Lene skriver in indlægger: Ikke brug for anerkendelse?, som et godt råd til Linda:
“Hej Linda
Pas på dig selv, der er ikke andre til det, men det kan være meget svært at indrømme overfor sig selv, at lige nu magter jeg ikke de , jeg forventer af mig selv. Men, som Bjarne skriver, lyt til din krop.
Du får det ikke bedre, før du lærer at mærke, hvad din krop fortæller dig. Din krop er i nogle situationer klogere end dit hoved. For den er ikke styret af dårlig samvittighed og forventninger.
Håber det bedste for dig.
Med venlig hilsen
Lene S.”
Jeg synes, at Lene får sagt det så godt, at jeg gerne vil gentage det her:
“Du får det ikke bedre, før du lærer at mærke, hvad din krop fortæller dig. Din krop er i nogle situationer klogere end dit hoved. For den er ikke styret af dårlig samvittighed og forventninger.”
Tak Lene. Det er meget vigtigt at lære at lytte til sin krop. Vi bør ikke have det dårligt hverken fysisk eller psykisk, uden at gøre noget ved det.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————–
Kender du til at “kroppen” fortæller dig noget, som dit “hoved” ikke havde indset? Skriv gerne en kommentar nedenfor.
Hej Lene og Bjarne,
Tak for jeres svar 🙂
Det lyder jo helt logisk at kroppen er klogere end hovedet.
Og lige nu prøver min krop helt klart at fortælle mig noget.
Det meste af tiden har jeg det som om jeg har taget 10-20 ture for meget i tivolis vildeste karussel – ondt i hovedet, kvalme, utilpas, nærmest søsyg eller køresyg. Det har jeg sådan ca. 9 ud af 10 dage. I fredags på arbejde så det indimellem ud som om væggene stod skrå og gulvet gyngede.
Som om mit “balancecenter” måske ikke virker ordentligt. Har andre herinde haft lignende symptomer?
Jeg vil i hvert fald prøve at få en tid hos min læge idag og udelukke at der kunne være andre årsager til det.
Det eneste som hjælper på det er at ligge helt helt stille. ikke læse eller se tv. Det er kedeligt i længden og det tager dage at få det til at gå væk. For det meste står jeg alligevel op og tager på arbejde. Det burde jeg måske ikke gøre. Men jeg har svært ved at sygemelde mig hele tiden, føler mig ikke syg nok. Selvom det nok ville være det klogeste. Når jeg kommer på arbejde, tror de andre nok at jeg har det fint. Jeg kan også godt lide at være der, men det er træls at have det skidt.
Hej Linda
Det lyder som en rigtig god ide, at gå til lægen.
Pas godt på dig selv, det er kun dig der kan mærke hvordan du har det.
Med venlig hilsen
Lene S.
Det rammer mig meget af læse dette indlæg “Du får det ikke bedre, før du lærer at mærke, hvad din krop fortæller dig”.
Jeg er 27 og pludselig mellem jul og nytår er jeg blevet så forfærdeligt syg. Jeg søger læge, som ikke kan se, at jeg fejler noget fysisk og søger herefter vagtlæge den 30. december pga. meget høj puls. Vagtlægen siger med det samme “det der, det er stress. Du skal gå til egen læge fredag”. Med et er alting vendt op og ned, man er sat ud af spillet, og kroppen har nu tvunget mig til at tage stilling til ting, som hovedet øjensynligt har ignoreret.
Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal komme i denne situation nogensinde og kan kun sige LYT NU TIL DINE VENNER OG OMVERDEN FØR DET ER FOR SENT.
Jeg har nu været sygemeldt 1 md. og kæmper dagligt mine indre kampe, men jeg er taknemmelig for, at jeg nu får revurderet min situation og har dagligt aha-oplevelser omkring min tilværelse og ikke mindst underbevidsthedens uafsluttede kapitler fra fortiden/barndommen. Heldigvis har jeg fundet en rigtig dygtig psykolog til at hjælpe mig til at lære mine grænser at kende og arbejde med at lytte til mig selv i fremtiden.
Jeg er glad for at have fundet denne hjemmeside. Når man læser andres historier føler man sig mindre alene om problemet og mere fortrøstningsfuld omkring fremtiden.
/Susanne
Hej Linda
Jeg håber at det gik godt hos lægen. Når man har det skidt på den ene eller anden måde, så må man ikke tøve med at kontakte sin læge. Stress kan godt slå sig på balancen, men der kan også være andre årsager.
