Frustreret over stresset kæreste
Annette skriver under Spørg om stress:
“Hej Bjarne.
Jeg har aldrig rigtig beskæftiget mig med stress, før jeg mødte denne her fyr for 4 mdr siden.
Vi prøvede desperat at få et forhold til at fungere, men det var bare HELT umuligt!
Han kunne kun overholde 10% af vores aftaler, ringede ikke tilbage som han lovede (han kom fra det, eller glemte det). Han satte oftest sin mobil på lydløs, selvom vores aftale var at jeg skulle ringe til ham, da han ikke kunne overskue de mange opkald han fik. Han kunne heller ikke overskue, at venner, famile og jeg satte krav til ham og bebrejdede ham hans aflysning af aftaler konstant.
Han arbejder ikke, prøver at starte noget firma op, hvilket han har brugt snart et år på. Istedet buger han meget af sin tid på at gå derhjemme og “nulre” rundt, og eks bruge en hel dag på at planlægge at skulle vaske tøj, hvilket han så ikke får gjort alligevel!
Han kan også bruge en hel dag eller mere på at male sit stuebord -Eller på at gennemsøge “Den Blå Avis”, for at lave en byttehandel, som så i sidste ende viser sig at han fortryder pga den var meget uovervejet!
Han har et hav af ideer, som aldrig bliver til noget.
Han springer ud af sengen kl 08 om morgenen, fordi han føler at han har ligget og sovet en halv formiddag, og derfor er nødt til at stå op lige NU.. Selvom han ingen planer har for dagen.. Han er altid oppustet og dårlig efter maden, og laver ALDRIG aftensmad, kun takeaway. Han drikker stakkevis af sodavand, og har meget svært ved at holde sig fra slik.
Han lider af sure opstød og søvnbesvær. Han går ud i køkkenet, og glemmer hvad han skal derud efetr. Han glemmer aftaler, aflyser næsten alle aftaler, og er meget selvcentreret. Han holder konstant pauser i sine sætninger, og sidder og funderer over noget helt andet.
Han kan bruge en time på at snørkle rundt og forklare den samme tin på 100 forskellige måder og med 100 forskellige tillægsord, hvor det for andre ville tage 10 min at forklare.
Han virker frustreret, har svært ved nærvær (tager ihvertfald ikke selv initiativ til det), og lægger sjældent op til sex.
I starten kunne jeg jo overhovedt ikke se hvad der var galt, han var bare helt umulig!
Så, var han til lægen med influenza lign symptomer -lægen sagde at det var stress, og gav ham en henvisning til en psykiater (ikke psykolog).
Kognitiv terapi sagde psykiateren, til at starte med 1 gang om ugen. Han har gået der ca 4 uger nu.
Jeg stoppede med ham, da jeg desperat prøvede at fortælle ham, at han var nødt til at give mig nogle redskaber at arbejde med, så jeg vidste hvordan jeg skulle få det her til at fungere.. Det er jo ham der er syg, så han måtte vide hvad der hjalp ham..
Men, han snakkede udenom og sagde at han godt kunne forstå at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med ham, og at jeg havde været utrolig tålmodig.
Jeg har i de sidte 2 mdr været frustreret, og råb ad ham næsten hele tiden.. Manden holdt jo ingen aftaler!
Det var næsten helt fint, når vi var sammen, men ligeså snart jeg gik ud af den dør, så gik det helt og aldeles galt IGEN IGEN!
Fordi han ikke ringede, tog telefonen eller overholdte vores aftaler.
Mit spørgsmål er så, hvordan skal man opføre sig som pårørende til en med stress? Skal man være forstående? Kan de virkelig ikke finde ud af at overholde flertallet af deres aftaler? Hvorfor lytter han ikke til mig, når jeg siger at han skal købe en kalender og skrive sine aftaler op der? Han siger, at bare, at det at få købt en kalender og skrive aftaler op i den er svært for ham.. Kan det virkelig være rigtigt?
Skal man som pårørende være sød, støttende og forstående? Eller må man godt stille krav?
Hvor længe går der før en stresset persom er rask? Skal man bare acceptere, at de aflyser næsten alle ens aftaler, eller ikke tager telefonen? Er det den bedste måde at hjælpe en stresset person på?
