Spørg om stress

Du er altid velkommen til at kommentere indlæg her på bloggen. Hvis du har et mere personligt spørgsmål, så har du mulighed for at ringe til Stresstelefonen, hvor du uforpligtende kan komme til at tale med en stresscoaches. Klik på: Stresstelefonen.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

91 comments on “Spørg om stress

  1. Jeg er en kvinde i slutningen af 30erne, med lederjob, kæreste og enlig mor til to børn. Har netop taget stresstesten og kan se at jeg scorer alt for højt. Jeg har igennem det seneste år følt mig meget presset af at føle at jeg altid skulle være “på” og at mit liv først og fremmest handlede om, at møde alle andres behov. Behov for alt lige fra tid, opmærksomhed, økonomiske bidrag til praktisk hjælp og emotionel støtte. Hvis jeg forsøgte at prioritere mig selv bare en lille smule (ved f.eks. at udbede mig en friaften uden samvær) udløste det kraftigt mishag og ofte også timelange diskussioner med min kæreste om, hvorfor jeg dog havde brug for at trække mig tilbage, når vi i forvejen havde så lidt tid til samvær. Resultatet blev at jeg ikke orkede diskussionerne og holdt op med at prioritere mig selv. Mit liv begyndte mere og mere og smuldre og jeg kom bagud med skal-opgaverne (rengøring, oprydning, lektielæsning osv) og blev mere og mere træt og indadvendt. Jeg føler mig helt drænet og føler slet ikke jeg har lyst til andet end bare at være mig selv. Får nogengange tanker om at “forsvinde” – bare pakke en kuffert og forlade det hele. Men får også enormt dårlig samvittighed overfor mine børn over at tænke sådan. Jeg elsker dem jo! Det er bare som om at jeg har gang i et regnskab, med kronisk røde tal på bundlinien. Og afregningen manifesterer sig ved manglende glæde og tiltro til fremtiden, diffuse smerter i kroppen, træthed, isolationstrang og følelsesforladthed.

    Er det tegn på stress?

    Hvordan får jeg min kæreste til at acceptere, at jeg ikke kan tilfredsstlle alle hans behov for social kontakt og nærvær, på bekostning af balancen i mit liv. Jeg bliver faktisk mere og mere fraværende, jo mere opmærksomhedssøgende og krævende han bliver. En ond cirkel af to positionet, der forstærker hinanden.

    Jeg ville blive glad for nogle input

    Mange hilsner

    Anja

  2. Jeg er en kvinde på 34 år med to børn på hhv. 1½ og 3½ år og en sød og opmærksom mand. Jeg er skolelærer og tager samtidig en videreuddannelse en dag om ugen.

    Jeg skriver fordi jeg sådan er i tvivl. I tvivl om jeg er ved at være skør, udspekuleret og beregnede eller om jeg måske har stress eller er deprimeret. Jeg er i hvert fald ikke mig selv.

    Jeg har igennem godt et års tid været ked af det af uforklarlige grunde, generelt nedtrykt og er brudt sammen i gråd, nogle flere gange om måneden andre gange flere gange om ugen. Jeg anser mig selv for et roligt gemyt, men har lettere ved at fare op og skælde ud.

    Jeg føler mig utilstrækkelig i alle sider af mit liv; arbejde, moderrollen, kæresterollen, veninder, studiedelen og ikke mindst mig selv.
    På et spørgsmål om hvad jeg allerhelst ville lige nu, ville jeg svare at jeg ville ønske mig langt væk fra alting for at få fred. Jeg føler at jeg skal opfylde andres behov (eller er det mon mine behov for at være der for andre?) både privat og især på arbejdet, og må tilsidesætte mig selv gang på gang. Jeg synes ikke at jeg kan klare noget mere. Jeg synes dagen er en lang tagen-sig-sammen.

    Jeg er klar over at livet som småbørnsforældre indebærer en stor portion tilsidesættelse af egne behov, men jeg bliver bekymret, når jeg ved udsigten til weekend gruer ved at skulle være ‘u-fri’ i 2 x 24 timer, selvom jeg jo elsker mine børn. Som flere børnefamilier har vi vinteren igennem døjet med syge børn, hvor min mand og jeg har skiftevis måtte have barn syg. Der har stort set ikke været en sygdomsfri uge.

    Mit studie er slut til maj med en eksamen, som jeg samtidig er meget nervøs ved. Jeg dumpede en afgørende eksamen for 5 år siden og tænker måske at der ligger en del og lurer der.

    I hverdagen kan jeg ikke tage mig sammen til noget som helst og pludselig bliver ellers ubetydelige ting meget vigtige for mig at få ordnet, i stedet for at tage fat på eksamensforberedelser i form af opgaveskrivninger og praktiske øvelser.

    Jeg har i en periode på tre-fire uger for 1 måned siden haft voldsomme mavesmerter efter hvert måltid. Jeg har altid haft tendens til hovedpine, men synes nu at hovedpine er blevet en hverdagsting jeg har lært at leve med.

    På mit arbejde skal jeg ‘være der’ på rigtig mange måder og for rigtig mange mennesker. Jeg har klasselærerfunktionen i en ellers sød og ‘undervisningsbar’ klasse, men der en mange individuelle behov både fagligt og socialt. Heller ikke her mener jeg at jeg gør nok for de enkelte mennesker.

    Nu blev det en lang smøre, som måske er svær at hitte rede i. I hvert fald har jeg brug for en kommentar og måske også en mening om hvad jeg er ude i. Har jeg stress, er dej deprimeret, eller er jeg i gang med at gøre mig selv ‘syg’, fordi jeg i virkeligheden er for doven til noget som helst? Håber du forstår hvad jeg mener, for jeg er sådan i tvivl om hvor grelt den står til med mig… For på de gode dage, som der heldigvis også er, går det jo godt, når jeg bare ikke tænker over tingene for meget. Jeg er i syv sind. Hjælp…

  3. mette jonasson

    Jeg er en kvinde på 50 år med et fantastisk job, dejligt følelsesliv. Ja! alt lader til at køre på skinner.
    Jeg kørte galt og fik et piskesmæld for 9 år siden, men har langsomt arbejdet mig op igen og har i dag fuldtidsjob, hvor jeg har lavet et skoletilbud sammen med to kolleger i Ålborg Kommune.

    Mit liv er blevet et andet og for ca. et år siden blev i ICC coach, hvilket har ændet min psyke og tankegang radikalt.
    Jeg undrer mig over, hvad det er der sker med mig?

    Dog er jeg en person der spekulerer meget over alting og ingenting.
    For en uge siden fk jeg et blackout og faldt 7 trin ned af min trappe fra første sal og vågnede først, da jeg lå nede i alle min grønne planter for enden af trappen.

    Med 3 bøjede ribben og et hold i ryggen sidder jeg nu og funderer over, om jeg faktisk har stresset mig selv for meget op i den sidste tid. Min mand arbejder meget i udlandet og i perioder, kan jeg arbejde solen sort. Hvilket jeg ved IKKE er godt???

    Signalet er ikke til at misforstå. Min krop siger fra og jeg kan mærke, at jeg har brug for ro.
    Jeg har været sygemelst i en uges tid og agter først at begynde så småt på job igen efter påske.

    Det lyder måske lidt skørt, men jeg bliver faktisk mere stresset af at sidde herhjemme.

    Mine spørgsmål lyder:

    1. Lyder dette som stress
    2. Hvor kan jeg søge yderligere hjælp. ( Har været ved lægen)
    3. Hvor omfattende er dine stress kurser i forhold til mig der allerede er certificeret coach?

    Håber at høre fra dig.
    Med venlig hilsen og på genkald
    Mette Jonasson

  4. Hej Bjarne
    Jeg er sygemeldt på 3. måned pga. stress symptomer og har nu det problem, at jeg har store vanskeligheder med at fortage mig de ting jeg gjorde på arbejdspladsen, mens jeg gik, i en meget lang periode, og havde det dårligt med stress symptomer — Gå ind af hoveddøren, gå ind på gangen og ind på mit kontor. Jeg har en angst for at jeg igen bliver angrebet af “stressen” . I sidste uge besøgte jeg mine arbejdskollegaer, vi drak kaffe sammen og jeg følte mig godt til pas med at være tilstede i kantinen på arbejdspladsen. Efter et par forspørgler følte jeg mig lidt presset til at prøve gå ind på gangen til mit kontor. Efter 2 skridt ind på gangen mærkede jeg, at det kom imod mig og da jeg nærmede mig mit kontor, ca. 10 skridt derfra, hvade jeg det så dårligt, at jeg måtte vende om – sitrende, rystende, grædende og med vejrtrækningsbesvær forlod jeg området. Efterfølgende har jeg tankermylder om morgenen og bliver nødt til at står op for at få ro.
    Hvordan får jeg løsnet op for mit problem?
    og kan jeg begynde at arbejdet når jeg får et kontor et andet sted i huset – føler mig lidt presset af arbejdsgiver og føler så en stor grå tomhed i hovedet , bliver forvirret/stresset og mangler svar på spørgsmål.
    Hvad skal jeg gøre?

  5. hej kan stress virkelig styre ens krop så meget at når jeg har spist sitre det indeni fra hoved til tæer svimmel og føler jeg ikke har styr over min krop har fået at vide skel geare ned men kan ikke finde ud af det men køre et ræs uden lige far morgen til aften er det stress som styre mig

  6. hej.

    Jeg har meget svært ved at finde ud af hvad der “er i vejen med min krop”.
    Mine symptomer er : Ødemer lår, bryst-parti overarme, nogengange kinder v mens. Jeg kan svinge i vægt med 6-7 kg / liter vand. Jeg har lavt k-vitamin og E- vitamin trods jeg lever meget sundt, særligt af grønne grøntsager. Jeg kan ikke tabe mig trods en sund diæt. Når jeg træner får jeg flere ødemer – og hovedpine. Jeg kan blive helt rødmosset i ansigtet efter jeg har fået mad, og utrolig træt. Jeg har haft hovedpine i 4 måneder. Jeg har også en sovende fornemmelse under højre ribben, on & off. Alt i alt har jeg det dårlig med at kommen ikke fungerer, har uro i benene, brændende fornemmelse v nattetid, kan ikke sove, ofte kvalme om morgenen, men ikke gravid. Det stikker i mit hjerte nogen gange op til en halv time og jeg får ind imellem dobbeltslag.
    Jeg har været til gyn. han siger mine hormoner er normale – jeg har fået taget alm. prøver på nyrene som er normale …..
    Mine levertal er en anelse skæve, men min lever fungerer fint , har dog en galdesten. Jeg har været hos en iris læser der sagde at jeg havde mavesår, og en svær camfylobactor infektion i tarmen – men jeg har jo haft væskeforskydninger i 2 år nu ! Går en camfylobactor infektion ikke over efter max en måned ? og mavesår kan vel ikke give væske forskydninger ?
    – Jeg lever ellers en normal hverdag, og forsøger at være optemist, men hvad sker der med kroppen og alle disse symptomer ?? og hvilken læge skal jeg vælge fremfor en anden ?? Hvordan normaliserer jeg kroppens væskebalance ?
    Jeg spiser mange af de grøntsager der afhjælper væske, og jeg drikke gyldenris the som ligeledes skulle afhjælpe, men der står en masse væske i bindevævet, så hvis jeg presser mine fingre på – bliver der hvide dybe mærker.

    Håber i kan hjælpe, mig bare lidt !!
    På forhånd tak.

    Mange hilsner Maria.

  7. Louise moe

    Jeg er 23 og læser på universitetet, og der følger selvfølgelig en vis arbejdsbyrde med det og studiejob, især når man har ekstra fag og høje ambitioner.
    Det har taget mig næsten fem måneder at erkende, at jeg har stress, trods klassiske symptomer. Det har enda krævet en tur forbi kardiologisk og lunge afdeling på hospitalet, for at fastslå, at der ikke er nogle fysiske årsager til min høje puls, tyngde og smerter i brystet og åndenød.
    Nu har jeg så indset det, men ikke hvad jeg skal gøre ved det, eller hvor jeg skal starte?
    Men mit høje forbrug af hovedpine, redbull og en kost der enten består af ingen ting eller store mængder af chokolade er i hvert fald ikke løsningen..

    Hvordan gør jeg noget ved det? Hvordan finder jeg ud af, hvor jeg skal starte, når det virker helt uoverskueligt bare at skulle handle ind?

  8. Eigil Kousgaard

    Hvor eller hvad kan man gøre når virksomheden ikke står bag en og man risikerer en fyreseddel istedet. Jeg er single og har ikke mange venner der kan hjælpe lige med det her problem. Er der nogen der ved hvad ens rettigheder er med hensyn til dagpenge/sygedagpenge. Kan man selv sige op på grund af helbredsmæssige årsager uden at miste dagpengene/sygepengene.

