Spørg om stress – 2

Du er altid velkommen til at kommentere indlæg her på bloggen. Hvis du har et mere personligt spørgsmål, så har du mulighed for at ringe til Stresstelefonen, hvor du uforpligtende kan komme til at tale med en stresscoaches. Klik på: Stresstelefonen.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

291 comments on “Spørg om stress – 2

  1. Vivian Borgstrøm

    Hvordan kommer jeg ud af en ond cirkel af stress som jeg er blevet fanget i ?Jeg har for ca 1½ år siden været i en ekstrem arbejds/stress situation som jeg idag mærker meget tydeligt i form a svimmelhed, konfushed og generel svaghed og manglende livsglæde og overblik og smerter i den ene side af ansigtet som udspringer fra øret synes jeg. Idag har jeg styr på det hele og igen overblik og ikke for store arbejdsmængder men denne følelse vil ikke slippe mig og mit hoved er ved at `bræde op`.Jeg er ikke sygemeldt og elsker mit job som jeg har haft i snart 20 år.Jeg er 43 år, kvinde og vejer 55 kg og er 159cm høj.Jeg ønsker at bryde denne nedbrydende stress cirkel men HVORDAN ?

  2. Hej Vivian
    Det lyder for mig, som om du har fået gjort noget ved det der stressede dig dengang, men det lyder også som om, du aldrig har fået stressen helt ud af kroppen, og det kræver en indsats. Det er flot du har gjort noget ved årsagerne til stressen, men nu mangler du, at den slipper sit tag i dig. Prøv eventuelt at skrive ned, hvad du tror ,giver dig denne følelse, gør det hver gang følelsen dukker op, så vil du sikkert se et mønster efter et stykke tid. Eller tøm hjernen, med at skrive alt ned der bekymrer dig. Evt med løsningsforsag. En anden god måde der har hjulpet mig meget, er at løbe en tur, det klarer tankerne og hjælper med at få stressen ud af kroppen. Anden motion er selvfølgelig ligeså godt.

    Med venlig hilsen
    Lene S.

  3. Hej Vivian

    Jeg kan kun støtte Lene i det, hun skriver. Det lyder ikke, som du er kommet helt ud af stressen siden dengang. Der er sikkert stadigvæk flere årsager, og du vil have glæde af en målrettet indsats på at komme fysisk og psykisk i balance igen.

    Med de symptomer du beskriver, vil jeg også anbefale dig at blive undersøgt hos din læge, hvis du ikke allerede har fået det gjort, for at udelukke andre årsager end stress.

    Mvh Bjarne Toftegård

  4. Hej Bjarne.
    Er lige startet på arbejde i mandags efter knap 4 måneders sygemeling… med stress.

    jeg skal arbejde 3 timer om dagen 4 dage i ugen… Problemet er bare at jeg ikke har sovet så godt de sidste nætter, det gør mig noget nervøs, da jeg er bange for at det kommer til at vælte mig igen. Inden jeg blev sygemeldt havde jeg nætter hvor jeg ikke sov overhovedet.

    Når jeg er på arbejde , har jeg lyst til at være der og føler at jeg har overblikket .. egentlig meget glad for at være igang i gen.

    Tror selv at det er nervøsitet omkring opstart og nervøsitet omkring at måtte skuffe mig selv og min arbejdsplads igen. Hvad tror du??

    Jeg går hos en psykolog jeg selv syntes der hjælper.
    hilsen maria

  5. Hej Maria

    Jeg er selv lige startet efter 5 måneders sygemelding med stress, og jeg kan nikke genkendende til det du skriver. Jeg er rigtig glad, for at være i gang igen, og har den sidste tid hejmme kedet mig helt vild. MEn alligevel, er nervøsiteten der. Som dig tror jeg, det er opstarten der fremkalder det. Ved mig er det ikke selve arbejdsbyrden, men mere det at jeg er meget fokuseret på mine signaler, som jeg også ved, er selvforstærkende. Når jeg først har sovet dårligt, skal jeg virkelig passe på med ikke at tænke for meget over det, for ikke at fremkalde det igen. Så i mit tilfælde er det mine egne tanker, der fremkalder det.

    Når man har været nede med stress og lige starter op, tror jeg også at det er vigtigt at finde sin “nye” rolle, og ikke falde tilbage i den gamle rytme, og det kan også være med at sætte tankerne igang, fordi man altid vil være bange for at få tilbagefald. Men mærk efter, hvordan har du det når du tænker på arbejde. Positivt/negativt??

    Med venlig hilsen
    Lene S.

  6. Hej Maria

    Jeg håber, at det er gået godt med at starte på arbejdet igen. Det er godt at høre, at du har lyst til at være på dit arbejde og føler, at du har overblikket. Når du har det sådan, så hænger din nervøsitet nok sammen med opstarten. Du skal lige vænne dig til at være på arbejdet igen. Hvis nervøsiteten og søvnproblemerne fortsætter, så er det vigtigt at finde ud af, hvad den konkrete årsag er. Du kan evt. lave en stressdagbog. Den kan du evt. bruge sammen med din psykolog.

    Hvis du ikke allerede har gjort det, så kan det være en god ide med en ekstra medarbejdersamtale, hvor I bl.a. taler om de forholde, så var med til at give dig stress, og hvad der (kan) gøres med dem.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  7. Carsten Hansen

    Stress eller ej.
    Er det muligt at have alle mulige stress symptomer, uden at føle sig stresset. Jeg synes selv jeg har det som blommen i et æg, men alligevel får jeg det dårligere. Jeg er 56 år og startede en lille virksomhed, for 2 år siden. Det sidste år er det bare at gået ned af bakke og er nu nået til et punkt, hvor det ikke er til at holde ud. Jeg har ca. 4 timer om dagen og går og hygge mig med min kone som også hjælper til. Jeg er blevet tjekket af læger for næsten alt, så det skulle være i orden. Mine problemer er mest, når jeg er den mindste smule aktiv, så går hele min krop i baglås, voldsomme muskelsmerter, svimmelhed, smerter i solar plexus, det kræver så 1 dag på sofaen, for at komme sig lidt, men det forsvinder ikke helt mere. Jeg bliver nu også utilpas af at køre bil, så det er overladt til min kone, bare det at sidde ved en pc, gør mig utilpas og svimmel. Jeg vil helst undgå at lukke vores lille firma ned, da det er en rimelig god succes og vi går og nyder det. Hvor kan man få stillet diagnosen nøjagtig, for som jeg har det vil jeg lave store forandringer, for at få det bedre. Jeg er sikker på, at hvis det er stress, så er det alvorligt og at jeg har brug for hjælp, så hurtig som muligt.
    Venlig hilsen
    Carsten Hansen

  8. Grethe K. Olesen

    Jeg blev sygemeldt for 4 mdr. siden p.g.a. stress. Jeg har angst og får mod dette 15 mg. Mirtazapin, som gør, at jeg sover godt om natten. Går hos psykolog og har indtil nu haft 12 samtaler. Jeg startede på arbejde for ca. 1 mdr. siden med kun 8 t. fordelt på 4 arbejdsdage. Jeg arbejder som rådgiver i et pengeinstitut. Jeg har ikke haft kundekontakt, tlf. efter opstarten alligevel gik det galt efter kun 1½ uge. Jeg fik det afsindig dårligt, kvalme, svimmel, knugende fornemmelse i maven, synsforstyrrelser og når jeg talte foregik det ligesom i en tåge, føj hvor blev jeg bange og ked af det. I samråd med psykologen går jeg nu kun på arbejde en gang om ugen indtil videre og kun i 2 timer. Jeg føler mit liv er lidt kaotisk lige nu, da mit ægteskab, har jeg nu fået øjnene op for, langt fra fungerer . Vi er nærmest kun sammen p.g.a. vores børn. Har faktisk boet sammen i 26 år og set i bakspejlet uden den helt store kærlighed. Dette fylder utrolig meget i mit hoved, samtidig med, at jeg har et stort behov for at komme på arbejde igen for ligesom at få mine tanker afledt. Kan godt mærke, at min hjerne ikke kan klare alt for komplicerede opgaver, det er virkelig modbydeligt, da jeg normalt er rimelig kvik i “pæren” Jeg har en prikkende og stikkende nærmest brændende fornemmelse over hele kroppen, hvilket jeg ikke føler er blevet bedre i den periode, jeg nu har gået herhjemme. Derudover har jeg ofte en uro i mit indre, som jeg har svært ved at få styr på, selv om jeg fokuserer meget på mit åndedræt. Jeg går mig en lang tur næsten hver dag på ca. 1 times tid. Prøvede i en periode også at løbe, men jeg føler næsten kun det stressede kroppen mere, end det gjorde gavn. Prøver kun at tænke positive tanker, men det er ikke altid nemt. Er begyndt at meditere, hvilket er rigtig godt. Jeg sover 10-11 timer i døgnet og trods det, er jeg usædvanlig træt, føler det som om kroppen er helt udbrændt. Hvad andet kan jeg gøre??

  9. Nikolaj B

    Hejsa

    Jeg har også siden engang oktober/november 2008 lidt af stress.

    Mellem jul og nytår kørte det hele på kroppen og mine ben rystede lige pludselig uden at jeg kunne styre dette. Nogle dage følte jeg bare at jeg ville falde om – tror det var meget slemme svimmelhedsanfald. Dette gjorde mig nervøs og bange.

    Jeg havde meget svært ved at erkende dette – men nu er jeg overbevist om at det er stress.

    Jeg har knoklet rundt i mange måneder i træk og derfor besluttede jeg at gøre noget ved problemet.

    Jeg var afsted til sport 15 timer om ugen udover et fuldtidsarbejde på lidt mere end 37 timer om ugen.

    Jeg stoppede med min sport ved udgangen af december 2008 – så nu styrer jeg selv når jeg dyrker sport. Jeg arbejder også kun lige de 37 timer om ugen og intet mere.

    Syntes bare stadig at der sidder noget stress i kroppen her 3½ måned efter at situationen var på sit højeste.

    Når jeg tager stresstesten syntes jeg stadig at der ligger røde stressorer selvom jeg sover godt om natten (ca. 9 timer i snit) og prøver at tage den med ro på arbejdet (kan godt mærke at jeg stresser mig selv op nogle dage – så prøver jeg at sige tag den med ro)

    Det er meget frustrerende, og da jeg er 30 år og bor alene, så er der nogle dage hvor det er svært at vende situationen til noget positivt.

    Jeg har snakket en del med mine forældre og skal til opfølgning hos lægen her primo april.

    Har også fortalt mine venner at de skulle holde øje med hvordan jeg har det – men de render jo stadig rundt i fritiden til sport/aktiviteter og kan ikke forstå at jeg lider af stress. Når jeg laver mindre end dem.

    Har overvejet at spørge min chef om jeg ikke kan få noget psykologhjælp (kognitiv terapi), fordi det har jeg fået oplyst skulle være godt.

    Bliver nogle gange bange for hvor lang tid at stressen vil forfølge mig – føler mig nogle gange som den eneste som har det dårligt og alle andre bare nyder livet.

    En kollega ude på arbejdet er også sygemeldt med stress og vi sad sammen. Hun har været sygemeldt i 3 måneder nu, og det ser ikke ud til at hun kommer tilbage foreløbig. Hendes arbejde er delt ud på os alle, så jeg har ikke så meget ekstra grundet dette.

    Der kommer også en tilbage fra barsel her 1. april 2009, så kan det være at det bliver bedre.

    Jeg har håb og er ved godt mod det meste af tiden men jeg kan mærke at når jeg endelig skal slappe af, så kan jeg ikke finde roen i mig selv.

    Er der nogle som har nogle gode råd ??? Er bange for at hele situationen bliver forværret fremfor at det går den forkerte vej igen.

  10. Kære Carsten Hansen

    Når man er blevet checket af lægen og får at vide at alt er i orden, og det alligevel ikke er i orden, så er det ofte stress man har. Det, du beskriver, kan sagtens være stress eller en form for angst. Årsagerne til stress er ofte diffuse og behøver på ingen måde at have noget at gøre med hvor meget man har at lave.

    Du fortjener en bedre livskvalitet end den, du har nu. Når lægerne ikke kan hjælpe dig, så må du finde andre veje. Jeg vil foreslå dig at opsøge en stresscoach eller en psykolog, så I kan sætte målrettet ind på at du får de bedre.

    Mvh Bjarne Toftegård

  11. Kære Grethe K. Olesen

    Jeg kan godt forstå alle dine tanker. Indtil du kommer ovenpå igen, så skal du nok have fokus på at komme over din angst. Med mindre ægteskabet er årsagen, så er det måske bedst at vente med at se på det nogle måneder endnu. Som du beskriver det, så ligger der en del angst i dit arbejdet.

    Det tager tid at komme ud af en angst – og du har også givet det tid. Du får både medicin og psykologhjælp. Men man må måske også konkludere, at det ikke har haft den ønskede effekt endnu. Når noget ikke virker godt nok, så må man altid overveje at gøre noget anderledes. Jeg vil anbefale, at du taler med din læge igen med hensyn til din medicinering. Jeg vil også anbefale, at du finder en behandler eller psykolog, der er ekspert i netop angst.

    Mvh Bjarne Toftegård

  12. henriette hansen

    hej.
    jeg har lige været hos lægen.
    jeg ville gerne sygemeldes, da min verden er blevet meget grå, og jeg overhovedet ikke kan overskue noget som helst for tiden. det har været undervejs længe, og jeg gjorde ikke noget for at stoppe min stress, og nu er det hele bare noget rigtig møj!!!
    min læge vi kun sygemelde mig i 14 dage, og sagde jeg bare måtte tage sku klapper på når jeg skulle på job, og tage mig sammen.
    jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og jeg syntes jeg er helt alene om det. ikke engang min læge ville hjælpe mig… kan jeg får en lægeerklæring nogen andre steder fra, og hvor er hjælpen henne, når man endelig har brug for det?
    mvh henriette

  13. Kære Nikolaj B

    Det lyder, som du har været meget stresset, og at du nu gør meget for at komme ud af stressen igen. Som du oplever, så tager det tid. Jo mere stressede vi var, jo længere tid tager det. Men tiden afhænger også af, hvor god du er til at undgå stress i hverdagen. Jo bedre du er til det, jo hurtigere kommer du ovenpå igen.

    Det lyder som en rigtig god ide med kognitiv terapi. En psykolog vil kunne hjælpe dig med at få styr på dine tanker. En anden mulighed er stresscoaching, som er mere målrettet afstresning og redskaber til at forebygge stress. Dels kan du få hjælp til at komme helt ovenpå igen. Dels kan du få hjælp til aldrig at blive så stresset igen.

    Mvh Bjarne Toftegård

  14. Hej Henriette

    Det er godt, at du har taget skridt til at gå til din læge. At du så ikke er tilfreds med, at han/hun kun har givet dig 14 dags sygemelding, kan jeg forstå. Det er dog ikke ualmindeligt, at man får en kort sygemelding, for senere at få den forlænget.

    Det lyder ikke som din læge har sat nogen form for behandling i gang. Og at tage ”skyklapper” på og tage sig sammen, løser ikke problemet. Når du har det, som du har det, så er det også vigtigt at få undersøgt, om stressen kan have udviklet sig til en form for depression. Hvis du mener, at din læge slet ikke tager dig seriøst, så er din eneste mulighed at finde en anden læge.

    Du har sikkert brug for at få bugt med nogle af stressårsagerne. Mange arbejdspladser og fagforeninger har tilbud til hjælp til stressramte. Måske kan du undersøge denne mulighed. Jeg tror, at du har nok brug for hjælp enten fra en psykolog eller en stresscoach. Se evt. mere her:
    http://www.forebygstress.dk/individ_stress_roed.htm

    Mvh Bjarne Toftegård

  15. Kære Bjarne,
    Jeg har gennem længere tid været plaget af en ubeskrivelig træthed. Ikke bare sådan en “jeg skal tidligt i seng i aften”-træthed, men en gennemgående og invaliderende træthed. Og jeg er kun 27 år!
    Min træthed gør at jeg må melde fra til mange fysiske (og sjove) ting, hvilket jeg er rigtig ked af.
    Jeg begyndte at dyrke motion, men måtte stoppe pga. svimmelhed.
    I øjeblikket går jeg og venter på svar om jeg har vitamin- eller mineralmangel, og har jeg ikke det, vil min læge diagnosticere det som stress.
    Jeg tror han evt. vil have at jeg skal sygemeldes fra mit arbejde, hvilket jeg virkelig ikke har lyst til… På trods af jeg er meget presset på mit arbejde.
    De sidste 5 måneder har jeg gået hos en rigtig god terapeut, som mener jeg måske lider af posttraumatisk stressyndrom pga. mange års overbelastning i form af høje forventninger og krav til mig selv, fra mig selv.
    Jeg er begyndt på dit e-kursus, hvilket allerede hjælper mig rigtig meget.
    Men for at vende tilbage til starten, er det den gennemgående træthed, som er min store frustration. Hen mod aftenen, kan jeg mærke at min krop “bare ikke kan mere”, og det er her jeg bliver i tvivl, om jeg fortsat skal holde mig igang eller om jeg skal sætte mig ned og slappe af? Hvordan kan jeg få oparbejdet min gamle energi?
    Jeg glæder mig til at høre dit svar. Og tak for en rigtig god hjemmeside.
    Mange hilsner,
    Mette

  16. Hej Mette

    Mit bedste råd til dig er LYT til din krop og lær at afkode dens sprog….for den ønsker brændende at fortælle dig noget gennem de fysiske signaler den sender dig. Du har startet en indre krig mellem det fysiske og det psykiske…og her er en ting sikker – det er altid kroppen, der vinder.

    Jeg tror din krop tigger og beder om et pusterum i form af en sygemelding. For så har du tid til at stoppe op, og mærke grundigt efter, om de forventinger g krav du stiller dig selv overhovedet er realistiske for DIG! Det virker som om, du mentalt kører på en overtrafikeret motorvej uden afkørsler…For det er ikke normalt at blive svimmel af at dyrke sport, eller måtte melde fra til ting, du ellers glæder dig over. Men det er konsekvensen af, at du ikke har lyttet til din krop i lang tid. Jeg taler af egen erfaring, for jeg har selv overset – eller rettere mistolket – min krops signaler. Det startede for flere år siden med træthed, generel uoplagthed og kuldeskærhed. Senere fik jeg hyppige voldsomt dunkende hovedpine – nærmest anfald – så jeg frygtede en svulst i hjernen og gik til lægen som kunne forklare, at det var muskelspændinger. I november 2008 fik jeg forstoppelse med ekstrem oppustethed, prikken i hænder og fødder, samt vejrtrækningsproblemer og svimmelhed specielt ved fysisk aktivitet. Jeg var overbevist om, at jeg havde en alvorlig sygdom og var så fikseret at jeg til sidts fik angst. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at tre år med et tårnhøjt arbejdstempo, en konstant udskiftning i det team jeg var en del, samt urimlige forventininger til mig selv, faktisk var årsagen til, at min krop strittede højt og larmende imod. Så der var ingen vej udenom, jeg måtte sygemeldes! Nå tænkte jeg…hvad gør jeg nu? Jeg kan jo ikke bare sidde hjemme og glo, jeg må da foretage mig noget! Så jeg fyldte mine dage op med aftaler, jeg skulle for guds skyld ikke være alene med mig selv og mine tanker….men det var netop roen, jeg havde behov for, og det var det, angsten ville fortælle mig. I samarbejde med en psykolog har jeg nu lært at afkode angsten, og her knap to måneder senere har jeg har det meget bedre. Det er dog stadig en lang sej kamp men jeg holder modet oppe.

    Det der har virket for mig udover psykologsamtalerne er at beskæftige mig med noget som tvinger mig til at flytte fokus, fra pligter og daglige gøremål og koncentrere mig om én ting ad gangen. Svømning, yoga og vejrtrækningsøvelser har haft en gavnlig effekt på mig. Og så kan jeg varmt anbefale bogen ‘Kom af med din stress’ af Birgitte Nymann. Bogen beskriver nemlig den fysiologiske side af stress – altså hvad der sker med din krop og hvorfor den reagerer, som den gør. Jeg søgte nemlig en forklaring på, hvorfor jeg fik alverdens symptomer, når nu jeg ikke fejlede noget – og den forklaring fandt jeg i bogen.

    Tænk på dig selv og lyt til din krop, den fortæller dig sandheden, når du ikke selv kan finde den.

  17. hej. jeg har taget testen her efter et besøg ved lægen.
    Jeg tog til læge da jeg har ondt i ører, susen, opkast, og træt. hun ku godt se jeg var syg, men har ikke feber og kan ik finde noget galt over lidt væske i ørerne hun ik kan gøre noget ved.
    Jeg tog så testen her og lå på 150 og lidt over !! blev overrasket og allligevel ik. der har været krise mellem min forlovede og jeg. vi har et barn på 1 år men alligevel valgte han i november og december at flirte meget groft med en og var meget tæt på at gå i seng med hende. det har såret mig dybt, men han vil ik mere snakke om det, det har gået mig meget på og har siden hen besluttet mig at det er går ikk så leder efter et sted at bo men har ik pengene til det.. plus jeg har lige afsluttet min sidste skoleforløb på uddannelsen som i sig selv var hård og meget stressende !! jeg har ventet på en reaktion fra mig selv om at det ik går sådan her, og er det her den reaktion?? jeg spekulerer dagligt over en masse ting selv om natten, sover utroligt uroligt og vågner flere gange, er blevet mere ligeglad i visse tilfælde og andre tilfælde farer jeg helt i flint, har et højt temperament, men det er blevet være, og har meget nemt til tårer ( men det kan jo oz komme af at jeg har fået barn).. hvad kan jeg ellers gøre, forsøger at komme væk, men jeg får ikke den ro jeg behøver eller støtte fra manden. og jeg spekulerer så galt. selv 2 af min bedste veninde siger selv at hun aldrig har set mig ha det så skidt. i skolepeioden græd j flere gang i pauserne. sorry det blev langt, men det er faktisk dejligt lige at få det ud til nogen og er glad for denne side.
    /louise

  18. Hej Bjarne,
    Jeg er pt. sygemeldt pga. stress. Det startede ved nytår 2008/09, hvor jeg blev indlagt men symptomer som prikken/stikken/brænden fornemmelse i venstre arm, bryst og kind. Man undersøgte mig for sklerose og tog en masse blodprøver – men man har ikke fundet noget på mig, andet end at det skulle være stress. Jeg gik sygemeldt i 1½ måned, og havde det faktisk godt da jeg startede på job igen på halv tid. Efter 1 måned på arbejde, fik jeg det rigtig skidt igen, og måtte sygemelde mig på ny. Jeg fik alle symptomer tilbage og flere nye symptomer kom til. Jeg har ondt i venstre arm i musklerne og det stikker i mine fingre og min hånd er iskold. Jeg har hylen for ørene og bliver til tider svimmel. Jeg har føle/krybende fornemmelse i hovedbunden, indre uro, nervøsitet, meget let til gråd (fortvivlet over hvad jeg kan fejle) og til tider høj puls og hjertebanken. Jeg har siden nytår tabt mig godt 6 kg (jeg er ikke speciel stor i forvejen – så det er ikke så godt). Alle disse ting har også ført til nogle angstanfald i form af “klump” i halsen og følelsen af ikke at kunne få luft. Dog har jeg fået nogen lunde styr på mine angstanfald med stor hjælp fra en kognitiv psykolog som jeg går hos. Hun er ret effektiv. Men jeg syntes at lægge mærke til at min klump i halsen opstår specielt når jeg er sulten eller lige har spist. Jeg spiser relativt meget (også søde sager) – men tager ikke på. Jeg har også bestilt en tid hos en øjenlæge, fordi jeg syntes at jeg ser dårligere end jeg plejer – kan f.eks. ikke læse avisen eller små bogstaver i bøger. Så jeg håber at dette bare kræver en regulering af mine styrker i brillerne/læsebrillerne. Jeg fylder 41 næste gang – og det kunne jo bare være at mine øjne er blevet dårligere med alderen. Jeg har også tænkt på om jeg kan have for højt stofskifte. Har du nogle gode råd til hvad jeg ellers kan gøre for at få det bedre ? Fejler jeg noget – eller kræver det her “bare” en langtidssygemelding og “bare” en omlægning af mit liv/arbejdsliv. Jeg tager mine dage stille og roligt, og prøver ikke at lave for mange aftaler. Men det er også vigtigt for mig at komme ud og være sammen med nogle mennesker. Vores vennekreds og familie er rigtig søde og hjælpsomme. Vi får den bedste opbakning og hjælp, vi overhovedet kunne tænke os.
    Glæder mig til at høre fra dig.

  19. Hej Bjarne
    Jeg er en mand på 41, der lige har taget stress-testen og ligger på 150 og i det røde felt. Jeg blev ikke overrasket, da jeg i længere tid har følt mig stresset, at min hukommelse svigter og at jeg har blokering i forhold til (næsten) alle mine arbejdsopgaver. Jeg har været til læge flere gange, går til min terapeut ugentligt og har talt med min chef på arbejdspladsen om mit jobindhold. Min læge har sagt, at vi sagtens kan sygemelde mig, men det føler jeg som et nederlag – og jeg er også bange for, at jeg vil gå helt ind i mig selv (er blevet meget indadvendt de sidste par måneder). Det terapeutiske synes, jeg går trægt. Og på arbejdet har min chef omprioriteret arbejdsopgaver, så jeg har fået nogle vante opgaver i stedet for opgaver, hvor jeg føler det svært at klare udfordringerne. Men selv med de vante opgaver synes jeg ikke, at jeg kan få overblik og være effektiv i min arbejdsdag. Jeg føler mig meget passiv i min dagligdag, og jeg får ikke gjort 1/4 af mit arbejde, som jeg plejer. Allerhelst sidder jeg indadvendt foran min computer og forsøger at få lavet mine opgaver – forsøger…for det er som om min hjerne ikke kan komme i gang, når jeg er på arbejdet. Har talt med min chef, om den afdeling jeg sidder i, er det rigtige sted for mig – og det er jeg ved at finde ud af, at det ikke er. Min arbejdsplads er så kommet med et tilbud om, at jeg kan komme tilbage til min gamle afdeling på en tidsbegrænset stilling med et mere vant indhold end mit nuværende udfordrende salgsarbejde. Og det er jo meget godt at få den opbakning. Men fornemmelsen af panik, når jeg går på arbejde, er her stadig, og jeg synes at mærke et sammenbrud lige om hjørnet. Jeg kan godt falde i søvn om natten, men vågner altid 2-3 timer før jeg skal op – og så kører hjernen – og jeg kan ikke få tømt badekarret! Til sidst står jeg op – tager mig sammen til at gå på arbejde – for at komme hen og være usikker på, hvordan tilgangen til mit arbejde er, om jeg nu gør det rigtige – og bruge meget lang tid på at gøre de mest simple ting. Jeg får opbakning af min kæreste, heldigvis, men hun er også stresset i sit arbejde. Det er vist rodet dette indlæg – men sådan er mit hoved også. Samtidig forsøger jeg at holde sammen på mig selv, at bevare illusionen om at jeg laver noget på arbejde (det gør jeg – men ikke nok synes jeg). Nu når jeg er færdig her, vil jeg gå i gang med en af mine arbejdsopgaver, som jeg har brugt rigtigt meget tid på at komme ingensteder med – men nu prøver jeg igen herhjemme for at se, om det ikke er bedre, når der er ro omkring mig (sidder i storrumskontor).
    Jeg ved, at jeg vil sige ja til at skifte til den anden stilling (selvom det også føles lidt som et nederlag, da jeg kommer fra denne afdeling i forvejen) – men allerhelst har jeg lyst til at sygemelde mig for at få noget ro omkring mig, da jeg tror, at jeg skal fortsætte i min nuværende afdeling indtil jeg skifter til den nye afdeling – og det stresser mig vildt at tænke på, at jeg skal møde hver morgen og få udfordringerne gjort færdig for at kunne skifte stilling!
    Jeg ved egenligt ikke hvad jeg vil have svar på – ville fortælle min historie – og så høre om en sygemelding kan være en mulighed – men det vil jeg måske tale med min chef om i morgen.
    med venlig hilsen

  20. Hej Carsten

    Det lyder helt sikkert som om, du har brug for en sygemelding og ro i dit hoved for en tid. Taler du ikke med din terapeut om de ting der fylder meget i dit hoved? Som du beskriver tingene her, er der da noget om “nederlag” der måske kunne trænges til at tale om. Det er nemlig ikke et nederlag at være syg og få hjælp til at komme ud af det.

    Mvh Susanne

  21. Hej Helle

    Jeg tror, at din krop stadig kæmper med det, der har forårsaget din stress.

    Har selv haft ALLE de symptomer du beskriver – fik lavet adskillige blodprøver, og gennemgik synsprøve, men alt var normalt!

    Når du får hjertebanken/vejrtrækningsproblemer, så prøv at lægge mærke til om du i samme situation spekulerede på noget, så du glemte at trække vejret? Det kan nemlig skyldes, at du ikke fokusere på det, du er i gang med, og så ringer alarmklokkerne. Prøv at gøre én ting ad gangen og gør den helt færdig, inden du går igang med det næste. En anden ting du kan kaste dig over er vejrtrækningsøvleser og/eller yoga. Det får dig til at slappe af og fokusere – og specielt ved vejrtrækningsøvelserne, vil du hurtigt mærke, at dit hjerte begynder at slå langsommere.

    Jeg har tidligere her på bloggen anbefalet bogen ‘Kom af med din stress’, og det vil jeg gøre igen! Den giver nemlig en logisk forklaring på, hvorfor du føler sult, når du er stresset – kort fortalt, så gør kroppen sig “kampklar”, og begynder at tære på sine fedt og sukkerdepoter for at transportere ny energi til musklerne. Så kroppen tror at depoterne skal fyldes op påny, og forlanger hurtige kulhydrater – og derfor opstår trangen til søde sager.

    Jeg var sygemeldt knap 2, måneder og det var først i den sidste uge under sygemeldingen, jeg virkelig kunne mærke, at symptomerne gav slip….det var også denne uge jeg var på en dejlig solskinsferie med min kæreste – væk fra hverdagens pligter og gøremål. Er nu sartet skånsomt op med 4 timer om dagen (har været igang en uge), og oplever, at mine symptomer vender stærkt tilbage. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg lige skal vænne mig til arbejdsrytmen igen…men det skyldes uden tvivl også, at stressen igen tog over, da ferien sluttede. Jeg hører nemlig til blandt den del af befolkningen, som tænker for meget – ja, jeg vil endda gå så langt at kalde det direkte voldtægt af hjernen! Jeg er frygtelig ubeslutsom, spekulerer 24 timer i døgnet, og alt for meget over beslutninger, jeg allerede har taget, eller prøver at udtænke løsninger på tænkte situationer, som sikkert aldrig opstår. Jeg har netop købt bogen ‘Kvinder der tænker for meget’ som tager hul på begrebet overtænkning og gerne skulle give værktøjer til at komme dette til livs…har kun nået et par sider, men bogen fangede mig øjeblikkeligt, så jeg er meget spændt.

    Det blev efterhånden en lang forklaring, men jeg håber mine råd og erfaringer, kan hjælpe dig lidt på vej.

    Mange hilsner
    Anita

  22. Hej Anita,
    Tak for dit fine svar. Jeg hører nok også til den type der tænker for meget over tingene og bekymrer mig om andre end mig selv alt for meget. Jeg vil tage imod dit råd og købe bøgerne. Men det er rart at høre at også andre end mig har alle disse symptomer på en gang. Men jeg er dog ikke helt færdig med lægebesøgene endnu. Jeg skal til egen læge igen i morgen (som er rigtig sød til at følge op på hele sagen) og så skal jeg til øjenlæge og have tjekket mit syn. Men tid heler vel alle sår, som man siger. Man er bare enormt frustreret når man står i det hele.
    Men tak for dine søde ord.
    Mange hilsner
    Helle

  23. Hej Anita og Helle

    Jeg synes lige jeg vil komme med et indspark til jeres indlæg. Jeg er selv sygemeldt med stress og depression og angst som følgesygdomme.
    Stressen har ligesom i jeres tilfælde fået kroppen til at gå fuldstændig agurk på alle niveauer, og selv om jeg nu har været sygemeldt 3 mdr er de fysiske gener der stadig en smule. Mest er det susen for ørene og et til tider svækket syn der plager mig rent fysiologisk. Jeg vil anbefale massage og motion af hensyn til det fysiske.
    Af bøger kan jeg også anbefale Mindfulness i hverdagen af charlotte mandrup. Den har virkelig fanget mig og fået mine øjne op for, hvor meget man til tider kan køre på autopilot og ikke lægge mærke til, hvad man egentlig foretager sig i livet.
    Sjovt Anita, at du nævner bogen “Kvinder der tænker for meget”. Den købte jeg for et par år siden, og nu du nævner den går det op for mig, at den stadig ligger i skabet og jeg ikke har “haft tid” til at læse den endnu. Måske man skulle kigge i den også.

    Mvh Susanne

  24. Hej,
    Håber I kan hjælpe her, da jeg ikke ved hvad jeg skal stille op længere. Jeg er en 34 årig kvinde med 2 børn, super arbejde som lærer og verdens bedste mand! Mit arbejde falder mig meget nemt og jeg føler derfor absolut ingen stress ved det. Selvfølgelig er der en del konflikter når man arbejder med unge mennesker, men alt i alt elsker jeg mit arbejde. Mit store problem består I, at jeg nu i lidt over 2 år har været ‘on-and-off’ syg uden at lægerne har kunne finde ud af hvorfor. Det er nu sådan at jeg er træt, udmattet, forkvalmet og indluenza-ramt cirka 80% af tiden.
    Det startede lige efter min søns fødsel hvor jeg blev indlagt med voldsom diarre og opkast. Efter udskrivelsen var jeg UFATTELIG træt og havde en fornemmelse af at det prikkede i huden. Blev derfor undersøgt for sklerose. Dette var det heldigvis ikke, men trætheden fortsatte og den der influenza-agtige tilstand tiltog. Jeg begyndte på arbejde efter 7 måneders barsel, og der blev trætheden og utilpasheden værre og jeg blev indlagt igen. Heller ikke her fandt man ud ad hvad det var. Lider nu periodevis af kvalme, træthed og en underlig fornemmelse inde i kroppen, og det er desværre blevet så hyppigt, at jeg har måtte melde mig syg fra arbejde de dage hvor det er værst. Mit spørgsmål går på, om man virkelig kan fejle noget psykisk uden at vide det. Jeg mener, jeg er ikke stresset (føler jeg), elsker mit arbejde og min mand, men kæmper en daglig kamp med kvalme, træthed, kuldefornemmelse mm. Det skal siges, at jeg efter fødslen af min søn døjede lidt med hvad jeg selv mener var en mindre fødselsdepression. Jeg nævnte det aldrig for nogen, men fornemmede bare at der var noget i vejen da jeg var meget ulykkelig og havde svært ved at knytte mit til ham. Dette gik dog i sig selv igen. Lægerne undersøger mig stadig og selv om de ikke har nævnt ordet psykisk, føler jeg, det evt er mod dette de hælder. Jeg er ufattelig bange for at det er et eller andet kronisk jeg har fået og at jeg således skal have det sådan her altid – og ville derfor med glæde kapitulere og “bukke under” hvis det nu kunne være stress/angst. Men hvordan finder jeg ud af det????
    vh

  25. Pingback: Svar til Mette

  26. Hej Louise

    Det er godt du har været hos lægen, og når de ikke kan finde nogen årsag til symptomerne, og når man har en række mulige stressårsager, så er det som regel stress. Og du beskriver adskillige mulige årsager til, at du kan være blevet stresset.