Mvh. Bjarne Toftegård
Pingback: Svar til Susanne
Hej Bjarne,
Lægen tog blodprøver, målte blodtryk og lavede ekg.
Jeg skal have svar på blodprøverne mandag.
Selv tror jeg på at det stadig er stressen 🙁
Desværre – for så kan man jo ikke “bare få en pille”.
Jeg ville så frygtelig gerne hvis jeg kunne holde op med at være “søsyg”.
Min læge sagde at man skulle passe på med at sygemelde sig mere en 1-2 uger af gangen fordi det er godt at komme lidt ud.
Jeg hygger mig også rigtig meget på arbejdet – bare træls at have det skidt.
Lægen sagde også jeg måske skulle have mere motion, så jeg vil prøve at komme ud at gå en tur lidt tiere 🙂 Det tror jeg er et godt råd.
Så nu kæmper jeg igen mine kampe med mig selv – jeg kan ikke lide at blive hjemme fra arbejde selvom jeg tror det er det min krop prøver at fortælle mig at den gerne vil.
Jeg prøver at fortælle mig selv at jeg ikke skal have dårlig samvittighed – svært når man er meget pligtopfyldende.
Samtidig har jeg stadig lyst at lave forskellige ting, har bare ikke lige overskuddet.
Jeg håber, snart det lysner, det kunne jeg godt trænge til.
Min kære mand siger jeg skal foreslå at få højere dosis lykkepiller, så det vil jeg også spørge lægen om.
Er der nogen herinde som kender nogle gode bøger jeg kunne kigge i?
Måske jeg også skulle gå til en psykolog.
Selvom jeg føler mig mest fysisk dårlig lige nu – egentlig er rimelig glad og gerne vil ud og lave noget..
Hej Linda
Jeg skal ikke gøre mig klog på din situation, men jeg vil råde dig til at lytte til kroppen, når du selv siger, at det føles som om, den har brug for at være lidt hjemme og væk fra arbejdet. Jeg kunne heller ikke forstå min krop i starten og troede da bestemt ikke, at der kunne være noget psykisk, for det gik jo meget godt og jeg var glad. Hvis ikke du lytter til kroppen risikerer du, at den siger fra for dig og det vil du ikke opleve. Tro mig, jeg ville for alt i verden have undgået alle de fysiologiske gener jeg har været igennem og stadig døjer med nu på 5 uger. Og hvad sker der ved at være sygemeldt en tid? Ikke noget har jeg fundet ud af. Jeg har taget mig en god snak med min arbejdsgiver og vi er blevet enige om, at jobbet løber jo ingen steder, men passe på sig selv det skal man altså. Jeg er sikker på, at den dårlige samvittighed kommer fra dig selv, for hvem ellers skulle bebrejde dig. Der er jo heller ingen der forventer at du går på arbejde, når du har lungebetændelse eller lign. Prøv om du ikke kan skift gear. Det er mit råd til dig.
/Susanne
Jeg kan tydelig nikke genkendende til, at kroppen er klogere end hovedet. Jeg har svært ved at skelne mellem at have travlt og at blive stresset – vil gerne nå mange ting og ofte på en gang. Når jeg har været for opfyldt i en periode af forskellig længde, får jeg migræne. Så bliver jeg “sat ud af spillet” i et døgns tid, uanset hvor rasende jeg bliver over endnu et anfald. For selvfølgelig synes jeg, det er forfærdeligt at blive tvunget til at isolere mig for alt og intet kunne foretage mig imens. Men bagefter kan jeg som regel selv se, hvorfor anfaldet opstod. Altså: Når jeg ikke selv kan give mig pause, tager kroppen over og fremprovokerer omstændigheder, der tvinger mig til pause.