  9. Hejsa
    Fik i efteråret 2009 stress pga. alt for meget arbejde. Gennem min fagforening fik jeg hjælp hos en psykolog og sammen med hende vurderede vi, at jeg ikke skulle ud i en sygemelding, men have mindst 2 hjemmearbejdsdage om ugen. Med hjælp fra hende og min arbejdsgiver – og hårdt “arbejde” for mig – blev jeg bedre og bedre til at sige nej til opgaver og takle stressen. Efter nytår gik det faktisk rigtig godt med stressen, dog fik jeg flere og flere infektioner og har siden stort set konstant været forkølet, ondt i halsen, hoste, problemer med bihuler osv. Det bevirker, at jeg hele tiden skal kæmpe med helbredet og kan nu mærke, at det er medvirkende til at jeg ikke kan komme helt ud af stressen – faktisk bliver min stress nu værre og værre igen. Det er en ond cirkel jeg er kommet ind i – stressen har ødelagt mit immunforsvar så jeg er syg hele tiden – og smerterne og kampen med infektionerne fylder nu mere og mere hos mig hvilket stresser mig. Jeg vil da meget nødig sygemeldes, jeg frygter det bliver så svært at komme tilbage, men måske en delvis sygemelding?

  10. Pingback: Svar til Anja

  11. Pingback: Svar til Ditte

  12. Pingback: Svar til Mette Jonasson

  13. Pingback: Svar til Ellen

  14. ´´´´´´´´hej ´ Januar 2006 kom ud for en alvorlig trafik ulykke efter 3 års arb. prøvning førtidsp.2008 døde min far som var mit et og alt, 2009 yngste søn i afganistan kom hjem med hul på lungen ,nu 2010 min mor terminal kræft som også min far.har fået konstateret kol .er mere end træt taber i vægt ondt i hele kroppen føler mig mere end alvorlig syg kan ingen ro finde så er i gang fra morgen til aften men blodprøver viser intet kan det være angst og stress efter alt hvad jeg har været igennem har ingen hjælp fået men klaret det hele selv

  15. Birthe T.

    Hej. Jeg går i øjeblikket sygemeldt med stress. Jeg var heldig at få 3 timer hos en psykolog, og føler jeg har fået en rigtig god hjælp der. Men det er ikke ensbetydende med at det går så hurtigt at blive klar igen som jeg havde håbet.
    Mit spørgsmål er egentlig, hvordan jeg kan vide, hvornår jeg er klar til at arbejde igen? Det arbejde jeg har, gør at jeg ikke kan starte stille og roligt op. Det er enten, eller. Jeg har døjet meget med migræne, hvis jeg var sammen med andre. Nu er det mere svedeture, rysten og jeg er rigtig træt bagefter, hvis jeg vel at mærke kun har været sammen med andre i ca 1 time.

  16. Hej Bjarne,

    Hvordan skelner man mellem stress og udbrændthed? Hvordan kan man konstatere om det er det ene eller det andet?
    Jeg har været sygemeldt fra mit arbejde i mere end et halvt år, og har lige haft et par måneders forsøg på at vende tilbage til arbejdspladsen. De første uger gik det fint og det var rart at være kun delvis syg, men derefter gik det skidt. Jeg har med jævne mellemrum taget stresstesten og scorer hver gang i den forkerte ende af det røde felt og har ikke eller kun få af alarmsignalerne. Jeg har ikke fornemmelsen af at min hjerne er brændt sammen, men jeg kan ikke arbejde fokuseret mere end et par timer dagligt og har stadig svært ved at skabe struktur og overskue komplekse sammenhænge. Der er fremgang; jeg kan læse igen, jeg kan deltage i et arrangement med mange mennesker bare jeg er ved udgangen og mange ting i dagligdagen er markant nemmere end for et halvt år siden.
    Er det fordi jeg er udbrændt eller er det “bare” stress og mig der er utålmodig?

  17. Hej.
    Jeg er en pige på 26 år. Jeg har 4 små børn, i alderen 2-7 år. Jeg har det sidste halve år, haft det rigtig dårligt. Det startede med at jeg fik en slags “anfald”, hvor jeg mistede synet på mit ene øje, og førligheden i armen på samme side. Jeg talte sort i 5 min…. Jeg kontaktede derefter min læge, og har været der mange gange nu. Har også været hos en neurolog. Hun siger jeg er overbelastet og har migræne og stress…. Jeg har en del symptomer, såsom svimmelhed, snurren i arme og ben, kan ikke fokusere, eller koncentrere mig, og har det dårligt og ubehageligt, men det er ret svært at forklare helt hvordan. Jeg orker ingenting i min hverdag. Jeg står op og aflevere mine børn, og derefter laver jeg ingenting. Jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen. Jeg har ingen energi, er træt hele tiden. Bliver såret over ingenting, og tager alting meget personligt….. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre… Jeg føler mig ikke i stand til at arbejde, idet at jeg har det varmt hele tiden, kan ikke fokusere, og kan ikke stå op ret lang tid ad gangen…. Jeg kan heller ikke se tv for længe, eller sidde foran skærmen. Så ser jeg streger for mine øjne…. Jeg forstår bare ikke hvorfor jeg har det sådan. Jeg elsker mit liv. Mine børn og min familie. Og jeg vil gerne have det bedre. Og jeg synes ikke at jeg kan finde en forklaring på hvorfor jeg har det sådan her…. Kunne forstå hvis det var fordi jeg var træt af det hele. Men det eneste jeg er træt af er at have det sådan her…. Og hvordan forklarer man det til andre? Nogle gange har jeg det okay, og andre gange er jeg bare helt færdig…. Nogle gange tror jeg sku selv at jeg opdigter det hele, eller måske selv fremkalder det… Svært at forklarer. Men hvad tænker andre så? Det ene øjeblik kan man det hele, det andet kan man intet….. Og jeg aner heller ikke hvordan jeg skal forsørge mine børn…. Jeg får boligsikring, og børnepenge, men min su er blevet stoppet fordi jeg ikke er aktiv mere…. Men jeg kan simpelthen ikke…. Ordene i mine bøger flyder sammen, og jeg fatter ingenting af det jeg læser….. Og stress er jo ikke en sygdom, så jeg kan ikke få økonomisk støtte… Aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre…. Jeg kan ikke engang finde rundt i det jeg har skrevet her….. Det er vist lidt forvirrende… Men tror i bund og grund at mit spørgsmål er: Kan jeg få økonomisk støtte? Eller skal jeg bare tage mig sammen, og finde et arbejde? Mvh Heidi.

  18. May Britt

    Hej Bjarne!
    For godt 4 år siden, sad jeg i en jobsituation, hvor jeg var mobbet, havde mere at lave end jeg fysisk kunne nå og meget lidt støtte til det og ingen udsigt til ændring i den situation. Jeg var så apatisk til sidst, at jeg sad halvanden time i min lænestol og spekulerede på at nu skulle jeg også hente en kop kaffe af den kaffe jeg lige havde lavet. Halvanden time… Ikke nok med det, en anden ting var, at da det hele var på sit højeste – set i retroperspektiv – da havde jeg tre store, sorte plastiksække fyldt med papir. Det var uåbnede breve, regninger, blade, noter, huskesedler, personlige papirer etc. etc. Jeg havde et hjem der var ubeskriveligt rodet, og havde ikke overskuddet til at gøre noget ved det.

    Når jeg ser tilbage er det uden sammenligning det mest skræmmende jeg nogensinde har oplevet.

    jeg opdagede i samme periode, at mange af mine livsproblemer måtte stamme fra at have den lidelse, der hed ADHD og det har et par psykiatere bekræftet. Der har dog også været nogle, der mener helt andre ting – så min tillid til det psykiatriske system er nu lig nul. Dog mener jeg fortsat selv at jeg lider af ADHD. Det gør mig også noget mere stressfølsom har jeg fået fortalt

    I den periode søgte jeg grundet diagnosen kommunen om hjælp, en støtteperson etc. og røg ind i den hårdeste kamp jeg i mit liv har skullet kæmpe. Jeg vandt den ikke – og til sidst orkede jeg ikke at kæmpe, også for at få gehør for, at jeg reelt var udbrændt og behøvede hjælp til at komme videre, hvis jeg skulle holde mig i job og klare skærene. Jeg fik ingen hjælp – men jeg er stadig i job (et andet sted end nævnt her over).

    Mit problem nu snart 4 år efter er, at jeg aldrig har følt at jeg er tilbage til mig selv. Jeg føler mig så mat, så følelsestom og mangler engagement i alt. Ting jeg engang nød kan jeg ikke længere overskue, som f.eks at læse ugeblade (selvom jeg elsker det). Det kommer og går, jeg kan have perioder med mere energi – men langt fra det engament jeg havde i gamle dage. Jeg føler at jeg intet laver jobmæssigt, jeg cykler rundt om mig selv og bruger næsten alle kræfter på at sikre at jeg husker alt,at styre mine opgaver, lægge dem i outlook og sikre at jeg husker dem, og at dobbelttjekke mig selv så jeg ikke glemmer. Reelt får jeg vist meget lidt fra hånden. Jeg føler ikke jeg duer til noget som helst, og jeg føler mig ganske fortvivlet tom og fyldt med håbløshed. Jeg havde så mange drømme engang, dem kan jeg dårligt nok drømme nu, og drømmer jeg en sjælden gang stort (som f.eks at flytte på landet og etablere en hundepension, flytte til England og skrive bøger etc. etc.) så er det kun små skud af energi, som jeg ikke har overskud til at følge op på, endsige drømme videre på. Jeg er bange for ikke at klare mig, bange for at blive hjemløs, bange for ikke at have kræfter til at leve livet fuldt ud – ja, bange for alt… Jeg er bange, fordi jeg kan se at ordet “ansvar” hvad job angår nu er et skældsord for mig. Jeg vil helst ikke have ansvar, og har lyst at råbe af alle at de skal lade mig være, lad være at forstyrre mig, lad mig bare sidde her og hente pusten. Jeg har drømme om at sidde laaaangt ude på Ærø, i den Smålandske skov i Sverige, langt ude på Stevns eller lignende, langt væk, med ro, fred og fulglesang – med tanken om,a t det er det jeg trænger til, at være alene med natur, og at være alene uden konstant pres om at skulle noget, og skulle præstere.

    Summa summarum, jeg kan jo godt se, at jeg slet ikke er kommet ud af min udbrændthed, selvom det værste var på mit tidligere job og er overstået. Men jeg er ikke “ude”. Jeg har på intet tidspunkt været sygemeldt, jeg er ganske simpelt bange for at det fører til noget jeg ikke kan overskue. Om den frygt er realistisk kan jeg ikke bedømme, men jeg fortsætter med at klø på, på grund af den frygt.

    Nu har jeg ikke rigtig økonomi til en psykolog. Men – hvad kan jeg gøre? Hvad har jeg af muligheder? Hvad BØR jeg gøre? Hvordan skal jeg komme ud af den her skrue, og finde tilbage til livet, og til energi og engagement?

  19. Pingback: Svar til Sanne

  20. Hej Maria

    Jeg kan desværre ikke hjælpe dig i forbindelse med udredning af dine symptomer og hvad der ligger bagved. Jeg kan kun anbefale, at du bliver ved med at blive undersøgt på forskellig vis, indtil du får stillet en diagnose.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  21. Pingback: Svar til Eigil Kousgaard

  22. Pingback: Svar til Lisbeth

  23. Johanne

    Hej Bjarne.
    Det er svært…
    Jeg er opdraget til altid at være “dygtig”, ærlig og god, og det der er svært snakker man ikke om.
    Jeg er der hvor jeg ikke føler jeg slår til på arbejdet, jeg gør mine ting 200 % men alt skal være bedre og mere effektivt til den halve pris, ( 2 kolegaer er gået ned med depression inden for 2 år).
    Hjemme slår jeg heller ikke til, med 3 børen, mand og hund, og min mand “presser” mig, “Gør noget, sig fra på dit arbejde osv. osv.”
    Mine symptomer er ikke til at komme uden om, og kun jeg kender dem alle, kan ikke sove, dårlig mave, smerter i brystet, og sjældent en dag uden tårer, koncentrationsbesvær og muskel infilrationer – hovedpine mm.
    Jeg ved godt det er rød lys, men jeg kan ikke sige nej eller sige fra på arbejdet eller hjemme. Jeg siger dog fra og nej, men ingen hører mig. Skal man bande og tale med store ord ?
    Knus fra Johanne.