    Jeg tror at du har brug for noget hjælp. Jeg kan forstå at du går på en skole. Ofte har skoler mulighed for at tilbyde noget psykologhjælp, så det kan du evt. undersøge. Det vil helt sikkert kunne hjælpe dig. Måske kan du selv opsøge noget hjælpe, enten fra en psykolog eller en stresscoach. Hvis økonomien ikke er til personlig hjælp, så kan du evt. prøve mit e-kursus. Se mere her: http://www.forebygstress.dk/individ_stress_roed.htm

    Mvh. Bjarne Toftegård

  27. Hej Helle

    De symptomer du beskriver leder tankerne over på angst, som kan føre til stress og/eller være afledt af stress. Du får også behandling af en kognitiv psykolog, og det er rigtig godt.

    Du gør mange godt ting, men du kan også gøre mere. Det ville være rigtig godt for dig hver dag at komme ud og gå en rigtig lang tur. Det ville også være rigtig godt med mental afslapning, f.eks. med en cd, yoga, meditation e.l. Vedr. at lave aftaler, så er der ikke noget galt i det, blot du kun laver aftaler, du har lyst til!

    Det lyder som, at du er tilfreds med din psykologhjælp. Hvis du på et tidspunkt ønsker yderligere hjælp, så vil en dygtig hypnotisør kunne hjælpe dig med din angst.

    Hvad dine øjne angår, så kan din øjenlæge afgøre, om det er alderen, eller om det hænger sammen med din stress, eller om det er en kombination af de to ting.

    Du spørger om du fejler noget, og svaret er klart JA.
    Det at være syg på grund af stress/angst er også at fejle noget, selv om man hverken har feber eller er sengeliggende. Løsningen ligger i, at du kommer ovenpå igen. Det er altid sundt at tage sit liv til overvejelse, men om det kræver en ændring i dit arbejdsliv er ikke sikkert. Der er altid to muligheder, at omgivelserne ændrer sig, eller at man bliver bedre til at tackle omgivelserne.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  28. Bjarne:
    Tak for dit svar. Jeg vil blot nævne at jeg går lange ture – laver afspænding hver aften – går til kranio sakral – og det hjælper alt sammen. Men det går LANGSOMT. Men jeg er da nået så langt at jeg har konstateret, at jeg ikke skal tilbage til det samme arbejde. Og ja – det handler om at man ændrer sine omgivelse og/eller tackler dem på en bedre måde. Men puhha – man bliver temmelig skræmt, når man får så mange symptomer fra sin krop.
    Tina:
    Tag kontakt til en kognitiv psykolog – det er super effektivt – sørg for at have en masse “jeg-tid” – det er super vigtigt. Jeg havde det i starten ligesom dig – at jeg var glad for mit arbejde, som fungerede godt, og jeg var glad for min familie (trods teenage-børn). Men hvis du suser rundt og er den der sørger for alt ting – og du aldrig har tid til “jeg-tid”, så klapper fælden før du overhovedet selv opdager hvilken situation du står i.
    Den kognitive psykolog kan hjælpe dig på sporet igen og du lærer meget hurtigt hvor DU skal skabe fokus.
    God bedring !

  29. Hej Carsten

    Tak for dit indlæg. Nu har du måske allerede talt med din chef og fundet en løsning, når du læser dette. Først vil jeg lige sige, at den måde du har det på med indadvendthed, fornemmelse af panik, ikke at nå så meget, vågne om natten, osv, er helt almindelig, når man er meget stresset. Så skriver du, at det går trægt med det terapeutisk. Måske skulle du overveje at finde anden hjælp, hvis du kan. Du skriver også om en mulig sygemelding. Mit råd til dig er at tage en snak med din læge og fortælle alt det, du har skrevet i dette indlæg, og hvordan du ellers har det. Lægen vil så kunne afgøre, om en sygemelding er det rigtige for dig. Men når du føler at et sammenbrud er lige om hjørnet, bør du gøre noget. Det er så godt, at der arbejdsmæssigt ser ud til at være en løsning. Men selv om du skiftede tilbage i dag, så vil der stadigvæk gå en, to eller måske tre måneder, før du er helt over din stress. Det tager tid at blive afstresset. Så forvent ikke mirakler.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  30. carsten

    Hej Bjarne
    Tak for dit svar. Jeg har talt med min chef, og jeg er begyndt hos en stresscoach – NLP – orienteret. Samtidig har jeg meldt mig syg til efter påske for at få lidt ro på mig selv og få sovet. Tak for dit råd om ikke at forvente mirakler – alle fortæller mig, at jeg skal fokusere på de små skridt og ikke forvente at kunne klare det hele på en gang. Det gør jeg så ikke – og forsøger at fokusere på de små skridt. Jeg håber at det så kommer til at gå bedre. Samtidig er min kæreste nu også stresset over sin arbejdssituation, så det er svært at være her for hinanden – men vi må være her så meget det er muligt i hver vores situation. Et skridt ad gangen……… håber det går. mvh Carsten

  31. jens hansen

    Hej.
    Har i forbindelse med mit arbejde som lærer været udefor anklager og beskyldninger helt tilbage i 08. Samtidig været følelsesmæssig involveret i den nærmeste familie. Har medio februar pludselig fået brændende smerter på ryg,arme,bryst og i ansigtet. Det kommer mest til natten, hvor det er umuligt at sove. Har kontaktet lægen, men ikke givet noget resultat. Jeg har gennemgået stresstesten og ligger helt oppe i det røde felt. Er det fysisk et tegn på stress.
    Vil i såfald tage kontakt til en coach/psyk. – bliver nødt til at sygemelde mig indtil jeg er ok! Mvh. Jens

  32. Hej Jens

    Du skal helt klart sørge for at blive sygemeldt. prøv atr kontakte din lokale keds indenfor fagforeningen, og hør om de ikke kan skaffe psykologhjælp, min fagforening tog straks kontakt til min skole, som bevilligede mig nogle timer. Derudover har danmarkslærerforening også mulighed for at bevillige 5 timer, men her skal du igen, gennem den lokale kreds. Det lyder til at være et barsk forløb, du har været igennem, så sørg, for aqt få noget hjælp. Men sørg også for at få en maqsse ro.

    med venlig hilsen og god påske
    Lene S.

  33. jens hansen

    Hej Bjarne Toftegård.

    Kender du til tilfælde af stress, hvor det er brændende smerter på ryg, arme og bryst samt i panden. Samtidig er jeg meget kuldeskær. Kan der gøres noget mod smerterne for at få sin nattesøvn, da jeg ikke kan sove.Har i forbindelse med mit arbejde som lærer været ude for ubegrundede anklager og beskyldninger og samtidig været følelsesmæssigt involveret i den nærmeste familie. Har i den forbindelse i lang tid haft rigtig dårlig samvittifhed overfor min kone og mine sønner.
    Med venlig hilsen
    Jens

  34. Hej Jens
    jeg kender ikke fra mig selv de brændende smerter, men har en kollega, der har været sygemeldt med stress, og en forfærdelig brændende smerte, hovedsagelig i hovedet. Som hun syntes var værst, jo mere presset hun var. Ofte bliver man først opmærksom, på at man er stresset, når man får fysiske symptomer. Hvis du stadig er nervøs for de fysiske symptomer, synes jeg du skal kontakte lægen igen, og bede om at blive undersøgt yderligere. For nervøsiteten for at fejle noget alvorligt, øger din stress.

    Med venlig hilsen
    Lene S.

  35. Hej Tina

    Du beskriver mange symptomer, som lægerne ikke kan forklare. Du spørger om man kan fejle noget psykisk uden at vide det. Ja, det kan man sagtens. En del fysiskes symptomer er det, man kalder psykosomatiske, dvs. et fysiske symptom som følge af noget psykisk. Stress, angst, depression er eksempler på det, men der er også andre eksempler. F.eks. er der sandsynligvis en psykisk komponent i piskesmæld og mange træthedstilstande.

    Du udtrykker det som at ”kapitulere” og at ”bukke under”, hvis det skulle være noget psykisk. Men det er faktisk lige så naturligt som fysiske sygdomme. Jeg synes at du skulle bede din læge henvise dig til en psykiater eller i det mindste til en psykolog, om ikke andet så for at udelukke at dine symptomer er psykosomatiske.

    Mvh Bjarne Toftegård

  36. Hej Helle
    Godt at høre, at du gør så mange gode ting. Det er så bare at kæmpe videre. Men så længe det går mere frem end tilbage, så er det kun et sprøgsmål om tid, før du får det godt.
    Mvh Bjarne Toftegård

  37. Hej Jens Hansen

    Tak for dine henvendelser. Det er meget belastende med anklager og beskyldninger, og senere dårlig samvittighed, og det kan godt give sig til udtryk som forskellige føleforstyrrelser. Og mangel på nattesøvn gør det aldrig bedre. At du scorer højt på stresstesten viser, at du er fysisk og psykisk ude af balance.

    Sådan som du har det, så er du nødt til at gøre noget. Dels vil jeg anbefale, at du opsøger din læge igen, og evt. får en henvisning til en speciallæge, evt. blot for at udelukke andre årsager. Lene S, forslår i sit svar til dig, at du kontakter din fagforening, da de også ofte har tilbud med stresshjælp. Ellers er det en rigtig god ide, som du selv foreslår, at opsøge en stresscoach eller en psykolog. Du skal blot være sikker på at det er en, der er ekspert i stress. Om du er nødt til at sygemelde dig, kan din læge hjælpe dig med at afgøre, men det giver kun mening, hvis du får anden hjælp samtidig med.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  38. Hej Bjarne
    Jeg har tilmeldt mig din e-mail kontakt, hvor du sende mig gode råd om, hvordan jeg skal tackle min stress, hvilket også hjælper mig i min hverdag.
    Men jeg er en pige på 19 år, og går på teknisk gymnasie på 3. år. Vi er godt igang med eksamensprojekter og jeg føler mig presset fra alle sider. Jeg klare mig egentlig meget godt, kan bare ikke længere overskue min hverdag, skole, familie, kæresten eller fritidsaktiviteter.
    Jeg har snakket med min læge om mit problem, og da jeg har en fortid med to ret hårde depressionsperioder, har hun valgt at give mig noget medicin, så jeg skulle kunne sove bedre, så jeg i det mindste kan få min nattesøvn. Det er noget der hedder Mirtazapin Orion jeg får, som også skulle hjælpe på depression. Derudover har hun anbefalet mig dagligt motion eller frisk luft.
    Jeg dyrker motion mindst 3 gange i ugen, hvor jeg er i motionscenter med min kæreste og et par venner, derudover skal jeg også til at løbe hver tirsdag og torsdag sammen med en lille gruppe venner, for at tage min læges anbefalinger i brug. Men jeg synes medicinen gør mig træt, utrolig træt. Jeg kan sove konstant, hvis jeg ellers ligger mig ned.
    Men mit egentlige problem er min skole, for jeg føler ikke længere at jeg kan følge med, jeg kan sidde i timevis og bare kigge på mine ting uden at få lavet noget. Men jeg skal bare have lavet lektier og afleveringer og eksamensprojekter, så at jeg kan følge med, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, nu når jeg bare ikke kan få lavet noget af det? Fordi jeg plejer at kunne det hele. Og jeg kan næsten ikke bare lade være at lave det nu de sidste 3 måneder af min skole. Men der kommer bare flere og flere ting og det hele er bare blevet uoverskueligt. Og når jeg så kommer hjem, ender det oftest med at jeg ligger mig hos min kæreste og enten græder eller bare drømmer mig væk fra det hele, for at kunne overskue det hele.
    Jeg håber du kan hjælpe mig med at sige, hvad jeg kan gøre ved mit problem.
    Mvh Rikke M.

  39. Pingback: Svar til Rikke

  40. En opmuntring til andre som lider af stress.
    Jeg er en af dem, som ad 2 omgange har været gået ned med stress da jeg ” opperede i det røde feldt”. Overophedet hjerne (som jeg kalder det ) har jeg været igennem for ca. fire og tre år siden. Det resulterede i at jeg måtte sige farvel til mit lærerarbejde og fik tildelt et fleksjob. Jeg havde fortsat mange symptomer på at kroppen og især hovedet ikke var klar til arbejdet igen. I denne tid hjalp B. Toftegård med gode råd. Og ikke mindst fandt jeg selv ud af at meditation var en metode, som kunne hjælpe mig. Efter nu ca. 8 måneder med meditation, har jeg mærkbare fremskridt. Mediterer hver dag efter arbejde og også arbejdsfrie dage. Det har været en utrolig lettelse for min krop og ikke mindst mit hoved, som tidligere konstant gav hovedpine. I den perioden hvor jeg har praktiseret meditation hver dag, er jeg kommet i en rimelig god balance . Meditationen bygger på bevidsthed, opmærksomhed, afspændthed og en tilstand af indre ro. Det begynder med evnen til at følge med og tillade sig selv at opleve alt det, sindet har behov for at slippe. Meget grundlæggende.
    Kroppen lyver aldrig. Kroppen er ofte langt mere intelligent end sindet, som jo er et produkt af hele vores kulturelle og sociale programmering. Havde jeg lyttet til min krop for et par år siden, så var jeg helt sikkert aldrig kommet så langt ud. Nu har jeg fået en ny viden, som gør at jeg lytter til min krops signaler.
    Jeg vil hermed gerne anbefale at meditere, som en hjælp til at få stressen nedtonet. Konditionen må heller ikke glemmes eller undværes.
    Selv har jeg benyttet mig af Svend Triers bod og cd. om meditation.
    Dette her skriver jeg for at andre ligesindede evt. kan få glæde af meditations-metoden.
    Der findes en vej ud af stress, trods dens snørklede bane.
    Hilsen Bodil

  41. Susan Pedersen

    Hej Bjarne.

    Jeg har lige taget stresstesten, med det resultat, at min stressfaktor er 206.
    Så behøver jeg da ikke tænke mere på, om jeg mon har stress.

    Jeg blev 40 år i februar måned i år og det var på et hængende hår.. I januar havde jeg 2 hjertestop, som kom uden forvarsel.

    Mit problem er, at jeg ikke kan ta mig sammen til noget som helst. Det resulterer i, at jeg skælder mig selv hæder og ære fra, kommer altid drønende i sidste øjeblik, glemmer alt, har ingen koncentration og jeg kunne blive ved med, at remse mine fejl og mangler op, i evigheder.

    Jeg siger tit til mig selv, at der må findes en løsning, men jeg kan bare ikke få øje på den.
    Kan du hjælpe mig lidt? Pege i den retning hvor løsningen er?

    Mange tanker fra Susan

  42. Hej Bjarne.
    Jeg er en kvinde på 38.
    Jeg i det sidste stykke tid været ret stresset. Og jeg har selv på fornemmelsen hvorfor.
    Jeg har et hestehold der desværre har kostet rigtig mange penge pengemæssigt og ressoucemæssigt. En del af hestene har været meget syge.
    Og det skal der jo økonomi til. Og jeg har gået på dagpenge, så det har jo så bevirket at jeg måtte have en kassekredit, som er blevet større end den var, til at betale regningerne.
    Nu har jeg så endelig fået rent bord hos dyrlægerne, fordi jeg har fået solgt en hest.
    Jeg har også haft en del problemer med min kæreste, for det har også gået ud over vores forhold imellem, men er dog ved at blive bedre.
    Jeg blev færdig med en uddannelse sidste år, der har på mange måder tæret på mig ressourcemæssigt, da mange af de ting som skolen lovede i sin tid til os elever, ikke har holdt stik. Bl.a. har det været selv-studie hele vejen. Så har det været hårdt.
    Jeg har endelig fået mig et job, men jeg er blevet i tvilv om jeg kan klare det ressorucemæssigt, pågrund af skæve arbejdstider som aften og natarbejde, weekends osv. – det er i receptionen på et sygehus.
    Oveni det hele døjer med angst for sygdom hos mig selv.
    Jeg har mistet mine forældre henholdsvis som 6 årig og 16 årig, og min stedfar da jeg var 25. Af blodpropper.
    Og da jeg prøvede selv at blive akut-indlagt for 9½ år siden med forhøjet blodtryk, fik jeg mig en alvorlig forskrækkelse. For 7 år siden fik jeg en keglesnitsoperation på livmoderhalsen.

    Og indimellem mener min krop at der er noget galt med mig, og selvom jeg er blevet tjekket og undersøgt utalige gange, så kommer angsten for at fejle noget igen og igen.
    Men jeg prøver hver gang, at få mig dulmet ned, med nogle ting jeg fik fra en psykolog jeg gik til.
    – bare ved at forælle alt det her, påvirker mig.

    Jeg er så begyndt at føle at jeg indimellem skal trække vejret en ekstra gang, og når jeg så tankemæssigt prøver at fortælle mig, at der ikke er noget galt, begynder ømheden på ryggen mellem slutningen af skuldrebladene på rygsøjlen. Ligesom en muskel er knebet sammen.

    Hvad kan jeg gøre for at få det bedre med mig psykisk?

    Mvh. Lotte

  43. Hej Bjarne

    Nu har jeg været hele turen igennem… Arbejdsskade…. Stress… udbrændt…. depression.

    1½ år efter jeg gik ned med flaget, er jeg nu på vej tilbage på arbejdsmarked. Jeg har gået til psykolog, trænet, gået på kursus i blandt andet mindfullness m.m., gjort yoga og meditation til en del af min hverdag. og brugt dine nyhedsbreve og bøger. ændret min livsstil på mange punkter til det bedre. Forløbet har dog kostet mig min mand gennem 21 år og mit job.

    Idag fungerer jeg fint hjemme, når jeg ikke har for mange planer. Er lige startet på jobtræning, hvilket er dejligt… det får mig dog atter til at miste min konsentration og jeg kører træt i løbet af et par timer, hvilket er frustrerende.

    Jeg har virkelig gjort meget for at komme på højkant… og lever idag i balance med fokus på nuet.. nyder igen mine børn, min familie, venner, naturen og mine hobbies…ja livet i sig selv.

    Men for der er selvfølgelig et men…….Kan jeg forvente at få mere af min konsentration tilbage, nu efter 1½ år. Har utroligt svært ved at affinde mig med at have mistet evnen til overblik, konstruktiv analyse af den situation jeg er i….. går i stå i sætninger og er stadig utrolig langsom opfattende. Jeg kan kun lave 1 ting af gangen og mister fuldkommen evnen til at handle hvis der sker for meget omkring mig…. børn, tv, snak.

    Er der lidt håb ?
    Forøvrigt har det været en fantastisk hjælp at få dine ugentlige mails

    hilsen Helle

  44. Pingback: Svar til Susan Pedersen

  45. Jeg er ret sikker på, at min mand er udbrændt. Han er et meget roligt menneske af natur, men er på det sidste blevet meget indadvendt, og det er så slemt at både min og hans egen familie har kommenteret det.

    Han siger selv, at han har det dårligt, men han kan ikke rigtigt fortælle mig hvad det er. Han har meget svært ved at åbne sig, så det er svært for mig at hjælpe ham. Han har taget en stress-test, der viser at han ligger i det røde felt.

    Jeg tror han bliver udbrændt, fordi han ikke er et opfarende menneske der viser følelser når han er sur, ked af det osv. Han får ligesom ikke luft for alt det han går og brænder inde med.

    Han matcher flere af symptomerne på stress, men i forhold til søvnløshed er han nærmest fuldstændigt modsat og kan sove hele tiden. Jeg har selv lidt af mild depression, og jeg syntes jeg kan se depressionssymptomer hos ham. Han er ligeglad og uengageret. Han klarer stadig sit arbejde godt, fordi han er perfektionist og altid gør tingene 120%, men herhjemme er det ligesom luften går ud af ballonen, han er fraværende, uengageret og kan ikke tage beslutninger.

    Han arbejder som leder på et rimeligt højt niveau, så det vil aldrig være en mulighed at blive sygemeldt. Det får jeg ham aldrig til. Men hvad skal jeg gøre for ham? Tvinge ham til at gå til lægen eller en terapeut? Vil det hjælpe ham, hvis vi tager en uges ferie og tager i sommerhus uden arbejdstelefon og computer? Vil det ikke bare stresse ham mere, når han ved at der ligger 150 mails når han kommer tilbage?

    Jeg føler mig meget frustreret, fordi jeg ikke føler, jeg kan hjælpe ham.

  46. Pingback: Svar til Lotte

  47. Pingback: Svar til Helle

  48. Hej .. Jeg er en pige på 19 år .. Jeg har verdens bedste kæreste virkelig. vi har været sammen i halvandet år. Pludselig får jeg a vide jeg har en depression og stress fordi jeg går hel ned. Jeg skriver for at høre om der overhovedet er noget håb med mig og følelser. Jeg kan ingen ting mærke og kan ikke mærke min dejlige kæreste 🙁 Jeg føler mig fuldstændig blank og vil faktisk bare be ham om at smutte så han kan blive skånet for det her… Er der nogen sinde du har hørt om en lignende situation som endte positivt og godt ??
    Vil gøre alt for at få den følelse tilbage for ham..
    Den dukker ofte op (og tror måske det så håbet ikke går hel væk) men det gør bare ufattelig ondt når jeg så overhovedet ingenting kan mærke ?

    mvh mig ..
    plz giv mig lidt håb

  49. Hej
    Der er håb, jeg er nu på 3. md sygemeldt med stress og depression. I begyndelsen ville jeg også helst have at både mand og barn bare forsvandt. Men vi fandt ud af det ved at være åbne overfor hinanden. Min mand gav mig plads til bare at være mig selv. Det vil din kæreste nok også, men snak med ham. Husk også at få hjælp fra læge og evt. en psykolog. Det har hjulpet mig. gå ikke i panik der er håb forude.

    Hilsen
    mor42

  50. hej mor42
    tak for dit svar ..
    Men kommer følelsen tilbage igen ?
    ber til det hver dag for det er ved a ødelægge mig ..
    Han ved hvad der forgår osv.. Han er 100% med i det hele .. sys bar det hele er svært og man har så mange spørgsmål ..

    mvh

  51. Pingback: Svar til Susan

  52. hej igen

    Følesen skal nok komme tilbage, du elsker ham jo stadig. Du er bare i en periode i dit liv, hvor kroppen og dit sind ikke kan rumme det. HUSK at få noget prof. hjælp så du kan snakke med nogle om dine føleser. HUSK at du skal tænke meget på dig selv i denne periode. Din kæreste vil forstå det.
    Mor42

  53. Hej

    Jeg har været sygemeldt med stress/udbrændthed i 6 mdr. men er nu blevet raskmelt igen. Jeg er blevet opsagt undervejs og skal derfor være jobsøgende nu. Desværre har jeg næsten hele tiden en sovende/prikkende fornemmelse i kinderne – et symptom, som først er dukket op et stykke hen i sygeforløbet. Jeg er derfor lidt nervøs for, om det betyder, at jeg ikke er klar endnu. ? Da jeg søger nyt job, er jeg selvfølgelig ekstra obs på det.

  54. Du skriver at du har prikken i kinderne. Jeg har været sygemeldt i først 1½ måned med stress, hvorefter jeg havde det rigtig godt – så en måned på arbejde- og nu sygemeldt på 2. måned. Det stikker/brænder i min venstre kind vældig ofte – men det har bredt sig til hele min hovedbund, som sådan en prikkende/kold/brændende vandrende let hovedpine. Så jeg tror at sålænge du er obs på fornemmelsen – så skal det nok gå. Min kind-fornemmelse var der meget kortvarrigt i min første sygemelding – men nu er den der som sagt ofte.

  55. Maria/

    Hej Bjarne
    Jeg bliver rigtig ofte syg, bliver irritabel, har svært ved at koncentrerer mig, ect. og når jeg har virkelig travlt/føler mig stresset år jeg en stemme inde i mit hoved der stresser på mig; lydende omkring mig bliver mere tydelige og hvis jeg f.eks. står i bad er det som om vandet løber meget hurtigere og falder meget tungere, det er som om jeg ikke kan registrerer tingene/omgivelserne ordentligt. Jeg kan prøve at slappe af og sidde stille og “undertrykke” stemmen, men så begynder min krop og ryste og jeg bliver nødt til at bevæge med. Det er langt fra altid at jeg får det sådan, men er super ubehageligt når det er der! jeg har godt nok rigtig travlt i min hverdag. jeg vil gerne nå alt og være god til alt.. Jeg kan ikke rigtig finde ud af at prioritere. Jeg kan jo ihvert fald bare ikke nå alt og være god til alt når jeg er syg hele tiden..
    maria

  56. Hej Bjarne

    Jeg vil gerne vide, hvor langt ude jeg egentlig er. Det ene øjeblik synes jeg det er pjattet at jeg tror jeg har stress og bør lave om på noget, det næste øjeblik er jeg bange for at jeg ødelægger resten af mit liv, hvis jeg fortsætter som jeg gør nu.
    Jeg er 39 år. Jeg er gift og har to børn på hhv 4 og 5 år. Jeg vil samtidig mene at jeg hører til den del af befolkningen der betegnes særligt sensitive mennesker, jeg ved ikke om du er bekendt med den “titel” og hvad den indebærer.
    Jeg arbejder fuldtid i en stilling i det offentlige nu, startede 1. januar 09. Før det arbejdede jeg som selvstændig, og grunden til at jeg valgte at skifte var dels fordi jeg ønskede at komme videre indenfor mit eget fag, men også fordi jeg ønskede at blive mere økonomisk stærk i forhold til mine tvivl om mit ægteskab. Min mand startede som selvstændig for 4-5 år siden, og har desværre haft et uheldigt forløb i og med vi blev fanget i en sag med en debitor der ikke kunne betale. Vi røg dermed ind i konkurssag selv også. Efterveerne af dette er stadig igang, da han netop er blevet stævnet, vi har en gæld fra konkursen og fra en uheldig beslutning via Roskilde bank. Umiddelbart kan vi klare det. Vi burde ikke gå personligt konkurs eller noget lignende, men det er så her mine bekymringer starter. For for at få vores økonomiske situation gjort bedre hurtigere, arbejder jeg også “i min fritid” fortsat som bogholder, mellem 40 og 60 timer ekstra om måneden. Og så er der jo transport, børn, hus og alle de andre tidsrøvere. Bottom line af dette er at de eneste halve timer jeg har for mig selv og ikke laver noget andet der har været planlagt længe, er når jeg transporterer mig fra et sted til et andet. Jeg står op og går i gang kl 5, og er som regel hjemme omkring kl 20.30-21. Der er naturligvis nogle dage hvor jeg ikke arbejder om aftenen, men så er der hus og hjem der jo også skal holdes bare nogenlunde.
    jeg er klar over at det bedste jeg kan gøre er at melde pas på aftenarbejdet. Men tanken om hvor lang tid der går inden vi så kan se lyset for enden af tunnellen mht økonomi, gør mig helt udmattet og panikslagen. Jeg har taget stress testen og ligger i det røde felt, og så synes jeg alligevel nogen gange at det er lidt overdrevet, for jeg kan da stadig analysere og planlægge osv, som jeg har kunnet hele tiden. Eller det tror jeg ihvertfald. Mit spørgsmål går nok på. . . . er det så slemt som jeg er bange for, eller skal jeg bare holde op med at pylre? Jeg har forsøgt at tale med min læge engang for længe siden hvor jeg også måtte reagere på stress symptomer, men han er helt klart ikke en der er til at tale med om andet end hvis det er fysiske problemer, så der kan jeg ikke gå hen. Jeg føler bare jeg bliver endnu mere stresset ved tanken om hvis jeg ikke afhjælper vores økonomiske situation først, og så må jeg klare mig selv senere.

  57. Svar til c Post author

    Hej c

    ”Mor42” har allerede svaret glimrende på dine spørgsmål. Jeg kan kun tilslutte mig svarene. Det er en periode du skal igennem, og dine følelser kommer igen.

    Hold ud og være åben overfor din kæreste. Opsøg noget psykologhjælp, hvis du ikke allerede får det. Det skal helst være kognitiv terapi. Og endelig skal du være tålmodig. Det tager tid at blive rask igen.

    Mvh Bjarne Toftegård

  58. Hej Bjarne, og alle i andre 🙂

    Jeg er en pige på 40 år, som netop har fået besked på, at jeg skal deltids sygemeldes med stress i min. ½ år – det har nærmest slået mig helt ud.

    Jeg var ved at falde om i et supermarked, og det gik op for mig at der nok var noget galt, så jeg forlangte en undersøgelse hos lægen – den viste at jeg ikke fejlede noget. Men så kom vi til at tale lidt mere om min situation.

    I 2001 fik min mor cancer – æggestokkecancer i stadie 4. Hun fik kemo, og havde et stykke tid uden symptomer. I 2002 mistede jeg et job jeg var ustyrligt glad for. Blev fyret mens jeg var sygemeldt med en diskosprolaps i lænden.

    I august 2003 giftede jeg mig med min kæreste gennem 10 år – min mor og hendes familie fra udlandet var med. i påsken 2004 var min mor meget syg igen og i kemo, jeg tog op og passede hende i påsken. Imens var min mand utro, 8 måneder efter vi havde giftet os – jeg var knust.

    Han flyttede ud – men kom hjem igen efter 14 dage og ville prøve igen.

    4 måneder efter, døde min mors lillebror pludseligt. Han fik bugspytkirtelcancer, og døde 14 dage efter diagnosen. Min mor var for syg til at rejse til begravelsen, så jeg måtte hjælpe min mormor med at komme gennem det hele.

    I april 2005 døde min mor – og igen måtte jeg holde min mormor i hånden, alt imens hun lagde nr. 2 barn i graven indenfor kort tid. Samtidig med var jeg naturligvis selv i sorg.

    Så bliver min svigermor syg – men trods dette beslutter min mand og jeg ( som stadig er sammen, men lever i et totalt sexløst ægteskab, han kan ikke…..) at rejse til Australien hvor min halvsøster har fået barn, og barnet skal døbes.

    Min mand skulle komme til Australien 1 uge efter barnedåben, således vi kunne rejse rundt dernede og se noget sammen.

    Jeg tager afsted, og dagen efter jeg er landet i Australien, dør min svigermor af en blodprop hjemme i DK. Jeg taler med min mand, som siger at jeg jo alligevel ikke kan gøre noget – men han afbestiller sin rejse, således han kan forestå begravelse m.m. – jeg sidder dernede og er ked af at jeg ikke kan støtte ham, og være med til begravelsen.

    Det viser sig også at min halvsøster og hendes mand er gåer fra hinanden, så de 3 uger jeg er i Australien, må jeg trøste hende da hun ikke laver andet end at græde. Da jeg kommer hjem, er min mand sur og naturligvis i sorg over hans mor, så jeg prøver at hjælpe ham med at få styr alle de ting der følger i kølvandet på hendes bortgang.

    Vores ægteskab kører desværre helt af sporet, intimiteten er helt væk, og det har udviklet sig til et bofælleskab hvor vi kommer og går hver især. Vi har nu levet sammen i 2 efter utroskaben uden at have seksuel relation til hinanden. Vi går meget i byen hver især.

    I slutningen af 2006 forlader jeg min mand, flytter fra hjemmet, og ud i et trist sommerhus. Her sidder jeg og ønsker, at han vil komme og sige at jeg skal komme hjem, og at vi må få noget hjælp. Men han farer bare rundt, og jeg begynder at høre, at der er andre kvinder inde i billedet! Jeg beslutter at det er slut, og indleder skilsmisse. Den bliver benhård – vi har fælles virksomhed, og han truer med alle mulige ting.

    Jeg finder i mellemtiden en anden mand, som jeg bliver glad for. Jeg rykker teltpælene op, og flytter sammen med ham i hans hjemby, og mister dermed en stor del af mit daglige netværk, venner og bekendte. Det er en stor omvæltning, som igen også byder på et jobskifte ( efter eget valg )

    Vi går i slutningen af 2007 igang med fertilitets behandling, som mislykkes. Jeg får efterfølgende en masse helbreds problemer, idet min hormon balance er gået istykker – meget længe døjer jeg med mave/tarm besvær, smerter i underlivet osv. Jeg ligger i menses perioden, i sengen og kan hverken gå eller stå.

    I 2008 bliver min nye svigerfar, som jeg knuselsker, syg. Han mister en del af sin evne til fungere, hvilket han er meget nede over. Han kommer nogenlunde igennem det, men kan ikke acceptere sin tilstand, så han tager sit liv, og jeg finder ham sammen med min kæreste, han har hængt sig! Det slår benene helt væk under mig, jeg er knust!

    Alle disse begivenheder, har nu ført til at jeg er ved at gå helt ned. MIn læge mener jeg er på vej med 800 km i timen mod en angst fremkaldt depression, og min krop reagerer med følelsesløshed i arme, ben, tunge osv. Jeg kan ikke huske noget, kan ikke koncentrere mig, jeg bliver lynhurtigt ked af det, og føler slet ikke jeg kan slå til længere. Samtidig med, er jeg kommet i tvivl om, om kæresten nu er den rigtige for mig – han er svær at leve sammen med, fordi han går meget sine egne veje, og jeg har langt mere behov for fællesskab, hvilket han ikke kan forstå!

    Jeg mener selv jeg er stærk – men nu er bægeret altså ved at flyde over…….jeg taler løbende med en psykolog, det har jeg gjort siden vi fandt min svigerfar, og jeg er på lægens råd begyndt at motionere 3 gange om ugen….. Bliver jeg nogensinde normal igen? Jeg har mistet troen på mig selv i alt det her…..pyha, undskyld denne lange smøre. Jeg vil gerne høre fra jer, og da også gerne dig Bjarne……:-)

    Hej fra Maria

  59. Pingback: Svar til LBB

  60. heej alle sammen …

    Jeg har været stresset i en længer periode og har søgt rigtig meget hjælp forskellige steder ..
    Noget af det der hjalp mig var at meditere flere gange om dagen .. Jeg var på et kursus hos Jonna Kottal og det hjalp mig virkelig til at finde mig selv og få styr på alt. Hovede sagen er at man finder sig selv.