Med venlig hilsen
Dna
Mig også, er for tåbeligt ikke at følge kroppens signaler, jeg er/var lastbilschauffør og havde en meget stressende periode sidste år, jeg fik ondt alle mulige steder og maveproblemer, indtil midt i November hvor jeg havde kørt det meste af Sjælland rundt, skulle så til Fyn og bytte trailer, da jeg var kommet over broen, og havde fået koblet under den anden trailer, sad jeg stille og kiggede, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig, jeg sad og spekulerede over hvor dælen jeg egentlig havde været hele dagen, jeg kunne simpelt hen ikke huske hele turen rundt på Sjælland, havde hovedpine og store mavesmerter, jeg kørte så mod grænsen den skulle til (Padborg) jeg nåede kun at køre små 15 km før jeg var færdig, jeg ringede til vognmanden og sagde at jeg stiller bilen i Kolding og får min kone til at hente mig, min krop sagde simpelt hen stop, har nu været igennem en masse undersøgelser for mine mavesmerter for det viste sig at jeg havde smidt/tabt 4,5 kg på små 14 dage, så jeg blev både scannet,røngtenfotograferet osv. og fået taget stakkevis af blodprøver, og alle prøver viser at jeg er sund som en havørn det indre fejle ikke noget, det er bare min krop der har sagt stop, så fik at vide at jeg havde stress/depression, så går pt sygemeldt pga. af det kan ikke sove om natten, er rastløs og hvad kan jeg så lære af det, at jeg skulle have lyttet til min krop noget før…..
Kroppen: Så lyt dog til mig !!!
Jeg har gennem livet fået mange forskellige “vink” af min krop som jeg ikke har været i stand til at tolke.
Først forsøgte den med at give mig migrænelignende symptomer, jeg fik flimmer for øjnene så jeg ikke kunne “se” og bagefter en så voldsom hovedpine at jeg måtte ligge stille et døgns tid i et mørkt soveværelse (ærgeligt at jeg den gang ikke tænkte, jubiii endelig kan jeg slappe af, men nej jeg tænkte på at jeg nu kom bagud med forskellige ting). Så forsøgte kroppen med at give en grim mavepine som også varede et døgn, hvor jeg kun kunne ligge krummet sammen i min seng, og jeg blev af begge symptomer meget træt i flere døgn efter, men passede selvfølgelig mine “pligter”. Nu er det endelig lykkes kroppen at “tale” til mig i et sprog jeg kunne forstå, og heldigvis for mig. Den gad simpelthen ikke at stå op en mandag morgen, og det lyttede jeg til, gik til lægen og dernæst til psykolog og fik diagnosen stress/depression. Her fik jeg hjælp til at tage mig selv alvorligt, og ikke kun tænke på at løse andres problemer før mine egne. En god samligning er at hvis du kommer til et ulykkested, skal du ikke bare give dig i kast med livreddende førstehjælp til de tilskadekomne, men sikre området så du ikke selv kommer til skade, for kommer du selv til skade er du ikke til hjælp for andre. Så frem i forreste række med dig selv, det må man nemlig godt.
Hej Linda
Kender også godt det med at kroppen ved bedst … bare ærgerligt at den sådan falder én i ryggen, når man lige skal blive færdig med arbejdet … ikke?
Det kan simpelthen ikke siges tydeligt nok: Når kroppen siger stop kan det IKKE anbefales at man overhører det! Selv vi “unge damer” på bare 45 … taler naturligvis mest for mig sæl ;o) … kan sagtens sætte sutterne af dårligt hjerte hvis vi insisterer på at overhøre signalerne. Hvad nu hvis det var et barn der var i nød? Ville vi så bare ignorere det?
Du nævnte at lykkepiller måske er vejen. Tjaaaa min erfaring er at med dem bliver hjernen lidt mere tilgængelig, altså set i forhold til den myriade af beskeder der freser rundt når stressen virkelig batter. Men jeg stiller mig nu tvivlende overfor at der skulle være en vej uden om at sætte sig ned og høre efter, ændre sit arbejdsliv og holde sig til det til sine dages ende … som jo så helst skulle være lidt længere end i overmorgen. Opfatter dem lidt som en sovepude, der holder dig fra at gøre noget ved årsagerne. Det er jo svært med forandringer, men når det gør rigtigt ondt er man mere modtagelig. Dulmer du hjernen med lykkepiller, ja så får du det jo bedre og behøver ikke tage dig af årsagerne lige nu. Det går nok over … men gør det nu også det?
Så mit råd er klart at få fat i en god (erhvervs-)psykolog, evt. via din arbejdsgiver eller fagforening, så du kan blive klar over hvor det er at du sætter dig selv til side. Først bliver man opmærksom, så lærer man at genkende det næste gang man falder i og til sidst kan du håbe på aldrig mere at glemme dig selv.