Kan man som pårørende ikke få nogle hjælpemidler til at håndtere situationen med?
Er disse her reaktioner jeg har nævnt, virkelig realle reaktioner på stress? Kan den stressede person ikke selv komme med nogle hjælpemidler til hvordan man kan løse dette problem sammen i fællesskab? De er jo den stressede part, så de må da vide hvad der hjælper for dem, og hvad man kan gøre for at hjælpe
dem…
En masse spørgsmål til en stresset situation, for begge parter:-)
På forhånd tak.. Annette.”
Hej Annette
Jeg kan forstå, at du er meget frustreret over din stressede kæreste. Det kan faktisk være meget svært at forstå, at en stresset person er, som vedkommende er, og gør, som vedkommende gør. Alle de ting, du skriver om, kan sagtens hænge sammen med stress.
Når man er alvorligt stresset, kan det være svært at overskue noget som helst og at huske ting. Det kan også være svært at følge gode råd, også selv om man gerne vil. Så, ja, bare det at købe en kalender og skrive i den kan være uoverkommeligt. Hver gang du stiller krav til din kæreste, så er du faktisk med til at stresse ham endnu mere.
Det bedste, du kan gøre, er at acceptere din kærest, som han er for tiden. I stedet for at du kommer med ideer, så spørg, hvordan du bedste kan hjælpe ham. Hvis han siger, at du ikke kan gøre noget, så bør du også accepter det, og blot sige til ham, at han blot skal sige til, når der er noget.
Det er godt, at din kæreste får hjælp af en psykiater. Lige nu skal du nok overlade behandlingen til psykiateren og din kæreste og blot hjælpe, hvis og når du kan.
Det er meget svært at sige, hvor længe det tager at blive afstresset. Det kan psykiateren sikkert give et bedre svar på. 4 uger er ikke lang tid, når man er alvorligt stresset.
Du kan stille krav til din kæreste om at fortsætter behandlingen, men ellers hjælper du ham nok bedst, ved ikke at stille krav overhovedet og at acceptere, at han har det, som han har det, og at han gør, som han gør.
Med venlige hilsen
Bjarne Toftegård
——————————
Kender du til at have en stresset kæreste eller ægtefælde? Hvordan takler du det? Skriv gerne en kommentar nedenfor.
Filed under: Spørgsmål / svar, Stress, Symptomer
Jeg kan godt forstå din fustration, men en stresset person, kan have meget svært ved at overholde aftaler, og tage beslutninger. Jeg har selv oplevet at gå ned med stress, og det kunne sagtens tage en dag, at samle kræfter til at sætte vasketøj over. Sætningerne kunne jeg ikke fuldføre, fordi jeg simpelthen ikke kunne huske, hvad det var jeg var ved at sige. Hvis man ikke har prøvet, at være stresset kan det være svært at forstå, at ens hjerne kan lukke helt ned, og forandre en så meget. Mit råd, undlad at stille krav til ham en periode, han skal nok blive sig selv igen, men det tager tid. De aftaler han laver en dag, kan virke fuldstændige uoverskuelige næste dag.