  24. Kære Bjarne
    Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg skal begynde henne. Det sidste års tid er der sket utrolig mange ting i mit liv og jeg føler ikke jeg har mig selv helt med mere. Sidste år i januar mødte jeg min nuværende kæreste, det var alt sammen skønt indtil det gik op for hans tvillinge søster at vi var på vej til at blive rigtige kæreste og begyndte at planlægge eller ja leve livet sammen. Dette resulterede i mange konfrontationer, konflikter og dårlige oplevelser, ja eksempelvis talte hun ikke til mig når hans familie var samlet. Dette stod på et halvt års tid og jeg forsøgte at holde tungen lige i munden. Jeg elsker min kæreste men det var rigtig hårdt og det var som om at han så igennem fingre med alt hvad hun gjorde, så jeg blev den sure der satte grænser- til sidst begyndte jeg at tvivle på mig selv og mine værdier, hvorfor jeg søgte hjælp hos en psykolog. De blev enige om at det nok var mig,når nu jeg søgte hjælp og så fortsatte det- det endte med at min kæretse og jeg begyndte i imagoterapi sammen og det har gjort underværker. Sideløbende med dette skrev jeg mit speciale, som jeg blev færdig med i november efter at have udskudt det en måned. Tog mine eksamner i december og fik mit bevis i januar, hvor jeg allerede var begyndt at søge job. Oveni det hele fandt jeg ud af, to dage før nytårsaften at jeg var gravid i 8. uge. Min kæreste og jeg snakkede om det og blev enige om at vi gerne ville have barnet og det hele er langsomt begyndt at falde på plads. Så skete der det i feb. at jeg blev tilbudt et job, efter mange afslag, hvilket jo var helt fantastisk. God løn og super spændende.. oveni det besluttede vi, at vi ville renovere min lejlighed og bygge den om til vores rede. Alt dette gik i gang oveni hinanden og ja pludselig mistede jeg overblikket, jeg så mig selv græde hver dag før eller efter jeg kom hjem fra arbejdet, har ikke set mine venner i lang tid nu og hver gang der kræves bare lidt af mig bliver jeg agressiv eller begynder at græde. Da jeg sidste onsdag sad til et møde på arbejdet og havde lyst til at råbe til dem alle sammen, begyndte jeg at overveje om det var det værd. Men hvad er hvad værd. Jeg lagde mig syg dagen efter med influenza(tænkte det kunne købe mig lidt tid) og havde egentlig besluttet mig for at tage på arbejde i dag. Der skete bare det at efter jeg havde ringet og raskmeldt mig, kunne jeg ikke sove eller slappe af, fik tynd mave og begyndte at svede igen bare ved tanken om arbejde, samt alle de arbejdsopgaver der lå og ventede på mig. Jeg er projektleder og har ikke nogen der kan tage over, hvis jeg er syg så jeg ved der bare ligger bunker når jeg kommer tilbage, samtidig med den dårlige samvittighed jeg føler over at have lagt mig syg samt frygten for at blive fyret. De ved heller ikke på arbejdet at jeg er gravid.. Jeg ved ikke om jeg er stresset eller bare presset.. men jeg ved at jeg ikke føler mig som mig selv længere, ved godt at graviditet også kan påvirke den hormonelle balance- jeg føler bare jeg er derude, hvor jeg ikke kan bunde mere. Jeg håber du kan hjælpe mig med at få overblikket tilbage. KH. Signe

  25. Hejsa.
    Jeg er en pige på 34 år som måske tror jeg har fået stress eller ved det faktisk ikke, for egentlig har jeg haft det sådan her i lang tid, nu er det bare blevet meget værre – håber du kan hjælpe mig med at finde ud af hvad det er der sker med mig, for føler mig helt “lost”. Jeg har i 13 år boet sammen med min ex mand som er alkoholiker og sammen har vi 3 børn – jeg gik dog fra ham da jeg ventede nummer 3, da han begyndte at drikke igen – for 2 år siden mødte jeg min nye kæreste, dog fandt jeg ud af at han igennem et år havde skrevet intime beskeder med andre kvinder på sms – jeg valgte at give det en chance til – men det har slået mig helt ud – jeg er blevet utrolig jaloux og tror han laver noget bag min ryg hele tiden. Jeg kan ikke finde rundt i mine følelser og sommetider synes jeg slet ikke at jeg kan føle noget som helst – jeg har lidt af forhøjet blodtryk i 5 år og er i behandling for det, men for ca. 2 måneder side steg det pludselig igen og jeg måtte sættes op i medicin – jeg har ofte hjertebanken og i sær hvis jeg dyrker motion, så kan det være så slemt at jeg må sætte mig lægge mig ned, det sortner for mine øjne og jeg bliver svimmel (ved godt det ikke er farligt, men det er bare så ubehageligt). Jeg har svært ved at fokusere når jeg er sammen med andre mennesker, for det meste smiler og nikker jeg bare, men bagefter kan jeg ikke huske hvad de har sagt. Jeg er ked af det meget af tiden og kan græde over det mindste, her til aften sagde min 3 årige datter at hun elskede mig og så tudede jeg. Kan ikke sove når jeg kommer i seng og ligger ofte vågen til 2-3 stykker. Kan slet ikke kende mig selv i det her – jeg har altid været en glad og humørfyldt pige (jeg har dog også gode dage, hvor tingene ser lyse ud) – mine kollegaer har tit sagt til mig at jeg lider af behagesyge, og det er nok også rigtigt, men har det noget med stress at gøre? Jeg var inde og tage din stress test og tror den viste 184 eller var det 182 og det er jo alt for meget – men er stress ikke noget man får, hvis man har for meget at se til – hvad skal jeg gøre – da jeg kørte på arbejde i dag, tænkte jeg på om jeg skulle køre i grøften, ikke for at tage livet af mig selv, men bare så der var nogen der kunne se hvor skidt jeg har det (egoistisk det ved jeg godt og kunne heller aldrig finde på at gøre det pga mine dejlige børn) – har svært ved at åbne mit inderste for andre også fordi jeg ikke selv kan forklare hvordan jeg har det og hvorfor jeg har det sådan her – håber du kan hjælpe mig:-)
    Mange hilsner Heidi

  26. Margit Pindstofte

    Hej Bjarne,
    Kan du dele nogle erfaringer omkring kronisk sygdom og stress?
    Jeg er narkoleptiker (søvnsygdom bl.a. med dårlig søvnkvalitet og deraf følgende nedsat energiniveau og “anfald” hvor man falder i søvn f.eks. midt i en sætning). Jeg er også sygemeldt med stress, siden 1. december 09, og synes det er svært at adskille årsag og virkning da stress forstærker narkolepsisymptomerne og reducerer virkningen af medicinen.
    Stress udløser som bekendt udover kortisol m.v. bla. også thyroksin som giver angst og søvnforstyrelser. Kan man få målt thyroksin niveauet og er der erfaringer med at konkludere udfra thyroksinniveauet?
    Håber ikke mit spørgsmål er for “medicinteknisk” – ellers er jeg rigtig interesseret i generelle erfaringer med kronisk sygdom og stress.
    Tak for en god web,
    Margit

  27. Kirsten

    Kære Bjarne.

    Jeg fik den 10. marts om eftermiddagen lige pludselig en MEGET stærk (ikke almindelig) kuldefornemmelse i mine ben. Begge underben og lår. Prøvede varmepude i mange timer – intet hjalp. Den samme forfærdelige kuldefornemmelse har jeg stadig i kroppen, ja den er blevet værre, her efter 2 måneder…??? Den har bredt sig til ryggen og maven. Jeg har måttet købe en varmetæppe til at ligge over min dyne – ellers kan jeg ikke falde i søvn. Kulden starter straks igen når jeg vågner op. Jeg sidder HVER aften med en varmepude, som jeg må flytte rundt hele tiden på mine kolde steder på kroppen.
    Har været til læge da jeg selvfølgelig er nervøs for hvad det er og synes det er mærkelig det lige pludselig kan komme…Jeg har også haft “myrekryb” = paræstesier i venstre ben, men det synes jeg er væk nu. Men jeg foreslog en henvisning til en neurolog – men min læge sagde det skulle vente…Skal derop igen nu på mandag.
    KAN det være stress?? Har ikke tænkt det som sådan – men op til det startede VAR jeg MEGET stresset med mange nattevagter, al for lidt søvn – skiftet arbejde m.v.
    Har kun vikararbejde lige nu – men jeg føler slet ikke jeg kan noget som helst!!!
    Først havde jeg kulden i kroppen mest aften og nat. Nu er den der HELE dagen…Hvad fejler jeg? Er det stress som sidder i kroppen? Jeg er 58 år gammel og har da ALDRIG oplevet noget tilsvarende. Jeg troede stress gav andre symptomer…Jeg har tænkt på at gå til akupunktur eller kiropraktor. Kan det stamme fra min nakke? Kh Kirsten

  28. Hej Sanne

    Du har været og er rigtigt meget igennem. Angst og stress, og muligvis også post traumatisk stress, kan være en del af det, du oplever. Det vi taler om et er mere end blot stress. Jeg vil anbefale at du taler med en psykolog, som helt sikkert kan hjælpe dig.

    Med venlig hilsen
    Bjarne Toftegård

  29. Pingback: Svar til Louise Moe

  30. Pingback: Svar til Birthe T

  31. Hej Bjarne. Tak for en god hjemmeside med mange gode oplysninger. Jeg vil gerne spørge dig om, hvordan jeg bedst kan slippe af med de fysiske symptomer på stress. Jeg har fortsat snurren i hænder og fødder og svag rysten/ følelse af rysten især om aftenen. Desuden bliver jeg ind imellem let chokket fx når det banker på døren. Jeg har tidligere haft stress og var da sygemeldt en måned hvorefter jeg startede på deltid og stille trappede op. Jeg startede dengang med cymbalta 60 mg, som jeg har taget siden det var pga tankemylder og katastrofe tanker / angst. Der er nu gået tre år og jeg fik igen fysiske symptomer som beskrevet og desuden appetitløshed samt diarre hver morgen. Og vågnede anspændt med angst uden særlig forklaring. Jeg nåede ikke at blive særligt mentalt påvirket kun med lidt katastrofe tanker men meldte mig syg med det samme. Er af lægen blevet øget i cymbalta til 90 mg og har sovet meget. Der er nu gået tre uger siden sygmelding jeg har været på arbejdet til et møde og til en temadag. Det var fint nok, men hårdt at komme op om morgenen. Men øgede lidt den svage rysten af kroppen og snurrenen. Jeg har fri en uge endnu og skal derefter arbejde tre tolv timers vagter efter hinanden. Mit spørgsmål går på om jeg bør være sygemeldt længere, om jeg bør starte på nedsat tid lige som sidst, eller andet. Desuden har jeg svært ved at gennemskue hvordan jeg bedst kommer af med de fysiske symptomer. Søvn? Motion? Tid? Det kan tilføjes at jeg ikke længere har apoetitløshed og diarre desuden vågner jeg de fleste dage uden at være anspændt/ angst. Jeg kan ikke relatere min stress direkte til mit arbejde, men til summen af opgaver og dårlig samvittighed i hele mit liv. Jeg skal tale med en psykolog som jeg talte med sidste gang med stress og angst, men der er flere måneders ventetid desværre. Kender du noget til medicinskbehandling? Jeg undrer mig over at jeg kan få det trælst igen, når jeg hele tiden har taget 60 mg cymbalta. Kan der være tilvænding? Undskyld hvis det er lidt rodet, men skriver på mobilen det mindsker overblikket med den lille skærm. På forhånd tak for hjælpen Mvh Rikke, 30 år, mor til to, gift, fuldtidsansat sygeplejerske.

  32. jeg er en 41 årig kvinde som har gået hjemme de sidste 3 uger. jeg har i 10 år fået medicin for panikangst og kun haft få anfald siden. for en måned siden fik jeg et lille anfald en onsdag morgen og har sidenhen ikke følt mig istand til andet end bare at være mig selv. mandagen efter brød jeg sammen på mit arbejde og græd og græd og da jeg fortalt at jeg bare havde lyst til at være for mig selv, ikke at være på arbejde blev lederen og jeg enige om at jeg skulle blive hjemme indtil jeg havde talt med min læge. dette gjorde jeg om mandagen og jeg fik at vide at jeg skulle gå hjem og passe på mig selv de næste fjorten dage.
    Jeg arbejder som pædagog i en børnehave på 25 timer ugentligt. Et miljø der er travlt og jeg har i længere tid følt at det har været svært at slå til med alle de opgaver som vi efterhånden har fået samt at jeg er sikkerhedsrepræsentant og jeg har flere aftener haft arbejde med hjem. der er også mange møder og projekter at se til.samt at vi skal dække hinanden ind ved sygdom på de forskellige stuer.
    på hjemmefronten har jeg en mand og 3 børn på 10,5,3 år. her er det altid mig som sørger for at hente og bringe børnene, køre dem til diverse aftaler.dette skyldes dog at vi bor på landet og kun har en bil samt at min mands arbejdssituation gør at jeg er den “stabile”. når jeg skal til aftensmøde skal jeg også altid sørge for backup iform af barnepige, hvis nu min mand ikke når hjem. mange af de huslige ting står jeg også for, men ellers deles vi om mange af de andre ting og min mand er virkelig god til bakke mig op og hjælpe til. det forløbne år har der også været sygdom inde i billedet da min mand har haft salmonellaforgiftning og min svigerfar fik konstateret kræft og senere på året døde af sygdommen.
    mine symtomer ,set i bakspejlet, er/har været at jeg har været meget træt og som min mand gjorde mig opmærksom på så sov jeg meget, haft svært ved at huske selv en ting som hvilke børn jeg var kontaktperson for, irritabel og hurtig blev sur og gal på egne børn og ikke kan klare deres “larm” om aftenen når vi kom hjem.ondt i brystkassen,uro i kroppen,tanker der flyver rundt i hjernen hele tiden også om natten når jeg vågner, jeg har prøvet at lave en liste over ting jeg gør/skal i hh børnehaven, hjemm/familien og mig selv og straks fik jeg uro og ondt brystet igen. jeg får ikke lavet ret meget herhjemme- tingene er vokset mig over hovedet. jeg har taget din stresstest som viste 140. mener du også at det er stress efter at have læst min roedede beretning? karen

  33. Pingback: Svar til Heidi

  34. Maria Jasmin Denice Holm

    Hej…!

