hvor dine tanker er gået i selvsving. Eller skriv dine tanker om noget fra fortiden, eller dine bekymringer (fremtiden). Læg det, du har skrevet, fra dig i et par dage. Tag det frem igen, kig dine nedskrevne tanker igennem og spørg nu dig selv: “Kan jeg være 100% sikker på, at det er sandt?” I langt de fleste tilfælde er svaret: Nej, det er din fortolkning af det, der sker. Det er nok ikke fri fantasi, men det er heller ikke virkeligheden.

De fortolkninger, vi laver, kan vi ikke bruge til noget, og slet ikke, hvis de ikke hjælper os (lidt positivt selvbedrag kan godt være en fordel). Prøv at øve dig på ikke at fortolke en situation, ikke at dømme andre på deres opførsel eller det, de siger, for der ligger altid en virkelighed bagved, som du ikke kender, eller som du kun kender en smugle af. Observer,
uden at dømme og uden at søge forklaringer. Når du føler trang til at finde en forklaring, så sig til dig selv, at enhver “forklaring” er mere fantasi end virkelighed, og accepter, at du ikke har nogen forklaring. – Det er en del af det, at være mindful.

God fornøjelse! Øvelse gør mester!

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

Submit comment

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>