Med venlig hilsen
Lene V. Sørensen
Har med interesse læst ovenstående. Jeg har (havde) samme problem med min kæreste gennem et par måneder. Vi har kendt hinanden siden skoletiden og var gode venner indtil det så udviklede sig til kæresteri. Ifølge ham selv var jeg den bedste, som kom til sidst og han har altid været vild med mig. Igennem de sidste par måneder har vi bare fundet ud af, begge to, at vi er perfekte for hinanden. Han er selvstændig og altid utrolig stresset. Han talte meget om det, og jeg kunne se, at han stressede, overholdt heller ikke aftaler, kom altid for sent, glemte at ringe, “så” ikke sms’er, var fraværende, havde trykken for brystet. Jeg er så total frustreret og forvirret at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg har talt med ham nogle gange, om jeg kan hjælpe ham til at stresse ned og evt. om der var noget jeg kunne hjælpe med. Men nej. I lørdags koksede det så for ham. Han kom og spiste, var her nogle timer, hvor han kyssede, var kærlig osv. Men talte nogle gange om, hvor stresset han var og igen talte vi om det. Han vender det indad, at han føler, at jeg synes, at han ikke gør noget rigigt, og at han ikke har overskud af energi til mine “forventninger” som jeg iøvrigt ikke ved, hvad er. Jeg har været utrolig tålmodig, ikke krævet noget, ladet ham bestemme farten (jeg har tid lige pt.), fordi han hele tiden fik mig overbevist om, og viste mig, hvor glad han er for mig. Vi talte om ting, som skulle foregå i fremtiden, og alle mente, at det lyste ud af ham, hvor glad han var for mig, og at vi passede fint. Som vi jo også selv talte om. Jeg troede i hvert fald på ham. Lige pludselig i lørdags, ville han hjem til sig selv, han havde brug for hvile. Han rejste sig op og gik. Jeg spurgte om det havde noget med mig at gøre, men nej. En halv time efter han var kørt, kom der så en sms, at han sys, jeg er dejlig og alt muligt, men at han ville stoppe der. Igen den med “mine forventninger” Håbede, jeg ville finde en sød kæreste (jeg troede jo vi var kærester) og at vi ku ses som venner. Jeg ringede men intet svar. Søndag formiddag sms’ede jeg om han ikke ville være sød at tale med mig, ingen ballade men jeg havde brug for at tale med ham. Svaret var, at det havde han ikke overskud til, og at jeg skulle være sød at lade ham være i fred. Hvilket jeg så har gjort. Men jeg er så total forvirret, frustreret og ked af det, og overrasket, at jeg næsten ikke kan hænge sammen. Vi bor i samme by, men i dag er han rejst i en måned til østen. Jeg er så utrolig ked af, at jeg ikke har talt med ham. Jeg vil mægtig gerne skrive en e-mail til ham, men tror måske, at han ikke vil læse den. Jeg ønsker at fortælle ham, at jeg håber, at han vil tænke over, hvad han smider på gulvet. Og at jeg godt ved, at stress måske har gjort ham følelseskold og fået ham til at reagere som han gjorde. Ikke at det er ok at gøre det forbi i en sms, men at jeg kan tilgive ham og at jeg godt ved, at han nok ikke er stolt af sig selv. At jeg gerne vil have ham tilbage, og vi sammen kan prøve at finde ud af tingene og få ham til at få det bedre. Skal jeg lade ham være? eller vil det hjælpe ham med en sådan mail eller vil det bare forværre hans tilstand? Jeg “ved” (tror ikke han har holdt mig for nar) at han er virkelig glad for mig, og jeg for ham. Vil du hjælpe mig med, hvordan du tror jeg skal gøre? Mit hoved og hjerte er ved at sprænge. På forhånd tak.
MVH
Susanne
Hej Susanne
Når ens kæreste er alvorligt stresset, handler vedkommende ikke altid særligt fornuftigt. Nogen gange kan han/hun kun se den løsning, at komme væk fra det hele.
At slå op med en sms viser også kun, at han ikke kan overskue at sige det til dig eller at snakke med dig om det. Det er en slags nødløsning for ham. Hans behov lige nu er at få det hele lidt på afstand.
Jeg tror, at du har to muligheder, og jeg kan ikke afgøre, hvilken, der vil virke bedst.
Den første mulighed er at acceptere at være venner. Du kan så håbe på, at det udviklere sig til mere på sigt, men lad være med at presse eller give dig selv for store forhåbninger.
Den anden mulighed er at kæmpe lidt mere for jeres forhold. Det er bare vigtigt, at du ikke presser ham eller bebrejder ham noget, for så risikerer du blot at skubbe ham længere væk. Du kan f.eks. skrive, at du kan elsker ham uanset hvad, og at han altid kan kontakte dig hvis og når han får lyst til det.
Han får det måske først bedre, når han indser, at han har brug for professionel hjælp. De fleste kan ikke selv komme ud af stressen.
Du skal, uanset hvad du vælger, være meget tålmodig. Jeg håber, at du har nogen at snakke med om dette, så du ikke brænder inde med det.
Mvh. Bjarne Toftegård.