    Jeg har over to uger været syg, hvor mit infektionstal har ligget mellem 110, 38 og nu er den nede på 13. ‘har været igennem to penicilin kure, de har dog hjulpet.
    Jeg er en ung mor på 24 år der har tre børn i alderen 19 mdr. / 3år og 4 1/2år. alle drenge. Jeg er sammenboende med min kæreste på 32 år, vores forhold som vi har haft i snart 4 år har ikke været helt stabilt, der har været mange skænderier, diskutioner omkring børnenes opdragelser, og meget jalouxi fra begge sider. Den dag idag er jeg over jalouxien, den eneste der ikke er ovre det er min kæreste. Jeg har stået meget alene og haft meget ansvar overfor børnene og hjemmet. Det sidste 1 1/2år har min kæreste taget sit ansvar som far og hjælper mig meget nu med børnene, indkøb, afhentninger af børn i dagligdagen. Vi er en presset familie, min kæreste arbejder hver dag fra 6 morgen til 15 eftermiddag, og jeg selv har været arbejdsløs i 4 år, dog med lidt praktik i virksomheder under graviditeterne. Og de sidste 4 måneder har jeg arbejdet i en bistro afdeling hvor jeg har meget ansvar, serviserer, laver mad, og klare lidt opvask. Der er godt knald på hver dag, og skal nå at lave bestemte mad retter på en vis antal tid. Det syntes jeg er en del pressende, og især hvis man føler sig meget alene, hvad jeg gør. Jeg arbejder fra 8 morgen til 16 eftermiddag og jeg aflevere børnene forskellige steder fra kl. 6.30 til 7.40. jeg går sammenlagt 3 km hver morgen. så syntes der er knald på allerede fra morgenen af. Nu eftersom jeg har været syg og min læge ikke har kunnet finde virus årsagen i min krop, ved jeg ikke hvad jeg har fejlet. Men jeg har haft svært ved at blive rask hvad de mener kan skyldes stress. Jeg har alle symptomerne på stress. Jeg har taget stress testen her på siden, den siger 174! og er i rødt felt. Jeg føler mig meget presset, stresset, ked af det, irritabel, søvnbesvær om aftenen, spiser ikke så meget mere på en dag, føler ikke jeg kan overskue noget, og aner ikke hvorfor?, jeg har hovedpine, svimmelhed, min menstruaktion er udeblevet, mavesmerter indimellem, er meget træt hele tiden og kan ikke rigtig tage mig sammen til noget. Føler jeg vil være alene hele tiden og bare sove. Jeg kunne godt tænke mig at få styr på min stress og komme ud af den, og vil gerne have en vudering til hvordan du oplever den pige jeg er omkring min stress som jeg beskriver det. Er midlertidigt sygemeldt en uge. Skal lige siges at jeg de sidste 3 år har været på slanke kur og har tabt mig fra 120 kg ned til 57,5 kg. har følt mig en del presset for at få min vægt ned på målet som er 55 kg.

    håber du kan hjælpe mig. jeg føler mig virkelig svag:(

    Hilsen en stresset pige, maria.

  35. Hej.
    Jeg er en pige sidst i 20′erne. Jeg har i flere år døjet med symptomer på stress og angst. Det startede med hjertebanken, åndebesvær og uro, og jeg fik at vide af min læge at det var angst og stress. Jeg har haft det rigtig godt i 3 år, men nu er jeg begyndt at få det rigtig skidt igen. Jeg nu fået nogle symptomer, som jeg ikke har haft før, smerter i min arm og smerter i brystet. Jeg snakkede med min læge, som lyttede på mit hjerte og lunger, og mente ikke at der var noget galt. I aften var jeg til en fest, og da jeg er selskabs-ryger, fik jeg røget nogle cigaretter. Da jeg røg den sidste cigaret på vej hjem fik jeg en svag smerte i min venstre arm, og den er bare blevet værre og værre. Jeg begyndte at rydde op og lægge noget tøj sammen for en times tid siden, men måtte stoppe, for smerterne i min arm blev for meget.
    Jeg er siger til mig selv, at det nok ikke er noget at være bange for, måske er det bare ømme muskler eller noget. Men jeg kan ikke lade være med at tænke det værste. Jeg har ikke så meget lyst til at ringe til min læge, for jeg føler mig dum, for jeg har så tit før klaget over symptomer, der ikke har vist sig at være noget.
    Jeg kunne tænke mig at få psykolog hjælp, men jeg har ikke råd til det, da jeg er studerende…
    mvh. Ruth

  36. Hej
    Jeg er en 37 årig kvinde der har været fysisk syg med stress i 2 mdr.-dvs fordøjelsesproblemer,kvalme og har haft det fysisk skidt nogle gange. Har så erkendt for 2 uger siden at der er stress- efter at diverse fysiske undersøgelser har erklæret mig rask. de sidste 3 uger har jeg også døjet med søvnbesvær. Er nu meget aktiv hver dag og tager ingen eftermiddagslur mere, så jeg prøver virkelig at afhjælpe det søvnproblem. men har de sidste 2 uger været rimelig nedtrykt hver dag- kan dog sagens have en hel eftermiddag hvor jeg er glad. men den nedtrykhed kommer og går- er jeg på vej ind i en deppression ?? går til akkupunktur der hjælper, og skal til kognitiv psykolog snart. Er det velkendt at akupunktur afhjælper ved stress/depression?

  37. Hej Helen

    Jeg ved ikke noget om akkupunktur og stress. Men når du er så stresset, som du er nu. Så kan det være svært at sove, ligemeget hvor træt du er. Det kan være en ide, at skrive alt det ned du tænker på, lige inden du går i seng, skriv alt hvad du tænker, det kan hjælpe dig til at finde ud af hvad der stresser dig, og det er en god måde at tømme hovedet på. Det hjalp mig meget.

    Jeg kan ikke vurdere om du er ved at få en depression, men det er jo velkendt, at stress kan føre til det, så jeg synes du skal få din læge til at vurdere det. Jo hurtigere du får hjælp jo bedre.

    Med venlig hilsen
    Lene Sørensen

  38. Pingback: Svar til May Britt

  39. Hej.
    Er det her stress? Jeg scorede 166 stresstesten. Jeg er 26 og læser på universitetet. Jeg har haft et rigtigt hårdt år og i januar/februar led jeg meget af en trykken for brystet….det er så gået mere eller mindre væk. Men nu lider jeg konstant af åndedrætsbesvær…..og nogle gange sådan en stikkende fornemmelse i brystet også. Min læge har tjekket mig med b.la EKG, blodprøver o.s.v og jeg fejler intet fysisk.
    Desuden føles det som om jeg har mistet mit selvværd…..føler bare jeg ikke kan noget og intet er værd. Min lunte er blevet ekstremt kort og jeg græder pt dagligt.
    Kan ikke tage mig sammen til at komme afsted og få lavet det jeg skal.
    Jeg kan slet ikke overskue hvordan det hele skal blive godt igen……håber det hjælper når jeg om 2-3måneder forhåbentligt har aflveret min opgave på 30 sider og har bestået min eksamen.
    Problemet er nok at jeg samtidig med min eksamenslæsning har en masse forsøg jeg skal forsøge at få gang i……men det er bare så håbløst for det er umuligt at nå og jeg kan ikke få udsættelse og vil egentligt heller ikke.
    Vil bare gerne have det overstået og så håbe jeg kan få en uges ferie, inden jeg begynder på mit speciale.
    Jeg ville droppe mit projekt, hvis jeg kunne, og så tage det senere. men jeg har kun SU indtil juni næste år og et speciale på under 1 år er allerede knebet inden for mit område, så jeg kan ikke se nogen udvej.

    Undskyld det blev så rodet…….ved ikke helt hvad jeg vil med dette. Måske bare få at vide at jeg ikke er sindsyg.

  40. Pingback: Svar til Johanne

  41. Ulla Gotfredsen

    Jeg har ledt med lys og lygte efter bøger, der beskriver, hvordan alvorligt stressramte kan forvente at have det f.eks 5-10-15 år efter, de er “gået ned med stress”. Findes denne litteratur og i givet fald, kan I da give mig nogle titler? Jeg hører selv til denne gruppe. Mvh. Ulla

  42. Pingback: Svar til Signe

  43. Pingback: Svar til Heidi

  44. Hej Bjarne…
    Jeg har et spørgsmål vedr. mulig stress… Jeg er en fyr på 29 år der efterhånden har haft flere fysiske og et par psykiske problemer og været sygmeldt flere gange indenfor de sidste 6-7 år. og nu er den gal igen. jeg er svimmel, har kvalme, hovedpine og trykken i tindingerne og har tabt 10 kg de sidste 12 uger, appetiten er væk, føler ingen sult men spiser alligevel det jeg kan få ned trods kvalmen. lægen mente det var en virus på balancenerven men dette er afkræftet. nu skal jeg videre til neurolog. vi har været inde omkring sterss men jeg sys ikke selv jeg er stresset, jeg har det bare allerbedst når jeg går og pusler med nogle småting, sådan slapper jeg af. der er altid gang i noget da vi har et ældre hus jeg arbejder mig igennem rum for rum som tiden er til det. hvad er din vurdering…? jeg har taget stresstesten og den røg op over de 150… hvilket forbavser mig meget, for jeg fungerer jo i hverdagen inden for rimeligheden med de symptomer jeg nu engang har, bare jeg tager det stille og roligt. nogle dage er da også kun til at hive ud af kalenderen og så glæde mig over de gode dage jeg trods alt har…

    Med Venlig Hilsen
    Jesper

  45. Hej.
    Jeg er en kvinde på 45år, som for snart 1år siden blev sygemeldt pga.smerter i armene, og det har nu bredt sig til resten af kroppen. Lægerne kan ikke finde ud af hvad jeg fejler….prøver viser ikke noget.
    Jeg føler mig udbrændt…..kronisk træt….orker ikke ret meget, jeg har det allerbedst når jeg er hjemme og bare være alene. Jeg græder ofte. Jeg har altid skulle være stærk, og klare mig selv……hvilket jeg også har gjort…..tiltider har jeg haft brug for hjælp, men der var ingen.Jeg er pt. i sygeaktivering…..men jeg har meget svært ved at komme afsted, jeg føler mig magtesløs, da jeg SKAL
    Jeg har nu fået en mistanke om post traumatisk stress…..da jeg i mit liv har været ude for lidt af hvert…..voldtægt, trafikulykke, voldstrusler, mobning på arbejdspladsen…..og et dødsfald, som jeg har været meget lang tid om at komme over……jeg var i dyb sorg i 3år.
    Jeg håber inderligt at du/I har et godt råd til mig, jeg har hårdt brug for det.

    Vh.
    Randi.

  46. Pingback: Svar til Margit Pindstofte

  47. Pingback: Svar til Kirsten

  48. Pingback: Svar til Stine

  49. Karen Jensen

    Hej

    Jeg har et spørgsmål omkring de fysiske symptomer på stress. Kan man tabe håret f.eks. på benene pga stress?

    Venlig hilsen
    Karen

  50. Karen Jensen

    Hej

    Jeg har et spørgsmål vedrørende de fysiske symptomer på stress. Kan man miste håret – f.eks på benene – pga af stress?