  61. Nora pedersen

    Hej Bjarne Toftegård. Jeg kan godt tænke mig at prøve kursuset du skriver om, mit problem er bare, at jeg ikke har et dankort og ønsker det heller ikke, men og jeg kan ikke overføre penge til konto, men jeg har et WISA kort og det forstår jeg at bruge, men det ser ikke ud til at jeg kan benytte det til at betale med, så hvad gør jeg.
    Jeg har prøvet stresstest mange gange ,men den vil ikke ændre sig, jeg tør næsten ikke forsøge mere.
    Jeg synes selv efter alle de gode råd jeg har fået og forsøger stadig at gøre noget ved hele min situation
    jeg får det bedre, jeg er efterhånden blevet rigtig god til at få hele indholdet ud af bøger når jeg læser dem.
    Undskyld den lange remse og til slut tusind tak for alle de gode råg
    Nora h. Pedersen

  62. Hej Nora
    Hvis du ønsker at bestille e-kurset uden Dankort og uden netbank, så kan du altid gå ned til din egen bank eller en Nordea, og bede den indsætte kr. 295,- på konto nummer 2257 – 5909855278. De skal helst anføre din e-mail som tekstbesked.
    Mvh Bjarne Toftegård

  63. Pingback: Svar til Maria

  64. Pingback: Svar til Iben

  65. Pingback: Svar til Maria

  66. Jeg vil gerne høre om ADHD og stress-reaktion har lighedspunkter.

  67. Pingback: Svar til Sonja

  68. Jeanett

    Hej Bjarne Toftegård. Jeg har fået konstateret stress hos min læge, men én ting har jeg ikke fået svar på. Hvorfor jeg får røde udslet på halsen og ned af brystkassen. Det er mest når jeg føler mig presset i forskellige sitiuationer. Men andre gange kommer det bare ud af den blå luft. På et tidspunkt havde jeg mistanke om overgangs alderen, på trods af min unge alder af 41 år men det er blevet tjekket hos lægen og er udelukket. Somme tider er det min omgangs kreds som opdager det før jeg selv gør. Derfor spørgsmålet: Er det stressen som gør det ??
    MVH jeanett

  69. Katrine Schmidt

    Hej Bjarne,

    Jeg har nu vaeret sygemeldt i over 7 maaneder med arbejdsrelateret stress og moderat deperation, jeg er i behandling hos psykolog og tager dagligt Cymbalta. Jeg er begyndt at tage daglige vitaminer, levertran og kruterblot. Samtidig har jeg faaet kronisk ondt i mine led, saerligt i haenderne, jeg sveder saa meget om natten, at jeg maa vende dynene mange gange, jeg sover daarligt, og droemmer rigtig meget, ogsaa i farver nu, hvilket jeg ikke har gjort laenge. Jeg foeler ogsaa smerter i hjertet og ventre arm, min venstre haand er naesten foelelsesloes det meste af dagen, og mine finrespidser bliver kolde. Jeg sover med knytnaever, skaere taender og vaagner mange, mange gange pga smerter. Haar du nogle gode raad?
    Mvh,
    Katrine.

  70. Susanne

    Hej Katrine

    En kort kommentar om drømmene. Jeg selv drømt rigtig mange mareridtsdrømme ifm. min egen stress og depression. Herunder vågnet med massiv hjertebanken, sveden osv. Meget ubehageligt.
    Jeg har nu sovet godt i en uge og kan sige til dig, at det er din underbevidsthed, der går agurk. Det skal nok blive bedre, selvom det er smadder hårdt at håndtere.
    Jeg har selv gjort det, at jeg har kigget på drømmetemaer. altså hvad kan drømmene fortælle mig, og det har givet mig ro og en mulighed for at arbejde mere med drømmene. Jeg kan huske alle mine drømme og har skrevet dem ned og derefter kigget på den side der hedder http://www.lys-strejfet.dk under drøm og klarsyn og derefter drømmetemaer.
    Måske kan det også hjælpe dig. Det gav i hvert fald rigtig god mening for mig, da jeg læste det.

    Mvh Susanne

  71. Hej Bjarne.
    Jeg har igennem flere år haft problemer med min mave, jeg har fået taget fødevareallergiteste og kikkertundersøgelser og de har ikk fundet noget. Når det er værst har jeg ondt oppe i soloplexsus(oppe ved mavesækken), og kan have problemer med at trække det dybe vejr, også er mit soørgsmål bare om det kan være stress? Jeg er 21år og har ikke en speciel stresset hverdag men tilgengæld er jeg en tænker og kan hurtigt komme til at “stresse” mig selv.Hvad kunne jeg gøre ved dette? jeg spiser sundt men har ikke rigtigt overskud til motion for tiden fordi jeg har været så træt de sidste par måneder, men ellers har jeg løbet og dyrket yoga.

    Mvh Lea

  72. Pingback: Svar til Jeanett

  73. Hej Katrine

    Jeg kan se ud fra dine indlæg, at du gør rigtig meget for at få det bedre. Det er forskelligt, hvad der virker for forskellige mennesker, så nogle gange er man nødt til at prøve sig frem. Hvis der er noget, der ikke rigtig rykker, så må man prøve noget andet. Vedr. terapi, så er det vigtigt, at det er kognitiv terapi du får. Med alle dine kropssignaler, så kunne kropsterapi også være en mulighed.

    Hej Katrine

  74. Pingback: Svar til Lea

  75. Hej bjarne.
    Jeg er en pige på 17år som er bange for at gå ned med stress, i jeres stresstekst fik jeg 186 point. Jeg er gymnatie elev og pga. min dygtige storebror gør jeg alt for at få høje karektere. Desuden fik jeg den 3 april i år en lille datter.
    I løbet af en nat vågner jeg med mange maridt og er enormt svedig.
    Jeg føler ikke jeg kan overskue noget og jeg kan ikke koncentrere mig om noget særlig længe.
    Desuden har jeg ingen sexlyst hvilket er usædvanligt for mig, da mig og min kæreste havde sex da jeg var 8 måneder henne.
    Jeg elsker nomalt at planlægge ting og har mange træk af asperger syndrom(hvilket min bror har) men fortiden kan jeg overhoved ikke overskue at planlægge noget og gør ting meget impulsivt hvilket ikke er specielt godt for vores ellers vaklende økonomi.
    Desuden bliver jeg sur over ingenting bare som at folk siger ting på en anden måde.
    Jeg ryger og drikker cola og inden for begge ting er mit forbrug steget meget.
    Det hele har stået på i lidt over 3 måneder og der bliver være og være.
    Når jeg fortæller min kæreste det siger han at det bare er pga. eksamener, men jeg er aldrig nervøs for eksamner.
    Desuden har jeg mistet min appetit enormt, og det ender tit med at jeg får indtaget meget sukker i løbet af en dag fordi jeg intet har fået spist.
    De håbefulde hilsner Else

  76. Pingback: Svar til Else

  77. Charlie

    Hej, Håber i kan hjælpe mig. min kæreste har lige fået af vide af lægen at hun har en udmattelsesdepression, (ca 5 måned nu).
    Jeg vil høre om hvad jeg kan gøre for at støtte op omkring hende bedst mulig vis? det er vel individuelt hvad man skal tage hensyn til, men om der er noget som man kan gøre?

    Venlig hilsen Charlie

  78. Hej, jeg blev sygemeldt med stress i december. Jeg har sjældent lidt af hovedpine, men det var et af symtomerne. Jeg har stadig hovedpine hver dag, nogle dage mindre end andre, men generende nok til hurtigt at udmatte mig. Jeg har jernmangel og har i en fleremåneders periode spist 2 jern c om dagen uden at tallet stiger. Udover Akarin for depression har jeg taget glucosmin for gigt, men dem er jeg stoppet med for 14 dage siden, da en af bivirkningerne er hovedpine, men den er der stadig.
    Jeg går til massør, da jeg stadig spænder en del især i nakken. Men det har heller ikke afhjulpet, nu forsøger lægen at give mig akupunktur, har fået 1. behandling. Har ligeledes været hos neurolog, som mener det er strssen der giver hovedpinen.
    Havd er erfaringen med stress og hovedpine, og varighed

  79. Hej, jeg har gennem længere tid ikke kunne enes med min chef, det har givetvis stresset mig meget, og de seneste år har været hårde. Jeg har haft perioder med ondt i nakke og skulder, samt smerter i brystet og perioder hvor jeg føler mig svimmel og meget utilpas. Efter flere undersøgelse hos min læge, må jeg nu til at kigge på andre muligheder end fysiks lidelser. Jeg kan her på hjemme siden se at de symptomer jeg oplever, kan være stress relaterede, men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Min hverdag i dag ser lidt anderledes ud, da min chef er bleven fyret og jeg har fået lov at blive, men jeg har stadig disse smerter og svimmelture. Jeg tror det er fordi jeg ikke kan komme ud af det gamle mønster, og er stadig lidt bange for at underpræstere.
    Jeg har tilmeldt mig dit E-kursus, og har modtaget første trin, men jeg ved ikke om det er nok eller jeg skal søge hjælp andre steder. Jeg mener selv jeg er en stærk person, men ved ikke om det er nok. Hvad er dit råd til en som mig.

  80. mogens pedersen

    Kære Bjarne.
    Jeg er en aktiv person, der gik på efterløn for 1 år siden. Det skyldtes, at jeg pludselig lå på operationsbordet på Skajby og fik en stent i kranspulsåren. Hjertelægen sagde; Du ligner ikke en af mine persienter. Du ryger ikke, drikker ikke, har altid dyrket sport, vundet 15 marsters, ikke for tyk, hvad laver du her, ewr du stresset.” Det måtte jeg så indrømme, at øjnene føltes at sidde på tværs. Han sagde så, at hvis jeg ikke stoppede nu, så var det ikke sikkert, jeg levede om 5 år. Derfor stoppede jeg.
    Imidlertid opstod der en masse vejertrækningsproblemer. Jeg kunne så føre dem hen på travlhed. Når jeg var under pres, havnede jeg på hospitalet. Jeg fik at vide at firmaet havde en forsikring på mig, mod uarbejdsdygtighed. Jeg søgte og fik i sidste uge afslag, da man mente jeg godt kunne klare et 50 % sælgerjob. Det kan jeg absolut ikke. Hvis jeg kunne det, var jeg blevet i jobbet.’
    Da jeg fik afslaget gik jeg ind på Stress siden. Det var første gang jeg overhovedet læste noget om stress.
    Her gik det op for mig, at jeg har fejlet så meget de sidste 10 år. Jeg kan bl a nævne: Hjertekar sygdomme, forhøjet blodtryk, fortykket hjeteskillerum
    Hjerteflimren, hjerteoverrslag, vejrtrækningsbesvær, forstørret prostata, mavesår, stadie 1 af canser i tyktarmen, opereret i Skajby, lungebetændelse.
    Jeg tog også en stress test. Den sagde: Søg omgående hjælp. So jeg læser det i dag, er mit forløb afstedkommet af, travlheden i mit firma. Personalereduktion i stor stil, hvor arbejdet blev lagt på bl a mine skuldre. Arbejde til 22 hver aften. 35 telefoner hver dag, kundebesøg, sagstal mm.
    Ingen læger, anden ham der satte stenten ind, har talt om stress.
    Hvad vil du sige til mig når du læser dette?
    Hvad vil du mene jeg skal gøre med hensyn til forsikringen??
    Får jeg det mindste stress, hopper hjertet op i halsen.
    Det starter en laviner af overlag med luftmangel til følge.
    Jeg skal til ankestyrelsen, hvad bør jeg gøre.
    MVH
    Mogens

  81. Pingback: Svar til Charlie

  82. Pingback: Svar til Gitte

  83. Pingback: Svar til Lars

  84. Pingback: Svar til Mogens Pedersen

  85. Dorthe

    Kære Bjarne,
    jeg skriver til dig for at høre om gode råd til at håndtere stress i kroppen efter at jeg er blevet fyrret fra mit arbejde og ergo er arbejdsløs og har en hel del symptomer i form at stor indre uro, min hjerne kører på højtryk og konstant dårlig samvittighed, dårlig søvn, stor appetit, svært ved at fokusere, distræt, svimmelhed indimellem, fysiske symptomer (bryst og mavesmerter) etc. Jeg har arbejdet et sted i 6 år hvor jeg de sidste 3 har haft problemer med min chef – så jeg er egentlig lettet over at være stoppet- men det stresser mig meget at finde ud af al det med a-kassen, min øk sitt der er hårdt ramt (stor studiegæld mv) og det med at kæmpe med at få et nyt arbejde som jeg virkelig gerne vil, uklarhed om hvor længe jeg skal være i denne sitt, mine omgivelsers spørgsmål etc…
    Om mig: jeg er slut 30erne, akademiker, alene, ingen børn, normalvægtig, spiser sundt (pånær i denne tid hvor jeg ikke kan kontrolere mig på den front), træner moderat hver dag (genoptræner efter knæoperation), ikke ryger.
    Jeg prøver at sktrukturere min dag – laver dagsplaner og forsøger at holde fast sengerytme..men at holde alle planer, etablere sociale aftaler så jeg ikke bliver ensom også etc- stresser mig også… jeg føler mig træt.

  86. Susanne

    Hej Dorthe

    Det lyder som om, du gør de rigtige ting for dig selv. Jeg vil bare sige til dig mht. sociale arrangementer, at det er ok, at trække stikket ud en periode og bare være sig selv. Det gjorde jeg selv i 2 mdr. Hvis du melder klart ud over for din omverden vil de forstå.
    Jeg er nu begyndt at være meget mere social igen, men det skal være på mine vilkår, da f.eks. høj musik kan tricke min krop og visse mennesker kan dræne min fuldstændig for energi. Så man vælger jo selv, hvem, hvornår og hvor længe.

    Mvh Susanne

  87. henriksen

    Hej Bjarne. Har været sygemeldt i 5 uger pgr af stress, er nu starte op med 4 timer om dagen. Har hele tiden været meget træt og svimmel,,trætheden er blevet meget bedre. Fik hovede scanne i okt 2008, alt var ok , der var jeg også meget svimmel: det forsvandt igen, selvom jeg også på det tidpunkt nok havde stress, men viste bare ikke jeg var så langt ude, famile og venner kun se det på mig det sidste ½ år. Nu er jeg igen inde i en periode med en form for gyngen og uro i mit hovede , er det stressen der laver så meget kaos i hovedet, Har jeg 2 gode dage, så vender det tilbage med fuld hammer igen. Har været ved ørelæge, og blodprøver er også ok. Jeg en person der plejer og have 10 bolde i luften på en gang, og kan nu kun have en. Er den form for svimmelhed en normal” symptom.

  88. Pingback: Svar til Dorthe

  89. Stresscoach via jobcenter.
    Jeg vil bare rigitg gerne videregive dette til jer.
    Jeg er sygemeldt med stress/depression på 8 måned.
    Jeg er af kommunens jobcenter blevet tilbudt et forløb hos en stresscoach. Det er et 3 mdr. forløb hvor vi skal mødes ugentligt de første 4 uger, og hver 14 dag de sidste 8 uger. Altså et 3 mdr. forløb.
    Jeg er meget glad for dette tilbud, og glæder mig rigtig meget til at få hjælp/værktøjer til stresshåndtering i livet fremover.
    (Depressionen er behandlet med psykolog, læge og medicin)

  90. Hej Bjarne

    Jeg er kvinde og 47 år. Er i gang med en længerevarende uddannelse og skulle skrive bachelor nu, men føler mig udmattet og ukoncentreret.
    Jeg har tidligere haft 2 depressioner og får min uddannelse under revalidering. Derfor er det ekstra vigtigt for mig, at gøre den færdig, da jeg ellers ender på kontanthjælp.
    Jeg har læst til eksamen siden november 2008 og har bestået de fag, jeg skal inden bachelor. Jeg måtte dog tage én om, da jeg dumpede. Men den er i hus nu med et godt resultat.
    Jeg har følt mig træt længe og ville gerne selv have haft et 1 år ekstra til bachelor. Men det kan jo ikke bare sådan lade sig gøre. Jeg har én gang fået bachelor udskudt nogle uger, da jeg fik en “tennis-arm” af for meget pc arbejde.
    Nu er jeg flyttet her i ferien, fordi jeg og min kæreste var nødt til at få en billigere bolig. Min kæreste har ADHD, ligeledes har hans to sønner ADHD. Det kan nogen gange lægge et pres på mig, da deres planlægning og struktur ikke er som min. De der også bedre til at “slappe af”, end jeg er.
    Efter flytningen her for nylig, skulle jeg igang med bachelor, men føler mig helt energiforladt, farer op over ingen ting, græder let, misforstår sociale ting mv.
    Jeg har også haft årebetændelse i et ben og er nu indstillet til operation. Og nu her igår får jeg uden forudgående hændelse en hævet finger. Den føles brækket, gør meget ondt. Men egentlig tror jeg mere, at det er noget gigt-lignende. Jeg har også ofte hovedpine og stress (uro) i kroppen. Jeg skal aflevere bachelor om 1½ uge, men kan ikke se, hvordan jeg skal klare det.
    Jeg ved ikke, om du kan give mig nogle gode råd. Jeg har ofte lyst til bare at gå fra det hele og tænker nogen gange, at det var bedre, at jeg slet ikke var her mere. Altså jeg tænker på selvmord.
    Hvad skal jeg gøre.

    Hilsen en fortvivlet

  91. Hej jeg ved ikke helt om jeg er det rigtige sted men oplever trykken i brystst, jeg kan mærke det komme og det varer ca 10 min, hvor det breder sigt til ryggen mellem skulderbladene og hen over brystet.
    Jeg har oplevet det 5-7 gange med dage imellem. Der er ikke system i hvornår det kommer.
    Jeg har fået lavet ekg-normalt

    Jeg oplevede at få lav puls ca 50 og meget ondt i maven, oplevede det som at jeg ikke kunne være under ribbenene det var meget smertefuldt. gjorde ondt helt øverst i maven og ned i højre side
    jeg kunne ikke ligge på højre side og jeg tog på fra 52 kilo til 56,8 fra den ene dag til den anden. min mave var spilet ud som en ballon.
    det forsvandt fra den ene dag til den anden og jeg vejede igen 51,5 kilo

    fik konstateret for højt levertal. Blev scannet for galdesten- alt normalt, de fandt dog en lille syste i den ene nyre…

    Jeg har røde plamacher på maven der klør…

    varme/kulde i kroppen på en gang.

    træthed

    hvide mærker på negle

    fælder virkelig meget

    jeg er efterhånden ved at føle mig som hypokonder, selvom jeg har alle disse symptomer.

  92. Hej Karina

    Du har det hverken fysisk eller psykisk godt, og når du har selvmordstanker, så kan det tyde på, at du har en depression igen, måske udløst af stress.

    Du kan kontakte Livsliniens rådgivere på 70 201 201 alle ugens dage mellem 11-23. De er her for at lytte til dig og rådgive dig.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  93. Hej Anja

    For det første vil jeg sige, at du absolut ikke er nogen hypokonder. Det er reelle symptomer, du har, og der skal gøres noget for at du bliver rask igen. Jeg ved heller ikke om du er det rigtig sted, men jeg skal nok prøve at hjælpe dig videre.

    Jeg kan forstå, at du er blevet undersøgt at læger, der ikke kan finde nogen forklaring. Det betyder absolut ikke, at der ikke er en forklaring, blot at de ikke kan finde den. Hvis der er noget, du ikke er blevet undersøgt for endnu, så bør du blive det.

    Når der ikke er fysiske forklaringer på symptomerne, så er det ofte fordi lidelsen er psykosomatisk, dvs. den hænger sammen med noget, der sker i hjernen – som regel ubevidst.

    Jeg vil foreslå, at du taler med din læge om, hvorvidt det kan være psykosomatisk, f.eks. relateret til angst. Hvis det er tilfældet, så kan man dels for medicinsk hjælp dels har kognitiv terapi en god effekt.
    Håber at du kan bruge dette svar.

    Mvh Bjarne Toftegård

  94. Tommy Skov

    Stress og samlever/ægtefælle
    Der er meget obs. på stress og arbejdspladsen.

    Der hvor situationen oftest rammer hårdest, er på hjemmefronten både for den stressramte, men sandelig også for vedkommendes samlever!

    Findes der, materiale der beskriver situationen for en samlever og evt. råd til gøren og laden i en sådan situation?

    Her tænkes ikke specielt på, at få den stressramte til at anderkende problemet, men når stressen har ramt og man skal have en hverdag til at hænge sammen.
    Venlig hilsen
    Tommy

  95. Pingback: Svar til Tommy Skov

  96. Marianne Thuesen

    Hej Bjarne
    Jeg gik ned med stress og udbrændthed den 14. april d.å. og skrev til dig og du var så venlig at ringe mig op.
    Jeg blev raskmeldt og startede langsom op på halv tid den 18. maj.
    Det gik desværre ikke og jeg blev sygemeldt igen den 29. maj.
    Nu har jeg været sygemeldt sommeren over og min mand og jeg har været på en dejlig cykeltur op langs vestkysten. Det var gavnligt for mig og jeg følte at jeg var kommet på toppen igen.
    Det var så meningen at jeg skulle starte på arb. den 10. aug.
    Fredagen før kontaktede jeg mit arbejde for lige at aftale hvor jeg startede op, da jeg har 2 fysiske arbejdspladser.
    Jeg fik en sms at jeg skulle starte det ene sted om morgenen og ved middagstid køre til det andet sted.
    Det slog fuldstændig benene væk under mig!
    Jeg fik hjertebanken, ondt i maven og følte jeg blev sat tilbage.
    Min egen forventning til hvor langt jeg var nået passede åbenbart ikke med virkeligheden – og min arbejdsgivers forventning forstod jeg slet ikke.
    Jeg blev så sygemeldt igen den 10. august. i 14 dage.
    Nu vil jeg lige sige at jeg er skolesekretær, 58½ år og indtil sommerferien var jeg sekretær for 2 skoler samt sekretær i Ungdomsskolen, hvor de 2 skoler hører under. Den ene skole blev nedlagt ved skoleårets udgang og jeg blev under den 1. sygemelding fyret (det gik også ud over andre end mig).
    Det havde jeg det OK med, da jeg godt kunne mærke at 3 fysiske arbejdspladser var for meget, så havde selv besluttet at finde noget andet. Min chef kom mig så i forkøbet.
    Det betyder at jeg er færdig der d. 31. okt., men HK forhandlede en fritstilling til 15. sept.
    Ved den sidste sygemelding 10. aug. ville min læge sygemelde mig frem til fritstillingsdatoen, 15. sept., men jeg foreslog selv foreløbig 14 dage.
    Jeg har samtaler med en coach, som kommunen har ansat og hun mener jeg skal følge lægens råd, idet jeg hele tiden skubber problemet foran mig. HK mener det samme og det gjorde min læge åbenbart også.
    Jeg har ligget søvnløs med de omtalte symptomer og har nu her i nat besluttet at bede min læge sygemelde mig til 15. sept. Jeg havde det sådan at jeg følte mit hoved, min pænhed og pligtopfyldenhed konfliktede med min krop, ja en form for ubalance. Synes jeg har fået mere ro ved at tage den beslutning.
    Det mangler jeg så bare at meddele arbejdet.
    Mine spørgsmål til dig er:
    1. Er det normalt at jeg efter f. eks. vores gode cykeltur i 14 dage kan føle mig så hel og rask igen, og så vælter en sms mig og jeg føler mig sat tilbage?
    2. Synes du også at jeg skal forlænge min sygemelding til 15. sept.? – det er trods alt kun ekstra 20 dage og de 20 dage tror jeg, under de omstændigheder, bliver trælse.
    3. Hvor længe tror du det varer førend jeg bliver rask igen? – ved godt det kan være svært at svare på.
    Jeg mangler også at sige at fra 2004-2006 havde jeg 2 fysiske arbejdspladser (bibliotek og Ungdomsskole) med daglige skift. Fra 2007- d.d. 3 fysiske arb. pladser i Ungdomsskolen, men fra denne sommerferie kun 2.
    Så det er mange år jeg hvor jeg har følt mig jaget med.
    Vil også sige at jeg går på efterløn når jeg bliver 60 år og HK mener jeg skal læne mig tilbage og ikke jagte et nyt job for enhver pris. Har aldrig været arbejdsløs så de mener jeg roligt kan tage et år på understøttelse, hvis det bliver nødvendigt.
    Undskyld at spørgsmålet blev langt, men jeg er ulykkelig over situationen.
    Med venlig hilsen
    Marianne Thuesen
    22827443

  97. Hej Bjarne,

    Kort fortalt om baggrunden til min stress;
    Jeg skiftede job den 1. feb 09 til et job jeg havde drømt om længe og jeg var klar til at give mig selv 100 %. Min mand og jeg har to børn på 4 1/2 og 2 år og gik og snakkede om hvem af os der skulle opereres, da vi ikke synes vi skulle have flere.
    I starten af april finder jeg ud af, jeg er 13 uger henne – dette kom som lyn fra en klar himmel da jeg ingen “symptomer” havde haft.

    Jeg er 28 år, godt job, fint økonomisk, så der er ikke nogen materielle grunde til ikke at få en mere, men af en eller anden grund væltede hele min verden. Jeg græd, glemte ting, skælde meget ud og kunne ikke samle mig, osv.
    Min arbejdsplads var hurtige og sendte mig til psykolog, som gør rigtig meget for mig.
    Efter 4 måneder er jeg nået der til, at denne proces er to skridt frem og et tilbage – nogle gange tre tilbage og et frem, og for hver uge der går finder jeg selv en større forståelse for hvorfor jeg har det som jeg har. Nogle ting er udløst af graviditeten, noget i forhold til min familie – deres og egne forventninger og så har jeg nogle træk af ADHD og autismen – jeg har ikke diagnosen, da symptomerne først for alvor er kommet frem sammen med min stresssituation.

    Når jeg har dage hvor jeg kan alt og ikke er til at “skyde igennem” suger min familie energien og min mand stråler. jeg magter sociale situationer, store menneskemængder og støj.
    Men når jeg har dage hvor det hele går i fisk og jeg græder, ryster, lukker mig inde og slet ikke kan samle mig, har de svært ved at forstå hvad der sker.

    Jeg prøver at sætte ord på hvad der sker og hvorfor, men de står tilbage med det samme spørgsmål hver gang: “jamen, det gik jo så godt – så hvorfor tager du dig ikke bare sammen igen” – jeg ved de så gerne vil forstå, det er bare så svært at forklare også fordi alle de ydre faktorer, der stresser mig er i mit hjem og i min familie. Så når jeg skal forklare bliver det enten en nedgørelse af mig selv eller en udmelding på at jeg ikke kan klare de ting min familie gør eller forventer.

    Mit spørgsmål til dig: er det normalt at man svinger så meget i “overskud”? og hvordan kan jeg få min mand og familie til at forstå hvad det er der sker og at det tager tid før jeg er den samme – hvis jeg nogenside bliver det?

    Med venlig hilsen
    Rikke

  98. Hej Marianne

    Det er helt normalt, at man føler sig godt tilpas og ovenpå når man går hjemme og hygger sig, og det er vigtigt at gøre dette. Men så snart der igen bliver stillet krav til en fra arbejdet eller hvad der nu har fremkaldt stressen, sætter kroppen heldigvis selv ind, og fortæller om man er klar. Så lyt til kroppen. Den er nu engang klogere end hovedet. Har selv stået i samme situation, og måtte igen udsætte opstarten, faktisk med 3 måneder. Jeg var selv overbevist om at nu var jeg klar indtil jeg havde møde med arbejdspladsen. Så gik jeg helt i sort igen. Mit råd er lyt til din læge, det er vigtigt at være helt klar igen, inden opstart. Du skal helst nå dertil hvor du keder dig.
    Jeg startede på deltid i marts og kom på fuld til 1. maj.

    Med venlig hilsen
    Lene

  99. Hej Marianne

    Jeg håber, at du har læst Lenes rigtig gode svar ovenfor. Vedr. dine spørgsmål:

    1) Som Lene også skriver, er det helt normalt at man føler sig rask, uden at være det. Man overvurderer sine ressourcer, og når man vender tilbage, så oplever man det, der var med til at udløse stressen.

    2) Ja, når alle fagpersoner anbefaler dig at forlænge sygemeldinger, så synes jeg du skal gøre det, også selv om du synes at det bliver træls. Måske kan du finde noget at bruge tiden på.

    3) Det kan jeg ikke svare på. Det skal du snakke med in coach og lægen om.

    Noget, som måske kan hjælpe dig, vil være at have fokus på det, der giver dig energi og overskud, og så få så meget af det ind i din hverdag som muligt. Ellers er det, som Lene skriver, helt ok at kede sig.
    Mvh

    Bjarne Toftegård

  100. Hej Rikke

    Det lyder som det er rigtig god, at du får noget hjælp, da din hverdag ikke hænger sammen. Hvis du ikke føler, at du får nok ud af din psykologbehandling, kan du overveje at finde en anden psykolog, hvis du har mulighed for det.

    Du er inde på, at der psykisk set er mere end blot stress indover. Desuden kan en graviditet også give svingninger i overskud og humør. Det er således svært for mig at svare på dit spørgsmål. Men helt generelt, så kan det sagtens forekomme, at overskuddet svinger meget, når man er stresset.

    Hvis du vil forklare din mand og familie noget om, hvordan du har det, så kan du f.eks. købe og give dem mit hæfte ”Hjælp mennesker med stress”. Du kan også henvise dem til denne hjemmeside.

    Du skal nok få det godt igen. Når vi kommer igennem en krise, bliver vi ikke nødvendigvis den samme igen, men vi vil have en større selvindsigt og flere redskaber til at tackle hverdagen.

    Mvh.
    Bjarne Toftegård

  101. Marianne Thuesen

    Tak til Lene og Bjarne for jeres nyttige svar.
    Jeg kan fortælle at jeg her til morgen har fået forlænget min sygemelding og meddelt det til min arbejdsplads.
    Det lettede at få det afklaret – mere end man næsten kan forstå.
    Jeg har den sidste uge gået med et pulsur, for at følge hvor højt den kom op. Ved ganske lidt aktivitet var den helt oppe som om jeg var til et løbestævne. Hvilepulsen var også forhøjet og det pudsige eller overrraskende var at når mine tanker kom på at nu skulle jeg snart på arbejde – og kunne jeg nu klare det…, så steg pulsen selvom jeg sad ned.
    Nu efter det hele er afklaret så er pulsen normal.
    Kroppen mærkes afslappet – det er tankevækkende!
    Så helt rigtigt, lyt til kroppen, den fortæller hvad der er godt for mig.
    Mange hilsner
    Marianne Thuesen

  102. Hej Marianne

    Jeg kan anbefale TFT – tankefeltterapi – 1000 gange mere værdifuldt end psykologhjælp.

    Det TFT gør er at fjerne angsten når du tænker på de ting, som kroppen er begyndt at tro er ubehagelige.

    Jeg har ikke haft et angstanfald siden jeg har været afsted og jeg kommer ikke op at køre af ting som skal laves på arbejdet. Holdningen til tingene er mere at jeg tager en ting ad gangen og vi når nok det hele.
    Hastværk er lastværk.

    Jeg vil gøre opmærksom på at hvis der er nogen som får mod på at prøve dette, så undersøg markedet fordi priserne er meget svingende.

    Jeg har også haft en del angstanfald og efter 3 behandlinger var det helt væk. Det er som om man starter på en frisk – men derfor skal man jo stadig i dagligdagen lytte til kroppens signaler.

    Det har gjort dagligdagen meget nemmere igen og gjort at jeg har meget mere overskud til at gøre de ting som jeg har lyst til i hverdagen.

    MVH

    Nikolaj

  103. Jej Bjarne
    jeg er studerende 33 år, kvinde og har brugt hver en skilling på at få hjælp til at få min søvn tilbage og intet virker:(
    Jeg begyndte for ca 4 mrd siden at få søvnbesvær, som for 2 mrd siden tog kraftig fat, og jeg kunne slet ikke sove i en mrd. jeg har fået indslumrings piller af min læge, som også vil have at jeg får lykkepiller, men jeg har sagt nej tak til dem. jeg bliver frustreret af ikke at sove og måske også lidt deprim, men jeg kan mærke den store trang til bare at være fri af det her. jeg kan grine og have det sjovt på arbejdet, så har jeg vel ikke en depression?
    jeg har taget inslumringspiller i lidt over en måned, hvilket ikke anbefales på pakken.
    jeg har en indvendig uro og sitren, hjertebanken og begyndende ondt i maven igen.
    for 4 mrd siden havde jeg sommerfugle i maven på en meget ubehalig måde. sådan er det heldigvis ikke mere, nu er det en mere knugende smerte som er mere udholdelig end sommerfugle.
    jeg går i kropsterapi, får akupunktur, homeopati og psykolog, og alligevel synes jeg det er som angsten stiger indvendigt, jeg er bange for at jeg aldrig kan få mit liv igen, gå ud en aften og være social, drikke en øl eller en kop kaffe. hvis jeg drikker alkohol eller kaffe, går den indre sitren amok, og jeg bliver meget ked af det. jeg tør ikke være sammen med nogen, ud over mit arbejde, fordi jeg er bange for at det gør min tilstand værre.
    jeg føler mig ærlig talt ret fortabt, nogle dage, er jeg begyndt at kunne sove lidt, men jeg vågner flere gange med hjertebanken, og drømmer helt ekstremt.
    – men mest er det på piller jeg får lidt søvn.
    får jeg nogen sinde et liv igen?, hvad sker der ved at jeg spiser indslumringspiller? hvad kan jeg selv gøre ved denne ubehaglige tilstand? jeg har brug for noget nu..
    venligst AM

  104. Hej Bjarne !

    Efter at have taget en stresstest og så at tallet var oppe at ringe i det røde felt,blev jeg bange,men følte også en afmægtighed,da jeg ser mit problem som uløseligt.jeg bor i et lille rækkehus.min nabo har i foråret ladet bygge en udendørs volier med kanariefugle kun 5 meter fra hvor jeg skal opholde mig.støjen fra fuglene genere i alle døgnets lyse timer,eksempelvis starter de deres fuglelyde kl. 4 om morgenen.jeg har klaget til kommunen som intet kan/vil gøre.selv når jeg sidder i min stue med lukkede døre trænger larmen fra fuglende igennem.jeg har stille og roligt fået værre og værre stress symptomer hen over sommeren,bevæger mig nødig ud i min have.kan fuglenes evindelige skræppen være årsag til stress,selv kan jeg ikke se andre grunde. m.v.h. kn

  105. Gitte Eriksen

    Hej Bjarne
    Var for et år siden langt nede og du hjalp mig med dine lektier som jeg købte og udførte. For 2 måneder siden valgte min elskede svoger så at sige farvel til livet på grund af depression. Har lidt meget siden og prøver at kæmpe videre for min familie. Jeg SKAL OG MÅ være den stærke, men det er begyndt at knibe. Mine børn skal gemme alle mine knive væk hver aften vi går i seng (for det var dette han brugte) og jeg knokler derudaf hver dag, for at kunne sove. Nu har jeg bestilt tid ved lægen, for at jeg kan se om jeg kan få hjælp. Er begyndt at gå meget i søvne – og vækker mine børn for noget værre sludder. Forleden nat vågnede jeg ved at jeg havde sat ild til min huskeseddel og blev meget forskrækket. Hvor i alverden står jeg henne? bliver lidt bange for mig selv Enten sover jeg hårdt – eller også er jeg vågen det meste af natten og tænker…
    Hvordan kommer jeg videre ?

  106. Hej
    Jeg er en mor/kone på 40, som lige har scoret i det brune felt i stresstesten…Jeg har sådan ca. alle symptomer, undtagen den med ikke at huske en bog, -i det mindste en skønlitterær-, da det er den eneste måde jeg kan slappe af på pt. Mit problem er, at jeg ikke ønsker en sygemelding, ikke ønsker at gå til lægen, ikke ønsker at miste min identitet som en der kan klare det utrolige. Vi har 6 hjemmeboende børn, hvoraf et er et plejebarn, den første fik jeg som 18-årig. De har samme far, undtagen selvfølgelig plejebarnet. Den yngste er 6. Mit job er en kombination af undervisning og konsulentvirksomhed/afholdelse af kurser- og jeg læser ved siden af, er lige gået i gang med afgangsprojektet. Et program som i sig selv er angstprovokerende!