Er selv rigtig god til at give gode råd jeg ikke selv kan følge … for jeg plasker selv rundt sådan der midt i at kunne genkende faldgrupperne og at undgå dem. Men jeg er sikker på at øvelse gør mester. Så bare klø på!
Mange hilsner Susanne
I er bare noobs
Hej Linda
Nu skal du lytte til den krop, den sender dig mange signaler, og du må ikke overhøre dem for det kan gå så grulig galt, jeg selv har overhørt mine signaler og sådan har jeg kørt i flere år, jeg kunne klare det hele sorg,,død,, ulykker,og meget andet, nu er pigerne flyttet hjemmefra og min mand og jeg skal til at hygge os, ny lejlighed og vores dejlige campingvogn(hvis man kan lide sådan noget) ,og livet skulle være så godt, men jeg har fået en røvtur af de værste stress og udbrændthed, og det er en slem omgang, hverdag er en stor kamp for mig nogle dage har jeg ikke lyst til at leve mere, fordi jeg ikke kan holde de tude ture og modløshed ud ,,man ved ikke hvorfor man ikke kan klare det hele ,,man ved ikke hvorfor man græder,, og man har en dårlig samvitighed over for arbejde og familie og venner,, hjertet banker og kroppen sitre ja hele kroppen er ikke som den plejer at være, men værst af alt, det er at hjernen spiller en et puds og man kan ikke kontrolerer sine tanker,, så det er så vigtig at du bliver behandlert og jeg tror ikke at det er lykkepiller du har brug for, men få al den hjælp af en psykolog du kan få,, og husk dit liv er mere værd end dit arbejde, dårlig samvittighed kan du ikke bruge, det er ikke den der gør dig rask, jeg har det med at blive misundelig på dem der har styr på deres liv og er glade og er i trivlsel,, så det er også noget man slås med,, men os som har det sådan kan ikke bruge det til noget,, så læg dit arbejde fra dig og gi dig lov til at blive rask,, det tager den tid det tager og du kan ikke fremskynde det,, så prøv at slappe af og prøv at nyd det jeg ved god det er svært, stort knuz conny
Hej alle og tak for jeres indlæg 🙂
Med til historien om lykkepillerne hører også at jeg flere gange tidligere har haft depressioner og jeg kunne mærke at de OGSÅ var nødvendige.
Jeg har også fået 5 timer hos en erhvervspsykolog af min fagforening og har været til den første.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om ham.
Han kom mest med praktiske ting som at få mere motion og måske få et kæledyr.
Ingen tvivl om at begge dele ville være godt, men de løser jo bare ikke nogen problemer.
Jeg havde det ellers så godt i foråret.
Nu er jeg i tvivl om depressionen eller stressen kom først..
Kære Linda
Hønen eller ægget??!?! Hvad kom først? Tror at spørgsmålet er meget tæt på at være ligesådan når du taler arbejdsrelateret stress og ditto depression. Ja for mig var det i hvert fald den store stygge arbejdsgiver (= Sauron fra Ringenes Herre), der var det der udløste min depression. Jeg tog også lykkepiller for at komme ud af depressionen. Men jeg er nu overbevist om at jeg kom ud af depressionen … og har ikke taget lykkepiller i 4½ år! … fordi jeg med god hjælp fandt dens årsag og begyndte at arbejde med mig selv, så den ikke får lov at få fat i mig igen. Nogen superwoman er jeg jo ikke, men jeg er så småt ved at huske at bede om hjælp INDEN jeg ryger helt ned i det sorte hul. Som en god ven sagde: Nu husker du at få en stige med … og lidt endnu vil det nok være så langt jeg kan. Om noget tid … og der kan jo gå år … vil jeg slet ikke komme i nærheden af kanten til det sorte hul.
Det jeg … forsøger ;o) … at sige til dig er at det tager rigtigt meget tid at gøre sig imun overfor depression og stress! OG at det kræver din egen indsats … og det er slet ikke let … men der er ingen lette løsninger!
Noget der dog er relativt let, det er at vælge sin hjælp med omhygge.
Så jeg kan kun sige: Bed om at få en anden psykolog!
Der er tale om at “kemien” skal passe og de der 5 ture i møllen skal udnyttes. Det er jeg sikker på at din fagforening også mener. Det ville jo være dårlig økonomi at bruge penge på at give dig 5 timer til noget du ikke får. Så se om du ikke kunne få én som passer mere til dig!
Mange hilsner Susanne