    Venlig hilsen
    Karen

  51. Hej!
    Jeg er pæd i en vuggestue som har et utrolig dårligt psykisk arbejdsmiljø. Jeg lider i forvejen af migræne og har en paragraf, så ofte har jeg presset mig selv afsted på job. Jeg er meget pligtopfyldende og har måtte udfylde mere på jobbet end jeg magtede. Samtidig var jeg konst. souschef og skulle lave vagtplaner, som der ikke var personale nok til. I juli sidste år gik jeg ned med stress på arbejdet og røg på hospitalet. Det var for mig et vink med en vognstang og jeg har taget det postivt trods alt, for der må ske nogle ændringer i mit liv, og gøres plads til MIG.
    Efter 2 mdr sygemelding startede jeg op 3 timer dagligt og gik langsomt op i tid. Efter 3 mdr var jeg oppe i egen tid, og jeg synes, det gik fint, jeg klarede det, og havde det godt med det.
    Der kom områdeledelse og økonomien på inst. blev meget forværret, det er et sted, folk går rundt og græder og er meget pressede, så jeg mærkede symptomerne kom tilbage og i april i år bad min psykolog mig sygemelde mig, da hun var bekymret, hvis jeg fortsatte. Det tog jeg meget alvorligt, selvom jeg havde svært ved at gøre det. Når jeg presser mig selv, mærker jeg til sidst ikke efter, hvordan jeg har det. Jeg ligger i det røde felt og det svinger frem og tilbage der.
    Jeg er blevet klar over, at jeg naturligvis gik ned pga arbejdsrelateret stress samt psykisk dårligt arbejdsmiljø, men jeg er i årene blevet slidt ned af min mands gentagne utroskaber. Hvorfor jeg er blevet er et godt spørgsmål, men jeg startede sidste juli hos en god psykolog, som hjælper mig at komme videre, skære de ting fra i mit liv som ødelægger, lærer mig at sætte grænser, mærke efter osv. Jeg havde en meget kontrollerende far med psykopatiske træk, så jeg kan se mit mønster har været præget helt tilbage fra barndommen.
    Jeg valgte at lytte til min psyk. og har været sygemeldt siden april. Min læge har bakket mig helt op, og har sygemeldt mig med arbejdsrelateret stress samt psykisk dårligt arbejdsmiljø. Nu efter 2 mdr, hvor jeg ikke føler mig klar, synes hun jeg bør sige op, eller starte op igen. Hun vil ikke forlænge min sygemelding. Jeg er derfor tvunget at starte op sidst i juli på deltid, jeg har forsøgt at forklare hende jeg ikke er klar, jeg har brug for ro og tid ligesom sidste gang. Jeg forstår godt det er bedst at komme væk fra den arbejdsplads, men jeg er ikke klar til at søge nyt arbejde. Sidst kunne jeg mærke, jeg var klar, men der har været så meget pres frem og tilbage med mit arbejde, samtaler med lederne, mulighedserklæring osv. og det har fyldt meget og givet mig mange stresssymptomer. Min psyk mener det bedste ville være en fyring, da det ville give mig den tid og ro, jeg har brug for. Bare det at slippe jobbet, vil tage presset af.
    Dernæst må jeg tage mig af problemet med min mand. Psyk anbefaler mig at tage en ting ad gangen, og hun mener bestemt jeg får det godt igen. Når presset går af, så forsvinder stresssymptomerne lidt efter lidt.
    Min læge mener sagtens, jeg kan klare et hvilket som helst job. Det kan jeg sikkert også, men bare ikke endnu. Jeg vil jo rigtigt gerne på arbejde, men kan mærke, jeg ikke er helt klar. Jeg føler mig alene med det her. Selv om jeg så sagde op, vil jeg få karantæne, selvom arbejdet bærer skylden. Men jeg er snart ligeglad, bare jeg får det godt igen.
    Jeg vil jo ikke gå ned igen 3 gang, men helt ovenpå nu. Synes bare det har taget lang tid.
    Det er vigtigt at mærke efter og sige fra, men det er ikke nemt, når lægen ikke bakker op og der er pres på en fra arbejdet.
    Hvad vil du anbefale mig at gøre? Er jeg for længe om at komme ovenpå? Jeg startede i aktivering for 2½ uge siden, et super godt sted hvor der kommer folk med stress. De coacher og hjælper en videre 2 timer dagligt. Det har hjulpet mig meget, jeg føler mig accepteret. Der kan man se folk får hjælp og kommer videre. Det er rart at komme ud lidt hver dag, og jeg ville ønske jeg kunne fortsætte der nogle mdr endnu.
    Håber du kan hjælpe mig et godt råd.
    Venlig hilsen Else

  52. Hej

    Jeg har tidlige lidt af angst, kunne ikke køre bus mere end et stoppested før jeg måtte stå af. Det blev bedre med årene men for et år siden fik jeg konstateret for højt blodtryk, fik piller imod det og fik nogle forfærdelige bivirkninger, bla hjertebanken og svimmelhed. Dette medførte, tror jeg, at angsten vendte tilbage, da jeg troede jeg skulle dø. Jeg blev undersøgt i h og r og fik konstateret, at der ikke var noget galt med mig. MEN jeg tror at denne angst har ført til stress, da jeg idag har syntomerne på dette. Jeg vil høre hvordan jeg bedst takler dette og om der er nogen god fremgangmåde

  53. Hejsa!
    Tog testen og scorede 184:-(, men har igennem det sidste år kæmpet for at komme igennem ved læge og kommunen for at få hjælp, da jeg er alene mor på kontanthjælp. Lægen har skrevet om stress symptomer og kronisk træthedssyndrom i min journal, pga. pres fra kommunen om at komme i job. Har desuden forhøjet kolesterol, der dog er blevet lidt bedre den sidste tid. Fedt omkring leveren, hvilket lægen endnu ikke har fundet ud af hvorfor plus forhøjet blodtryk!

    Her i foråret har jeg så været sendt på kursus: Tilbage til arbejdsmarkedet ( 3.gang med sådan et kursus). Denne gang var det 2*3timer, hvor vi bare skulle møde op og der ikke var andre krav til os end det, og at vi skulle deltage i en eller anden form for motion. Jeg fik så en måned inde i kurset tilmeldt mig et motionscenter og begyndte konditionstræning, det tog næsten 2mdr før jeg kunne træne 30-40min. uden at få det dårligt i 4-7timer bagefter, en slags migræne anfald med rysten og meget mere. Det selv om jeg trænede med lav intensitet.

    Dette kursus: TTA, blev kørt af en psykoterapeut, som først blankt afviste jeg kunne lide af post traumatisk stress, for derefter ugen efter at have tænkt på, om det var der skoen trykkede! Nå, efter de 3mdr. fik jeg tilbudt kognitiv terapi i 3mdr. Plus de satte mig i virksomhedspraktik i 25timer om ugen. Dette holdt jeg ikke til ret længe og brød sammen på jobbet en formiddag, og da chefen vil hjælpe blev jeg sat ned på 12timer. Dette er så heller ikke gået ret godt, men er dog begyndt at mærke min stress, når jeg står i situationen og ikke først flere timer senere. Den dag jeg skal i terapi er jeg ikke på job, da der er langt ml. job og terapeut og jeg har ikke kørekort.

    Nu efter jeg har været i terapi 6gange, holder jeg ferie og derefter holder min terapeut ferie. Har så modtaget en sms fra hende nu her, der tyder på jeg ikke skal se hende mere, så hun mener nok heller ikke hun kan gøre den store forskel:-(. Har før været hos et par psykologer, som altid når frem til de ikke kan hjælpe mig, da jeg ikke har andre problemer end andre mennesker.

    Så ved snart ikke hvad jeg skal stille op, tror jeg efter at have haft opgivet og bare ladet mig besnakke i lang tid er nået dertil, at jeg her efter min ferie afleverer en kopi af mit håndskrevne symptombilled over 20dage. Til både min læge og sagsbehandler sammen med en kopi af det der er skrevet om stress i ugeblade Ude & Hjemme nr.28. Og når så min læge har fået lavet sine notater og sendt til sagsbehandleren, så ansøger jeg selv om min pension.

    For jeg vil ud og have det bedre og være i stand til at nyde mine dejlige piger meget mere end jeg gør, og være den glade og dejlige mor, der ikke altid skælder ud, eller må bede om hensyn, nu hun har det så dårligt:-(!

    Mange hilsner Melisa
    P.s.Måske dette også skulle sendes med til læge og sagsbehandler….????

  54. Annette

    Hej Bjarne,

    Jeg døjer med langvarig stress efter store forandringer og usikkerhed både på den private og arbejdsmæssige front. Skilsmisse, flytning, økonomisk usikkerhed, nyt job, brud med ny kæreste, og omstruktureringer på arbejdet. Alt sammen på stort set samme tid. Der er ved at være mere balance på den private front, men på arbejdet er udfordringerne vokset. Du præsterer eller du ryger ud. Stort set. Problemet er, at jeg efterhånden kan mærke, at min krop er slidt ned og min hjerne ikke kan klare, hvad den skulle kunne håndtere. Jeg finder undskyldninger til at møde senere på arbejdet eller arbejde hjemme, men det er ikke holdbart i længden. Den seneste uge er jeg begyndt at få kraftige smerter i hoved og nakke, når jeg arbejder, og har svært ved at sove om natten. Min arbejdsgiver vil ikke hjælpe, og jeg tør ikke bede om en sygemelding af angst for at blive fyret. Så mit spørgsmål er, om jeg på en eller anden måde kan komme over min stress uden ekstern hjælp og uden at blive sygemeldt fra arbejdet? Er det realistisk? Psykologer er dyre, så det tillader min økonomi ikke p.t. Hører gerne din mening.

    Mange tak.

    Mvh Annette

  55. Hej Bjarne.

    Vil forsøge at gøre en lang historie kort: Jeg er 39 år og har hele mit voksne liv haft en lav stresstærskel. Jeg er netop begyndt med antidepressiv medicin for anden gang indenfor to år – der er mange usikkerhedsmomenter i mit job, og samtidig kæmper jeg med angsten for ikke at være god nok i min stilling. Jeg leder og leder efter svar på, hvorfor jeg er så sårbar og stress-påvirkelig, og nu er mit spørgsmål til dig:

    Kan det tænkes, at en opvækst med en dominerende mor, som jeg var bange for, men som jeg alligevel hele tiden forsøgte at gøre tilfreds og indordne mig under, har sat mig i en kronisk tilstand af stress, som har skadet mit stresshåndteringssystem i hjernen permanent? Var hele tiden anspændt i hendes nærvær – med evigt aktiveret beredskab – og det er altså en del år, vi taler om.

    Mange hilsner,
    Tina

  56. Jeanette

    Jeg har haft stress i en periode af ca 1-1,5 år før jeg fik sagt fra. Det er ved at være godt 2år siden og i alt den tid har jeg haft det godt (været glad, fundet prinsen, menningen med mit liv). Jeg har bl.a. taget en coach uddannelse og lært at reflektere over mit liv og mine handlinger.
    Jeg har det sidste halve år følt mig enormt træt og det er kun blevet værre med tiden, jeg er studerende og nyder endelig at være på mit drømmestudie og har pt. sommerferie så jeg burde være frisk og veludhvillet men tvært imod er trætheden blevet være.
    så her er mit egentlige spørgsmål: kan stress side i en og give symtomper så længe efter man er kommet fri fra den stressede hverdag? Jeg havde ikke træthed som et fysisk tegn på stressen dengang, men lignede døden fra lybæk og måtte indse jeg var stresset da jeg brød fuldstændig sammen i tårer og ikke kunne stoppe igen. Jeg begyndte derefter at tude når jeg følte mig den mindste smule presset men jeg følte mig ikke træt som nu.
    Grunden til jeg spørger er fordi jeg træner regelmæsssigt spiser sundt og min læge har taget div. prøver og siger jeg er frisk som en havørn rent fysisk. Og er begyndt at tro jeg måske har en depression da hun ikke kan finde en anden forklaring. Og jeg ved jeg ikke er deprimeret men er ved at være meget træt af at være træt! så kan mit gamle stress være årsagen, selvom jeg ikke er stresset???
    Jeg håber du kan hjælpe
    Jeanette 27år

  57. Kathrine

    Jeg er 29 år og for 4 måneder siden, var jeg indlagt i 5 døgn, med virus på balancenerven. Det var den “rigtige virus på balancenerven”, og ikke “almindelig” svimmelhed. Det var meget slemt, og de første 2 døgn lå jeg med lukkede øjne – ellers kastede jeg op og det hele kørte meget hurtigt rundt. Jeg blev selvfølgelig urolig for, om det kunne være hjernesvulst, blodprop osv. Og var i det hele taget meget angst for at dø. Lægerne mente dog, at jeg var sund og rask, bortset fra virusen. Svimmelheden er stille og roligt helt forsvundet, men til gengæld har jeg nu fået en masse andre ting at bøvle med. Jeg har fluer for øjnene og har fået det undersøgt af øjenlægen, som siger, det er kommet fordi jeg er meget nærsynet, og at jeg skal holde øje med, om det bliver værre. Han havde ingen forklaring på, hvorfor det kom nøjagtig samme dag, som jeg blev indlagt med virusen.
    Derudover har jeg en brændende fornemmelse i min kind lige under det ene øje, jeg får jag i det ene øje, har ondt i baghovedet, over øjet og ud i øret. Altsammen i venstre side. Jeg er igen begyndt at blive nervøs for at fejle noget alvorligt, men min læge mener det hele er psykisk, og at jeg har for meget fokus på “små-skavanker”. Alligevel valgte jeg at gå til ørelæge igen, som nu har bestilt tid til en scanning af mine bihuler, for at finde ud af om der sidder noget. Det gør mig så endnu mere urolig for at fejle noget alvorligt.
    Kan det være psykisk det hele? Jeg fik på et tidspunkt meget ondt i hovedet og over øje – samme steder som jeg har ondt i hverdagen, bare værret, og fik feber samtidig. Jeg var ikke forkølet, men vagtlægen mente alligevel, at det var bihulebetændelse. Man kan vel ikke få feber, hvis det bare er noget psykisk?