    Jeg har i længere tid taget smertestillende medicin, som også havde euforiserende effekt, udskrevet rundhåndet af lægen efter flere operationer i knæ. Det er jeg trappet ud af denne sommer. Nu har jeg fået alle symptomer på stress: hjertebanken, maveproblemer, søvnløshed, modløshed osv. osv. Min tanke er, at disse piller har lagt en dæmper på stressen, og nu kommer den op med fuld styrke.
    Endnu klarer jeg mit job, med et minimum af indsats og ingen lyst/glæde, men på hjemmefronten er det hele ved at falde sammen. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst, føler mig som en robot, lukker mig inde og græder for ingenting, får ingenting gjort, har ikke lyst til noget, føler ingen glæde, alt føles uoverskueligt. Jeg bruger uforbeholden lang tid på lækker madlavning for at skjule (tror jeg) at jeg ikke magter de andre pligter i hjemmet. Jeg tror ikke, nogen har bemærket noget endnu, men jeg føler mig som en fiasko, føler ikke jeg kan være en ordentlig mor/ plejemor/kone.
    Kan jeg mon nå at komme ud af dette inden en evt. sygemelding?
    Linda

  107. Hej Linda

    Din historie ligner meget min for 8 md. siden. Jeg var også ude hvor jeg ikke kunne overskue noget som helst. Det eneste jeg tænkte på var at ingen skulle se hvor galt det stod til med mig, jeg ville være den perfekte medarbejder og mor. Det skal lige siges at jeg kun har 2 børn hvoraf den ene er flyttet hjemmefra. Så det var ikke på hjemmefronten at jeg blev stresset.
    Jeg ville heller ikke sygemeldes, men en af de første dag i februar slog det bare klik og jeg måtte akut til lægen, fordi jeg næsten ikke kunne røre mig.
    Jeg blev sygemeldt og fik diagnosen udbrændt. Jeg får stadig antidep. medicin og har nu arbejdet i 2 md, men kun 3 timer den første md, og er nu på 4 timer. Der vil gå lang tid før jeg er klar til at arbejde på fuld tid. Så DERFOR få stoppet op og indrøm overfor dig selv at du har for mange ting om ørerne. Få sagt til din arbejdsgiver at du skal have noget mindre. Få talt med din familie om det. Tro mig de har nok set hvordan du har det, men vil bare ikke sige det til dig, måske fordi de er bange for hvordan du vil regere. Min mand har efter jeg blev sygemeldt sagt at han godt var klar over at det var helt galt, men ikke turde at sige noget, fordi stressede mennesker vil bare klare det hele selv. Det er svært at acceptere at man ikke kan lave det man gerne vil og man føler sig som en fiasko. Men efter jeg har gået til psykolog er jeg ved at erkende at det ikke er mig der en fiasko, men at jeg har kørt mig selv helt ud. Sammenlign det med et batteri der er løbet tør for strøm. Føler du dig som det?

    Med håb om at du erkender at du skal have hjælp, og du kommer ovenpå igen ønsker jeg alt det bedste for dig.

    Men det tager tid, jeg er som sagt ikke helt rask endnu, så få hjælp nu før det går helt galt.

    Hilsen mor42

  108. Hej,
    Jeg har lige prøvet stresstesten – og resultatet blev 164…hmm. Synes det var noget skræmmende at en test kunne opremse så mange af de symptomer som jeg oplever i min dagligdag.
    Jeg er en 31 årig kvinde der for ca 9 mdr siden blev overfaldet på mit arbejde. En psykiatrisk afdeling. Hvilket resulterede i at jeg i dag har fået en permanent skade i hj. arm/skulder der giver daglige smerter. Jeg var sygemeldt i 3½ måned pga dette. Jeg fik aldrig tilbuddet om at få snakket situationen igennem fra min arbejdsplads, hvilket jeg jo nok burde have haft. Jeg begyndte på mit arbejde igen for 5 mdr siden…og glædede mig til det. Men overfaldet og det at jeg ikke fik talt om det med profesionelle har gjort mig mere modtagelig overfor pres på mit arbejde..tror jeg da….
    Igennem de sidste par måneder har jeg langsomt kunne mærke at jeg er blevet mere irritabel, følsom (kan græde over ingenting), har svært ved at sove…..falder som regel først i søvn langt ud på natten og det værste er nok at jeg er begyndt at glemme ord når jeg taler med folk. Hvilket jo også har en påvirkning især når jeg er på arbejde.
    Lige nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre….det er først i de sidste par dage at jeg selv har indrømmet at jeg muligvis er mere presset end godt er efter en af mine kollegaer spurgte om jeg var okay – da jeg så meget træt ud.
    Skal jeg opsøge min læge eller er det bare mig der overreagerer?
    Venlig hilsen Hen31

  109. Pingback: Svar til AM

  110. Pingback: Svar til Karen

  111. Hej Gitte

    Det er ingen tvivl om, at du har brug for professionel hjælp. Det er godt, at du har en tid hos din læge, som jeg håber har en god indgang til problemer. Han vil måske kunne henvise dit til en psykolog eller psykiater, for det er nok den form for hjælp, du har behov for.

    Mvh Bjarne Toftegård

  112. Hej Bjarne

    Jeg har nu gået i næsten to år og kæmpet for at få anerkendt en rygskade (efter en ulykke), det er først for nyligt efter lægeskift og en MR scanning, at det er blevet slået fast, at der er tale om en diskusprolaps. Nu er jeg på startet forfra i systemet, der mildest talt er opfører sig som en stor tung og langsom elefant. Jeg tog stresstesten på forsiden, da jeg mildest talt ikke føler mig på toppen og endte med 196 (det sorte/brune felt). Min nye læge virker parat til at hjælpe, men jeg har endnu ikke kontatet denne med anden årsag end mine rygproblemer. Jeg er stadig sygemeldt, og er vel nu efterhånden langtidsledig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så hvilket som helst råd kan bruges.

    På forhånd tak

    Lee

  113. Hej Bjarne.
    Jeg har aldrig rigtig beskæftiget mig med stress, før jeg mødte denne her fyr for 4 mdr siden.
    Vi prøvede desperat at få et forhold til at fungere, men det var bare HELT umuligt!
    Han kunne kun overholde 10% af vores aftaler, ringede ikke tilbage som han lovede (han kom fra det, eller glemte det). Han satte oftest sin mobil på lydløs, selvom vores aftale var at jeg skulle ringe til ham, da han ikke kunne overskue de mange opkald han fik. Han kunne heller ikke overskue, at venner, famile og jeg satte krav til ham og bebrejdede ham hans aflysning af aftaler konstant.
    Han arbejder ikke, prøver at starte noget firma op, hvilket han har brugt snart et år på. Istedet buger han meget af sin tid på at gå derhjemme og “nulre” rundt, og eks bruge en hel dag på at planlægge at skulle vaske tøj, hvilket han så ikke får gjort alligevel!
    Han kan også bruge en hel dag eller mere på at male sit stuebord -Eller på at gennemsøge “Den Blå Avis”, for at lave en byttehandel, som så i sidste ende viser sig at han fortryder pga den var meget uovervejet!
    Han har et hav af ideer, som aldrig bliver til noget.
    Han springer ud af sengen kl 08 om morgenen, fordi han føler at han har ligget og sovet en halv formiddag, og derfor er nødt til at stå op lige NU.. Selvom han ingen planer har for dagen.. Han er altid oppustet og dårlig efter maden, og laver ALDRIG aftensmad, kun takeaway. Han drikker stakkevis af sodavand, og har meget svært ved at holde sig fra slik.
    Han lider af sure opstød og søvnbesvær. Han går ud i køkkenet, og glemmer hvad han skal derud efetr. Han glemmer aftaler, aflyser næsten alle aftaler, og er meget selvcentreret. Han holder konstant pauser i sine sætninger, og sidder og funderer over noget helt andet.
    Han kan bruge en time på at snørkle rundt og forklare den samme tin på 100 forskellige måder og med 100 forskellige tillægsord, hvor det for andre ville tage 10 min at forklare.
    Han virker frustreret, har svært ved nærvær (tager ihvertfald ikke selv initiativ til det), og lægger sjældent op til sex.
    I starten kunne jeg jo overhovedt ikke se hvad der var galt, han var bare helt umulig!
    Så, var han til lægen med influenza lign symptomer -lægen sagde at det var stress, og gav ham en henvisning til en psykiater (ikke psykolog).
    Kognitiv terapi sagde psykiateren, til at starte med 1 gang om ugen. Han har gået der ca 4 uger nu.
    Jeg stoppede med ham, da jeg desperat prøvede at fortælle ham, at han var nødt til at give mig nogle redskaber at arbejde med, så jeg vidste hvordan jeg skulle få det her til at fungere.. Det er jo ham der er syg, så han måtte vide hvad der hjalp ham..
    Men, han snakkede udenom og sagde at han godt kunne forstå at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med ham, og at jeg havde været utrolig tålmodig.
    Jeg har i de sidte 2 mdr været frustreret, og råb ad ham næsten hele tiden.. Manden holdt jo ingen aftaler!
    Det var næsten helt fint, når vi var sammen, men ligeså snart jeg gik ud af den dør, så gik det helt og aldeles galt IGEN IGEN!
    Fordi han ikke ringede, tog telefonen eller overholdte vores aftaler.
    Mit spørgsmål er så, hvordan skal man opføre sig som pårørende til en med stress? Skal man være forstående? Kan de virkelig ikke finde ud af at overholde flertallet af deres aftaler? Hvorfor lytter han ikke til mig, når jeg siger at han skal købe en kalender og skrive sine aftaler op der? Han siger, at bare, at det at få købt en kalender og skrive aftaler op i den er svært for ham.. Kan det virkelig være rigtigt?
    Skal man som pårørende være sød, støttende og forstående? Eller må man godt stille krav?
    Hvor længe går der før en stresset persom er rask? Skal man bare acceptere, at de aflyser næsten alle ens aftaler, eller ikke tager telefonen? Er det den bedste måde at hjælpe en stresset person på?
    Kan man som pårørende ikke få nogle hjælpemidler til at håndtere situationen med?
    Er disse her reaktioner jeg har nævnt, virkelig realle reaktioner på stress? Kan den stressede person ikke selv komme med nogle hjælpemidler til hvordan man kan løse dette problem sammen i fællesskab? De er jo den stressede part, så de må da vide hvad der hjælper for dem, og hvad man kan gøre for at hjælpe
    dem…
    En masse spørgsmål til en stresset situation, for begge parter:-)
    På forhånd tak.. Annette.

  114. Pingback: Svar til Linda

  115. Hej Bjarne
    Lige nu sidder jeg her helt alene. Min bedre halvdel ligger på Neurologisk med Kramper og alle undersøgelser indtil nu er negative, så de kan ikke sig hvad det er. men jeg tror selv at det er stress. han har flere gange taget din stress test og ligger hvergang på 168 eller mere har kun holdt nogen enkelte fridage fra jobbet de sidste par måneder, Da jeg er arbejdsløs mener han at det er ham der skal skrabe pengene sammen. har jeg mon ret i min antagelse eller ser jeg bare problemer alle vegne.

    Hilsen Lotte
    Ps. jeg har givet ham et link til din hjemmeside

  116. Pingback: Svar til Henriette

  117. Hej Lee

    Det er godt, at du har fået en anden læge, som virker mere parat til at hjælpe. Med 196 i stresstesten, bør du absolut talt med din læge om, hvordan du har det. Tag eventuelt en udskrift at stresstesten med til din nye læge. Det er vigtigt, at I afklarer om dine symptomer skyldes stress, PTSD, eller noget helt andet, for at du kan få den rette behandling.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  118. Tina Kolmos

    Hej Bjarne
    Vi har på min arbejdsplads fået nedsat en arbejdsgruppe, der er ved at tage fat om, at få lavet en stresspolitik og noget af dit materiale har vi læst og ladet os inspirere af. Selv er jeg sikkerhedsrepræsentant og modtager dine ca. ugentlige mails, som er meget brugbare. Vi har foreløbig kun afholdt et møde, men der dukkede et/ flere spørgsmål op, som jeg håber, du kan hjælpe med at svare på.
    Har du erfaring med, om vi som arbejder på Hospice er en mere udsat gruppe for stresssymptomer, når vi arbejder inden for det palliative felt, hvor man skal give meget af sig selv?
    Hvad er det for en stress vi kan opleve?
    Hvad gør det ved os selv, når vi skifter så meget følelsesmæssigt. Vi kan det ene øjeblik være i et rum hos en pt. der er dybt ulykkelig og ked af ikke at kunne få lov til at dø og slippe for sine lidelser for det næste øjeblik, at være i rum hos en pt. der er ved at dø og hvor den tilstedeværende familie er i dyb sorg over at skulle miste. Vi bruger os selv som redskab og skal evne at meste forskellige følelsesmæssige situationer. Skuespillere kan f.eks. svinge fra det en til det andet, men hvad gør det rent faktisk ved os som plejepersonale???
    Vi kan opleve følelsen af at blive drænet, så vi tænkte om stemningen,til tider tristheden og sorgen kan gøre, at vi har lettere ved at blive kede af det eller ligefrem få depressive symptomer? Vi ved godt, at ens privatliv også spiller en rolle.
    Er der noget viden specifikt for det palliative felt i forhold til, om personalets stresssymptomer adskiller sig?

    Mvh Tina

  119. Hej Lotte

    Jeg håber, at din mand har det bedre, og at de har fået stillet en diagnose … evt. diagnosen stress. Ved alvorlige symptomer, er det altid vigtigt at udelukke andre årsager end stress. Hvis det er stress, der ligger bag, så håber jeg for både dig og ham, at han (nu) er motiveret til at gør noget ved stressen. Du er meget velkommen til at skrive igen, når I ved mere.

    Mvh.
    Bjarne Toftegård

  120. Pingback: Svar til Annette

  121. Hej!
    Hvor kan det med stress dog gøre en i fuldstændig vildrede – og også utryg. Jeg har mere eller mindre været syg siden april sidste år.Er dagplejer og havde et skrigebarn der skreg dagen lang – også til middag hvor de andre børn sover. 48 timers arbejdsuge uden pauser non stop. En mellemørebetændelse, snurren i halvdelen af ansigtet, en “lammelse” i en tå, ondt i brystet ud i venstre arm osv. Svimmel og hvad kan jeg dog mere huske. Kontrol for virus på balancenerve, MR-scanning af hoved og ryg for sclerose, rygmarvsprøve for samme, EKG og EEG og et utal af blodprøver. Det hele viser normale forhold. Men kroppen gør stadig ondt. Nu i knæhasen på højrebenet og i venstre fod. Samtidig er de “gamle” smerter tilbagevendende dog af kortere varighed – men alligevel. Så tænker man igen. Er jeg rask? Har lægerne overset noget? Kan jeg være tryg? Er det normalt kroppen “ter” sig sådan stadig efter halvandet år? Og er det mon normalt man kan få en mindre “lammelse” i en tå, så den har svært ved at bøje? Og så igen. Hvad er normalt, når det kommer til stress? Er der noget der er normalt? Puha hvor kan man dog blive fortvivlet og hvornår er det ovre

  122. Pingback: Svar til Tina Kolmos

  123. Pingback: Svar til Betina

  124. Hej Bjarne!
    Vi levet sammen i 5 år
    Min samlever har meget stress i forbindelse med hendes arbejde og måske som følge af privatlivet.
    Det har nu ført til at hun har været utro.
    Kan dette have noget at gøre med stressen.
    Jeg kan tilgive hende, men vil hun tænke mere klart når hun kommer ud af stressen.
    Vi går begge til psykolog , hende for hjælpe med stressen og jeg af hensyn til min psyke over ikke at få den kærlighed og ømhed som tidligere
    Så vi konstruktivt kan se fremad og komme videre i familien/samlivet.
    Vi er begge fraskilt fra tidligere og har et barn hver samt et fælles på nu 3 år.
    Håber på et godt råd i min situation, så jeg kan hjælpe hende/os på vej i den rigtige retning
    Mvh Jan

  125. Pingback: Svar til Jan

  126. Jeg har igennem 9 år haft problemer med min mave i form af forstoppelse. Jeg har været igennem uttallige undersøgelser, der var ikke noget galt. Jeg spiser rimelig varieret kost, men har alligevel prøvet en diætist i håb om at det kunne hjælpe. Har prøvet alverdens alternative behandlinger, samt alle mulige former for afførings midler. Intet virker. Det eneste der virker på mig, og som jeg har kørt med de sidste ca 3 år. Er laxobaral dråber. Jeg tager dem en gang om ugen 30 dråber, og det er det eneste tidspunkt jeg kommer på toilettet. Tager jeg dem hver dag, vænner min mave sig bare til dem, og så sker der igen ikke noget. Jeg har for ca 5 år siden været hos en mave specialist, som konkluderede at det nok var stress der gjorde det. Og så kunne jeg så ellers selv finde en løsning på det. Jeg har ikke et stresset arbejde, men jeg er en person der nemt stresser mig selv op, og en der spekulerer meget på alverdens ting. Alt kan blive til et problem for mig. Jeg har 4 hjemme boende børn, på 13, 8, 2 og 1 år. På jeres stress test l jeg vist på 152, so jo er ret højt. Hvordan skal jeg komme videre og ud af min stress?

  127. karina petersen

    Jeg har lige taget stress-testen og min ligger på 142. Gennem længere tid og flere stressforhold: mobning, eksamen, flytning, dårlig økonomi: salg af bil og nødt til at flytte mv., har jeg udviklet stress eller udbrændthed – måske depressionstegn.
    Jeg sover dårligt om natten og derfor ofte længe næste dag. Jeg er mere nedstemt end jeg plejer, har ofte svært ved at trække vejret, har angstsymptomer (kvalme og opkastningsfornemmelser), når jeg skal noget som fx. til møde i min A-kasse (er ledig og jobsøgende efter endt uddannelse). Jeg har større lyst til mad og stimulanser. Jeg bliver ofte irritabel og vred, har let til gråd og tårer. Sværere ved at tage mig sammen og har på det sidste udviklet problemer ved sex med min partner, hvor jeg (selv om jeg selv har taget initiativ) føler pludselig, at min mand lige så godt kunne være en fremmed, som lå og stønnede oven på mig, hvilket selvfølgelig gør ham ked af det. Dette har jeg aldrig oplevet før, selv om jeg tidligere har haft en depression. Da var jeg dog i et andet forhold.
    Jeg har haft uforklarlige rysten på hænderne. Da jeg tog ekamen færdig tabte jeg halvdelen af mit hår og fik forskellige kropslige symptomer, som dog er aftaget nu.
    Jeg har bestilt tid til lægen for at høre hans vurdering af min situation. Jeg er bange for, at jeg bryder sammen, hvis jeg får arbejde, da jeg er inden for en stresset branche. Men tænker også, at jeg sikkert bare er stresset over økonomien og bliver glad, når jeg får et job. Det er jo modstridende udsagn/tanker. Jeg kunne godt tænke mig, at høre, hvad andre tænker om det jeg skriver og hvordan jeg har det.
    Det skal tilføjes, at jeg ikke er “opdraget” til at “klage”, men til at tage mig sammen.

  128. Hej Karina

    Jeg tror det er godt at du har bestilt den tid hos din læge. Du SKAL helt sikkert have noget hjælp. Din historie ligner min. Jeg blev syg med udbrændthed og en depresion i februar. Jeg kom i behandling så tidligt at min krop ikke havede vist lige så mange tegn på Stress som du har.

    Jeg er i behandling med medicin og psykolog. Jeg er også opdraget til at passe mine ting og bare tage sige sammen. DET er vigtigt at du nu lærer at tænke på dig selv og passe på dig selv. DET er svært og jeg har ikke helt lært det endnu.

    Det med sexlyst kan jeg også genkende. Sank med din mand om det og find sider på nettet om emnet.
    Det skal nok komme igen. MEN forvent ikke at det kommer fra den ene dag til den anden. Vi har fundet måder at have sex på så vi begge kan få glæde ud af det.

    Hilsen mor42

  129. Hej, jeg har prøvet psykologhjælp og fået tilbud om behandling med lykepiller for at bekæmpe stress samt depression som følge af stress, jeg har overvejet tankefeltterapi, men er ret skeptisk, er der nogen herinde, der har erfaring med/har prøvet dette, eller har professionelle holdninger til metoden, så vil jeg meget gerne høre om det.

    Mvh.
    Mette

  130. Fornægtelse eller overdrivelse?

    Jeg er den klassiske følsomme behagesyge pige der er kommet langt vha. megen flid og selvfornægtelse. Jeg startede på phd. uddannelsen for ca. 1½ år siden. Efter kun ½ år fik jeg mulighed for at tilbringe 1år ved et stort laboratorium i USA. Chefen var et skoleeksempel på en usund arbejdsgiver – uendelige forslag om opgaver og uendelig skuffelse og vrede når man ikke kunne gøre det hele. Som “Ja-siger” kørte jeg mig selv helt ned, symptomer: varierende grad af: kvalme/madvæmmelse, træthed, tristhed, svigtende korttidshukommelse, irritabel/nedsat tålmodighed i forhold til andre mennesker (164 i stresstesten).
    Nu er jeg kommet hjem og har fundet en god psykolog. Psykologen, min mand(som er fantastisk) og nærme venner har alle presset for en sygemelding. Kort efter at jeg kom hjem tog jeg en snak med min vejleder og hun var meget sød og forstående og sagde jeg bare skulle køre i mit eget tempo og tage et par fridage når jeg trængte. Humøret er blevet bedre, men hukommelsen og det sociale er stadig meget skidt, så efter pres fra min mand og min psykolog har jeg nu sygemeldt mig. Jeg føler bare jeg har svigtet min vejleder – hun sagde jo jeg bare kunne køre i mit eget tempo og SÅ slemt har jeg det da heller ikke. Omvendt tror jeg måske jeg er i fornægtelse, f.eks. til en konsultation understregede jeg at jeg ikke følte mig specielt deprimeret, -jeg det synes min hjerne ikke jeg er, men da jeg kom hjem sad jeg og græd i en time før jeg tog på arbejde.
    Nu sidder jeg og kigger tomt på tv-et og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og føler bare at sygemeldingen (for 2 dage siden) var en rigtig dum ide, at jeg skader mit projekt og min vejleder, det føles som pjæk! Så dårligt har jeg det da heller ikke…

  131. Hejsa
    Er lige stødt på hjemmesiden under en googling af “stress”. Jeg mener ikke selv jeg er stresset, men en veninde syntes jeg skulle prøve jeres stresstest og jeg fik 132.
    Jeg er en pige på 21 år der lige er startet på universiteten samtidig med at min kæreste og jeg er gået fra hinanden efter 3 år – og nu har jeg det bare mærkeligt, men er det stress ?
    Det spøjse er at jeg inden jeg så jeres stresstest faktisk brokkede mig gevaldigt til mine forældre over at jeg de sidste par uger har fået en voldsom uro i benene og armene der gør det fuldstændig umuligt at sove selv om jeg føler mig træt 24 timer i døgnet ! Foruden det er mine hænder utroligt kolde og til tider rystende, men jeg tænker at det jo også er vinter nu ?
    Altså når jeg hører ordet stress tænker jeg på at skulle nå noget som man ikke har tid til og derfor have utroligt travlt, men det er slet ikke det der er galt syntes jeg.. Jeg kan bare ikke overskue de mindste småting for tiden, også selv om jeg ikke føler jeg har travlt med noget andet .. Har bare lyst til at sove ! Kan jeg have stress eller skal jeg bare tage mig sammen…

  132. Hej.
    Er sygemeldt med røde signaler og går hos en stress-behandler som siger, at det er meget svært at få mig ned – i kroppen – og væk fra hovedet. Jeg er begyndt at meditere igen, men skifter job nu og er bange for at ryge op i det røde felt igen. Hvad kan jeg gøre selv udover meditation og refleksion som er at ændre en uhensigtsmæssig indstilling til arbejdet = overpræstation. Har du et bud?
    MVH Bente

  133. Pingback: Svar til Stina

  134. Pingback: Svar til Karina Petersen

  135. Britta Christiansen

    Min datter på ti år har i ca. fem år haft problemer med at sige lyde og lave ansigter og opføre sig barnlig. På ti år opfører hun sig nogle gange som en tre årig og hun vil gerne lege med babyting og babydukker. Hun har lavet ufrivillig lyde i mindre grad den sidste måned. I tre dage har hun nu sig lyde uafbrudt. Kun afbrudt når hun sover, men skubber man til hende eller hoster når hun sover så siger hun lyde. hun siger ba ba ba. I dag konstaterede lægen at det var ticks og han kunne ikke sige hvor det bar hen og om det blev være eller bedre, men det kunne hjælpe med noget der gir hende selvtillid. Hun kan have psykiske men af en voldelig far men hun har ikke haft kontakt med ham i tre år. Hun går i specialklaase men jeg er bange for at hun med lydene kan forstyrre så meget så de ikke kan undervise. Hvad er dine kommentarer og hvor kan jeg læse om det. Mener du også at det er ticks ?

  136. Pingback: Svar til Susanne

  137. Jeanette Madsen

    Hej Bjarne

    Ja, så bliver det vist min tur til at stille et spørgsmål..
    Ja, jeg går hjemme for 15. dag i dag.. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde, da jeg simpelthen ikke kunne magte det mere.

    Det udslagsgivende moment i denne periode var først i september, da jeg får et migræne anfald på mit arbejde. Det starter med at jeg sidder ved min PC og lige pludselig kan jeg ikke se med mit højre øje, det flimrer nærmest, og nogle minutter efter sover min højrearm, højre kind og tunge så. Jeg bliver selvfølgelig temmelig forskrækket, men da jeg tilbage i 2004 havde et lignende anfald, var jeg nok klar over, at det var migræne. Jeg kontaktede dog min læge, som i samarbejde med en neurolog i Viborg besluttede, at jeg skulle stoppe mine ppiller.

    I dagene efter havde jeg det egentlig meget godt, men som dagene gik herefter fik jeg det mere og mere træls.
    Min forhistorie er, at jeg d.5 august var udlært ved en virksomhed, som ligger 100 m fra min bopæl. Men allerede d.27.marts fik vi at vide at denne virksomhed skulle ligges sammen med en virksomhed i Randers. Dette betød/betyder så, at i stedet for at have 100 m på arbejde, ja så har jeg nu 80 km hver vej. Jeg havde selvfølgelig haft mange overvejelser omkring min situation, men pga. arbejdssituationen her i Midt/vest jylland, sagde jeg ligesom til mig selv, at jeg bare var NØD TIL at tage med, og give det en chance. Men men men, det skulle jeg måske aldrig havde gjort.. D.31 august sker der så det, at min far bliver indlagt med hjerteproblemer, og dagen efter får han indlagt en pacemaker, da han kun har en hvilepuls på 23…
    EN uge efter er det så jeg får dette mirgræneanfald….

    Jeg prøver så i tiden efter migræneanfaldet at opretholde mit gode humør og “den positive” indgang til tingene, som jeg normalt har.. Men det lykkes bare ikke for mig.. Fra midten af sep og så til d. 6, okt, aftaler jeg med min arbejdsplads at jeg kan arbejde en del hjemmefra osv, men det er bare ikke nok for mig.. Så tirsdag d.6 okt, da jeg skal arbejde hjemmefra, ja der er jeg bare nød til at ringe til min arbejdsplads og sige, at jeg ikke kan magte at få lavet noget den dag. Jeg tror egentlig selv på, at jeg nok skal komme på arbejde dagen efter, MEN så ringer min vhef til mig sidst på dagen. I samarbejde med mine kolleger har hun et forslag om, at det er tid for, at jeg får et aafbræk fra mit arbejde, og derfor skal sygemeldes.. Lige da hun siger det, er jeg meget i tvivl om, om det er det rigtige.. Men det har jeg heldigvis fundet ud af senere, at det var/er den rigtige beslutning.. Jeg har nu fået min nattesøvn tilbage, som eller var blevet et STORT problem.. Jeg kunne vågne rigtig mange gange om natten og følte kun jeg sov overfladisk…

    Nu er vi så derhenne, hvor jeg stadig er sygemeldt og er startet til psykolog i går og skal der igen om en uge.. Men synes tingene står lidt stille nu.. Er ikke sådan rigtig glad synes jeg, og min energi er meget begrænset.. Desuden har jeg meget svært ved at overskue mit parforhold? er det normalt? Min sexlyst er helt væk og indimellem kan jeg føle det total uoverskueligt at være sammen med ham.. Jeg føler mine følelser er helt tomme.. Men det skal siges han er en utrolig god støtte, og derfor får jeg også dårlig samvittighed, når jeg tænker sådan om vores forhold, at jeg næsten ikke kan overskue det, og indimellem bare har lyst til at flytte ud på en øde ø….

    Hmm ja det var vist lidt af min historie.. Men hvornår mon jeg vil føle mig ovenpå igen? og har du nogle råd til, hvordan jeg selv kan hjælpe med til det? Og hvad med mit arbejde, synes du det lyder som en god idé at jeg fortsat er sygemeldt?

    Jeg tog stresstesten og den var 150, så det er nok tid for at lytte til sig selv…
    Hvad angår mit arbejde skal det siges, at der jo som sagt gik et halvt år fra vi fik meddelsen om at vi skulle flytte til Randers, til det rent faktisk skete.. Og det har krævet en masse energi/spekulationer.. og jeg er gået fra at sidde på et kontor med 20 pers til at sidde 350 pers nu…

    Det skal måske også siges at jeg i 2005 var indlagt på Århus Universitetssygehus fordi de frygtede jeg havde en ondartet kræftsvulst i benet.. SÅ alvorligt var det heldigvis ikke.. Men det var knap 2 mdr med uvished, inden de fik klarlagt situationen….

    Hmm ja det var vist det.. Håber du kan give mit et par ord med på vejen.. Håber også der er nogle derude, som kan bidrage med nogle råd/opmuntrende ord.. SYnes i hvert fald det er svært lige nu…

    Mvh Jeanette (23 år)

  138. Pingback: Svar til Mille

  139. ulla-britt

    Hej Bjarne..
    Jeg har lidt af post traumatisk stress i 10 år, efter min datters lange sygdomsforløb og død i 99.
    Troede det blev langsom bedre med årene, men nej.
    Det værste er at jeg stadig ikke kan overskue selv meget små opgaver i hverdagen og at jeg ikke kan mærke nogen føleser i min krop, kun tomhed.
    Jeg har ingen drømme eller planer for mit liv mere, så der er svært at motivere sig selv til at stå op om morgen til atter en lang dag.
    Så har det svært ved at tage mig samme til at gøre noget, når jeg er så træt og følesen af at det hele er ligegyldigt .Jeg går dog en lang tur hver dag.
    Så har du et råd til hvor jeg kan starte i det små for at komme videre ?
    Har været til lægen mangen gange og flere psykologer igemme årene, men det får jeg det ikke bedre af.
    Prøvede stresstesten igen, den siger 166.
    Er 56 og får førtidspension nu.
    Hilsen ulla-britt

  140. Susanne Maarlev

    Hej Bjarne
    Har med interesse læst indlægget om en stresset kæreste og dit svar, og vil rigtig gerne have din kommentar på min situation. Jeg har (havde) samme problem med min kæreste gennem et par måneder. Vi har kendt hinanden siden skoletiden og var gode venner indtil det så udviklede sig til kæresteri. Ifølge ham selv var jeg den bedste, som kom til sidst og han har altid været vild med mig. Igennem de sidste par måneder har vi bare fundet ud af, begge to, at vi er perfekte for hinanden. Han er selvstændig og altid utrolig stresset. Han talte meget om det, og jeg kunne se, at han stressede, overholdt heller ikke aftaler, kom altid for sent, glemte at ringe, “så” ikke sms’er, var fraværende, havde trykken for brystet. Jeg er så total frustreret og forvirret at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg har talt med ham nogle gange, om jeg kan hjælpe ham til at stresse ned og evt. om der var noget jeg kunne hjælpe med. Men nej. I lørdags koksede det så for ham. Han kom og spiste, var her nogle timer, hvor han kyssede, var kærlig osv. Men talte nogle gange om, hvor stresset han var og igen talte vi om det. Han vender det indad, at han føler, at jeg synes, at han ikke gør noget rigigt, og at han ikke har overskud af energi til mine “forventninger” som jeg iøvrigt ikke ved, hvad er. Jeg har været utrolig tålmodig, ikke krævet noget, ladet ham bestemme farten (jeg har tid lige pt.), fordi han hele tiden fik mig overbevist om, og viste mig, hvor glad han er for mig. Vi talte om ting, som skulle foregå i fremtiden, og alle mente, at det lyste ud af ham, hvor glad han var for mig, og at vi passede fint. Som vi jo også selv talte om. Jeg troede i hvert fald på ham. Lige pludselig i lørdags, ville han hjem til sig selv, han havde brug for hvile. Han rejste sig op og gik. Jeg spurgte om det havde noget med mig at gøre, men nej. En halv time efter han var kørt, kom der så en sms, at han sys, jeg er dejlig og alt muligt, men at han ville stoppe der. Igen den med “mine forventninger” Håbede, jeg ville finde en sød kæreste (jeg troede jo vi var kærester) og at vi ku ses som venner. Jeg ringede men intet svar. Søndag formiddag sms’ede jeg om han ikke ville være sød at tale med mig, ingen ballade men jeg havde brug for at tale med ham. Svaret var, at det havde han ikke overskud til, og at jeg skulle være sød at lade ham være i fred. Hvilket jeg så har gjort. Men jeg er så total forvirret, frustreret og ked af det, og overrasket, at jeg næsten ikke kan hænge sammen. Vi bor i samme by, men i dag er han rejst i en måned til østen. Jeg er så utrolig ked af, at jeg ikke har talt med ham. Jeg vil mægtig gerne skrive en e-mail til ham, men tror måske, at han ikke vil læse den. Jeg ønsker at fortælle ham, at jeg håber, at han vil tænke over, hvad han smider på gulvet. Og at jeg godt ved, at stress måske har gjort ham følelseskold og fået ham til at reagere som han gjorde. Ikke at det er ok at gøre det forbi i en sms, men at jeg kan tilgive ham og at jeg godt ved, at han nok ikke er stolt af sig selv. At jeg gerne vil have ham tilbage, og vi sammen kan prøve at finde ud af tingene og få ham til at få det bedre. Skal jeg lade ham være? eller vil det hjælpe ham med en sådan mail eller vil det bare forværre hans tilstand? Jeg “ved” (tror ikke han har holdt mig for nar) at han er virkelig glad for mig, og jeg for ham. Vil du hjælpe mig med, hvordan du tror jeg skal gøre? Mit hoved og hjerte er ved at sprænge. På forhånd tak.
    MVH
    Susanne

  141. Hej Britta

    Nu drejer dit spørgsmål sig ikke direkte om stress, men jeg skal prøve at svare på det alligevel.
    Når man taler om ticks, kan det både være ufrivillige bevægelser og ufrivillige lyde. Så når din læge siger, at din datter har ticks, er det mere en konstatering end en diagnose. Måske kunne det være en ide, at komme til en neurolog, som kan give dig mange flere svar om årsager, behandlinger og muligheder.

    Det er altid godt for børn at få et bedre selvværd. Du bruger i dit spørgsmål ordet ”selvtillid”, men det er ”selvværd”, hun mest har glæde af. Og den bedste måde at give hende et bedre selvværd på er, ved at du accepterer hende 100%, som hun er. Jo bedre du er til at acceptere hende, jo bedre får hun den.

    Vedr. dine bekymringer om hun forstyrre undervisningen, så er det ikke dit problem. Det er lærernes problem. Lad dem klare det, og koncentrer dig om at være en god mor, når hun er hjemme.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  142. Pingback: Svar til Bente

  143. Jeg er lige blevet sygemeldt pga stress og har lige prøvet stresstesten, resultat: 182.

    Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre da det egentlig ikke er mine arbejdsopgaver der stresser,. Jer har indtil for en måned siden haft overblik over mit arbejde og arbejdet støt og roligt.

    Det jeg ikke kan klare er den psykiske terror jeg bliver udsat for af min leder. Det startede for et år siden efter at jeg have være alvorligt syg og været sygemeldt i 5 måneder. Indenfor den sidste måned er det eskaleret og jeg har været indkaldt til 3 revselsessamtaler og min leder har udstukket særlige regler der gælder for mig og som ikke stemmer overens med arbejdspladsens regler. Ved sidste samtale for et par dage siden brød jeg grædende sammen.

    Hvor kan jeg få hjælp?

  144. Hej Bjarne,

    Jeg har lidt af stress hele mit liv(Jeg er 33), siden min barndom. Jeg har aldrig eller kun en sjælden gang kunne forklare mig fordi ordene ikke er der, jeg kan ikke finde en formulering frem der feks kan forklare noget. Oftest forsvinder ALLE ord hvis jeg bliver en smule presset, hvilket gør at jeg klapper i. De få ord der er tilbage er de mest primitive såsom “hold kæft” og lign hvilket der aldrig kommer noget godt ud af…
    Det er som om eet eller andet lægger låg på mine mentale evner. Jeg kommer hurtigt til at virke meget uintelligent og dum i andres nærvær. Det er ret frustrerende.
    Det sker en sjælden gang at jeg kan formulere mig med de ønskede ord, ellers står jeg oftest altid og leder efter ordene, og sådan har det altid været.

    Er det normalt at længere varende stress kan hæmme ordforådet så voldsomt?

    Mvh. Mikkel

  145. Hej Bjarne

    Jeg er en pige sidst i 30´erne med en dejlig mand (fuldtidslandmand,) 3 skolebørn samt fuldtidsjob, som jeg er rigtig glad for. Har rigtig gode kollegaer og et job, jeg mener at kunne magte trods mange udfordringer.
    Alligevel måtte jeg se mig selv tude øjnene ud af hovedet torsdag, hvor jeg måtte gå hjem fra arbejde til middag og tage nogle gevaldige tudeture i løbet af torsdagen. Fredag formiddag fortsatte og jeg kontaktede min læge og fik en tid.

    Jeg har læst nogle at dine indlæg og kan kende den “behagesyge” pige, der gerne vil gøre alle glade, men glemmer sig selv. Jeg var til et arrangement onsdag, som jeg havde sat næsen op til, var noget for mig mig. Desværre svarede det ikke til de forventninger, som jeg ikke helt kan definere..

    Så min egen filosofi mener, at det som ligesom knækkede filmen var den skuffelse over, at heller ikke det her var det – jeg gerne ville for mig selv.

    For jeg tror det er her, mit største problem er.. Hvad er det jeg vil – jeg ved det ikke, og hver gang jeg forsøger at tænke på det, bliver jeg ked af det og tænker på noget andet.. Og så har jeg enormt svært med at forklare mig selv ” Jeg hedder Tina og jeg har stress”.. Den fiser ligesom ikke ind. (Alligevel får jeg 152 i din test)

    Lægen (som ikke var min egen) henviste mig til at gå hjem og få omfordelt opgaverne derhjemme, da det handlede om at jeg fik mere tid til mig selv.. (Min mand arbejder 60 – 80 timer om ugen for at få hans verden til at hænge sammen)

    Mit spørgsmål er nu, om jeg skal acceptere det svar – og i så fald, hvad skal jeg bruge det til??

    Mange hilsner fra
    Tina

  146. Hej Lisbeth

    Jeg syntes du skal gå til din fagforening. En leder skal/må ikke føre psykisk teror mod medarbejderne. Det kan i værste fald ende med at du får en depresion. Man skal ikke finde sig i den slags.
    mor 42

  147. Jeanette Madsen

    Hej Bjarne

    Ville høre om det ikke er alle, som får svar på deres spørgsmål herinde under?

    Mvh Jeanette

  148. Pingback: Svar til Jeanette Madsen

  149. Hej Bjarne.
    Jeg går og er bekymret for om jeg har stress for tiden og tænker på at kontakte min læge. Jeg tog jeres stress-test og fik 154, det chokerede mig at den var så høj.
    Jeg er en kvinde sidst i 20’erne. Jeg studerer på universitetet og laver min bacheloropgave pt. Jeg behøver kun tage ud på studiet 2 gange om ugen, så jeg burde have masser af tid. Men jeg har utrolig svært ved at overskue opgaven og de krav der stilles virker diffuse. Jeg får det ofte utrolig dårligt blot ved at tænke på at jeg skal til at i gang med at lave noget på den opgave, og har meget svært ved at tage mig sammen til det med det resultat at jeg får det endnu mere dårligt og bliver sur på mig selv over at jeg ikke kan tage mig sammen. Det skal lige siges at jeg ved siden af arbejder 2-3 dage om ugen samt har en krævende hobby som jeg tjener lidt penge på også. Begge dele er jeg dog ved at skære ned på fordi jeg har svært ved at overskue det.
    De seneste 2 måneder har jeg generelt haft det værre og værre. Jeg har svært ved at håndtere konflikter og sige fra på en ordentlig måde når andre behandler mig skidt eller stiller urimelige krav til mig. Den hobby/fritidsarbejde jeg har ved siden af mit studie og mit andet arbejde, er en branche hvor jeg ofte må håndtere nogle meget besværlige mennesker som kan være direkte ubehagelige overfor mig (ikke fysisk, men de er ofte konfliktsøgende og egocentrerede) og jeg må hele tiden være den der glatter ud. Sådan er det også i andre sammenhænge. Ofte hvis jeg siger fra, får jeg dårlig samvittighed bagefter og er bange for om det vil påvirke andres syn på mig osv. De sidste par måneder har jeg haft det sværere og sværere ved at håndtere krav fra omverdenen og fra mig selv. Alt føles uoverskueligt og det føles som om så snart et krav er overstået, så kommer der 3 nye. Især kravene fra mit studie, som er svære at gennemskue. Jeg føler ikke jeg har tid nok, men alligevel kan jeg bruge dage på bare at forsøge at tage mig sammen, dage hvor jeg spekulerer og sidder i mine egne tanker og har en knugende følelse i maven og hele kroppen, som gør at jeg har svært ved noget som helst. Jeg kan godt grine af en vittighed eller ind imellem have det sjovt, men generelt er jeg bare ikke glad. Jeg har svært ved at se en mening med at stå op om morgenen.
    Jeg sover meget dårligt, er hele tiden træt, og falder ofte først i søvn hen på morgene, med det resultat at en del af dagen går med at sove. Jeg oplever ind imellem at jeg ryster, fryser, sveder, får kvalme og hovedpine. Den sidste tid skal der ingenting til før jeg begynder at græde, det kan være bare det at mit tog er forsinket, at jeg glemmer at købe noget bestemt, at jeg taber noget på gulvet eller lignende. Bægeret flyder over ved ingenting, og sådan plejer jeg ikke at have det. Jeg er blevet mere klodset og glemsom, og kan pludselig vågne i panik om natten fordi jeg har glemt at betale en regning eller aflevere en bog på biblioteket. Min krop virker anspændt og urolig og jeg “spænder i maven” nærmest hele tiden.
    Det eneste tidspunkt jeg har det godt på, er når jeg endelig falder i søvn, eller når det lykkes mig at flygte lidt fra virkeligheden, fx ved at se film eller lignende.
    Jeg har svært ved at se hvorfor jeg er så ked af det. Jeg er jo i bund og grund glad for mit studie, mit arbejde og min hobby/andet fritidsarbejde. Jeg har familie, venner og en sød kæreste. Hvorfor har jeg så svært ved tingene? Min kæreste kan ikke forstå hvordan jeg kan tro at jeg kan være stresset, for som han siger, hvad er jeg stresset over? Han synes jeg har masser af tid, og han overkom selv at tage en universitetsuddannelse hvor han skulle møde hver dag, uden at blive stresset. Han mener jeg bare skal tage mig sammen. Men jeg kan jo ikke gøre for hvordan jeg har det.

    Kan det virkelig passe at jeg er stresset? Selvom andre sagtens har kunnet klare de samme krav? Og hvordan skal jeg håndtere det – kan lægen gøre noget som helst? Jeg overvejer at se en psykolog, også fordi der er nogle ting fra min barndom som har spøgt meget på det seneste (ikke overgreb eller noget i den retning, men bare svære perioder og at jeg allerede dengang havde svært ved at sige fra).

    Undskyld det blev så langt men jeg håber der er nogen som har et godt råd.

    Hilsen Rie.

  150. Charlotte

    Hej Bjarne

    Jeg er 22 år, og har de sidste par år lidt af stress/depression/angst. Dog er de fysiske symptomer først for alvor dukket op det sidste halve år. Mærker ofte adrenalinen pumpe i hele kroppen, har konstant problemer med musklerne i nakke og skulder og så har jeg ret skiftende søvnmønster. Jeg er så bekymret for mit helbred fordi jeg ved, hvor farligt stress kan være (har helbredsangst). Og jeg tænker om det overhovedet gør noget godt for kroppen at jeg i ca halvanden uge ud af en måned ingen stress har? Det svinger tit sådan at jeg føler rigtig meget stress i flere dage, måske over en uge i streg og så får jeg pludselig nogel dage hvor jeg bare slapper af og ingen stress føler overhovedet (det er SÅ rart med de dage!), Jeg får dog også efterhånden søvn om natten igen uden at vågne, hvilket er rigtig rart for så ved jeg at min krop får hvilet, som den har brug for. Men om dagen kører pulsen derudad det meste af tiden. Det er rigtig ubehageligt og jeg frygter at falde om når som helst. Det er så ført til at jeg også er blevet bange for stressen i sig selv, hvilket jo bestemt ikke sætter adrenalinen ned.
    Har du nogle råd, og kan man få komme ud af den her stress?
    Jeg går til psykolog i forvejen, og jeg er lige begyndt på mindfullness, men føler der skal mere til. Har faktisk været i psykolog behandling i lidt over et halvt år nu, og mangler bare mere fremskridt. Eller er det normalt at det tager denne tid?
    Hvis ikke jeg vidste at det er så farligt med stress så havde jeg heller ik været så bekymret, men med min angst er jeg så konstant bekymret at det hæmmer min hverdag.

    Håber du får lyst til at svare, eller at nogle af i andre herinde gør.

    Hilsen den bekymrede

  151. Hej Jeanette,

    Det er jo klare tegn på stress du beskriver. Det ser endda ud til at både din arbejdsgiver og medarbejdere er klar over at du er stresset – ellers ville de jo ikke have foreslået at du tog nogle sygedage. Vær glad og taknemmelig for at du har nogle forstående kolleger.

    Det undrer mig lidt at du ikke selv ser ud til at være klar over at du har stress, og at det er alvorligt. De symptomer du beskriver er helt klart et af de videregående stadier af stress. Når først stressen manifesterer sig fysisk er den ved at være alvorlig.

    At du har svært ved parforholdet og intimitet er helt normalt for stressede. Og så er der dine bekymringer om sundhed og arbejde, som selvfølgelig også bidrager til det samlede billede.

    Selvfølgelig skal du gå til lægen og få en vurdering, men derudover kan du selv gøre noget. Begynd at trække vejret bevidst hver gang du føler dig stresset. Lær nogle forskellige vejrtrækningsteknikker, så du kan variere det. Når du trækker vejret dybt, opløses stressen fordi du fokuserer på noget andet, og løsner op for den sammentrækning stressen har skabt i din krop.

    Et andet råd er at lave en kort meditation når du føler stressen komme. Lav for eksempel en Stop meditation. Uanset hvad du er igang med, så stop op, og Vær Tilstede. Se detaljerne omkring dig. Snus ind, Lyt og mærk efter. Gør det i 1-2 minutter, og fortsæt så med det du var igang med før stressen indtog kroppen.

    Et tredie råd er at begynde at grine noget mere. Latter løsner stress mere end noget andet. Find evt. en latterklub og begynd at grine med jævne mellemrum.

  152. Pingback: Svar til Ulla-Britt

  153. Pingback: Svar til Lisbeth

  154. Hej igen.

    Ja, nu har du ikke nået at svare på min historie endnu, men jeg vil gerne tilføje noget da jeg har tænkt meget over tingene på det sidste. Jeg tror, at det som især stresser mig, er forsøget på at vide på forhånd hvordan andre mennesker reagerer, og at det nærmest forventes af mig at jeg kan forudsige den slags problemer. Det er som et skakspil hvor jeg hele tiden skal tænke 3 træk forud og skal passe sådan på med hvad jeg gør og siger for ikke at komme til at støde nogen eller for at gøre det rigtige.

    Dette gælder i det fritidsjob/hobby hvor dem jeg samarbejder med som sagt er utroligt vanskelige, og meget nemme at træde over tæerne. Det gælder også på mit andet fritidsjob, hvor jeg står for noget internt kommunikation og hvor den ene gruppe af medarbejdere åbenbart har set sig sur på mig og virker til blot at vente på at jeg laver en fejl. Og endelig gælder det også i mit studie, hvor kravene som sagt er diffuse og jeg derfor ofte skal gætte mig til hvad jeg burde havde gjort/skrevet/undersøgt/taget højde for.

    Giver ovenstående mening? Og – Kan det passe at det til dels er der problemet ligger?

    Jeg vil også tilføje at jeg på det seneste har haft mareridt og er vågnet op rystende/skrigende.

    Til gengæld har jeg fået forklaret min kæreste det hele bedre, og det virker som om han endelig forstår det nu. Han er der for mig som en god støtte.

    Jeg ved ikke om du kan bruge denne tilføjelse til noget – men syntes den var relevant. Jeg ved dog stadig ikke hvad jeg kan gøre i min situation, så jeg håber meget på et svar fra dig snart.

    Hilsen Rie.

  155. Hej Rie,

    Stressede mennesker er meget ofte perfektionister, eller folk der gerne vil have at alle synes godt om dem.

    Hvis du gerne vil have stress, så skal du bare fortsætte med at leve op til andres forventninger – som i parantes bemærket er dine egne, for de andre har jo ikke fortalt dig hvad det er de vil have fra dig – vel?

    Den der stresser dig er… dig. Jeg plejede at tænke at nogen sagde noget som sårede mig, og så reagerede jeg med vrede eller afmagt.

    Idag ved jeg at der er et rum imellem påvirkning (det der bliver sagt eller gjort) og reaktion. Det rum indeholder mulighed for at vælge.

    Jeg kan vælge at gøre som jeg altid har gjort når jeg bliver såret, eller jeg kan vælge at se på HVORFOR JEG gør sådan, istedet for at skyde skylden for min reaktion over på den anden.

    Stress – og alle andre følelser – et et valg. Vi vælger hele tiden – også når vi tror vi ikke vælger.

  156. Pingback: Svar til Mikkel

  157. Hej Ejvind.

    Jeg tror delvist du har ret – jeg har før været meget perfektionistisk i det jeg laver. Men for tiden har jeg ikke nogen håb om høje karakterer eller at klare det hele perfekt – jeg er faktisk bange for om jeg overhovedet består.

    Og ja, jeg tænker nok en del over hvad andre mennesker tænker om mig, eller rettere hvilke konsekvenser det kan få for mig (dårligt ry, få frataget opgaver eller privilegier på arbejdet osv.). Det er så ikke udelukkende indbildning, eftersom der har været episoder hvor jeg er røget ud i konfrontationer på begge jobs, pga. misforståelser jeg burde have forudset – og at andre bebrejdede mig at jeg ikke havde forudset de ting. Problemet er jo, at hvis man skal tage højde for alting, bliver man handlingslammet.

    Jeg føler ikke jeg er særlig god til at håndtere konflikter og prøver derfor at undgå dem, alligevel lykkes det ikke særlig godt.

    Jeg kan godt se det du siger med at man skal lære at reagere anderledes på følelser – men det er bare meget nemmere sagt end gjort, og jeg har svært ved at gennemskue hvordan jeg sådan helt praktisk skal bære mig ad med det – især når jeg først er begyndt at have det sådan som jeg har det nu…

  158. Pingback: Svar til Tina

  159. ulla jensen

    Er det normalt, at man når man er stresset, bytter om på bogstaverne, både når man læser og når man kriver, og at man ikke altid får skrevet endelserne med

  160. Hej

    Ville høre om der er nogle, som kan give mit et godt råd med hensyn til stress og energi i forhold til sin partner? Kunne virkelig godt bruge et råd.. Jeg har skrevet hele min historie længere oppe..
    Men har bare ingen energi/lyst i mit parforhold.. Selv de mindste ting, som jeg normalt med glæde foretager mig sammen med ham, kan føles total uoverskuelige?? Kan det godt passe at føleleserne fuldstændig forsvinder eller bliver “gemt” væk, når man er ramt af stress?? Håber virkelig der er nogle, som vil give deres erfaringer videre.. For det går mig meget på.. Bliver så meget i tvivl om det er fordi, at man følelser er væk..

    Mvh Jeanette

  161. Hej

    Jeg er blevet sygemeldt med stress/udbrændthed, men jeg har ikke lyst til at stoppe helt med at arbejde. En på kommunen sagde, at man godt kan få lov at arbejde lidt som sygemeldt, så bliver timerne bare trukket i ens sygedagpene. Mit spørgsmål er, om du ved noget om reglerne på det her område, for jeg har ikke kunnet finde lov-info om det her nogen steder, og jeg er bange for, om jeg har misforstået dem på kommunen?
    Hun sagde noget om op til 12 timers arbejde pr. uge var ’tilladet’ under sygemeldingen. Jeg kan slet ikke arbejde så meget, men måske 5-6-7 timer pr. uge… Jeg håber, du kan hjælpe mig og på forhånd tak! mvh Cecilie

  162. Pingback: Svar til Rie

  163. Carsten Bonde Petersen

    Kære Toftegård
    Jeg vil gerne vende tilbage til dit indlæg om stress er en sygdom eller ej. Jeg er 56 år gammel og har arbejdet hele mit liv (40 år). For at gøre en lang historie kort, men relevant, kan jeg fortælle at jeg har haft negativ stress i 10 år. Da det blev nok blev jeg sygemeldt og var sygemeldt i tre år dog med forskellige arbejdsprøvninger som gav voldsomme tilbagefald og jeg er nu førtidspensionist.
    Jeg har dokumentation for at min stress er arbejdsrelateret.
    Jeg kom til at se i mine forsikringspapirer (lærerstandens brandforsikring) at jeg havde en arbejdsskade forsikring der kan komme til udbetaling ved 100% invaliditet, men forsikringen dækker ikke ved sygdom. Jeg har kontaktet sundhedsstyrelsen som siger stress ikke er en sygdom, men konsekvensen er sygdomsrelateret, det er egentlig også det du mener. Min situation er, at jeg ikke arbejder og har det godt, Mener du min arbejdsuduelighed skyldes sygdom?
    Venlig hilsen
    Carsten Bonde Petersen

  164. Thomas Nielsen

    Hejsa.

    jeg er 27 år gammel.
    Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men here goes!

    Jeg har i gennem en årrække på ca. 8 år haft problemer med mave-tarm regionen. Det kommer som en meget skarp stikkende fornemmelse lige under pleksus og medfører enten forstoppelse eller diaré.
    Jeg har fået foretaget endel blodprøver, kikkert undersøgelse af tyktarm samt vævsprøve fra samme sted for at udlukke alvorlige ting. Alle prøver kom tilbage som normale. Jeg har aldrig rigtig fået noget konkret svar endnu på hvad det kan være.
    Det er kun blevet værere igennem årene.
    Jeg er en der spekulere meget over alverdens ting og stiller meget høje krav til mig selv (er sjældent tilfreds).
    Jeg har været i gang med tømrer uddannelsen men stoppede da jeg fik en rygskade (som så senere har vist sig at det er en mindre discos jeg har erhvervet mig). har været inde over mange forskellige uddannelser for at finde min plads.
    Flere folk har spurgt om jeg har tænkt på om jeg måske har stress. Jeg har såen slået det til side da jeg ikke syntes jeg var i nogle stressede situationer selv (jo nogen gange ka det komme sammen med f.eks. eksamen og såen).

    For ca. 1 måneds tid siden spurgte min faglære om jeg kunne have stress da hun selv har være nede med stress. Hun havde de selv samme symptomer med at det går lige i maven og man bliver nødtil at sygemelde sig.
    Det fik mig til at tænke om jeg måske alligevel har stress. For udover maven så er jeg træt, får hjerte banken og svede ture, engang imellem føles det som om at mit hjerte lige slår et par ekstra slag som gør at jeg ikke ka trække været i et par sekunder, er uoplagt og svært ved at tage mig sammen til ting, trækker mig ind i mig selv, selvtilliden syntes jeg falder, svimmelhed, sygemeldinger bliver med ofte og af længere tids varrighed.

    Så jeg syntes jeg vil søge på stress symptomer på nettet og faldt over denne side med en stress test.
    Den tog jeg så hvor jeg fik en score på 154.

    Ved ikke rigtig hvad jeg vil spørge om, men syntes jeg ville fortælle min historie og måske høre fra andre om der kan være tale om stress.

    MvH Thomas

  165. Hej Bjarne.

    Kan må have stress da man kun er 23 år gammel?
    Jeg har et normalt job hvor jeg fast arbejder 34,5 timer om ugen.
    Men jeg er en af dem der tager mit arbejde med hjem og spekulerer meget.
    Men jeg har taget din test, som viste 196pont ;o/

    jeg har været indlagdt på skadestuen 2 gange de sidste 2 år for mave-smerter, har været syg(influenza, halsbetændelse osv) 9-10 gange, gået til fysotherapy pga smerter i nakke og skuldrer og været meget træt og uoplagdt, siden dec. sidste år. samt mindre gener som bylder på huden, svedeture, nervøse fornemmelser, undgår aftaler osv.

    Jeg har godt nok siden juni haft meget at lave på arbejdet og føler at jeg ikke opnår det som jeg skal og når ikke at overholde mine deadlines og glemmer opgaver. Også har jeg arbejet meget overarbejde – hvor jeg har arbejdet op til 65-70 timer på en uge – men det er kun i perioder.
    Men jeg har haft disse “stress-symptomer” i ca. 1 år, men er virkelig blevet værre her de sidste halve år.
    Så jeg tænker – jeg havde en meget grim traumatisk oplevelse, for ca. 6 år siden, som jeg ikke har valgt at snakke rigtigt med nogen om –
    Kan det være at jeg er ved at knække nu?
    Jeg har ikke turde opsøge læge, fordi jeg burde jo klare at arbejde et ½ år med pres?
    Lige til jeg læste på internettet at lignede grimme oplevelser, som jeg havde for 6 år siden, kan udløse stress?
    Men jeg har et arbejde hvor jeg har Meget overarbejde og pres på i Dec. så jeg tør ikke søge læge, hvis jeg bliver sygemeldt og det kan jeg jo ikke pga. mit arbejde. (jeg er også bange for at det bare er mig som er sart og at lægen siger at alt er nomalt – igen, ligesom med maven).
    Jeg føler virkelig som om jeg ikke kan klare mere – har bare lyst til at flygte fra det hele.
    Der står alle steder at jeg burde søge læge, men er der noget jeg kan gøre for at holde ud? til januar i det mindste?

  166. Sonja Jensen

    Jeg har i 10 år levet i et meget dårligt parforhold, hvor jeg de sidste 6 år har haft lyst til at flytte, men ikke turde kaste mig ud i det. Vi har to børn sammen på 6 og 3.

    Jeg startede i et vikarjob den 1/7-09, som varer til 10/8-09, hvor de har givet udtryk for, at de gerne vil beholde mig, hvis de kan få bevilget nogle fastansættelser.

    1. september går jeg fra min mand, hvilket har givet en masse ballade. Han gør virkelig alt for at jorde mig, og det er ved at lykkes for ham. Han spreder rygter om mig, forsøger at bilde banken ind, jeg stjæler penge fra ham, anmelder mig til politiet for indbrud, fordi jeg har hentet min vinterjakke i vores fælles hus. Han har nu låst alle mine ting inde, så jeg har været nødsaget til at købe alt forfra igen – en ikke ubetydelig omkostning. Han ringer og “truer” med de mest underlige ting – han vil lade huset ryge på tvang, hviljet vil medføre mange omkostninger for os begge, næste øjeblik vil han overtage huset for så igen at stille sig på bagbenene, så det kører hele tiden op og ned. Jeg er flyttet i en lejlighed, og økonomien ser rigtig dårlig ud, da jeg stadig ejer halvdelen af huset og ikke aner, om jeg kommer derfra med gæld eller med lidt penge på lommen.

    Børnene deles vi om 7/7, men han gør hvad kan kan for at ødelægge det. Bilder dem ind, det er på grund af dem, jeg er flyttet, at jeg ikke elsker børnene længere osv, så hver gang, de kommer hjem til mig, skal jeg bruge lang tid på at overbevise dem om, det ikke er deres skyld og at jeg selvfølgelig stadig elsker dem overalt på jorden. Jeg forsøger at holde mig på den pæne side og ikke fortælle noget grimt om ham, det håber jeg lønner sig, når børnene bliver ældre.

    Oveni alle disse problemer er der alle følelserne, jeg savner jo mine børn ganske forfærdeligt de unger, jeg ikke har dem, føler mig ikke hjemme i min lejlighed og har skullet sige farvel til hans familie og mange fællesbekendte, naboer osv, som jeg har kendt i 10 år, hvilket jeg synes, er meget hårdt.

    De sidste to måneder har jeg kun kunnet sove ca 3 timer hver nat, ryster på hænderne, har konstant frygtfølelse/sommerfugle i maven, kan ikke koncentrere mig, græder hele tiden, er hele tiden snottet og utilpas, har hjertebanken og er svimmel.

    Der er ikke meget tvivl om, at jeg er meget stresset lige nu, og min læge vil sygemelde mig….. Men her kommer problemerne også efter mig, for da jeg talte med min afdelingsleder om det og hun forhørte sig på højere sted, fik jeg den tilbagemelding, at så kunne jeg godt vinke farvel til fastansættelsen til sommer, hvis jeg fik mere fravær. Jeg har haft en del fravær på det sidste, da jeg hele tiden bliver ramt af alt det, ungerne slæber hjem.. Ikke noget at sige til, mit immunforsvar er jo nok helt nede at vende.

    Ovenikøbet blev jeg anbefalet at ændre de to sygedage sidste uge til feriedage – for min egen skyld, så det så bedre ud på papiret, når ledelsen skal ansætte til sommer.

    Jeg ville gerne have en deltidssygemelding, da jeg ikke tror, jeg får det meget bedre af at sidde hjemme i lejligheden og spekulere, og da jeg forelagde det for min leder, sagde hun, det var bedre jeg brugte af min flex og fik sparet nogle timer op, når jeg ikke har børnene.

    Jeg kan slet ikke overskue det lige nu.. Sidder bare på arbejdet og hænger, rammer de forkerte taster, stirrer ud i luften.. Slæber mig afsted hver morgen.. Men ved jo reelt stadig ikke, om jeg har et job til sommer. Og bare tanken om at miste sin indtjening oveni alt dette..

    Jeg ved godt, jeg burde sygemelde mig, inden jeg får det endnu værre.. Men hvordan gør jeg det uden at blive set så skævt til. Jeg har konstant dårlig samvittighed enten overfor jobbet, mine børn eller mig selv. Hvordan får jeg forklaret, at det ikke bare er skaberi med mig? Det er som om de tror, at da det jo var mig selv, der valgte at gå fra min mand, så må jeg jo have det godt nu.. Og kommentarer som “det skal bare have tid” – “vi har alle prøvet det med skilsmisse, det skal du nok komme over” med et overbærende smil på læben.. Jeg ved da godt, jeg nok skal komme ovenpå, men det hjælper mig bare ikke lige nu!

    Føler hele tiden, jeg skal forsvare mig selv.. Og de kloge siger, jeg skal tænke på mig selv og tage den sygemelding, men det er bare ikke så nemt, når man egentliog VAR glad for sit arbejde og ikke kan overleve på dagpenge.

    Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.

    Med venlig hilsen Sonja.

  167. Hej Bjarne

    Jeg sidder i en mellemlederstilling i en mellemstor virksomhed i Danmark. Virksomheden er en del af en større koncern, der presser organisationen hårdt for at få implementeret forskellige koncern projekter.
    Jeg er fornyligt blevet konfronteret med at flere af mine lederkollegarer er meget presset og tæt på bristepunktet.
    Jeg har selv oplevet en kollega bryde sammen foran mig, og har fået fortalt (af en kollega der også er hårdt presset) at flere er ved at “give op”.
    Såvidt jeg ved er direktøren i virksomheden orienteret om situationen, men såvidt jeg er vedgøres der ikke noget konkret for at få reduceret opgavebyrden og dermed fjerne årsagen til presset.
    Jeg har snakket med en af de pressede om at der skal gøres noget for at organisationen ikke bryder fuldkommen sammen. Jeg er dog meget i tvivl om hvad der skal gøres. Jeg har selvfølgelig overvejet at gå i dialog med direktøren, men spørgsmålet om det er nok, når nu han godt er klar over problemet.
    Det helt store problem er ikke at direktøren presser for at få udført opgaver, men at koncern medarbejderene presser mine kollegarer helt vildt. Mine kollegarer har svært ved at sige nej, og det presser dem så meget at vi nu oplever sygemeldinger, gråd og rygter om at flere medarbejder leder efter nyt arbejde.
    Jeg skal nævne at jeg selv åbenbart er noget mere hårdfør end mine kollegarer. Jeg oplever ikke det samme pres og har ikke problemer med at sige nej.
    Et godt forslag til hvordan vi kan komme videre vil jeg sætte stor pris på

    mvh
    Flem

  168. Pingback: Svar til Charlotte

  169. Pingback: Svar til Ulla Jensen

  170. Pingback: Svar til Jeanette

  171. Pingback: Svar til Cecilie

  172. Hej Bjarne

    Jeg sygemeldte mig for snart fire uger siden, efter et sammenbrud på mit arbejde.
    Jeg er snart fædig med din bog, ‘Stress eller ikke stress’ og følger alle dine gode råd. I øvrigt en rigtig god bog, som jeg vil anbefale alle at læse.
    Jeg tager også stresstesten hver uge og kan se at det heldigvis går den rigtige vej. Første gang jeg tog testen, var jeg oppe på 154 og nu fire uger efter, er jeg på 118. Så det går den rigtige vej. Jeg gør som sagt rigtig meget for at komme oven på igen. Jeg bruger mange af dine råd i bogen, som jeg synes hjælper mig rigtig godt på vej.
    Mit spørgsmål er, hvornår ved jeg, om jeg er klar til at starte op på jobbet igen? Jeg har fuld opbakning fra min chef og allerede en aftale om at starte på halv tid eller mindre hvis det passer mig. Kan stresstesten give nogen indikation for, om man er klar? Skal man helst være i det gule eller grønne område inden start? Hvad er din holdning til det?

    Mvh Pia

  173. Pingback: Svar til Carsten Bonde Petersen

  174. Hej Thomas

    Tak for din historie. Jeg hører ofte historier som din. Ofte lægger vi ikke selv mærke til stressen, men det gør andre. Når der er mange, der har spurgt én, om men er stresset, så er der et noget, man bør tænke over. Og det er godt, at du er blevet undersøgt, så andre årsager er udelukket.

    Jeg vil foreslå, at du gør en indsats for at blive mindre stresset. Se mere her: Stresset – Hvad gør du så?

    Mvh. Bjarne Toftegård

  175. Pingback: Svar til Joan

  176. hej jeg har lige fået konstateret stress. mine symptomer er. kvalme, ingen appetit. søvnlødhed. tics. mave smerter, diárre, hovedpine.indre uro bla.
    spørgsmål. hvad han jeg gøre for at få det bedre. har famile der også kræver min opmærksomhed. og min mand vil ikke vide noget eller høre om noget, han forventer at jeg kan det hele som jeg plejer, min job trækker i mig for at få mig igang igen ogikke mindst min 5 årig datter vil jo også gerne have min opmærksonhed. hat svært ved at forklare mine omgivelser at jeg bare ikke har overskud til så meget for tiden
    hvad gør jeg ?

    mvh Heidi

  177. hej jeg har lige fået konstateret stress. mine symptomer er. kvalme, ingen appetit. søvnlødhed. tics. mave smerter, diárre, hovedpine.indre uro bla.
    spørgsmål. hvad han jeg gøre for at få det bedre. har famile der også kræver min opmærksomhed. og min mand vil ikke vide noget eller høre om noget, han forventer at jeg kan det hele som jeg plejer, min job trækker i mig for at få mig igang igen og ikke mindst min 5 årig datter vil jo også gerne have min opmærksonhed. har svært ved at forklare mine omgivelser at jeg bare ikke har overskud til så meget for tiden
    hvad gør jeg ?

    mvh Heidi

  178. Hej Sonja

    Det er en meget ulykkelig situation, du er havnet i. Det er svært at komme igennem en situation som din, når man ikke få nogen eller så meget opbakning.

    Jeg kan også, lige som de andre “kloge hoveder”, anbefale, at du tænker på dig selv. Men det kan du måske ikke bruge til noget. Du har givetvis mange både ting og tanker, at skulle forholde dig til. Måske kunne det hjælpe dig, hvis du havde en uvildig person til at snakke med og på. Det kan være en psykolog, en terapeut elle blot en veninde. Mange fagforeninger tilbyder også hjælp, så det kan du evt. undersøge.

    Vedr. din mand, så vil jeg foreslå at du skriver alt det, du oplever, ned. Hvis han ikke ændrer adfærd, så kan det måske komme til en ændring i fordelingen af børnene, også så vil det hjælpe dig, hvis du har en “dagbog”, hvor du har det hele stående. Den tæller meget mere end din hukommelse.