    Jeg får lykkepiller for at få styr på angsten, men de ting jeg bøvler med, forsvinder jo ikke af den grund.

  58. Pingback: Bjarne Toftegård

  59. Hej

    Jeg har med stor interesse læst nogle indslag på siden – specielt i forhold til det at være ramt af sygdom i nærmeste familie. Min situation (30 år): For 1 1/2 år siden fik min kæreste og jeg, efter længere kamp vores dejlige fælles søn. Vi har altid været kæreste (siden 18 år) og vi havde begge vores drømmejob med kanon lønninger etc. Efter fødslen købte vi stort hus og var bare klar til at begynde at nyde livet med vores søn. Men efter fødslen begyndte min kæreste at blive syg – alvorlig syg. Hun lider af en sjælden homon sygdom, der medvirker, at hun sover fra 20.00-12.00 hvorefter hun er smadret resten af dagen. Det danske sundhedsvæsen har givet op, hvorfor vi er i behandling i udlandet (meget dyrt). Udsigten til de kan hjælpe er meget usikker – hun bliver aldrig 100% igen. Derudover har hun mistet jobbet og huset er ved at blive solgt! Vores forhold er ikke det samme som før – vi er langt fra hinanden og skændes om de mærkeligste ting. Jeg prøver at vise overskud og bære over med hende, men vi er ikke kærester længere.

    Jeg har altid været stærk og er det stadig udadtil, men jeg kan mærke at det bliver rigitig hårdt. Sommetider vågner jeg om natten og græder – bare pludseligt! Jeg har dog ikke problemer med at sove. Derudover kan jeg “brække” mig over andres småligheder. F.eks. har jeg en kollega der lige har mistet sin kat! Og det skal vi så alle hører om i flere dage!

    Jeg går også med tanken om faktisk at forlade min kæreste, da det måske er bedst for alle inkl. vores søn, men så er hun fuldstændigt “væk”. Derudover drømmer jeg om at få “hende” tilbage. Når jeg reflekterer over de sidste 1 1/2 år kan jeg se, at jeg har gennemgået flere faser (frustration, forståelse, løsningsorienteret), men nu begunder jeg at blive ligeglad med mange ting.

    Jeg giver mig selv tid og dyrker meget motion, (når min søn og kæreste sover om aftenen) så de elementer bruger jeg allerede. Hvad jeg er nervøs for, er det, at jeg græder om natten – mens ingen kan se eller hører det! I forhold til mit arbejde kører det bare på skinner, jeg for meget ros og er blevet forfremmet på relativ kort tid. Når jeg er i byen med mine kammerater (når det nu sker) søger jeg fremmede mennesker at snakke med omkring dette forløb. De mennesker må tro jeg er skør!!

  60. kia nielsen

    Hej Bjarne.
    Jeg er en pige ung studerende på 25.
    Der er igang med en vigtig årsopgave, jeg har lavet en problem formulering der bla. lyder.
    Hvorfor betegnes stress som en tilstand eller fænomen og ikke en sygdom ?
    Har ledt overalt og kan simpelthen ikke finde et svare på dette.
    M.V.H
    Kia Nielsen

  61. Pingback: Svar til Kia Nielsen

  62. Pingback: Svar til Martin

  63. Hej Bjarne
    Jeg er pædagog, for et halvt år siden sagde jeg mit job, da jeg fik konstateret stresssymptomer, og troede jeg nåede ud af det forige job i god tid. Nu har jeg haft et andet job i godt og vel et halvt år. Det kan godt være en ret kontrollerende arbejdsplads/overvågen føler jeg. Dette har efterhånden gjort, at jeg ikke ved om jeg udfører mit job ordentligt, er bange for at gå ind i konflikter, hvis mine kollegaer er i nærheden, og egentlig ikke føler jeg bidrager med så meget. Går rundt med en følelse af at blive overvåget. Ikke en rar følelse. Synes det har sat min faglige identitet en hel del år tilbage, og tør næsten ikke deltage ved personale møder. Jeg føler hele tiden at jeg skal bevise for dem, at jeg er faglig kompetent til jobbet.

    Jeg er meget træt til dagligt, sommerfugle i maven konstant, og kan ikke overskue så meget/plus kort lunte, som nogen gange går ud over min søde kæreste. Er lidt opgiven i situationer, og føler jeg er et andet menneske end for 1 år siden, hvor jeg var jeg livsglad og energisk. Glemsom er jeg meget. Har været veed læge, som ikke mente jeg havde symptomer nok til at henvise mig til psykolog, så kontaktede min fagforening, som egentlig ikke kunne hjælpe, men fik en god snak med en alligevel, som havde haft stress. Hun sagde jeg skulle identificere stressen først, læse om det, søge hjælp på nettet, og at der var andre måder at få hjælp på.
    Det korte af det lange er, at jeg føler jeg skal ud med det hele, snakke med nogen. Jeg har symptomer i kroppen, som jeg ved ikke burde være der.
    Håber du/I kan hjælpe

    P.s. Hvad er det for et E-kursus, som jeg har hørt nogen snakke om?

  64. Inger-Marie

    Hej.
    Jeg er kommet til at høre til koblet af stressramte mennesker, Har med interesse læst de forskellige indlæg og mange af tingene kan jeg nikke genkendende til. Min stress er en del arbejdsrelateret men den er også kommet med hjem, hvor det så går ud over familien og hvor jeg så også stresser over ting herhjemme. Jeg synes jeg tuder meget og kan komme til at tude bare over ingenting og det er bare slet ikke hensigtsmæssigt overfor sin familie, for ofte kan man jo bare blive betragtet som et tudefjæs. Jeg tror at folk, såsom venner og familien ofte har svært ved at forstå hvad der sker med en, når man ENDELIG har erkendt at her er problem. Det har taget meget lang tid for mig at erkende mit problem, da jeg har tænkt at jeg bare var en pivskid og det kunne da ikke passe. Det er langt nemmere at forholde sig til et brækket ben. Der er du sygemeldt 8 uger og det ved man så, men med stress er det ikke for godt tilladt at være sygemeldt. JEg er sygemeldt en HEL uge nu og det føler jeg ikke min leder helt forstår. Dog sagde hun ikke noget særligt, men heller ikke at hun var ked af det på mine vegne. Tror ikke hun tænker at der måske også kunne være noget ved hendes måde at lede på, der skulle ændres. Nej det er nok mig der er problemet og det må jeg så få løst. Det har jeg det rigtig skidt med. Vi har talt med vores leder om de ting vi syntes der ikke fungerede ordentligt på en god og saglig måde, men der er ikke sket en disse. Jeg vil gerne bruges, men ikke misbruges.¨
    Jeg har nu søgt andet arbejde, men ved ikke om jeg får det. Kan heller ikke rigtigt finde ud af om det er den vej jeg skal gå, Om det løser mit problem.???
    Jeg er jo stadig meget sårbar og der er også problemer på en ny arbejdsplads. Har faktisk allermest brug for at have ro i længere tid, men det går jo ikke, FOR JEG ER JO IKKE SYG, vel?
    Sommertider ønsker jeg at jeg snart skulle på pension, og det er da helt hen i skoven når man har ca. 20 år tilbage på arbejdsmarkedet.

  65. Hej

    fra sommeren 2009 frem til sommeren 2010 undergik jeg et press. ikke et arbejdspress, men et psykisk press og mobning af mine nærmeste kollegaer. sommeren sidste år gik blev jeg mere indelukket og ked af det og ville ikke på arbejde. Min chef sagde, at jeg IKKE måtte tage mit privbatliv med på arbejde. I december 2009 gik jeg til lægen, og fik at vide det var stress med mobning. Tingene blev værrere og mit stress udviklede sig rigtig hurtigt til depression sidst på vinteren/i starten af foråret 2010. I juni 2010 kunne jeg ikke mere, og søgte nyt job. Hurtigt fandt jeg noget andet, og på bare 2 måneder, blev jeg et helt andet menneske igen. JEg var glad og psykologen og lægen sagde også, at jeg ikke længere havde depression, men BANG! For kun 14 dage siden stod min krop af. Mit nye ellers fantastiske arbejdsplads, der kunne jeg ikke passe mit job. Den stress der kom “tilbage” (måske var den aldrig gået væk) bragede ind over mig i form af smerter i alle led, kvalme, hjertebanken, hovedpine og dårlig mave, og jeg følte jeg ikke kunne nå alle de mange opgaver jeg havde.
    Resultatet af at måtte sige fra til mine ledere var desværre at jeg blev fyrret i går. JEg blev fyret af 2 årsager, den ene årsag er, at det er det bedste for mig, for arbejdsbyrden vil ikke ændre sig i den stilling, og jeg ville bare blive mere syg af at blive, den anden årsag er naturligvis, at firmaet har brug for en der kan løse opgaverne.
    JEg har 14 dages opsigelse, og om det er godt elelr skidt, det ved jeg ikke, for der skyller en angst ind over mig om, hvad nu?
    Jeg vil gerne finde mig selv og blive frisk igen, men hvordan?
    Nogen siger det bør anmeldes som arbejdsskade, men alt hvad jeg kan finde på nettet, er både for og imod, så hvad så?
    Jeg føler mig som en kæmpe taber. Jeg føler at min forrige arbejdsplads har ødelagt mig, og samtidig gav de mig selv skylden for det, selvom jeg blev udsat for mobning. Det vil jo selvfølgelig altid være svært at bevise når det er dem mod mig.
    Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

  66. Anne-Sofie

    Kan det virkelig passe, at jeg har stress?
    Kan jeg regne så meget med din stress-test?

    Jeg kan godt, både se og mærke, at der er meget der kan passe.
    Jeg er en 19 årig pige, som bor i Søborg i lejlighed med min veninde.

    Jeg går på hf 10 timer om ugen og læser to enkeltfag. Jeg er blevet arbejdsløs for 3 uger siden, grundet nedskæringer.

    Jeg er tit ked af det og er “mester” i, at lukke mig selv inde med mine problemer – jeg føler mig meget nøgen og sårbar når jeg åbner op for at fortælle til andre (familie, venner, kæreste) og netop derfor, gør jeg det næsten aldrig.

    Jeg drikker forholdvis ofte alkohol – for ikke at sige hverdag. Dog ikke kæmpe mængder, men ofte 1-3 glas vin/2 øl hver aften. Min sambo kommenterede det her den anden aften, og netop det klappede mig helt sammen. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, tændte bruseren og stod der og græd med mine egne tanker. Jeg kunne ikke falde i søvn og satte mig ud i køkkenet for at ryge en cigaret – jeg kunne mærke at jeg rystede meget. Det er ikke normalt for mig.

    Håber på et svar.

  67. Line Hansen

    jeg læste indlægget og bed mærke i svaret om kronisk stress. når jeg går i seng om naten tænker jeg over næste dag og skemalægger den i mi hoved, løser evt problemer og tænker i det hele tager meget. over ensomhed, økonomi, forventninger, fremtid osv. og når jeg så vågner og står op så kaster jeg rigtig tit op. og det har jeg gjort i perioder siden jeg var 15 men de er først blevet rigtg slemt efter jeg forsøgte gymnasiet hvor jeg blev smidt ud pga sygdom. jeg er oså blevet smidt ud af en anden uddannelse med top karaktere dog for meget sygdom. jeg er bange for at jeg aldrig bliver rask. jeg bliver smidt ud af uddannelser og fyret fra job og min økonomi bliver dårligere, jeg bliver mere ensom selv om jeg er omgivet af menesker og jeg bliver tyndere og yndere og får flere og flere følgesygdomme.

  68. Hej Bjarne.
    Jeg har lige taget din test her på siden og den siger stress. Jeg er i fleksjob pga. en bindevævslidelse og for lavt stofskifte. Jeg arbejder 25 timer pr. uge og har fri onsdag og i weekends. Når jeg når til kl. 13.30 er jeg totalt udmattet, dette gælder nogle gange også fridage. Men jeg har arbejdsdage til kl. 15 ,fredag til 13.30 og kører direkte hjem og sover. Hvis jeg ikke sover, bliver jeg umulig at være sammen med.