    Jeg håber, at du hurtigt finder en løsning på dine problemer.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  179. annelise timler

    hvorfor får man kvalme.

    jeg er 72 år, har altid et eller andet at spekulere på og nu er jeg begyndt at få kvalme. det kan komme pludselig, men jeg føler aldrig trang til at skulle kaste op. kan jeg have stress. jeg har forhøjet blodtryk og får piller for det. hvad tror du årsagen kan være

    med venlig hilsen Annelise

  180. Fr. Hansen

    Hej Bjarne

    Jeg skriver ikke så meget for at få svar, jeg trænger bare til at sætte ord på i dag.
    Jeg har lige taget din stress test, den er samme tal, som den plejer at være, 206. Jeg ved det godt, jeg er nemlig af normal intelligens og har altid været god til at se igennem problemer og have en god indsigt i den menneskelige natur.
    Hvad gør man ved stress der ikke så meget kommer af arbejdspres men af ens livssituation, som man er magtesløs over?
    Jeg kan snart ikke trække vejet længere og hvis det ikke var for mine børn, tror jeg at jeg havde givet op for lang tid siden.
    En situation man ikke kan snakke med andre om, ikke sine skønne børn, sin vidunderlige familie, sine gode veninder, der efterhånden er meget få af. Ikke sin mand, som, delvis, er skyld i det liv jeg har i dag.
    Man ser sig i spejlet og dæmonerne indeni skriger af rædsel over det menneske man er blevet og de drømme, der aldrig blev, den kærlighed man mente man måske kunne gøre sig fortjent til, respekt, græsset er grønnere, det må det være for ingen kan ønske dette og hvor lang tid kan man holde til det før enten kroppen eller psyken siger stop?
    Jeg kan snart ikke holde fast længere, fanget i mig selv, fanget af dårlige valg og mistet evne til at sige fra.
    Tak fordi du hørte på mig, det hjalp en smule 🙂

  181. Hei Bjarne
    Jeg har for nogle år siden haft en stres depration i mild grad i forbindelse med min uddannelse jeg har et meget skrøbeligt selvværd og det tager lang tid at bygge op og der skal ingen ting til for at pille det ned… Jeg blev mobbet i skolen da jeg var lille og tror selv dette er forklaringen på mit lave/ skrøbelige selvværd. jeg har snakket med en psykolog i forbindelse med denne stres depration og følte også at jeg kom igennem uden brug af medicin og uden at stoppe med at gå i skole. problemet er nu at jeg flere år efter igen føler at det går rigtig skidt. jeg har ikke færdiggjort skolen da jeg i mellemtiden er blevet gift med en italiener og er flyttet til Italien. Her er jeg indtil videre hjemmegående husmor og går i skole to gange om ugen for at nlive bedre til at tale italiensk desuden har jeg en hest som jeg har medbragt fra Danmark og som jeg passer og rider hver dag. At ride har tidligere altid hjulpet mig til at finde ro og slappe af og dermed samle energi til andet. Men at have hest i Italien er meget anderledes end i Danmark og jeg er ikke altid helt sikker på at jeg gjorde det rigtige i at medbringe min bedste ven og dermed give ham et på mange måder ringere liv dvs jeg har dårlig samvittighed over for ham på den anden side er han altid glad for at se mig og jeg ville aldrig være blevet glad heller ved at have efterladt ham… problemet er at jeg altid virker lidt trist og meget nemt bliver sur og aggresiv og det går ud over dem jeg holder allermest af min mand og min hest… jeg har svært ved at sove og spekulere meget og det er svært at forklare min mand hvordan jeg føler med mit endnu mindre gode italienske og hans lige så dårlige engelske. plus at for italienerne er det til syneladende almindeligt at alle har lidt stres uden at de gør noget ved det det er stadig meget yt at sige at man har været hos psykolog… plus at han ikke kan forstå hvordan jeg kan få stres når jeg bare går derhjemme og ikke arbejder… han vil meget gerne have mig i arbejde men det er tilsyneladende ikke så let at finde et deltidsarbejde så jeg ville have tid til både hesten og at gå i skole… jeg føler mig rimelig fastlåst i situationen og vil meget gerne ud af den med både mig selv, mand og hest i behold…

  182. Hej Bjarne.

    Jeg har læst din bog “Stress eller ikke Stress”, som gav mig nogle gode tips og ideer, da jeg gik ned med stress i maj måned i år.
    Jeg blev sygemeldt i 4 uger, hvorefter jeg arbejdede deltids hjemmefra og gradvis optrappede med flere og flere kontordage. Så kom sommerferien og jeg startede fuld tid igen (dvs 33 timer) bagefter med 2 ugentlige arbejdsdage.
    Jeg bad min læge om en henvisning til en psykolog, da han ellers ikke ville gøre andet end at bare sygemelde mig, men det har nu været noget af en tam fornøjelse. Jeg havde en fornemmelse af at hun bare talte mig efter munden, og ikke gav mig noget at arbejde med.
    Derfor skiftede jeg psykolog, men da der jo er ventetid, har jeg først en tid i januar.

    Her i weekenden skete det så igen. Hullet var ikke så dybt denne gang, for trods alt kendte jeg jo symptomerne. Årsagen var også til at få øje på: det kommende årsregnskab.
    Nu har jeg en meget forstående arbejdsgiver og jeg har lov til at arbejde hjemmefra som jeg har brug for i december, for … ironisk nok … er der jo bare slet ikke tid til en sygemelding.
    Jeg håber lidt at jeg kan narre “stressmonsteret” på denne måde.

    Jeg håber at det nye år (virksomheden har bevilget en ekstra kollega og uddelegering af mange af mine opgaver) vil vise sig at få has på skidtet, men hvad hvis det aldrig bliver bedre?
    Hvad i alverden skal jeg så stille op? Min fortid fortæller mig at jeg altid giver mig 100% for en arbejdsgiver, uanset lønnen, så vil det overhovedet blive bedre ved en anden arbejdsgiver?
    (Ved godt du ikke kan svare, det er bare nogle af alle de tanker der plager…)

    Er en psykolog overhovedet nok, eller skal man have fat i en decideret stresscoach? Kan man få sådan en på sydfyn? Og koster de ikke det hvide ud af øjnene?

    Puha, det blev en lang historie og så har jeg endda udeladt meget.

    Mvh
    Anika

  183. Gitte Rasmussen

    Kære Bjarne Toftgård.
    Jeg er en mor til en 17 årige der har fået konstateret stress hos vores læge. Jeg vil gerne vide hvorledes vi som forældre skal forholde / hjælpe vores søn bedst muligt? Han er droppet ud fra gymnasium i 2 g og har fået arbejde i en butik. Dette har han svært ved at klare. Han har fysiske symptomer på stress og jeg / vi kan mærke på ham at han har det svært. Jeg ved desværre bare ikke hvordan jeg / vi skal hjælpe ham. Det gør ondt at se sit barn have det sådan.
    Håber du kan komme med nogle gode råd.

    Med venlig hilsen
    Gitte

  184. Hej

    Jeg har et enkelt spørgsmål vedr. stress – eller rettere eftervirkninger af stress.
    Jeg har været sygemeldt i 4 måneder med stress omkring årsskiftet 2008/09. Fik i den forbindelse af min arbejdsgiver tilbudt psykologsamtaler, hvilket var rigtig godt. Jeg begyndte på arbejde igen i april 2009, og fik sammen med arbejdsgiver styr på de ting, som var årsagen til min stress.
    Så vidt så godt.
    Mit problem er, at jeg siden sygemeldingen ikke rigtigt kan fungere ordentligt på det personlige plan. Jeg er bange for, at det er nogle eftervirkninger af stressen, som ikke vil holde op. Jeg er blevet en rigtig tude-kiks som ikke kan styre mine følelser. Jeg bliver utroligt let ked af det – sådan rigtigt for alvor. Kan bedst sammenligne følelsen med den sorg man føler, når man oplever et dødsfald i familien. Følelsen opstår i mange forskellige situationer, men mest i forhold til min partner. Jeg er efter 15 års ægteskab pludselig begyndt at tvivle på, om jeg er elsket og ønsket, og om min partner er på udkig efter en yngre, tyndere, smukkere og mere attraktiv model end mig… Det er det rene nonsens, men jeg kan ikke slippe det… Jeg har tænkt på, om stress kan påvirke ens selvværd så meget, at man slet ikke kan komme ovenpå igen. Hvad kan jeg gøre?
    Hilsen J

  185. Hei Gitte
    Jeg er ikke profesionel men vil gerne prøve at svare dig i forhold til mig selv hvordan jeg har det bedst med at min mand, mine forældre og venner reagere overfor mine problemer i forhold til stress og depration…

    de må gerne komme med løsningsforslag i forhold til hvordan jeg kan vende mine tanker fra meget negative til mere positive eks. jeg duer ikke til noget og kan ikke overskue noget som helst kan vendes til at man kan ikke være lige god til alt og ens forældre venner m.fl elsker / holder af en alligevel… og hvis man gør sit bedste med de midler der er til rådighed er der ingen der kan klantre en for noget retmæssigt…

    jeg har gået til en kognitiv psykolog i en periode og dette var en af de teknikker jeg lærte af hende…

    jeg tror det bedste i kan gøre for jeres søn er at vise ham og fortælle ham at han er god nok også selvom han ikke helt kan overskue at stå i en butik der kan være ander han er super god til hjælp ham til at finde ud af hvad det er…
    et andet råd er at når man arbejder i en butik ( det har jeg også prøvet ) ser man ofte ikke dagslys især ikke i vinterhalvåret dette kan også føre til depration så prøv at få ham ud lidt i frisk luft og lys…

    og lad ham endelig vide at det er helt i orden at have brug for at tale med en psykolog (kognitiv anbefales) at det IKKE er noget man skal skamme sig over!!!

    håber det kan bruges indtil i får mere profesionel hjælp

  186. Hej Bjarne

    Har med glæde læst din bog “Stress eller ikke stress” og arbejder med alle de gode redskaber du beskriver. Har været sygemeldt med stress i 6 uger og var i sidste uge til samtale på arbejdspladsen vedr, opstart på ½ tid efter nytår. Syntes det hele var begyndt at gå fremad, men er da blevet “bombet” tilbage til virkelig dårlig søvn og masser af fysiske reaktioner og tanker igen, og det hele drejer sig om job og tanker om at vende tilbage. Det skal lige tilføjes at denne stress blev udløst af knap 2 års frustration på jobbet – det være sig opgavemæssigt, manglende struktur, manglende ledelse osv, Alt dette gør selvfølgelig at jeg nu HELE tiden går med tanker om – om jeg skal tilbage?? Bliver det nogensinde godt ?? Er det her et vink om, at jeg skal noget HELT andet?? Det er de tanker der fylder, og vil jeg falde til ro og få stresssen helt ud af kroppen, hvis arbejdsforholdet bliver afbrudt?? Er faktisk så langt, at jeg har kontaktet min fagforening for råd og psykolog timen i morgen skal bestemt handle om disse tanker – men kunne godt bruge et råd – skal man gå tilbage til en fuser ?? Eller erkende, at det var det her det gjorde udslaget og komme væk ?? Andre med samme erfaring ??

    På forhånd tak.

    Mvh, Britt

  187. Hej Pia
    Når du er klar, så ved du, at du er klar. Hvis du er i tvivl, så er du ikke helt klar endnu. Du kan ikke alene bruge stresstesten, da det ikke er sikkert at alle symptomerne er relateret til stress. Men efterhånden som du fysisk og psykisk kommer mere og mere i balance, så får du mere og mere overskud og til sidst vil du trænge til at komme tilbage til arbejdet … af lyst og ikke af pligt.
    Mvh Bjarne

  188. Hej Heidi
    Det er ikke let, når der er så mange krav fra omgivelserne. Men det er vigtigt, at du på en eller anden måde får styrken til at komme ovenpå igen, da du ellers risikerer at få det endnu værre. Med alle de krav fra omgivelserne, du skal tackle, så vi jeg anbefale, at du får hjælp enten af en psykolog eller en stresscoach.
    Mvh Bjarne

  189. Hej Anne
    Det er ikke rart med en fastlåst situation som din. Det er godt, at du har tale med en psykolog. Måske kan du prøve at kontakte en coach, for at blive mere afklaret med din situation, og hvordan du kommer videre, fra hvor du er nu?
    Mvh Bjarne

  190. Pingback: Svar til Flem

  191. Hej Bjarne

    Jeg er en meget trofast læser af dine artikler. De har hjulpet mig gennem mange desperate perioder. Men jeg er stadig meget ulykkelig.

    Årsagen skyldes, at jeg gennem flere måneder (over ½ år) har lidt af træthedsfornemmelse i hovedet. Jeg er fysisk aktiv og kan sagtens gå, løbe, dyrke motion, etc, uden at blive træt. Det foregår i hovedet. Jeg får aritmetin for angst om natten. Jeg har været syg af stress i mange måneder, men det kommer og går og jeg kan af og til takle det. Men nu er det som om jeg er begyndt at vågne igen om natten. Jeg ved ikke hvor længe.jeg er vågen. Jeg sanser at jeg kan nå at kigge på uret, men jeg har hver nat en eller anden underlig fornemmelse i kroppen som halsbrand, hjertebanken sitren i hele kroppen. Når jeg så tager min puls er den ganske normal. Jeg er flere gange undersøgt via blodprøver og ekg, men intet tyder på at jeg er den mindste smule syg. Pga mit stress har jeg udviklet en grim form for hypokondri og da influenza a var en kendsgerning i Danmark, fik jeg det. Dvs det gjorde jeg ikke. Det var indbildning, men jeg havde end ikke feber. Det kan ikke beskrives hvor træt jeg er af at være i denne tilstand. Hver dag vågner jeg og håber at jeg vil klare dagen såvel fysisk som psykisk. Er der slet ikke noget jeg kan gøre for at få denne modbydelige træthed og angst for hele tiden af tejle noget væk. Mange hilsener fra Ulla i Silkeborg.

  192. Hej, jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor man altid siger man bliver tyk af at være stresset og ikke kan tabe sig. Det synes jeg nemlig ikke passer. Selv har jeg været meget syg af strees og tabt mig 20 kilo. (Før da var jeg en ganske normal kvinde der også var på slankekur ind imellem for ikke at blive for tyk). Og idag er jeg på konstant fedekur på grund af jeg har været syg af strees. Jeg kan simpelthen bare ikke komme mig mere. Folk tror jeg har nervøs spiseværing. Det gør mig selvfølgelig ked af det, men jeg kan godt forstå de tror det, når man ikke ved hvorfor jeg ser ud som jeg gør. Jeg går i motioncenter 2 gange i ugen og jeg kan jo godt se på folks blikke, hvad de tror.
    Jeg har en veninde der er sygeplejerske. Hun siger at det er en skrøne, at folk bliver tykke af strees. Hun har tit set folk er blevet pillet af, af problemer af strees. Men hvad er det der lige præcis gør at nogen bliver tykke og andre bliver utroligt tynde og magre? Og bare ikke kan komme sig igen.

  193. Hejsa og rigtig glædelig jul.’
    Jeg er en kvinde på 46 år med 4 hjemmeboende børn
    Jeg har læst meget her på bloggen,kan ikke rigtig finde et svar til min egen situation,da jeg syntes det er meget uoverskueligt.Har gået sygemeldt i 3 år pågrund af posttraumatisk stress,har oplevet rigtig grimme ting på mit job,som gjorde jeg blev nød til at stoppe for 3 år siden,troede jeg efter en tid og et andet job ville få det bedre og det gjorde alle instanserne også.
    Nu har jeg lige været til en ny udredning efter megen pres med snakke i job prøvning, problemer med børn på hjemmefronten m.m og psykiater psykolog kunne udrede at jeg havde fået en kronisk lidelse,altså posttraumatisk stress som har givet mig en personligheds forstyrrelse som gør jeg aldrig kan tage en udd, eller fuldtids job,nu går jeg så og venter på de finder ud af hvad kasse de nu skal flytte mig over i, min erstatning osv jeg er meget tæt på at opgive,der har været så meget snak, snak ,snak så jeg er helt fyldt op og ved ikke hvad jeg kan og ikke kan,er meget angst og føler mig som et jaget dyr der konstant er i fare,det gør at jeg angriber eller forsvare mig selv meget og har derfor også svært ved at være sammen med mennesker.Alt det her. har gjort mig til et meget trist menneske,kan jeg hjælpes og hvordan?Har selv taget sagen lidt i egen hånd ved at være kreativ,det hjælper en med at komme væk fra de grimme tanker,men jeg kunne godt tænke mig at have nogle realistiske mål i fremtiden,for jeg føler dette slår mig mere og mere ihjel.
    mvh
    L.I.Jensen

  194. Hej.
    Jeg har i lang, lang tid været meget stresset, så var jeg på århus sygehus her forleden og hos egen læge og har fået at vide jeg har post traumatisk stress syndrom. Det er startede efter mine forældres skilsmisse for 4 år siden og så for alvor gået i udbrud efter en meget voldsom trafikulykke for to et halvt år siden.
    Jeg er klar til at gøre noget ved det, og vil gerne have min tidligere psykolog igen og starte en behandling der samt et rygestop, få min kondi op og spise sundere og blive sygemeldt på arbejdet da det er en højstressfaktor som lægerne også sagde til mig.
    Her kommer mit spørgsmål så;
    Jeg er 18 år og studerende og går i skole 23 timer om ugen på VUC og tager en HF over 3 år. Samtidigt har jeg et studiejob hvor jeg mildest talt bliver behandlet som skrald hvilket i høj grad er stressende. Så da jeg var hos min egen læge for at få en sygemelding idag fik jeg at vide at dette ikke kunne lade sig gøre idet jeg ikke bare kan blive deltidssygemeldt. mine muligheder er at jeg kan blive sygemeldt både fra arbejde og studie, men så kan jeg ikke bo i min ungdomsbolig, og så mister jeg et år af mine klip til SU, hvilket vil sige at jeg det sidste år jeg skal studere bliver nødt til at tage et lån der. ellers så kan jeg droppe ud af studiet midlertidigt indtil sommer og så skal jeg læse det halve år jeg har gået herom igen men så får jeg kun sygedagpenge af hvad jeg ellers ville have på arbejde dvs. 3000-3500 det betaler så kun lige min husleje.
    Kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke har andre muligheder? jeg har snakket med Horsens Kommune og de viderstiller mig bare en mio., gange for til sidst at sige det ikke er dem jeg skal snakke med men jobcenteret, så ringede jeg til jobcenteret og fik der at vide de ikke kunne gøre noget idet jeg ikke står i deres system da jeg endnu ikke får sygedagpenge. Hvad skal jeg gøre?

  195. Jeg er hjemmegående, efter at jeg fik en efternøler (ikke planlagt) i 2007 – en skøn lille pige. Jeg er 43 og har i forvejen 2 børn på hhv. 15 og 18. Gift med sød mand med karrierestilling, eget firma. Han gik ned med en migrænerelateret virus på balancenerven i maj. Jeg har netop scoret oppe i det sorte felt på stresstesten, og har her juleaften for første gang oplevet at skulle transporteres i ambulance til skadestue, og fik målt EKG og puls m.v. Mit hjerte bankede voldsomt og min puls galoperede, havde underlige fornemmelser i arme og ben – var bange for at det var et hjerteanfald. Men det var det så ikke – og lægen sagde at det nok var psykisk. Jeg har som andre jeg har læst om her på siden været syg gennem længere tid. Jeg begyndte med influenzaen midt i november, og frygtede lidt at det var svineinfluenza (symptomerne passede), men jeg blev lidt frisk igen. Røg ned med noget nyt, eller min datter som var syg samtidig, fik nye symptomer. Hun har stort set ikke været i vuggestue i november/december. Min mand har måttet gå på orlov siden midt december pga. sin sygdom, som ikke vil gå væk. Formentlig stressrelateret. Det er mit måske også? Jeg er så træt. Ligeglad med alt lige nu, det er hårdt at løfte armene – kan næsten ikke skrive det her. Har igen en infektion, hals og lunger. Har hoste. Men ikke feber, eller smerter i større stil. Ømhed i armene ved leddet, snurren i underben og ømhed i brystet. Føler alt er uoverkommeligt. Er der noget jeg kan gøre? Min læge siger jeg bare skal hvile. Skal til Thailand den 3.1. med min mand og datter – men kan ikke glæde mig. Der er helt klart noget helt galt med mig.

  196. Pingback: Svar til Anika

  197. Pingback: Svar til Gitte Rasmussen

  198. Hej dette er ikke så meget et spørgsmål eller et svar på noget, men jeg har taget mig selv i at surfe rundt efter information der kunne afhjælpe min stress tilstand, og opdagede at jeg faktisk var ligeglad med hvad andre skrev, jeg gad faktisk ikke læse om deres elendighed.
    om hvordan de havde det, og sprang let over det hvis ikke lige der var noget jeg mente der kunne hjælpe mig, og alle vil jo gerne fortælle deres historie, og blive forstået. Så nu vil jeg gerne lave en tråd, som jeg måske kunne have tænkt mig at jeg faldt over for 4 måneder siden da jeg blev sygemeldt, nemlig om hvordan man kommer oven på igen, som jeg håber folk falder over når de, som jeg googler ” slip af med stressen”
    Jeg er 28 og har været selvstændig i 5 år med 18 ansatte, forretningen er nu solgt og jeg har fået en lille datter. det har været nogle stressede år de sidste 7- 10 år, jeg nævner her nogle faktorer der har spillet ind, 1:Alkoholisk papfar
    2:50-70 timers arbejds uge de sidste 5 år
    3:forskellige hus bygge projekter
    4: og her inden for det sidste år en voldsom bilulykke, en datter med meningitis, og en blindtarms operation, som prikken over det hele.
    MINE SYMPTOMER

    trykken for brystet
    stikken i brystet, ved de øverste ribben
    dårlig nattesøvn
    Går konstant med ørepropper, pga høje lyde
    rysten
    svedeture
    kuldegysninger
    bryder tit ud i gråd
    har daglig katastrofe tanker om min families sikkerhed
    soven i begge arme og over brystet
    er i gennemsnit på skadestuen 2 gange pr uge da jeg tror jeg skal dø af hjerte stop.
    svimmelhed
    mavesyre/refluks
    ingen sexlyst
    Store mave udsving diare/forstoppelse
    opkastninger
    absolut ingen hukommelse
    ondt mellem skulderne
    hypokondrisk tilstand (tror jeg fejler alt)
    søger konstant på nettet efter råd der kan hjælpe, og efter symptomer.

    MINE BEHANDLINGER

    Stone massage
    Akupunktur
    kranio sakrel massage
    kiropraktor( 2 forskellige)
    kloge mænd
    Zoneterapi

    Behandlinger jeg mener der har hjulpet

    Fysioterapeut, eller måske mest rådgivningen herfra
    Massage
    Terapeut/psykolog.
    er stoppet med at ryge for 3 måneder siden, fra 40 til 0

    Ang psykologer er det meget vigtigt at det er den rigtige man får, min mening er at kvinder forstår bedst ens situation, og hvis du ikke tudbrøler første gang du er til en, og nogle timer efter, så er det den forkerte du er ved, jeg har selv skiftet efter 2 behandlinger hos en mandlig. første gang jeg var hos min nu værende terapeut græd jeg efter 15 minutter, og fik ondt overalt mens jeg var der, så der blev virkelig åbnet op for noget der.hos den første græd jeg slet ikke

    jeg er pt stadig sygemeldt, men i klar bedring, kan nu gå nogle ture og hygge mig lidt med familien.

    jeg har ca brugt 15.000 på behandlinger de sidste 4 måneder, hvilket jeg godt kan se er tåbeligt, og nu da jeg har accepteret at jeg har stress, benytter jeg mig kun af massør, fysioterapeut, og psykolog.

    Man er nødt til at kæmpe sig igennem stress, og mit stærkeste våben har vist sig at være livsstil ændringer.
    jeg er nu begyndt at spise allbran med havregryn pære rosiner og soya mælk til morgenmad, istedet for først at få lidt hvidt brød til middag.istedet for at brøle i bilen hver gang der er en der køre ud foran mig, er jeg begyndt at sætte farten ned lige inden jeg når hen til ham, og vinker ham venligt ud, for så er det jo ligesom MIG der har bestemt at han skal køre ud. jeg lader mig ikke længere stresse af paphjerner der køre vildt, og tænker , hvis han vil forbi mig der køre med 80 må han vente til han kan overhale.Og hver gang der så er en der laver noget dumt i trafikken der er til gene for mig tænker jeg bare, hmm jeg har jo nok også før lavet fejl i trafikken. de første gange jeg begyndte at bruge disse metoder gav det sådan en varm fornemmelse i hele kroppen, fordi nu kunne jeg mærke at jeg var ved at begynde at ændre mig.
    jeg har tidligere levet for at tjene mange penge, og det har jeg også gjort, men hvad er det værd nu, intet.
    Jeg har givet mig selv et løfte som hedder at når jeg kommer mig, og skal til at igang igen skal det kun dreje sig om familie og venner, og om at passe på, og træne min krop, efter mit rygestop(læste bogen endelig ikke ryger af allen carr) har jeg tit tænkt, hvordan kan det være at folk gerne vil passe på deres biler, og deres lækre huse, samtidig med at de ryger 40 om dagen og vejer 20 kilo for meget, alle ved jo at en bil kan køre x antal kilometer før motoren skal skrottes, men ikke alle tænker at det er det samme med dit hjerte

    Jeg er begyndt at meditere med 1-2 dages mellemrum, meditation har altid lagt mig meget fjernt da jeg altid har haft fart over fæltet, men tro mig 30 min i fred og ro det styrker hovedet.
    Jeg benytter youtube til at finde afslappende musik at meditere til, og her er et link til en af mine favoritter, der er blandt andet også nogle på youtube, med lyde af bølger

    meditation
    http://www.youtube.com/watch?v=txTc3jmM5ZM&feature=PlayList&p=B20370B1C1A42395&index=9

    du kan downloade disse lyde på http://www.kickyoutube.com og sætte dem på repeat på din pc.

    tip brug nedenstående link af bølgelyde når du skal sove, sæt den på repeat. det er ren MAGI

    bølger
    http://www.youtube.com/watch?v=j5dRLPieKoE&feature=PlayList&p=360CABAFB8FB56A9&index=0

    Derud over er jeg for nylig gået igang med en trænings plan der skal styrke mine skuldre og brystkasse, samt bare holde mine muskler lidt stærke mens jeg går hjemme. her er et link til et yoga program jeg bruger til at holde min ryg stærk med

    http://www.yoga.dk/artikler/alle_numre_af_bindu/bindu_25/yoga_for_ryggen

    dog har jeg lidt svært ved at lave kålormen, så den springer jeg over, når jeg har lavet disse øvelser, går jeg ind på youtube, hvor en gut har lavet et 10 minutters siddende træningsprogram hvor du lærer at behærske dit åndedræt samt styrker din overkrop uden vægte.
    her er linket.

    http://www.yoga.dk/artikler/alle_numre_af_bindu/bindu_25/yoga_for_ryggen

    Alt dette gør jeg 3 gange om dagen, morgen middag , og aften. altså først 10 minutters program for ryggen på youtube, og derefter yoga for ryggen.

    Tråden her er ikke lavet, for at beklage min nød, for jeg ved jeg vinder kampen, for jeg har altid vundet, men for at give mine erfaringer til folk der er i vildrede.
    Skulle du få noget nyttigt ud af det jeg har skrevet så skiv lige en kort kommentar så jeg kan se at jeg ikke lige har spildt en aften foran pcen når jeg kunne have hygget mig med min familie.

  199. ups jeg glemte lige linket til 10 min åndedrætsøvelser og stykning af overkroppen.

  200. Hej Bjarne!
    Jeg går rundt med en ubehag/svimmelhedsfornemmelse a la søsyge. Derudover har jeg en trykken/spænding i hovedet mest i panden over øjene ligesom om jeg går og kniber øjene sammen(hvilket ikke er tilfældet). Trykken i maven hører også til hverdagens symptomer. Jeg var ramt af en TCI (forbigående lille blodprop i hovedet i 2007) og har haft svimmelhedsfornemmelsen siden. Derudover synes jeg også det som om jeg ikke kan finde en helt flydende tale, men skal lede lidt efter ordene og nogle gange bytter om på ordene.Det kan også være angst som ligger begravet og spiller mig et puds, angst /stress hænger vel også sammen. Samtidig med dette knager det også i privatlivet så jeg har også søvnproblemer. Jeg er inde i en dårlig spiral. Går til psykolog men har svært ved at have tålmodighed til det bliver bedre. Skal også begynde på noget afspænding/yoga Hvor længe kan sådan en angst/stress tilstand vare. Nu har den som sagt varet i 2 år. Håber du kan fortælle om symptomer er meget normale ved stress/angst og om hvor længe dette skal vare.

    • Hej jeg har læst dit indlæg med stor interesse,
      Da jeg kan nikke genkendende til stort set alle de symptomer fu beskriver i dit indlæg fra 2010. Hvordan er det gået dig siden? Hvad virkede og hvad virkede ikke ? Mvh Simon

  201. Hej igen Bjarne!
    Jeg glemte at føje til mit tidligere indlæg, at jeg også har en form for uvirkelighedsfølelse, som om jeg ikke er helt med (som at være i en glasklokke).
    Passer dog mit på fuld tid uden problemer.

    Håber på nogle gode råd fra dig.

  202. Pingback: Svar til J

  203. Jeg er 18 år gammel, og jeg har over en periode af 3 år været meget syg, meget ofte. Jeg har rigtig ofte feber, ondt i hovedet, svimmelhed og kvalme, og jeg mister i højere grad appetiten.
    Disse sygeperioder startede samtidig med, at jeg startede på gymnasiet, og samtidig med at jeg også fik vejrtrækningsproblemer når jeg dyrkede sport.
    Allerede 2 måneder efter sommerferien var jeg nødt til at stoppe med at dyrke elitekampsport fordi jeg ikke engang kunne være med under opvarmningen mere. Jeg fik tider på hospitalet, blev undersøgt for næsten alt omhandlende luftvejene, lungerne og hjertet, og man fandt småfejl hist og her men intet alvorligt. Da jeg så for en måned siden nævnte feberanfaldene og de mange sygedage undersøgte de om mit immunforsvar fejlede noget, men fandt intet.

    På det seneste har jeg haft meget at tænke på, og mit sociale liv såvel som min tid i skolen er ét stort kaos. Jeg går rundt med en følelse af, at jeg er en fiasko, men har ikke nogen jeg kan snakke ordentligt med om det. Det har ført til at jeg åbent brokker mig for ikke at bryde sammen. Mine venner er trætte af mit brok, og det er jeg også, men jeg går rundt med rigtig mange problemer og ingen til at aflaste mig.

    For nyeligt kom jeg i tanke om, at der vist var noget om at stress sænkede immunforsvaret, og at det kunne være grunden til at jeg blev så syg i perioder. Jeg snakkede med min læge omkring det efter at have været syg i en uge, og han sagde at det var meget muligt. Han kom med forslag til hvordan jeg kunne sænke tempoet lidt og få mere tid for mig selv, men som perfektionist er det rigtig svært at sætte en tidsgrænse på opgaverne, idet man først stopper nor man føler det er godt nok.

    Jeg tog så jeres stresstest i dag og havnede på 144, hvilket bekræfter min teori om at jeg har stress.

    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få fat i en psykolog, da stress ikke er mit eneste problem, men sådan nogle er dyre, og jeg er ikke sikker på om mit eller mine forældres budget kan klare det.

    Findes der tilskud fra staten til psykologhjælp? Og hvordan kan jeg ellers lette byrden?

  204. Hej Bjarne Toftegård
    Først lige et tak for Kanon hjemmeside.
    Min mand blev sygemeldt pga Stress/depression for godt et år siden, han var sygemeldt i ca 2 mdr og startede derefter på 1/2 tid på arbejde i ca. 14 dage og derefter arbejdede han normalt. Han har gået til psykolog i hans sygeperiode og det synes han, at han kunne bruge til noget. Vi synes at det stadig kniber med ham….
    Han kan stadig ikke have mange mennesker omkring sig og hvis der er mange mennesker, kan han ikke koncentrere sig om den person han snakker med pga uroen omkring sig. Vi siger stadig nej tak til nogle invitationer fordi han bliver helt “tiltet” oveni hovedet, når vi er ude blandt andre.
    Han glemmer tit og i hans daglige arbejde må han skrive de sager, han har, ned på papir, for hvis der evt. skal følges op på noget senere eller hvis han skal snakke med en kunde om noget.
    I hans arbejde bliver han hurtigere irriteret, hvis nogle kollegaer sender ham en forholdsvis let sag, som han mener de selv let kunne have klaret eller hvis han kommer ud til kunder og der så er mere han skal se på end de eksempelvis havde sagt i tlf. eller pr. mail.
    Han skal helst have fuldstændig ro omkring sig, når han snakker med kunder i tlf. ( han har pt. hjemmekontor, men skal flyttes til kontor med “åben landskab”….- kan det være godt ?).
    I hans hverdag er han allerede psykisk træt omkring kl. ca.14.
    Hvis han skal lave noget fysisk herhjemme f.eks. haven/inde i huset, kunne han førhen arbejde i døgndrift, men nu er det max. 2 timer, så er han helt flad/færdig og man kan se det på hans ansigt, at han er helt brugt op. ( han tager den ellers meget med ro ). Han kan også ellers pludselig blive træt.
    Vi har nogle gode venner, som siger, at han er blevet meget stille og ikke er så nærværende og at han slet ikke er den person, der sprang rundt førhen og kom med sjove replikker.
    Efter hans sygemelding for et år siden, har han arbejdet meget med sig selv og med at tage den med ro – han har heller ikke kræfter til andet…
    Nu er vores spørgsmål så: Kan man have eftervirkninger af stress resten af sit liv ? og kan man blive testet for det ? .
    Hvor lang tid skal man regne med der går, før man ikke har disse eftervirkniger ? Eller er manden stadigvæk stresset?, trods det, at han har gearet meget ned på hjemmefronten.
    Mvh an

  205. I sommeren 2008 blev bemandingen endelig optimal i afdelingen, og vi gik fra 2/3 til 4 medarbejdere. Der var en god omgangstone og der var gang i den. Egentlig var vi 3 i afdelingen, der alle havde meget at lære, samt “en gammel rotte” med en uvurderlig viden om det hele. Omgangstonen var måske lidt for frisk, og jeg sagde til sidst fra, og sagde til min chef, at jeg ikke anså mig selv for at være sart, da jeg jo selv kan snakke med ind imellem, men jeg syntes der var gået for meget pik og patter i det hele. Jeg syntes også at der begyndte at komme noget klikkedannelse, som var mærkbart forskelsbehandlende for mig og andre af mine kollegaer. Svaret var at jeg skulle tage mig sammen. Det samme sagde min direktør. Følte direkte at de sagde jeg var idiot.

    For 1½ år siden begyndte jeg så at gå hos en psykolog. Jeg begyndte mest fordi jeg havde fundet mig en kæreste, som prøvede at styrer mig, og jeg havde svært ved at sige fra. Brugte så timerne hos psykologen til at snakke om arbejde, og hun sagde til mig, at det var mit arbejde der var mit hoved problem for hvordan jeg havde det, fordi jeg allerede havde taget skridtet og smidt kæresten ud da jeg startede. Det var nogle gode samtaler, men kunne ikke fortsætte da jeg ikke selv ville kunne betale det det koster. På arbejdet hed det sig, at det var mit privatliv der var noget rod, og det måtte ikke gå ud over mit arbejde.

    Som rigtig mange andre går jeg 110 % op i mit arbejde, går op i mine opgaver, og kan normalt rigtig godt lide at gå på arbejde. i 2009 havde jeg 5 sygedage, og jeg har aldrig haft minusfleks, har altid plusfleks, så jeg anser mig selv som værende ret stabil, også selvom jeg ikke er helt glad for hvordan tingene foregår og den behandling jeg har fået.

    Ved min MUS samtale sidste år blev min chef og jeg enige om, at en kollega skulle læres op i mine hovedopgaver, for vi var meget sårbare hvis jeg skulle blive syg, og jeg var begrænset i hvornår jeg kunne tage ferie. Det havde jeg det fint med, men min chef har i stedet for at sikre sig at oplæringen er god for begge parter, så har han talt til mig i godt 8 måneder som om, at jeg skal skynde mig at lære tingene fra mig så jeg kan blive vippet ud.

    Samtidig føler og ser jeg mere og mere forskelsbehandling i firmaet, og en “slikken røv” på ledelsen som jeg bare ikke kan acceptere. Der er kommet en meget fast klikke i firmaet, som for mig alt for åbenlyst holder andre udenfor. Vi er kun 38 mennesker, så alle ved alt om alle. Hvad de egentlig laver sammen uden for arbejdet det er jeg fuldstændig ligeglad med, men den måde de arrangere de ting de skal og sådan i arbejdstiden overfor andre kollegaer som ikke er velkomne, og måske gerne ville være en del af det, det synes jeg er meget usmart. Da jeg er typen der siger min mening, har det faktisk udløst, at der netop var en der følte sig udenfor, som nu er med i klikken. Så lidt ret havde jeg da. Hvorvidt der er andre der har det sådan ved jeg ikke.

    Når jeg taler om det føler jeg, at jeg hører til i 3. klasse.

    Sommeren over og efteråret med, der har jeg gjort mit til at få det til at fungere i afdelingen, så vi har et godt klima. Inderst inde er jeg ikke glad, men mener ikke jeg lader det gå ud over mine kollegaer og passer mit arbejde. I forbindelse med en hjertefejl jeg render til lægen med for at få fikset, så har jeg måtte udsætte en indlæggelse fra december til februar. Først havde jeg det fint med det, ved jo hvor travlt vi har med regnskaberne i december og alt muligt, men den måde jeg fik at vide af min chef at jeg ikke kunne få fri til det i december fik mig til at tænke mere over det efterfølgende, og den 22. december sagde lægen til mig, at jeg har fået stress. FEDT! Tænkte jeg bare. Det er der jo ikke en kæft der tror på alligevel, og hvis jeg siger jeg har stress får jeg bare at vide at jeg er idiot og det er mit privatliv der stresser mig. Ja jeg har meget om ørene privat, bruger min fritid på arbejdsgiverbetalt undervisning på merkonomen, har valgt at læse til sportsmassør for at få lidt nye udfordringer, og jeg er ved at lægge 2 lejligheder sammen, men har en til at tage sig af det. Det er selvfølgelig meget, men det er ikke det der rummer mit hoved, det er mit arbejde. Det vil jeg aldrig kunne overbevise min chef om.

    Jeg troede som sagt, at det gik meget godt, men så for 1 uge siden blev jeg kaldt til afdelingsmøde, hvor de alle 4 sidder og fortæller mig om hvor meget jeg ødelægger det hele og ikke er samarbejdsvillig. Ikke en god oplevelse, slet ikke fordi jeg ikke var forberedt, og min chef ikke har været en i mine øjne professionel chef, og hevet mig til en samtale under 4 øjne. Følte mig ekstremt angrebet.

    Det møde triggede så det sidste for mig, og jeg sygemeldte mig et par dage efter. 4. sygedag i dag, og 3 ud af de 4 dage har jeg måttet besvare arbejdsrelaterede spørgsmål over telefonen eller hjælpe på mailen. Da min telefon ringede første gang rystede jeg over hele kroppen. Da den ringede 2. gang rystede jeg over hele kroppen. Da jeg fik en besvarelse på min mail, hvor jeg skrev at jeg stadig var syg, prøvede min chef at få mit til at føle jeg ikke gør mit arbejde godt nok, eller på anden måde ikke laver det til tiden. Der ikke bare rystede jeg over hele kroppen, jeg græd. Og bare tanken om det får mig til at græde.

    Jeg aner slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg har det så skidt.

    Jeg står til at blive fyret pga. samarbejdsvanskeligheder. Nogle vanskeligheder jeg ikke selv var bekendt med, og de kan ikke bevise noget. Jeg må ikke være syg, fordi, det er man bare ikke. De dage jeg har været syg, har jeg kastet op og haft feber om natten. Haft det meget godt i dagtimerne og derved tænkt at jeg kunne tage på arbejde dagen efter. Det var jeg ikke i stand til, da mit natterend bare fortsatte, så nu skal jeg tage en sovepille inden jeg går i seng, og en betablokker i morgen inden jeg tager på arbejde, så jeg får sovet og jeg kan være rolig. Så må jeg jo tage den derfra. Den cocktail af piller fik jeg på recept af lægen dagen efter afdelingsmødet (om tirsdagen) til om onsdagen hvor jeg var blevet indkaldt til MUS samtale, og jeg rystede bare over hele kroppen bare ved tanken.

    Det eneste jeg føler jeg kan gøre er at begynde at søge nyt job, så jeg kan komme væk, men hvad skal gøre jeg ind til da? Hvor skal jeg gøre af mig selv? Skal jeg tage på arbejde og se om jeg kan gøre som de vil have? Jeg ved jo ikke engang hvad jeg gør forkert.

  206. Kære Toftegård.
    Jeg har nu igennem 4 mdr. været sygemeldt med stress/depression. Min baggrund er meget kort fortalt, en livslang stress påvirkning pga. bla en psykisk syg mor, der har krævet støtte, opbakning og omsorg fra jeg var ganske lille. Senere i livet møder jeg min kæreste og kommende mand, hvis mor var dobbeltmisbruger af alkohol og medicin.
    Da min mor i 2007 bliver for dårligt fungerende til at klare sig i eget hjem, flytter hun på psykiatrisk bosted. Min svigermor dør i 2008 efter flere års hård sygdom og det gør at jeg får tid og ro til at tage mig af min lille familie. At focusere på mig selv og mine. Der har aldrig været tid til mig og derfor tror jeg også at reaktionen bliver som følger.
    Jeg begynder at blive syg fysisk. Alt hvad min søn pådrager sig i dagplejen af virusser og bakterier, får jeg også. Senere udvikler jeg alverdens infektioner, som er svære at slippe af med. Har deraf mange sygedage. Jeg forstår ikke, hvorfor, men forsøger at finde forskellige løsningsforslag. Bla. skifter jeg arbejde, da jeg tror, at det er den lange køretur, der stresser mig.
    Det hele kulminerer i september 09, hvor jeg går til lægen efter i over 50 dage at have været på penicillin og ikke orker mere. Da han for alvor spørger ind til mig og min situation, bryder min verden sammen og han sygemelder mig på stedet på ubestemt tid.
    Jeg har nu smidt det panser, som jeg har båret det meste af mit liv og har gennemlevet et helvede i de første måneder med totalt kontroltab, manglende søvn eller meget overfladisk søvn, synsforstyrrelser, migræneanfald, svigtende hukommelse, angst anfald, agressive udfald mod mine nærmeste, har en ikke eksisterende lunte, min evne til at multi tarske er forsvundet og de fleste af andre kendte stress symptomer.
    Jeg oplevede en bedring i løbet af december, hvor jeg havde dage hvor jeg følte mig ovenpå og kunne sætte plus i kalenderen. Det var en befriende følelse.
    Jeg har i hele perioden haft mdr. samtaler med min læge og fik af min leder bevilliget 5 psykolog samtaler, som jeg efterfølgende har fortsat med. Disse samtaler giver mig rigtigt meget, der er focus på min problemfelter og jeg får arbejdsopgaver fra gang til gang. Det holder mig godt beskæftiget.
    Nu til mit dilemma.
    Jeg har haft kontinuerlige samtaler med min leder ca. 1 gang om mdr. Hun har været meget forstående, men i da vi mødtes lige efter nytår, forlanger hun en dato for min tilbagevenden til arbejde og det gerne snart. Da hun samtidig foreslår, at jeg flytter til et nyt arbejdsted, er mit focus på sidstnævnte og jeg begynder så småt, at vende mig til tanken om at skulle tilbage på arbejde engang. Midt i januar ringer hun og fortæller, at jeg nu officielt er ansat det nye sted og det er jeg ok med, da vi hele tiden har haft en aftale om at jeg skulle starte skånsomt op, når det engang blev tid. Men nu er der pludselig andre boller på suppen og hun udtaler “det er aldrig tidligere sket at man starter op på et nyt arbejdsted på deltid, så det gør man ikke” Ergo fuldtid, nyt sted og gerne snart. Ugen efter modtager jeg min nye mødeplan, hvor jeg er sat på fra uge 8. Jeg har på intet tidspunkt meldt en dato ud og føler mig nu voldsomt presset.
    Vi havde en aftale sidst i januar om et møde. Jeg står nu med samtlige stress symptomer i fuldt flor igen og føler at hun presser mig ud i noget, som jeg slet ikke er klar til, på vilkår som slet ikke passer på min situation. Jeg har allieret mig med min tillidsrepræsentant, som bisidder, da jeg er meget usikker på hvad der skal ske.
    Mine spørgsmål går på, er det normalt at være sygemeldt SÅ længe og så reagere SÅ voldsomt ved krav? Det skal siges, at jeg kan mærke at jeg føler mig stærkere end da jeg oprindeligt blev sygemeldt, men er blevet noget forskrækket over, hvordan det popper op ved pres.
    Skal jeg til at erkende at en livslang stresspåvirkning ikke bare går over i løbet af 4 mdr, at jeg måske skal forestille mig en noget længere sygemelding, for at finde mig selv og komme ovenpå igen?
    Er i syv sind, for samvittigheden vil gerne, at jeg starter på arbejde, mens hele mit bagland siger, at jeg IKKE er klar endnu.
    Vil gerne have en “normal” hverdag igen, men kan også godt se, at det virker urealistisk med de reaktioner jeg har pt.
    Så jeg er nok nødt til at melde ud til min leder at jeg ikke kan sætte en dato og at det har lange udsigter. UHA, det er en meget uoverskuelig opgave…
    Mvh
    Mor 33

  207. Pingback: Svar til Britt

  208. Kære Bjarne,

    Tusinde tak for en rigtig god hjemmeside!

    I august startede jeg i det, jeg troede var mit drømmejob – som underviser. Undervisningsrollen er helt ny – og ret belastede – for mig. Det første tegn på stress kom i september, hvor jeg pludselig – i en pause fra undervisningen – fik dobbeltsyn, der varede omkring et minuts tid. I november var jeg syg med influenzalignende symptomer, som også slog over i nogle symptomer, der kunne være stressrelaterede. I december havde jeg en nat med meget høj puls (140) og fik lavet en EKG på skadestuen, som viste, at mit hjerte fungerede fint. Igennem semesteret sagde jeg til mig selv, at jeg bare skulle have det første semester overstået, og så skulle det nok gå, men da semesteret så var slut, og jeg kunne slappe lidt af, fik jeg endnu flere symptomer – bl.a. uro (specielt i benene), restløshed (svært ved at være ordentlig til stede), hjertebanken – nogen gange med uregelmæssig hjerterytme, følelsen af at være i en osteklokke, lysfølsomme øjne, søvnbesvær, tissetrang, tankespind og manglende energi. Det eneste, som rigtig kan få mig til at slappe af, er alkohol, hvilket jeg prøver at begrænset indtaget af, da jeg jo godt ved, at det ikke er nogen løsning – og i øvrigt skræmmer det mig, at jeg pludselig har lyst til at drikke for at få det bedre med mig selv. Ville det være en god idé helt at droppe alkoholen, eller er det okay med ca. to genstande om dagen – for at finde roen?

    Stressen fylder efterhånden det meste af mit liv, og jeg er meget bekymret for, om jeg fejler noget, og om jeg nogensinde får det bedre igen. Jeg er ikke blevet sygemeldt fra arbejde endnu men overvejer det kraftigt. Ved bare ikke om jeg får det bedre af at få mere tid, da jeg også føler, at det er mine negative og bekymrende tanker, der skaber situationen, og derfor er det måske ikke bedre for mig at få mere tid til mig selv. Jeg er startet hos en psykolog, som har specialiseret sig i stress, og det har jeg høje forventninger til. Men jeg er også utålmodig og bange for, hvad det er, der sker med mig?

    Jeg glæder mig til at høre fra dig.

    De bedste hilsner
    Eva

  209. Jeanette

    Hej Eva

    Jeg har med interesse læst dit indlæg og fik lige lyst til at komme med mine egne erfaringer…
    Jeg har selv været sygemeldt i tre mdr pga. stress i slutningen af 2009, og jeg havde selv akkurat samme tanke som dig “Bliver det mon bedre af at komme hjem og gå, for så får jeg jo bare endnu flere timer med mig selv”… MEN jeg blev sygemeldt til sidst pga. et migræneanfald, hvor min krop sov i højre side, jeg mistede synet på det øje kortvarigt osv.. Herefter blev jeg så sygemeldt og det blev virkelig vejen frem til noget positivt.. Det var/er en lang hård vej ud på den anden side, men du skal nok komme “over det”.. Jeg oplevede at det var en enorm befrielse at blive sygemeldt, fordi jeg lige pludselig var blevet befriet for alt dét ansvar osv, som hviler på én, når man går på arbejde .. Jeg begyndte så til psykolog, og hun hjalp mig virkelig videre.. Vi fik snakket en masse ting igennem og jeg blev mere bevidst om mange ting om mig selv.. Jeg kan godt forstå at du har store forvetninger til psykologen, men vær’ også lidt tålmodig, for det bliver ikke bedre fra den ene dag til den anden.. MEN det skal nok hjælpe, som tiden går.. Så hold ud!

    Nu skal jeg ikke bestemme med alkoholen, men jeg synes måske du skal passe på med den, for det kan jo blive pludselig udvikle sig til et afhængighedsforhold.. Jeg havde også denne forfærdentlige uro indeni mig meget af tiden, men jeg fik enorm stor hjælp af nogle Afspændings/beroligende cd’er, som består af stille musik og en person, som guider dig igennem en seance på ca. 20 min, hvor du så bare skal slippe tankerne og slappe helt af..

    Jeg fik bare lige lyst til at give mine erfaringer videre.. Håber du måske kan bruge dem til noget.. Lige til info kan jeg sige at jeg startede på arbejde igen her efter nytår, og fra på mandag er jeg oppe på fuldtid igen.. Så hold ud, fordi for ende af tunellen skinner solen nemlig stadig……..

    Mange hilsner fra Jeanette

  210. Pingback: Svar til Ulla

  211. Kære Jeanette,

    Tusinde tak for dine erfaringer – det hjælper mig rigtig meget at høre, hvordan andre har taklet deres stress – og ikke mindst at høre at der er lys på den anden side!

    Vil du skrive, hvad de CD’er, du har brugt, hedder?

    God arbejdslyst – håber du nyder at være tilbage på arbejde igen.

    De bedste hilsner
    Eva

  212. Hej Bjarne

    Det her er sådan set det eneste sted jeg kan snakke om min stress, så tak for det.

    Efter mere end 1. år med stress har jeg endelig bestilt tid hos lægen til fredag 8 dage. Mine fysiske symptomer er blevet meget slemme og skræmmer mig.

    Der skal nu meget lidt til at jeg ryger op i det røde felt og jeg har svært ved at komme ned igen. Oven i alt det andet er frygten for døden kommen anmasende.

    Jeg kan ikke mere, men hvad kan lægen gøre når jeg ikke bare kan sige “nu tager jeg fri i 14 dage”?

    Jeg vil bare være helt alene i verden og ikke skulle tage stilling til noget som helst, ikke blive bedt om noget som helst og ikke skulle bekymre mig om andre end mig selv..

  213. Kære Bjarne

    Jeg har en kæreste, der viser stort set alle de nævnte symptomer på stress. Trods han elsker mig er det mig han har valgt, at “skære bort” hvis man kan sige det sådan. Har prøvet at læse mig til hvordan jeg kan hjælpe ham. Mit problem er, at vi ikke er samlevende og jeg derfor ikke længere er tæt nok på til at hjælpe ham med mit nærvær. Jeg har sendt ham forskelligt materiale og er sikker på at han er kommet til den konklusion, at han har stress, men er også ret sikker på at han mener han kan hjælpe sig selv.
    Jeg behøver råd til hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe ham, og derved forhåbentlig vores forhold, trods den fysiske afstand.

    Hilsen
    Tina

  214. Jeanette

    Hej Eva…

    Selv tak.. Jeg ved selv at det hjalp mig rigtig meget at høre om andre folks erfaringer, da jeg var sygemeldt.. for man bliver virkelig frusteret indimellem…

    Ja, jeg ville hellere end gerne have fortalt hvad disse CD’er hedder, MEN jeg havde lånt den af min psykolog, så jeg har den ikke mere.. Men jeg skal derop på tirsdag igen, så jeg kan evt. skrive det til dig engang på tirsdag?

    Mange hilsner fra Jeanette

  215. Kære Jeanette,

    Det må du meget gerne. Rigtig god weekend.

    De bedste hilsner
    Eva

  216. Pingback: Svar til Lena

  217. Hej!

    Jeg vil meget gerne spørge, om man kan tale om psykisk forudsaget stress?

    Ja, det er måske et dumt spørgsmål, men det har en vigtighed for mig at stille, for at komme videre i min “accept” af det som jeg begynder at indse hos mig selv som værende stress. I skrivende stund er det et par timer siden jeg tog stress testen på denne side (4 gange) og denne viste et stresstal på 166… alligevel virker det forkert på mig at tale om stress, måske fordi at sådan hér har jeg haft det i snart 14 år og derfor er det gået hen og er bleven mit “svage jeg” – en kedelig men “naturlig” del af min personlighed.

    For mig har definationen på årsagen til stress altid været et unaturligt stort presspå det professionelle plan. Noget man derefter tager med over i ens privatliv. Dette har jeg aldrig oplevet, jeg har aldrig haft et job der har fået mig til at føle utilstrækkelighed eller hvor jeg ikke har kunnet følge med.
    Det som jeg står overfor at acceptere som min årsag til stress er nogle følelsesmæssige udfordringer, episoder som efterfølgende af hinanden konstant har tvunget mig til at skulle mærke efter og rumme mange forskellige følelser – jeg hat været meget i tvivl om jeg skulle beskrive rent konkret hvad der er sket, men har besluttet ikke at gøre det. – skulle andre læse dette og måske nikke genkendende til det, så skal min modgang ikke stå som en slags målestok for, hvad modgang er i et liv. Essencen er, at fordi det er noget der handler om følelser og tanker i éns hoved, så kan det måske sætte sig som stress i resten af kroppen og derigennem yderligere påvirke psyken….

    Jeg kan huske jeg engang fortalte nogle venner at jeg vågnede 8-10 gange på én nat og faktisk intet søvn fik. Da de spurgte hvorfor svarede jeg rént faktisk (uden helt jeg ved hvorfor) “at måske var jeg lidt stresset” de grinede og spurgte hvad fanden jeg havde at stresse over… på det tidspunkt læste jeg og flere af dem arbejdede fuldt tid og mere…. det er måske kun et lille dumt eksempel men bestyrkede mig i at stress er noget arbejdsrelateret og altså det jeg stadig ikke helt ved om er rigtigt eller forkert……?

    håber i kan hjælpe mig komme tættere på at hjælpe mig selv

    mange venlige hilsner

  218. Pingback: Svar til Ida

  219. Hej Mette

    Det er noget tid siden du skrev dit indlæg. Jeg håber, at det går bedre nu, og at I havde en god tur til Thailand. Hvis det ikke går bedre, må du endelig vende tilbage.

    Mvh. Bjarne

  220. Hej,
    Jeg har nu været i mit første job 4 måneder siden jeg blev færdig med mit studie.
    I de fire måneder her jeg oplevet flere omstruktureringer, og dermed en høj grad af usikkerhed omkring fremtiden, både hos mig selv, men også mine kolleger.

    Jeg gik før jeg kom i job længe ledig, 9måneder. En tid der stressede mig enormt.
    Jeg er i den situation nu at jeg er godt og grundigt stresset, og kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre.
    Jeg har hørt andre der er sygemeldt fra deres job, men mine erfaringer med ikke at være i arbejde var jo også at jeg så blev stresset, så det virker umiddelbart ikke smart.

    Hvad er der af andre måder at komme af med det stress på, end at forlade arbejdsmarkedet?
    mvh
    Nicolai

  221. Hej!

    Jeg har et spørgsmål vedr. stress. Ifølge stresstesten ligger jeg på 144, men det undrer mig nu ikke, min situation taget i betragtning. Dog ved jeg ikke om det skyldes stress?

    Hvordan ved man om psykiske faktorer i privatlivet gør en udbrændt eller stresset eller noget helt andet. Min kæreste er gået ned med flaget efter en svækkelse af nerver i halsen/ den bløde gane og har indtil nu ikke været i stand til at gøre andet end at tænke på sig selv, sin sygdom og ikke have overskud til hans 2 skønne drenge og mig. Det har betydet at jeg samtidig med mine bekymringer for ham og hans af til meget destruktive tanker i form af selvmord, har jeg måtte passe vores drenge og passe mit job indtil for 3 uger siden, hvor jeg måtte kaste håndklædet i ringen og bede om ferie, som jeg fik og desværre efterflg. melde mig syg i foreløbigt 2 uger.

    Min kæreste har været syg siden aug. 09, og sygdomsperioden har derfor stået på i ½ år. Det har været en lang sej periode, hvor mange frustrationer har været oppe og vende. Jeg har været vred på ham, følt mig overset og samtidig følt for og med min kæreste, da jeg har kunnet mærke, hvor meget det har gået / går ham på. Hans selvmordstanker har nok været dem, der har fyldt allermest hos mig, da jeg ikke forstår hvordan man ønsker at forlade sin familie, selvom han er syg og formentlig kun er det i en periode (måske 1 års tid, det vides ikke hvor længe). Det skal siges at hans diagnose er blevet lidt bedre, men følelsen i halsen er ikke synderligt forandret ifølge kæresten, men selvmordstankerne er aftaget. I så fald de er der, har jeg frabedt mig at høre om dem. Kunne ikke fungere, når jeg også skulle forhold mig til det. Jeg går selv til psykolog grundet ovenstående og det hjælper mig rigtig meget.

    Jeg føler mig udmattet, initiativløs, stadig træt men mindre træt efter de 14 dages sygemelding jeg har haft indtil d.d. Jeg synes desværre ikke jeg magter drengenes konflikter med samme gejst som før. Jeg kører hurtigt træt og bliver nemt opgivende/ har kort lunte, hvor jeg førhen altid var glad og grinede med mine drenge. Jeg føler mine følelser sidder udenpå tøjet og er meget skrøbelig.

    Jeg vil så gerne komme ovenpå igen, være mere glad sammen med drengene, også selvom min bedre halvdel ikke magter så meget i hverdagen. Hvor finder jeg styrken og jeg er meget i tvivl om jeg skal tilbage på arbejdet lige med det samme eller om jeg skal se tiden an lidt endnu og bruge min (manglende) “energi” på drengene og så måske komme tilbage som deltidssygemeldt/ deltidsraskmelding efter lidt tid?

    Håber du kan hjælpe?

  222. Pingback: Svar til Jan

  223. Pingback: Svar til an

  224. Pingback: Svar til Lykke

  225. Pingback: Svar til Elise

  226. Pingback: Svar til mor33

  227. Pingback: Svar til Eva

  228. Pingback: Svar til Hansen

  229. Christina Henriksen

    Hej.

    Jeg har det simpelthen så skidt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

    I mit arbejde oplever jeg dagligt symptomer som skræmmer mig helt enormt. Mine hænder og fødder er iskolde, men samtidig STOR sveder jeg, mit hjerte hamrer afsted, jeg koger op i ansigtet og jeg føler en trykken i brystet, samt smerter. Nogle gange kan jeg ligefrem både høre og mærke min puls i mit hovede og jeg føler mig både ør i hovedet, distræt og glemsom.
    Når jeg kommer hjem er jeg så ødelagt at jeg intet magter. Det er som om alt min energi er opbrugt på at holde mig gående i løbet af dagen. Min lunte er ekstremt kort, min menstruation kommer pludslig ikke som den burde, jeg går bare rundt med en klump i halsen og har lyst til at sætte mig ned og tude over tanken om at skulle igennem den næste dag. Min søvn er afbrudt og næsten hver nat drømmer jeg at jeg er på arbejde. Så når jeg vågner om morgenen, føler jeg stort set ikke at jeg har haft fri. Det er simpelthen frygteligt.
    Det alt sammen startede for alvor efter juleferien, hvor mit arbejde pludseligt blev ekstra krævende. Men jeg tror dog at det har været undervejs længere end det. Det virker mest af alt bare som om det var det der fik mig ud over kanten. Jeg føler på ingen måde at jeg kan leve op til de forventninger der er til mig.
    Alt det fik mig til at søge på nettet og nu fandt og tog jeg testen på denne side. Den siger 186!

    Første tanke er at jeg burde søge læge og enten stoppe eller sygemeldes. MEN det har jeg meget svært ved at få mig selv til. De har ikke andre end mig og jeg ville lade dem fuldstændig i stikken hvis jeg gjorde det. Derfor sidder jeg nu i et dilemma. Jobbet stresser mig enormt, men det gør tanken om at lade dem i stikken også. De stolede fuldt og fast på at jeg var stabil og kom hver dag, da de ansatte mig. Hvordan skal jeg kunne finde styrken til at sætte mig selv først, med den viden i baghovedet?

    Jeg har “kun” lidt over 4 måneder tilbage hos dem. Men bare 1 eneste dag mere virker uoverskuelig.
    Jeg bliver bare ved med at sige til mig selv at jeg godt kan, jeg skal bare tage mig sammen. Så lang tid er det jo ikke. Kom nu…! Men nej, min krop kæmper imod.

    En anden ting er. Jeg har svært ved at finde ud af om det mon virkelig er stress, eller om det mon mere er angst eller depression. Hvad siger du, når du ser på mine symptomer?

    Mvh. Christina.

  230. Maria Christina Ytterberg

    Hej Bjarne.
    Jeg har haft stress og depression i en halvårsperiode i 2006/2007. Har spist medicin, men er nu medicinfri siden et år. Jeg har virkelig arbejdet med at undgå/fjerne de ting som er med til at gøre mig stresset. Fx har jeg skiftet mit lærerjob ud med et mindre krævende skolepædagog-job. Jeg har lært at tage lettere på tingene og lave ting mere langsomt, ikke lave så mange aftaler osv. Men jeg døjer stadig med meget følelsesmæssig stress. Bliver ked af det, bekymret ved det mindste omkring børnene fx. Gør jeg det nu godt nok, forlader de mig osv. Jeg går til psykiater og får snakket, men overreagerer helt vildt på ting omkring dem. Hvordan kan jeg komme det til livs? Det er fuldstændig uhensigtsmæssigt, og jeg har svært ved at leve i nuet. Jeg får tit ondt i kroppen de mest mærkelige steder og tænker, at det er symptomer på stress. Men jeg føler mig ikke stresset, har ikke hjertebanken, er ikke træt og alle de der ting. Hvad siger du til sådan nogle diffuse smerter i kroppen? Føles lidt som influenza. Skal man døje med det forever fordi man har været stresset engang?
    Mange hilsner
    Maria

  231. Jeg har prøvet at læse nogle af de første indlæg og det er stræmmende hvor mange af symptomerne jeg kan kendkende fra mig selv.
    Jeg har været hjemme med stress siden 20 januar 2010. og jeg har fået så meget ro indeni siden jeg stoppede at jeg ikke fortryder det et minut. Desværre var mit arbejde ikke gode til at hjælpe mig, jeg blev i stedet “tvunget” til at opsige mit arbejde fordi jeg havde haft en del fravær det sidste års tid. Men det hele startede da et år tilbage. Inden jeg startede som elev i 2008 var jeg som person altid meget glad, smilende,udadvendt, havde overskud. Efter et år i virksomheden begyndte min koncentration at svigte. Jeg var ikke i stand til at komme op om morgnen, jeg var rigtig nedtrykt, ked af det uden at vide hvorfor, jeg lukkede mig inde, når jeg endelig hev mig selv ud af døren gik på arbejde sad jeg foran computeren og hang. det var tit jeg ikke huskede taste opgaverne selvom jeg havde lavet dem før. Jeg mistede lysten til at spise, der var ikke noget mad som lød godt i mine øre, heller ikke laks med fine kartofler og en god salat, som er min livret. der var ingen ting som hang sammen. Jeg gik til min læge flere gange og han valgte at bruge lidt tid på at tale med mig om mine symptomer, og det var også rart men desværre ikke nok. Jeg blev først sygemeldt i 14 dage, så prøvede jeg at vende tilbage, det hjalp bestemt ikke, så prøvede jeg 14 dage igen. det gjorde det ikke bedre. Så skrev min læge en henvisning til en psykolog- Hende tog jeg op til og fortalte hvordan jeg havde det, hendes løsning var at jeg skulle på psykiatrisk afdeling med det samme, for det var ikke normalt..Jeg tog hen på psykiatrisk afdeling og talte med en læge, fik taget blodtryk, fik undersøgt min balance, lytter til mit hjerte osv.. der var ingen ting at se/høre.Jeg prøvede virkelig at presse resten af energien ud af mig selv på arbejdede men d.20 jan ringede min chef op på min plads og bad mig om at komme ned på hans kontor fordi han ville tale med mig. Jeg kom ned og så blev jeg opsagt. Her efter en måned hvor jeg har været hjemme er jeg stadig ikke helt frisk. jeg har stadig svært ved at koncentrere mig i længere tid og hvis jeg læser i en bog kan jeg ikke læse meget i den før jeg glemmer hvad jeg har læst..meget frustrerende. Jeg er startet hos en ny psykolog og har nu været hos hende 1 gang, hun virker rigtig god, både til at lytte og til at stille de rigtige spørgsmål. Jeg håber virkelig at hun kan hjælpe mig.

    Det var noget af min historie.

    Mvh
    Paulina

  232. Charlotte Thomsen

    Kære …

    Nu har jeg været sygemeldt i 2 mdr. og har stadig fysiske symptomer.. De var næsten væk i 2 uger og så kom de hu hej tilbage igen…

    Bør man starte på job igen når man har fysisiske symptomer? Er det vigtigst at bare blive hjemme og lave ingenting for at blive rask? Jeg vil gøre alt. Går også til psykolog og dyrker motion.. men hvorfor stadig denne uro og uforklarelige smerter?

    Kan det virkelig tage så længe at blive stress fri?
    På forhånd 1000 tak
    Charlotte

  233. Krebsen

    Hej jeg sidder her og er så bange,tror jeg har en hjernesvulst- eller er det stress.For tre uger siden sad jeg foran tv ligepludselig fik jeg et anfald af at mit hovede ville sprænge i luften, det prikkede over hele kroppen fik kvalme var så svimmel at jeg ikke turde at rejse mig,det varede så lang tid,at jeg tog hovedpine piller og gik i seng.Lige siden har jeg ikke været mig selv,har øre susen ikke hele tiden,men susen er der ca 6 til 10 gange på døgnet,og får nogle DYK hvor jeg ikke er mig selv.Og lige siden har jeg både hård og blød mave og er gået hen og er blevet mørk.Har også fået kuldegysninger fryser hele tiden.Jeg håber du kan fortælle mig om det er stress,eller om andre har oplevet dette.Mvh Krebsen

  234. Pingback: Svar til Tina

  235. Pingback: Svar til Jakob

  236. Hej..

    Jeg skriver her på siden efter jeg tog stresstesten, som viste 206. Jeg har godt været klar over et stykke tid at jeg er presset, men det var ligesom om at testen var en forløsning.
    Jeg var ude for et trafikuheld for 5 år siden, som gjorde at jeg fik et men på 20 procent på mit ben. Jeg har siden gået hjemme, men er blevet bevilget revalidering. Jeg har imellemtiden fået 2 børn, men på de 5 år, der er gået havde jeg også 4 spontane aborter . Jeg havde meget svært ved at være gravid og mine fødsler endte også i kejsersnit. Min ældste datter som er 4 år, blev alvorligt syg sidste år af hjernehindebetændelse, hvor vi var indlagt meget lang tid. Vi vidste ikke hvad vej det skulle gå. Hun er først nu et år efter rask og er startet i børnehave. Min mand og jeg har haft orlov i dette år. Min far døde i november af kræft efter et sygdomsforløb på 12 år. Ja, jeg føler jeg kan blive ved med at skrive elendigheder ned.
    Jeg er netop startet på et studie, men føler det hele er ved at ramle for mig. Bare det at skal have mine to små børn afsted er voldsomt for mig. Jeg sidder aldrig ned, min hjerne arbejder derud af og jeg har nok dæmpet symptomerne med at stresse rundt. Jeg dyrker rigtig meget motion, er stoppet med at ryge i januar. Jeg har svært ved at overskue hvordan jeg skal komme videre. Lige nu lægger jeg ned og har voldsomt kvalme og har svært ved at overskue noget.

  237. Hej 🙂

    Jeg er en ung pige på 22 år , der ikke burde være stresset, men jeg er begyndt at tænke om jeg måske er det. Jeg har altid været en livsglad,frisk og sund pige. Det senseste år har jeg ikke følt mig godt tilpas, det er selfølgelig op on ned, jeg er stadig glad for livet, men der synes ikke at være den samme livsglæde,energi mere. Det føles somme tider som om at jeg bare lever i en rutine og meget gærne vil få mere ud af det. Jeg føler somme tider at jeg er utilfreds. Jeg er oftere syg end jeg plejer at være. De første gange vidste jeg ikke hvad det var, jeg fik nogle anfald hvor jeg kunne bare ikke få luft, hele koppen blev følelsesløs og jeg blev meget bange for hvad der ville ske, det kommer bare indimellem, alligevel er det ikke noget der styrer mit liv. Så har jeg været ind og ud af sygehuset og været til mange forskellige tests, men der var ikke noget galt. Så har jeg fået at vide at måske det er et angstandfald, det troede jeg var meget mærkeligt at jeg skulle få det. Jeg havde det sådan i en tid, men det kom ikke så ofte. Jeg har havt store drømme om en jordomrejse i et halvt år og havde så arbejdet for at komme afsted. I 2008 gik jeg afsted med mine 3 veninder, men da jeg havde været væk i 3 måneder måtte jeg tage den svære beslutning om at tage hjem, fordi at det blev så svært med de andfalt og jeg havde det tit meget dårligt. Det har jeg så været meget ked af lige siden, men tænkt at det er det ikke noget at gøre ved. Jeg begyndte så på gymnasiet -HF senere det år, hvor det første år ikke gik så godt, jeg blev igen rigtig syg og var ind og ud af sygehuset, sygemeldet og var kun helvdelen i skole, så jeg blev selvstuderende. Jeg tænkte meget på at stoppe, men jeg tog mine eksamer. Jeg går så nu i 2.p og skal blive færdeg her til sommer. Men jeg føler virkelig at jeg er meget utilfreds, ved ikke hvorfor. Har hele tiden tænkt på at stoppe og lave noget jeg rigtigt kan finde glæde og mening i, men har tænkt at det er nok fornuftigest at blive ved, det har min familie også sagt, men nu befinder jeg mig i denne situation at jeg føler at jeg ikke magter det rigtigt, at jeg ikke rigtigt kan finde en glæde med det jeg gør og det føles meningsløst. Jeg bliver ved at tænke at nu må jeg stoppe og tage det roligt i en tid, rigtigt finde glæden igen og komme rigtigt op at stå igen, men alligevel tænker jeg at det måske er bedst at få det overstået og nu er hellere ikke så meget igen, men alligevel er denne trang så stor, til at blive glad igen, finde noget jeg virkelig føler er meningsfuld, slippe af med de kilo jeg har taget på de seneste to år. Blive sund og glad igen. Jeg ser ikke mig selv som en stresset pige, men når alle de følelser og symptomer dukker op som jeg ikke rigtigt kan handtere, begynder jeg at tænke om der er noget galt. Jeg har også læst lidt om stress på internettet, og ser at nogetjeg læser kan jeg forbinde med mig selv. Jeg tænker at jeg har ikke noget at være stresset over. Jeg har ikke så meget pres hele tiden, men jeg ved at stress kan opstå af indre årsager sammen med de ydre. Måske er det, det at jeg ikke er særlig tilfreds med skolen lige nu og føler at det ville være bedst for mig at stoppe og lave noget jeg virkelig vil istedenfor, og at jeg kun er der fordi at mine forældre vil at jeg skal være der. Jeg er så forvirret, jeg befinder mig sommetider i at jeg har træng til at græde uden nogen grund og bliver ked af det. Men jeg er også glad og kan finde nogle ting der gør mig glade. Jeg har en god familie og venner og vil helst ikke skuffe nogen. Men jeg tænker at det er tid at få en forandring inden det bliver værre. Er jeg stresset? skal jeg tage det alvorligt, eller er dette bare noget der går over? og hvat er det rigtige at gøre i min situation?