    De sidste 2 år har jeg oplevet gentagne hovedpiner, anfald af lavt blodsukker og ekstrem udtrætning, samt diffuse smerter. Jeg kan næsten ikke tage mig sammen til noget og har nemt ved at melde fra. Jeg bliver også oftere syg med forkølelse og infektioner.

    Samtidigt har jeg dog lyst til livet og føler mig ikke depressiv. Jeg ligger bare mere og mere på sofaen, og orker knap nok at åbne en bog. Jeg mangler kort sagt energi. Jeg har for mange år siden haft angstanfald, men dette har jeg ikke mere. Jeg er arveligt disponeret for depression, men føler mig som sagt ikke depressiv. Jeg er perfektionist og har brugt en del energi på at erkende, at jeg ikke kan yde fuldt ud ,og at jeg nu er på en overførselsindkomst. Jeg ved dog, at jeg er et plus på min arbejdsplads, hvor jeg også var ansat, inden jeg kom i fleksjob.

    Nu skal jeg så have undersøgt mit stofskifte endnu en gang, men tror ikke, at der er så meget nyt der. Hvis stofskiftet er i orden, kan det så være stress pga. for mange timer ift. mine kræfter? Jeg er lidt bange for dette, for jeg ved ikke, om jeg har mulighed for at blive i mit fleksjob, hvis jeg skal gå mere ned i tid.
    Mvh. Sanne

  69. C Petersen

    Hej Bjarne

    Jeg døjer i perioder med stress og angst – Da jeg skrev første indlæg herinde engang, var min stresstest helt oppe i det røde felt, men jeg har siden været inde engang imellem for at teste mig selv, og den har det sidste halve år lagt i enten det grønne eller gule felt, så jeg har helt sikkert formået at falde ned igen.
    Nu har jeg de sidste tre uger oplevet mange fysiske symptomer igen, og jeg ved at selvom jeg er super glad for min uddannelse og ikke mindt min nuværende praktikplads, ja så har jeg stresset en del. Jeg har været meget på, selv når jeg har haft fri så har jeg troet at jeg har slappet af, men kan godt se nu, at jeg har kørt i et lidt for højt gear. Har en idé om at det er tankerne, der har gjort jeg har stresset selvom jeg har haft fri. Men bare tankerne om at så skal man lige det og det, sætter kroppen i gear..
    Jeg har tænkt lidt på – hvad er længerevarende stress egentlig – altså hvor lang tid skal man være stresset for at det kaldes længerevarende..? Nu har det været sådan med mig, at jeg nok første gang for alvor var stresset med en masse angst oveni hatten, varede det snart et års tid vil jeg tro, dog med uger imellem, hvor det faldt til ro. Så har jeg de sidste 4-5 måneder haft styr på og været rigtig god til at håndtere det med det samme, hvis der opstod noget, så i den periode kan man ikke kalde mig stresset udover, hvad, der er normalt og ganske uskadeligt. Men nu har jeg så været meget presset den sidste måneds tid, og udslaget faldt her den anden dag da jeg brød helt sammen og græd on/off i to dage og har haft en konstant snurren i arme og ben og fuldstændig kraftesløshed i benene.. Jeg synes selv det er et tydeligt tegn på at min krop siger, at nu er det nok..nu skal jeg til at geare ned.
    Jeg slutter praktikken her om tre uger, og hvis ikke det sker før, så er jeg sikker på jeg falder ned igen der.. Men er det så den længerevarende og skadelige stress jeg udsættes for? Min læge snakker om at længerevarende stress bliver farligt når det er gennem flere år, hvor man ikke har perioder, hvor kroppen får lov til at slappe helt af..?
    Hmm, ja..det var lige mine tanker…og måske angsten, der spiller et lille puds, da jeg jo er bange for min egen stress..

    Mange hilsner,
    C

  70. Pingback: Brevkasse: Får ingen hjælp | Forebyg Stress - Af Bjarne Toftegård

  71. Hej.
    Jeg har lige taget stresstesten og er ganske overbevist om at jeg lider af stres og er også ret sikker på at jeg ved hvorfor; nemlig pga speciale skrivning, studiejob og det faktum at jeg lige er flyttet fra mit barns far og nu skal ind i en ny tilværelse som enelig mor… Jeg synes det der umiddelbart stresser mig mest er når jeg bliver efterspurgt gennem min datters gråd, men brors spørgsmål om div ting eller min skrivemakkers opfordringer til at knokle hårdere med specialet… Mit største problem er midlertid nok mine egne tanker – for jeg er ret perfektionistisk og har svært ved at ting er gode nok som de er, når jeg tydeligt ser er de ikke er bedre end hvad andre tidligere har gjort…
    Jeg går til psykoterapi, men synes ikke rigtig det rykker ved stressen.
    Jeg er meget træt og ked af det hele tiden og kan ikke finde en vej ud af stressen for jeg vil ikke sygemelde mig eller sende min datter hjem til hendes far.

    Hvad gør jeg?

  72. jeg er i det sorte felt på testen, har været det rigtig længe….
    ihvertfald ½-1 år
    jeg har et lederjob, høje ambitioner til mig selv om min omverden, et barn på 5 år der er lidt af en udfordring, mistet lysten til mit forhold og er altid raskløs……
    Jeg kan ikke se hvad jeg kan ændre ud over at forlade min mand og det parforhold jeg beskriver som en evig tilbagevendende kamp hvor jeg ikke er tilfreds. Jeg er sjældent tilfreds med ret meget…
    det ord der først falder mig ind når jeg skal ønske noget er RO!…..jeg er træt af at være ved at tude men jeg er trist indeni…..
    jeg tillader ikke mig selv et mærke ordentligt efter, andre må ikke vide hvordan det står til….
    min økonomiske situation gør at jeg ikke kan ændre min job situation…..
    jeg føler mig træt og drømmer om at have lyst til at smile og have et spænende job og hyggelig tid med min familie….

    nogle gode råd?

  73. Mikael Nielsen

    Hej Bjarne, Jeg har været det igennem et par gange uden at kunne sige om det er alvorligt eller ej. Men det irretere mig grænseløst at jeg ikke kan komme helt ud af det………. der er ikke mange dage imellem at der kommer dårlige tanker og angst, tankerne kører rundt i hovedet og som regel noget med at jeg er overbevist om at jeg er alvorlig syg, kan mækre alle mulige symptomer, men op af dagen er det væk, og kommer som regel først igen om aftenen. Det er meget irreterende at jeg næsten ikke kan lave noget ud over der normale uden at det hele tiden går galt. Jeg har ellers skåret meget ned på forskellige aktiviteter…….. jeg har læst nogle at dine bøger efter at været en tur ved Stressfrinu 🙂 Men tankerne er svære at styre…..

  74. Kære Bjarne
    Jeg har nu været ansat i to år på en arbejdsplads,der løbende er præget af en del langtidssygemeldinger blandt de ansatte. De fleste ved godt, at det skyldes stress, selvom det så vidt muligt holdes skjult.
    Selv oplevede jeg at blive ramt i foråret.
    På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det var, og jeg vidste ikke, at stress var så udbredt på stedet.
    Havde haft svært ved at sove gennem længere tid, og så fik jeg pludselig ondt i hele kroppen, hjertebanken svedetureog var meget grådlabil. Valgte at tale med en psykolog, som anbefalede mig en sygemelding. I den forbindelse tog jeg en samtale med min leder, der fortalte, at han da også følte sig stresset, men han accepterede trods alt, at jeg blev sygemeldt i 3 uger.
    De første uger var jeg mest af alt lammet, men kombineret med psykologsamtalerne, fik jeg det lidt bedre. Kom dog tilbage til en situation, hvor tre ugers arbejde bare havde hobet sig op under mit fravær.
    Det er som om stress blandt kolleger har en tendens til at blive betragtet som et svaghedstegn og sygefravær som ukollegial opførsel. Det er jo ikke alle, der lider af stress, så det må jo til en vis grad være et individuelt problem.
    Jeg er bange for at miste mit arbejde, og jeg aner ikke, hvor jeg har min leder, da han dels er meget usynlig, dels er meget svær at blive klog på, når man endelig møder ham.
    Det værste er, at jeg nu kan mærke, at stressen er tilbage igen for fuld styrke. Var nødt til at trække i nødbremsen i dag og sygemelde mig. Jeg havde følelsen af, at jeg ville begynde at græde, hvis jeg mødte på arbejde. Føler mig så utilstrækkelig og ked af det. Jeg ønsker ikke at sygemelde mig i længere tid, men jeg er begyndt at undgå mine venner og familie, fordi jeg ikke har overskud til dem, og fordi jeg ikke vil vise, hvordan jeg egentlig har det. Burde vel søge noget andet arbejde, men energien er helt i bund. Hvad skal jeg gøre+
    Jeg vil ikke få det bedre, hvis jeg føler, at jeg svigter andre mennesker, og jeg ønsker ikke at bekymre mine nærmeste. Kan simpelthen ikke sygemelde mig igen, men jeg er nødt til at gøre et eller andet.
    Mange hilsener Katrine

  75. Hej Bjarne,

    Jeg vil meget gerne have din mening, jeg skal forsøge at gøre det kort, men det kræver jo lidt historie 🙂

    Noget er ændret og jeg forstår ikke hvorfor!

    Jeg er hende der der altid kan magte det hele og have styr på tingene på en gang, og det har jeg altid været stolt af.

    Jeg er alene mor med to teenagere. Jeg har altid været alene, fik min datter da jeg var 19 og min søn da jeg var 23. Mange mange er jeg blevet spurgt om det det ikke var helt vildt hårdt, og ærligt og fra hjertet har jeg altid sagt nej.

    Jeg bor i hus med have, her har vi boet i 12 år.
    Jeg har altid haft mange dyr, inkl. hund herhjemme, men har skåret ned i det.
    Jeg har fuldtidsjob, jeg skiftede jo for 3 år siden til et i nærheden, jeg gik fra at have 1½ time til job til jeg nu har 7 min (så jeg har mere tid).
    Børnene blev store og jeg skal ikke klare de samme ting med dem, nu 13 og 17. (så jeg har mere tid)
    For 8 år siden besluttede jeg at nu var det tid til mig og ikke kun mor og medarbejder og jeg købte min første hest. Dette inkluderet en masse uforudsete sorger og bekymringer, men samtidig var han mit liv.
    Han var min healer, hos ham forsvandt tiden, sorger, hovedpiner og jeg ladede op når jeg var der.
    For 2½ år siden løb han ud foran en bil og blev slået ihjel. Det var et meget stort traume for mig, jeg knækkede fuldstændig, sad med ham i grøftekanten, sygemeldte mig da jeg ikke kunne så meget som tage et bad. Men livet gik videre og jeg mærkede at jeg virkelig havde behovet for disse healende dyr i mit liv og jeg har i dag to dejlige ungheste.
    Jeg har gennemgået mange ulidelige opstaldninger og har nu fundet stedet vi hører til, hvilket burde betyde mindre stress.
    Jeg havde en kæreste i 8 mdr som stoppede for 4 måneder siden, da han var i mit liv fandt jeg masser af tid til ham, nu er jeg single igen og burde derfor have den tid til overs.

    Da jeg pludselig følte mig stresset og godt kan se at det er jeg, tog jeg det som en falliterklæring, hvis jeg altid har været stolt af at kunne klare “alt” så må jeg jo skamme mig over ikke at kunne, og jeg kan ikke forstå det.

    Testen sagde rød-sort!!

    Selvom jeg har meget jeg skal hver dag, så VED jeg at jeg bliver stresset af mine tanker og selvom jeg nøjagtig ved hvad jeg gør galt, kan jeg bare ikke ændre det.

    Erkendelsen kom efter at jeg skulle afslutte et projekt på arbejdet med 3 intense uger, den sidste uge arbejdede jeg 70 timer.

    Jeg fik dårlig samvittighed over for børnene, hestene, hunden…ja det hele.

    Projektet er nu overstået og jeg har taget denne uges ferie, men det virker ikke for mine tanker stresser mig. Den største erkendelse og den der gør mest ondt er nok at jeg ikke kan finde ud af at nyde min fantastiske hobby, hestene, som jeg kunne før.

    Min søn spurgte i går, hvorfor jeg altid havde mere travlt når jeg havde ferie end når jeg ikke har, og han har ret. For når jeg har ferie skal jeg jo nå alt det jeg ellers ikke når OG nyde ferien. Helt umuligt at slappe af når man hele tiden siger til sig selv man skal slappe af!!

    Men hvorfor, i 18 år har jeg klaret alt og nydt det samtidig, nu har jeg mere tid og føler jeg ingen tid har. Jeg har smerter lægen ikke kan finde årsag til, jeg tuder hvis folk siger Bø, jeg aflyser aftaler da jeg ikke kan overskue at “spilde” 3 timer på kaffe og ikke udrette noget.

    Hvad er der sket, hvorfor er det ændret, jeg forstår det ikke!!

    Jeg ved jeg tænker forkert, men sådan tror jeg da jeg altid har tænkt.