    Tak.

  238. Pingback: Svar til Nicolai

  239. Pingback: Svar til Maria

  240. Jill steenfeldt

    hej

    jeg er sygmeldt med stresse og udbrændthed og jeg er kun 35 år. jeg vil høre hvor farlig er stress hvis man ik tager det alvorlig. hva kan der ske med mig.
    fra jill

  241. Hej Bjarne!
    Jeg har gennem en lang periode ½ år været stresset op af usikkerhed i parforholdet.
    Kan man blive så stresset op, at min tale er blevet lidt hakkende.
    Svært ved bruge/finde de rigtige ord, få et flydende sprog som for et ½ år.
    Det er ikke så slemt når jeg taler i telefon eller læser højt fra en bog.
    Kommer det igen og hvor længe kan det vare.
    Med venlig hilsen Jan

  242. Hej

    Jeg er en pige på 18, som afslutter min Handelsgymnasielle eksamen her til sommer. Her for nogle få uger siden fik jeg for 2 gang konstateret stress og med 166 i jeres test ser det ikke helt godt ud. TIdligere har ejg haft en depression på 1½ år men stoppede med medicinen i september.
    Da jeg fik konstateret stress gik jeg igen helt ned, og tanken om at skulle igennem det hele en gang tid fik mig til at tabe livslysten og al den energi som jeg endelig havde fået samlet sammen.

    Det mit spørgsmål lyder på er, hvad forskel på stress og en depression er ?

    Mvh
    Linda

  243. Hej Krebsen

    Med de symptomer skal du kontakte din læge og tale med vedkommende om, hvad der kan være sket.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  244. Hej Lise

    Jeg kan ikke ud fra din beskrivelse afgøre, om du er stresset. Jeg synes absolut, at du skal tage det alvorligt. Vi må ikke have det hverken fysisk eller psykisk dårligt, uden at gøre noget ved det. Du må ikke gå ud fra, at det bare går over af sig selv. Jeg vil anbefale, at du taler med din læge om det, og også overvejer noget hjælp fra en psykolog eller psykiater mod din angst, så du kan komme af med den.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  245. Pingback: Svar til Christina Henriksen

  246. Pingback: Svar til Maria Christina Ytterberg

  247. Pingback: Svar til Paulina

  248. Pingback: Svar til Charlotte Thomsen

  249. Pingback: Svar til Siv

  250. Pingback: Svar til Jill Steenfeldt

  251. Pingback: Svar til Jan

  252. Pingback: Svar til Linda

  253. Pingback: Bjarne Toftegård

  254. Ifølge stresstesten er mit “tal” 50 og dermed er jeg ikke stresset 🙂 Men hvis jeg bliver hårdt presset – f.eks. ved at spille tetris (eller på jobbet) så oplever jeg en pludselig hovedpine og let kvalme – ca 5-6 minutter efter at det psykiske pres er stoppet, så forsvinder hovedpine og kvalme. Min læge ved ikke hvad der er galt – ved du?

    Mvh Lars

  255. Hej med jer.

    Min kæreste røg på hospitalet natten mellem søndag og mandag. De tog alle mulige tests på hende og alt så perfekt ud. Alt i vores liv kører suverænt, men der stor fyrings runde på hendes job.

    Kan stress undertrykkes længe og først give sig til kende når alt begynder at falde på plads og se perfekt ud???

    (Hun vil ikke rigtigt acceptere stress som en mulighed).

    Håber på et hurtigt svar!

    Mvh. Glenn

  256. Skal lige oveni siges at hun har siddet alene på sit job de sidste 2,5 måned med arbejde for 2 og lå på 160 point på jeres stressometer!

    mvh. Glenn

  257. Hej.
    Jeg er en pige sidst i 20’erne. Jeg har i flere år døjet med symptomer på stress og angst. Det startede med hjertebanken, åndebesvær og uro, og jeg fik at vide af min læge at det var angst og stress. Jeg har haft det rigtig godt i 3 år, men nu er jeg begyndt at få det rigtig skidt igen. Jeg nu fået nogle symptomer, som jeg ikke har haft før, smerter i min arm og smerter i brystet. Jeg snakkede med min læge, som lyttede på mit hjerte og lunger, og mente ikke at der var noget galt. I aften var jeg til en fest, og da jeg er selskabs-ryger, fik jeg røget nogle cigaretter. Da jeg røg den sidste cigaret på vej hjem fik jeg en svag smerte i min venstre arm, og den er bare blevet værre og værre. Jeg begyndte at rydde op og lægge noget tøj sammen for en times tid siden, men måtte stoppe, for smerterne i min arm blev for meget.
    Jeg er siger til mig selv, at det nok ikke er noget at være bange for, måske er det bare ømme muskler eller noget. Men jeg kan ikke lade være med at tænke det værste. Jeg har ikke så meget lyst til at ringe til min læge, for jeg føler mig dum, for jeg har så tit før klaget over symptomer, der ikke har vist sig at være noget.
    Jeg kunne tænke mig at få psykolog hjælp, men jeg har ikke råd til det, da jeg er studerende…

    mvh. Ruth

  258. Kathrine

    Jeg er 29 år og for 4 måneder siden, var jeg indlagt i 5 døgn, med virus på balancenerven. Det var den “rigtige virus på balancenerven”, og ikke “almindelig” svimmelhed. Det var meget slemt, og de første 2 døgn lå jeg med lukkede øjne – ellers kastede jeg op og det hele kørte meget hurtigt rundt. Jeg blev selvfølgelig urolig for, om det kunne være hjernesvulst, blodprop osv. Og var i det hele taget meget angst for at dø. Lægerne mente dog, at jeg var sund og rask, bortset fra virusen. Svimmelheden er stille og roligt helt forsvundet, men til gengæld har jeg nu fået en masse andre ting at bøvle med. Jeg har fluer for øjnene og har fået det undersøgt af øjenlægen, som siger, det er kommet fordi jeg er meget nærsynet, og at jeg skal holde øje med, om det bliver værre. Han havde ingen forklaring på, hvorfor det kom nøjagtig samme dag, som jeg blev indlagt med virusen.
    Derudover har jeg en brændende fornemmelse i min kind lige under det ene øje, jeg får jag i det ene øje, har ondt i baghovedet, over øjet og ud i øret. Altsammen i venstre side. Jeg er igen begyndt at blive nervøs for at fejle noget alvorligt, men min læge mener det hele er psykisk, og at jeg har for meget fokus på “små-skavanker”. Alligevel valgte jeg at gå til ørelæge igen, som nu har bestilt tid til en scanning af mine bihuler, for at finde ud af om der sidder noget. Det gør mig så endnu mere urolig for at fejle noget alvorligt.
    Kan det være psykisk det hele? Jeg fik på et tidspunkt meget ondt i hovedet og over øje – samme steder som jeg har ondt i hverdagen, bare værret, og fik feber samtidig. Jeg var ikke forkølet, men vagtlægen mente alligevel, at det var bihulebetændelse. Man kan vel ikke få feber, hvis det bare er noget psykisk?

    Jeg får lykkepiller for at få styr på angsten, men de ting jeg bøvler med, forsvinder jo ikke af den grund.

  259. Hej,

    Jeg har nu i to år døjet med stress med et mellerum på 6 mnd hvor det gik fint, så skilsmisse og ned igen. Mine symptomer er meget fysiske med trykken i hovedet og uro i kroppen og jeg fik stillet diagnosen “atypisk depression”, bla fordi jeg ingen depressive følelser har men en del fysiske. Jeg har lært en masse af dette, arbejder f.eks. aldrig over mere, tager ikke arbejde med hjem, motionerer, spise sundt m.m.

    Jeg har et dejligt arbejde med gode kollegaer som jeg er glad form, men mit store problem er at jeg ikke kan holde ud at sidde foran en skærm i længere tid af gangen, føles som om min hovedbund trækker sig sammen og jeg har svært ved at koncentrere mig. Med et IT job er dette meget frustrerende og gør at jeg ikke er særlig effektiv når jeg er på arbejde og har svært ved at holde en 37 timers arbejdsuge uden at tage noget angstdæmpene som ikke er særligt sundt i længden (benzodiazapiner).

    Nogen der kende disse symptomer og evt ved hvad der kan gøres?

    Venligst
    Rasmus

    Jeg har det helt fint fysisk og humørmæssigt og

  260. charlotte

    Jeg har også lige fået stillet diagnosen angst/depression, mærkeligt for jeg elsker livet og vil egentlig bare gerne nyde det, men det som hæmmer mig og gør mig nedtryk er mine fysiske symptomer.. uro, svimmel, ondt i hovedet, og kender virkelig til det med at sidde foran computere…
    Men hvad arbejde kan man næsten have uden en computer i dag.

    Hvordan bliver du behandlet,,, jeg vil gøre alt for at blive helt rask..

  261. Til Rasmus
    Som tidligere bruger af benzodiazepiner, kan jeg kun anbefale dig at kigge på hjemmesiden http://www.benzoinfo.dk , inden du fortsætter med dine piller. Tro mig, det kan være starten til enden.
    Held og lykke
    Carsten

  262. Pingback: Svar til Lars

  263. Pingback: Svar til Glenn

  264. Pingback: Svar til Ruth

  265. Hej Bjarne

    Jeg er en pige på 24 år, jeg har nu været syg i næsten 4 måneder.. Det startede med at jeg en nat blev vækket med hjertebanken, ubehag i brystet og havde svært ved at trække vejret, tog til vagtlægen og han mente at jeg fin en panisk angst.. Og derefter blev jeg dårlig hver evig eneste dag, havde mavesmerter, brystsmerter, jamen you named it I got it, der var ikke det jeg ikke fejlede.. Blev indlagt fik taget 2 EKG-prøver begge var super fine, fik undersøgt maven gastronomi osv, de havde intet at komme efter, fik taget uadskillige blodprøver, alt var super fin, der var kun en hormon i kroppen som er stress hormon (fik jeg fortalt) der var forhøjet med 2%.. Så skulle jeg følge op med den hormon ved at tage regelmæssig blodprøve, og nu er den faldet helt i normal, meeen jeg tog sagen i min egen hånd, fik kontaktet en tankefelt terepeut som jeg er til behandling nu hor… Jeg har stadig stress og angst, men ikke så m eget som jeg havde til at starte med.. Det eneste jeg mærker nu er at det kører konstant for mine øjne som om jeg skal besvime (hverdagsbasis) og susen for ørerne engang imellem… Jeg mangler stadig 3 behandlinger hos tankefelt terepeut og håber på at jeg kan blive fri.. Går rundt med negative tanker om at jeg falder om, og har det dårligt så stressen og angsten styrer mig for det meste…

    Hvordan kan jeg komme videre??? Hvad skal jeg gøre ved disse hormoner?

  266. Hej !

    Jeg skriver fordi jeg selv har en mistanke om at jeg er stresset..
    For ca et års tid siden, var jeg hos min egen læge og fik lavet et hjertediagram, fordi jeg var blevet urolig over at mit hjerte “slog ud af takt” og andre gange slog det meget hurtigt i kort tid for så igen at slå normalt, men i de 5 min. det tog at lave hjertediagrammet slog det normalt så hun mente ikke der var noget galt.
    Den gang tænkte jeg ikke på at det kunne være stress relateret.
    De symptomer jeg har er hjertebanken.
    Jeg sover dårligt om natten, vågner mange gange.
    Føler mig træt og udbrænd, lige fra jeg står op om morgnen til jeg går i seng om aftnen.
    Konstant dårlig samvittighed over jeg ikke når det jeg gerne vil.
    Let til tåre.
    Bliver ofte syg.
    Følelsen af at glæde sig til noget ( sommerfugle i maven) selvom der ikke er noget at glæde sig til.
    Har svært ved at overskue mit arbejde.
    Bliver let irriteret.
    Uro i kroppen, en følelse af at være nervøs hele tiden.
    Let hovedpine og kvalme, mest om morgnen.
    Stikkende smerter i brystes, men det kan også være i benene, armene eller ryggen, smerterne er meget flyvske, men ikke noget jeg tager smertestillende for, de forsvinder af sig selv i løbet af kort tid, men de kommer dagligt.
    Det lyder måske underligt, men når jeg ringer og sygemelder mig på mit arbejd, så får jeg en mærkelig ro i kroppen, det er selvfølgelig ikke sjovt at være syg, men jeg slapper af..
    Det sidste år har jeg haft en del sygedage, det har mest været maveproblemer.
    Jeg skal måske lige nævne jeg er 34 år og arbejder som dagplejer i 48 timer om ugen.
    Jeg ved som sagt ikke om det kan være stres, men håber at i kan hjælpe.
    Mvh.

  267. Hej Bjarne,
    Jeg har været sygemeldt med stress i næsten et helt år. De første 3 måneder var jeg fuldtidssygemeldt, derefter begyndte jeg at arbejde 1 time om dagen og har trappet det op til ca. 6,5-7 timer om dagen. Nogle enkelte dage arbejder jeg 7,5 timer, men jeg bliver meget træt efter det. Det ytrer sig ved at jeg får hovedpine og spændinger forskellige steder i hovedet: i pandepartiet, ved kraniekanten, i tiningerne osv. Nogle gange bliver jeg svimmel og får stærk kvalme i nogle få sekunder. Jeg vil gerne blive MR scannet i hovedet og evt. undersøgt ved EEG, men ingen af de læger jeg har været i kontakt med vil medvirke og henvise mig til disse undersøgelser. Det første sted sagde den ene læge at hun ikke syntes det var nødvendigt, og den anden udtalte sig om EEG-unersøgelsen at den viser patologi hos alle. Jeg besøgte en neurolog på et privat klinik for egen regning, og han syntes heller ikke det var nødvendigt at sende mig videre til evt. scanning. Han sagde at det jeg fejlede var stress og derfor ville scanningen ikke vise noget da alle mine reflekser var helt i orden. Jeg skiftede læge og forsikringsgruppe til gruppe 2. Min nuværende læge vil heller ikke medvirke og siger at man skal undgå unødigt at måle noget på hjernen, da disse scanninger og EEG-undersøgelser i sig selv.kan være skadelige for hjernen.
    Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Jeg bliver nogle gange vred og deprimeret alene fordi jeg ikke er i stand til at be- eller afkræfte om min hjerne har taget skade af stress og på den måde at komme videre.
    Skal jeg kæmpe for at blive MR-scannet/EEG undersøgt eller skal jeg tage den med ro og vente og se om mine stresssymptomer forsvinder med tiden af sig selv, forudsat at jeg hviler meget og passer godt på mig selv? Du skriver da også i din bog at det tager 1-2 år for hjernen at kommer sig helt efter udbrændthed.
    På forhånd tak.
    Mvh
    Galina Meyer

  268. Sabrina Hansen

    Hej, jeg er en pige på 19 der siden jeg var 16 år og gik ud af 10’ende har siddet lidt fast. Jeg er ikke kommet igang med noget siden hen og er bange for at det stresser mig helt vildt.
    Jeg er ikke igang med noget fordi jeg som 17 årig, fandt ud af at jeg havde en angst. Social angst, jeg kom dog først i behandling som 19 årig da det tog så langtid at få en tid.
    I de 18 år begyndte jeg at få sådan en udbrændthed, orkede ingenting, hvilke jeg stadig ikke gør. Muskelspændinger i ryggen, skulder og nakken, og nolge spændinger lige under kæben som går ind i hovedet. Stikkende fornemmelser i maven, svimmelhed, og nogle underlige synsforstyrelser hvor det ligner det hele drejer, og at jeg ikke kan se rigtigt eller fokusere på noget. Det er så klamt! Jeg skiftes til at være rastløs og trist. Vil så gerne igang med motion men kan virkelig ikke overkomme at komme igang. Ikke at tage ansvar, vasketøj eller lave mad. Jeg føler jeg er langt bagud, og det køre rundt hele tiden, at blive ved med at tænke at jeg sidder fast og ikke kan komme videre i øjeblikket. Føler jeg stadig er ved en 16 års alder og ikke har udviklet mig, begrund af at jeg har siddet fast. /:
    Hvordan kan jeg få de tanker væk? Og er det stress symtomer eller er det angsten, eller noget helt tredje?
    Mvh
    Sabrina

  269. Hej Bjarne

    Har så lige brugt en time på at skrive et indlæg som så ikke kunne blive postet fordi det tog for lang tid så du må overleve med stavefejl. Jeg fik konstateret stress under en indlæggelse på viborg sygehus tilbage i oktober 2010. dette skete 4 måneder efter jeg endelig havde fået et studiejob efter et års søgen. efter samtaler med læger og psykologer er konklusionen at mit synshandicap (næsten blind på det ene øje og kan kun se 60% på det andet) giver mig stress som fører til depression på grund af den belastning som den megen læsning giver mig efter jeg er startet på uni. Har siden januar søgt diverse hjælpemidler som handicaptillæg til min SU, hjælpemidler fra SPS ordningen og pædagoisk støtte.dog uden svar endnu. jeg har gjord mange tiltag så som flytning, skift af studiegruppe osv. for at komme over dette men mine behandlinger hos psykolog og fys har jeg været nød til at opgive da jeg ikke kan have et studiejob så økonomien er ikke til det. Har sendt ca 25 billag som dokumentation til su styrrelse som inkludere lægeerklinger fra øjenlæge, egen læge, psykolog, journal fra RH hvor jeg er opereret 5 gange, journal fra statens øjenklinik hvor udredningen skal foregå osv. Har udover synshandicap, stress og depression: en kronisk sygdom i underlivet, skoleose i den nederste del af ryggen, hybermobilitetsyndrom, hyppige infektioner som, tandrodsbetændelse, mellemørsbetændelse, halsbetændelse, blærebetændelse, svampeinfiktion, kolera , influenza. Skal desuden til udredning på skejby i næste uge for endometriose som i sig selv på grund af smerter berettiger til handicap SU. Er nu på 5. semester og har 9 måneder tilbage af mit stude. ved snart ikke hvad pointet er med at tage en uddannelse hvis jeg alligevel skal være så syg(og desværre er ved at blive det)for at få hjælpemidler at jeg ikke har en fremtid på arbejdsmarkedet. Jeg har haft stress i 3 år nu og frygter derfor også for de permanente skader det kan give. synes selv jeg er en stærk person men hvor længe skal jeg lade denne styrke slå igennem hvis jeg kun bliver mere og mere syg og ikke kan få den hjælp som jeg faktisk mener jeg er berettiget til. Håber du har en ide til at komme videre…

    Med venlig hilsen
    Lyng

  270. Hej Lyng

    Jeg kan rigtig godt forstå din frustration. Jeg kender ikke til reglerne for SU og hjælpemidler til handikappede og kan således ikke hjælpe dig på det punkt. Som du beskriver din situation, så burde du måske overveje at sygemelde dig eller tage en pause eller i hvert fald at drosle ned, indtil du får mere overskud og overblik over situationen igen. Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre eller har nogle uønskede konsekvenser, men at fortsætte, som du har det nu, har også konsekvenser. Det ville være godt for dig at tale mere med en psykolog. De fleste universiteter har psykologer tilknyttet, så måske var det en mulighed. På længere sigt skal du finde ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvilke kampe du vil kæmpe. Hellere vinde nogle få vigtige kampe, end at slide sig selv op på alt for mange kampe.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  271. Hej
    Jeg skriver på vegne af min mor (60 år), som i den sidste måned er blevet ramt af en ekstrem og vedholdende træthed, hvor hun enten sover eller bliver nød til at ligge ned. Samtidigt får hun nogle ubehagelige tilbagevendende anfald ca. hver anden dag med kramper, kvalme, svimmelhed, snurren i fingrene, ben og tær, ofte ledsaget af synsforstyrrelser og i ét tilfælde tab af førlighed i armene. Disse anfald kommer især i forbindelse med koncentrationskrævende handlinger, som når hun ser tv, spiser eller tager et bad. Hun er to gange blevet indlagt efter disse anfald, men når anfaldet er væk er hun tilbage ved samme grundtræthed og er blevet hjemsendt senere samme dag eller den følgende dag.

    Hun har gennemgået flere slags undersøgelser og diverse blodprøver er normale og viser ingen sygdomstegn, hjertekardiogrammer og røntgenundersøgelser af lungerne er normale. Desuden har hun fået en CT scanning af hjernen og MR scanning af rygraden. Disse undersøgelser viste heller ingenting på nær en mindre diskusprolaps i nakken, som ikke så ud til at genere nervevævet.

    Hun har taget benzodiazipiner (Oxapax), som får hende til at slappe af og fjerner kvalme og svimmelhed. Hun fik også ordineret SSRI (Sertralin Krka), men bivirkningerne var så voldsomme, at hun er stoppet med det igen.

    De kliniske prøver hun har været igennem viser, at hun tilsyneladende er fysisk ved godt helbred. Lægerne har mere eller mindre givet op og kan ikke finde nogen diagnose, på trods af de mange symptomer. Men der er tydeligvis noget galt, og er vi er meget i tvivl om hvordan vi skal forholde os. Det kunne være rart og vide om årsagen er psykisk eller fysisk.
    På forhånd mange tak.

    Venlig Hilsen
    En bekymret familie

  272. Hej Rasmus
    Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med dette. Det lyder ikke umiddelbart til at det har noget med stress at gøre.
    Mvh Bjarne Toftegård

  273. Hej.
    Håber på at du/i kan hjælpe mig med at finde ud af om jeg har fået stress. Jeg er en pige på 15 år. Jeg har ofte ondt i maven, hovedet, svimmel, kvalme og har svært ved at koncentrere mig. Er også sløv og træt hele tiden, og har egentlig ikke lyst til at spise noget mad. Hvad skal jeg gøre? Er der tegn på at jeg har stress? Har også nogle problemer i familien, hvor jeg skal tage nogle alvorlige beslutninger, som gør mig urolig.
    På forhond tak!

  274. Hej Bjarne.
    Jeg er en ung pige på 26 år, og jeg er i praktik som sosu-hjælper på et plejehjem (min 1. praktik periode). Det går ikke så godt, da jeg skal blive bedre til nogle praktiske ting (jeg synes der er mange ting at huske på udover det jeg skal lave ved mine 2 beboere). Nu har jeg de sidste 1-2 uger følt mig svimmel, træt, hjertebanken, hovedpine og har en angst (er bange/nervøs for om jeg lever op til deres forventninger, og om det jeg gør er godt nok). Har disse symptomer, når jeg er på arbejde. Kan mine symptomer skyldes stress, eller kan der være noget andet galt?
    Vh. Marianne.

  275. Hej Bjarne

    Jeg er en pige på 17 år. Jeg har i løbet af de sidste par år været igennem en del – jeg er blandt andet kommet hjem fra efterskole, er droppet ud af 1. g og er startet på HF.
    I starten af 1. g begyndte jeg at få uforklarlige smerter i maven, rystede på hænderne, kunne ikke koncentrere mig og kunne ikke sove. En af mine gode veninder har haft alvorlig stress, og sagde at jeg kunne tage en stresstest – jeg scorede 152, men lagde det hurtigt væk igen da de fleste af symptomerne gik over.
    Jeg blev dog fortsat ved med at få det skidt fra tid til anden, mest i forbindelse med skriftlige afleveringer. Til min egen store fortrydelse fik presset mig ikke til at arbejde bedre, men snarere til at gå i stå, hvilket i sidste ende altså fik mig til at droppe ud i foråret og arbejde indtil august.

    Nu er jeg bare nervøs igen, da jeg er begyndt at blive anspændt, få ondt i nakken, maven og skuldrene, svede og stamme når jeg føler mig presset, og nu er jeg også begyndt at ryste voldsomt fra tid til anden – især ved tanken om afleveringer (som der jo også er en del af på HF).
    Jeg tog stresstest igen, og nu siger den 154.
    I mellemtiden har jeg brudt med min kæreste gennem et år, og været inde i en periode på 2-3 måneder hvor jeg røg hash hver dag, som jeg holdt op med for ca. en måned siden.

    Mit spørgsmål er: er der nogen mulighed for anden hjælp end en psykolog?
    Mine forældre er af forskellige årsager meget skeptiske over for psykologer, og vil under ingen omstændigheder hjælpe mig til at finansiere en. Jeg har fået at vide af min læge at jeg først kan få tilskud til en psykolog når jeg fylder 18, da hun så kan putte mig i kategorien “Personer med let til moderat depression mellem 18 og 37 år.” – og jeg har altså ikke råd til det selv. Er der nogen “billig” løsning?
    Kan min læge gøre noget? Og burde jeg snakke med min skole?

    Jeg håber du kan hjælpe!
    – Ronja

  276. eleana seuda yapisan

    hej jeg har i over et år haft en depression men jeg er heldigvis kommet over min depression some tider lider jeg stadig væk af angst men det er ikke det største problem efter jeg fik min depression fik jeg snigende nogle meget underlige symptomer på mine fingre jeg har sådan nogle underlige fornemmelser på mine fingre nogen sitrene fornemmelser og små klikkende lyde og udover det har jeg også nogle brændenen fornemmelser på mine fingre men min læge er sikker på at det ikke er ikke psykotisk fordi det kan det umuligt være jeg er jo godt klar over at det ikke er virkeligt.men jeg vil sige at det er meget ubehageligt nogle gange har jeg bare ikke lyst til at leve mere er virkelig træt af det jeg lider rigtigt meget. men der er også nogle der tror at der er noget galt med mine nerve baner i fingrene. jeg har så brug for hjælp please er der ikke nogen der kan hjælpe mig jeg ville gøre alt for at få hjælp og belønne den person der har hjulpet mig mvh eleana yapisan

  277. Hej.
    Er en pige på 17. Jeg tog testen og scorede 196 point. Jeg går på HF og har for meget fravær til, at jeg kan holde fri bare én eneste dag inden sommerferien. Har lidt af depression sådan on/off siden 8. klasse… Har en angst for at åbne mig for autoriteter.
    – Hvad skal jeg stille op?

  278. Lindholt

    hej

    Jeg har stress sygemeldt fra 25/9 til 05/12 og har indtil d. 10/4 været delvis i arbejde.

    Nu her 3 uger efter at jeg er helt raskmeldt har min chef besluttet at fjerne mine kerne opgaver og give mig nye, som godt nok er relaterede, men betyder at jeg nu skal arbejde tæt sammen med ham. Han er årsagen til min stress, så jeg kan slet ikke arbejde tæt med ham. Han giver klare mål men rykker deadline og metode hver gang man taler med ham, jeg har ikke kunne få noget på skrift for han mener vi alle er voksne mennesker der står ved vores beslutninger (alle på nær ham) han ned stirre gerne en i langt tid hvis ikke man er enig i et eller andet osv….. Jeg har opgivet at kommunikere med ham, for jeg har ikke haft nogen gode resultater, til trods for mange forskellige indgangsvinkler. Mine kollegaer har samme problem men er forskånet direkte samarbejde med ham.

    Jeg har ikke råd til selv at sige op så hvad hulen gør jeg? Jeg har lige måtte gå en tur og hyle af afmagt.

    Skal jeg sygemelde mig igen?

    Vh

    Lindholt

  279. christoffer

    Hej
    jeg står i en situation hvor jeg ikk ved hvad jeg skal gøre.
    Min kæreste er meget stresset og bliver det mere og mere.
    Jeg fik for noget tid siden lokket til lægen for at hun kunne få hjælp, der fik hun så at vide at der ikke var noget at gøre. Denne episode har nu gjort at hun slet ikke vil til læge igen. Jeg er begyndt at tro hun også er ved at udvikle depression som efterfølge af stress. Samtidig lider hun af meget lavt selværd. Det skal lige påpeges at hun er klar over sin situation.
    Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe

  280. Når man nu er stresset og vil være det i perioder, – hv0or finder den knap, der kan vende en fra at spise for meget under stress til at miste appetitten når det sker. Det er ikke fordi jeg er så naiv at tro, at denne tendens er nemmere at slippe, men det kunne være rart ikke at vokse hver gang.

  281. Emre Kiran

    Jeg siger til min mor aw jeg har ondt i Forskelligsteder i kroppen jeg kan se mit hjerte slår ud af brystet ind og ud altid hverdag og at, er 12 år jeg er bange for Døden,kræft og andre alovorlig sydom jeg har mange gange hovedpine og jeg bliver skræmt når jeg kan mærke et eller andet fx en knude i bryst og så tror jeg det kræft i brystet og jeg har ikke dirrae jeg føler ikke jeg har feber er slet ikke varm slet ikke, og jeg har ondt i Musklerne fx skuldrebladen venstre side og tænker nogen gange aww det går ondt aww aww er det kræft, er det astmaa 🙁 OG Jeg tror ikke på læger og doktor jeg har en meget svært angst føler mig stresset og når jeg er i skole tænker jeg aww aww det gør ondt og næsten tag en vand men ikke hele tiden det ofte jeg gør det. næsten hele tiden og har næsten hele tiden hovedpine, og der er jeg bange for hoved kræft eller hvad fuck det hedder, har fjernet min mandler self men er os lidt bange for øre det er ømt bag i det Og der tænker jeg os bare på døden og kræft…..

  282. Hej alle med stress og Bjarne.
    Jeg er sygemeldt på tiende månede med stress. Det går lidt bedre men jeg føler mig presset af systemet jeg er i. Min stress er nede i det gule område når jeg tager en stress test hver dag. Jeg kom af med min stress inden for ca 4 måneder sov som en baby , men da jeg skulle i gang igen vågnede jeg op midt om natten når jeg skulle noget. Jeg havde ikke fået bearbejdet min stress og troede faktisk bare ,at det var noget pjat for jeg var rolig og harmonisk. Jeg havde sagt mit job op , hvor arbejdts miljøet var så dårlig, at flere gik ned med stress. Nu har jeg arbejdet hos en psykolog i lang tid og mit kerne problem er, at jeg er meget sød og venlig over for andre, deres behov kommer før mine. Jeg har derfor haft et stort behov for, at være alene i flere dage og slukke for alt, hvilket kan hjælpe og så er jeg begyndt, at sige fra. Jeg kommer lidt i et køkken , hvor jeg øver mig i, at øge arbejdts belastningen. Jeg har været der ca 12 timer siden i fredags. Jeg Kan komme når jeg føler, at jeg kan og har så enkelte dage, hvor jeg skal komme. Det virker fint foreløbig, problemet er bare, at mine sygedagpenge høre op om to måneder og det for jeg hjertebanken af og det at jeg vil blive sendt til læge og skal undersøges. Jeg er bekymret for, at blive tvungen til, at tage lykkepiller da jeg ikke har lyst til det. Jeg er meget bedre til, at slappe af, men mit samvær med andre kan være problematisk da jeg bliver træt af det. Min kæreste kan faktisk gøre mig stresset og jeg ser ham derfor ikke så meget. Han er næsten altid hyper og overglad og sidst jeg så ham var han trist over, at jeg brokkede mig så meget- så han spurgte mig om jeg ikke kunne anskaffe mig en brokkebog. Det blev jeg ret ked af og spekulerede over det mange timer inden jeg faldte i søvn. Han kan også være sød. Jeg ser det sm positivt, at jeg har være stressfri i de ti måneder og jeg tror også, at det går fremad, men jeg føler , at jeg skal skynde mig, at blive rask hvilket jo ikke giver mening for en stressramt. Der må være andre der har prøvet det samme, hvordan takler man mon det? Det er jo ikke fordi jeg ikke er igang eller ikke gør noget aktivt for, at blive stressfri. Jeg kender mig selv meget bedre nu og kan godt se hvad der i mit liv har stresset og overbelastet mig mere end godt er. Jeg føler at den stress der er tilbage handler om rest stress der sidder i kroppen faktisk føler jeg mig nogen gange meget mere rolig end så mange andre jeg møder på min vej
    VH StineB

  283. Hej,
    Nedenstående tekst er en kommentar til Marias tekst om diffuse smerter ved længerevarende stress….
    Efter at have været meget stresset på mit arbejde i 1-2 år, begyndte jeg at få sådan nogle diffuse smerter rundt omkring i kroppen. De minder om vokseværk eller influenzasymptomer. Jeg gik til lægen, fordi jeg troede, at jeg fejlede noget alvorligt. Lægen spurgte ikke dengang til stress, men sendte mig til adskillige speciallæger uden noget resultat. Jeg måtte se tiden an og prøve at “leve” med det. Årene gik videre med fortsat stress på arbejdet og smerter i kroppen, “klump i halsen” og hovedpine. Efterhånden fandt jeg ud af, at smerterne blev værre i ekstra stressede perioder og jeg oplevede et tydeligt mønster. Efter 2-3 år mere sagde jeg endelig (efter pres fra min familie) mit job op. Det endte dog med en sygemelding. På det tidspunkt fik jeg også hjælp af en psykolog, som var meget bekymret for min tilstand. Jeg har nu lige sagt mit job op…igen, da jeg efter 3 måneders ro og sygemelding stadig har de diffuse “nervesmerter”. Min psykolog snakker om en overbelastning af nervesystemet..
    Jeg er ret bekymret og frustreret over, at jeg stadig har de smerter, når alt andet ellers er ved at føles normalt. Jeg kan næsten fremprovokere smerterne ved bare at snakke eller tænke på arbejdet. Det føles så sårbart.
    Er der nogen, der har oplevet lignende diffuse nervesmerter?
    Og kan jeg håbe på, at de forsvinder en dag?

  284. Heidi Petersen

    Hej
    Jeg gik ned med stress for 15 mdr siden….blev fyret og startede op på min drømme uddannelse. …jeg syntes ikke jeg føler mig stresset overhovedet. …men føler stadig ikke jeg kan komme tilbage i samme gear….oplever stadig den summende fornemmelse i hænder og fødder og at jeg er meget træt når vi kommer til aften….jeg har fået taget en masse blodprøver hos lægen…de viste intet…så der skulle ikke være brug for andre prøver siger han….er alt dette normalt….eller skal jeg søge anden læge….kan jeg blive ved med at tro på det er stress..? Er lidt bekymret for om han skulle overse noget
    Mvh Heidi

Submit reply to gitte Cancel reply

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>