    Tiden tiden tiden er det største problem. Jeg kigger hele tiden på klokken og tænker på det næste punkt i tiden hvor jeg skal noget. Når jeg vågner, gennemgår jeg hvad jeg skal udrette den dag, inden jeg sover ærger jeg mig over det jeg ikke fik udrettet eller at jeg fik udrettet det men glemte at nyde det.

    Det hjælper bare ikke at gå tur i skoven med hunden for at stresse af hvis man glemmer at stoppe tankerne og nyde det.

    Jeg hader at spilde min tid og deri ligger min stress!!

  76. Liz Hansen

    Hej Bjarne.

    Det er da dejligt at læse at der ikke skal mere til end ændring af ens måde at tænke på, før ens liv vil køre på skinner igen. Ingen tanker og følelser der skal bearbejdes. Følelsesmæssig omsorgssvigt i barndommen med en evig trang om andres accept til følge, er bare noget der skal accepteres. Og det lyder da meget godt, for hvorfor svælge i hvad der er sket.
    Som min egen læge siger, så er der jo ingen behandlere i dag der gider lægge øre til at man sidder og fortæller om sine problemer fra barndommen, så man skal bare se at få taget sig sammen. Slå en fed streg over alt hvad der er sket i fortiden og som har formet en til den man er i dag.
    Så jeg glæder mig til at blive et nyt menneske og alligevel forhåbentlig få lov til at beholde en lille smule af mig selv. Og komme på arbejdsmarkedet igen og føle man er lidt til gavn i samfundet.

  77. Hej Bjarne

    Har siden september 2010 været sygemeldt fra mit arbejde pga. stress – angst og depression, startede dog op november 2010 på halv tid og arbejder stadig ikke mere end 18 timer om ugen, (4 1/2 time 4 dage om ugen, med en ugentlig fridag)hver dag er stadig en kamp for mig, når jeg står op om morgenen har jeg faktiskt allermest lyst til at gå i seng igen da jeg har svært ved at overskue dagen, og føler mig umådeligt træt.

    Blev idag ringet op af min sagsbehandler fra jobcenteret, de ville lige høre hvordan det gik, jeg fortalte at jeg arbejdede 18 timer om ugen og havde det fint med det ,og at jeg stadig gik til psykolog,, damen fra jobcenteret sagde at hun så ville tage kontakt til psykologen for at se om jeg opfylder kriterierne for en sygemelding, og så måtte vi jo se på om jeg ikke snart kunne komme lidt op i tid……….for jeg havde jo været sygemeldt i laaang tid nu.
    Mit spørgsmål til dig og andre er så hvor lang tid tager det ca. at komme sig over langtidsstress og har jeg da virkelig været sygemeldt så længe? altså i forhold til andre med samme diagnose. Jeg føler mig slet ikke klar til at arbejde på fuld tid endnu, og hvornår ved man at man er klar?

    Følte engentligt nok lidt at damen fra jobcenteret i helt troede på min “historie”

    Hvad gør jeg så?

  78. kirsa erichsen

    hej.
    jeg vågner om natten fordi min hud “brænder”. Jeg kan ikke få det til at holde op om natten og sover derfor meget dårligt. Jeg ved godt, at jeg skal slappe af, men det er lettere sagt end gjort. Har I nogle gode råd?

    på for hånd mange tak.

  79. Mikael Hoffmann Nielsen

    Hej Kirsa, jeg har selv prøvet samme symptomer (blandt alt mulig andet). Bliv nu ikke nervøs, gå først til lægen og bliv undersøgt!!!! Hvis han så siger at du ikke fejler noget, så kan du prøve følgende:

    – Dyrk motion ½ time hver dag, cykle, løbe, bare du får pulsen op og kommer til at svede
    – Spis sundt, ikke for meget sukker, undlad at spise ca. 2 timer før du går i seng
    – Undgå fjernsyn i samme tidsrum, læs en god bog
    – Prøv at læse denne bog http://www.bog-mystik.dk/default.asp?Action=Details&Item=3387
    – Tag at varmt bad inden du går i seng
    – Tænk din hverdag igennem, har du for meget at se til?
    – Bliv aldrig liggende i sengen hvis du vågner op med myldertanker og hud der brænder, stå op, drik et glas vand, sæt dig i en stol og tænk på en god ferie du har været på…..

    Prøv med det i første omgang og se om det giver noget.

  80. vedr. udbrændthed… har været sygemeldt ½ år efter læges mistanke om alvorlig sygedom i over 1 år og 1½ med i rigtig dårligt psykisk arbejdsmiljø… psykologen mener at mit symptom som er en form for sløvhed/svimmelhed/fornemmelse af hele tiden at have brug for søvn(uden at være træt) skyldes udbrændthed… nu har jeg så været symptomfri i 2 måneder og startede i fitness center via joncenteret og efter 1 måneds træning (dvs. 2 x 2½ time pr. uge) sidder jeg nu igen med de samme symptomer. Har du noget bud på det? er det for hård en opstart og hvordan vender man tilbage til arbejdslivet på en god måde? Mvh Mette

  81. Hedegaard

    Hej.
    Jeg vil spørge, om jeres IT-kursus overvejende er møntet på arbejdsstress??
    Det er min erfaring, at når man vejledes i stress / hører gode råd etc., handler det primært om stress på arb. Min situation er i privaten, omkring ting jeg ikke umiddelbart kan ændre på.
    Hilsen Hedegaard

  82. Heidi Maria Trampedach

    Hej
    Jeg er 40 år, har kronisk belastningssyndrom og er førtidspensionist. Hvordan har det på lang sigt indvirkning på min krop at være stresset hele tiden?

    Venlig hilsen

    Heidi

  83. Hej jeg skriver en opgave om stress om unge ( i uddannelse ) og jeg ville spørger om lidt hjælp.

    – Hvilke muligheder har unge for at reducere stress?
    – Hvorfor får unge stress og hvilken belastninger der er at finde i de unges hverdag siden de får stress?

  84. maria bruhn

    Hej. jeg har gået med en depression i ca 2 år efter en abort/fyring, går til psykolog & psykiater, er begyndt at få hjertebanken/følelse af at være tung i brystet & kan blive svimmel når det sker, er blevet tjekket af lægen hjertediagram blodtryk m.m & alt var normalt, han siger at det må være psykisk stress, jeg er sygemeldt så går hjemme så hvad kan jeg lige blive stresset af tænker jeg? Jeg er bange for at ligge mig til at sove hvis jeg ikke vånger op igen, har altid haft dødsangst, men nu tænker jeg på om jeg er ved at dø hele tiden & er bange, nogle gode råd?
    med venlig hilsen
    Maria Bruhn

  85. Susanne

    Jeg har en søn på 23 år der har haft smerter i mave og testikler i et halv års tid. Ingen læger har taget ham alvorlig, så han har fået af vide det er psykisk. Det er det så også blevet til, – udover drengen har ret med smerterne, – han skal opereres for sædbrok, har betændelse i prostata og muskulaturen i bækkenet er knudret helt fast.
    Men stressen i kroppen forsvinder jo ikke, fordi hovedet ved at stressen er der. Hans største problem er SVIMMELHED. Den giver ham angst, kvalme og gør han ikke foretager sig ret meget.
    Han er blevet undersøgt i ørerne for øresten og virus – negativ.
    Hvad kan tage denne svimmelhed, – øvelser? køresygetabletter? eller er det bare tiden, og hvor lang tid kan der gå.

    Med venlig hilsen Den meget bekymrede mor.
    Susanne

  86. Hej Bjarne
    Jeg har været sygemeldt i 3½ måned med stress. Det er gået op og ned og jeg har i en tre ugers periode været på arbejde på deltid, hvilket gik godt, indtil jeg fik endnu et dyk.

    Jeg har registreret, at jeg får nogle gevaldige dyk hver 28. dag i perioden op til menstruation, og har ressoneret at det hænger sammen med cyklus. Før jeg gik ned med stress, var jeg bare gnaven, nu får jeg tudeture og synes igen at alt er uoverskueligt.

    Min psykolog sagde, at det havde hun hørt fra mange af sine kvindelige klienter, men at det var relativt nyt, at man videnskabeligt havde fundet denne sammenhæng mellem, at kvinder som har været nede med stress i en periode vil være meget mere sårbare overfor de hormonelle udsving der er i deres cyklus, hvorfor de kunne have gavn af hormonpiller.

    Jeg har forsøgt at google mig frem til mere viden på dette inden jeg skal tale med min læge imorgen, men kan ikke finde nogen artikler om dette.

    Kender du noget til fænomenet og noget litteratur, som jeg kan læse om dette?

    MVH
    Anne

  87. Victoria

    Hej Bjarne.

    Jeg er 19 år, student fra STX og har lige haft et sabbatår.
    For en måned siden, reagerede min krop voldsomt fysisk, jeg fik mavetarm-problemer og kvalme. Jeg er netop ved at ansøge om plads på Århus Universitet, og havde planer om at flytte hjemmefra. Jeg har været ved lægen og fik konstateret stress – stress som få dage efter udløste en depression. Jeg gik i nogle dage og var rastløs og bange, angst og havde det rigtig skidt. I mellemtiden havde jeg fået piller mod mavesyre, for min læge sagde stressen var gået ud over min mave. En fredag morgen, var jeg så deprimeret at jeg blev nødt til, akut, at tage til lægen og sige jeg ville have psykologhjælp! Det endte ud i den anden ende med at jeg blev henvist til en psykolog, fordi jeg fik diagnostiseret en moderat depression. (Og jeg blev også nødt ti at stoppe p mit deltidsjob) Det går godt hos psykologen. Jeg har fundet ud af at jeg er MEGET bange/nervøs for at høre om jeg er kommet ind på uni eller ej. Og har ikke tænkt mig at flytte hjemmefra lige foreløbig. Men..

    Jeg blev færdig med mavesyrepillerne for 2 dage siden, og har gået og været nervøs for om jeg kunne “klare mig uden”, for det skal siges at min psykolog er på ferie her for tiden, så jeg synes lige pludselig det hele så sort ud igen: igen piller og ingen psykolog. Jeg går og har næsten konstant kvalme, maveproblemer og har haft det de sidste 2 dage, fordi jeg netop er angst. Dog har jeg haft dage indimellem hvor jeg har haft det godt, og ikke haft angst anfald. Men nu har jeg fået et tilbagefald, (det kommer og går, får mest angstanfald når jeg skal ud og være social) så jeg har brug for at høre om nogle metoder til hvad jeg kan gøre når jeg bliver nervøs. For jeg kaster op (sådan lidt opkast) når jeg bliver rigtig nervøs og det er meget ubehageligt.
    Håber jeg har forklaret mine problemer klart nok, ellers prøver jeg bare igen.
    Tror også bare jeg har brug for at høre at det jeg går igennem er helt normalt, og selvfølgelig hvad jeg kan gøre mod mine angstanfald. ???

    MVH. Victoria

  88. Malene Hansen

    Jeg hedder Malene og er 38 år. Jeg bor i en leglighed på 110 km2, med min kæreste og to børn på 5 og 7 år…
    Lige lidt om vores liv pt. : Vi er ved at gøre vores hus klar til at flytte end i, det er et maget gammelt hus så det kræver en del også penge. Min kærestes mor har fået flere hjerneblødninger, så vi kæmper med at få hende på plejehjem, hvilket hun ikke vil, men hun kan ingen gang spise selv. Vi skal ha lavet hendes bil, syndet den og solgt. derefter kommer hendes hus der skal tømmes, males og rengøres. hvilket også haster da hun ikke har råd til at ha to huslejer.
    Jeg har i gennem et par måneder haft diarré, ondt i maven, følt mig syg og mange smerter i ALLE muskler, jeg er så død træt at jeg næsten ikke kan holdt mig vægen på arbejdet, hvilket er mærkeligt for går tidligere i seng nu.. Jeg her her på det sidste små to uger, haft svært ved at koncentrerer mig om hvad kunderne siger til mig i telefonen, så jeg bliver ved med at sige “undskyld jeg hørte dig ikke lige”…
    Jeg høre ikke hvad folk siger til mig heller ikke selv om jeg sidder og kigger på dem…
    Jeg har svært ved at holde vores hjem og gider ikke at lave mad, handle end osv..

    Kan det her være stress????

    Eller er jeg ved at miste forstanden????

    • Hej Malene
      Det lyder rigtig meget som stress, både symptomerne og omstændighederne i dit liv. Stress kan godt føles, som man mister forstanden, men det er ikke det, der sker. Det er overblikket, man mister, og det kommer igen, når du kommer ud af din stress igen. Jeg vil foreslå at du taler med din læge, så alt andet end stress kan udelukkes, og så du får noget hjælp af en psykolog eller stresscoach til at komme ud af dine stress igen.
      Mvh Bjarne Toftegård

Submit reply to Martin Cancel reply

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>