Artikel: Forstå arbejdsnarkomani

Arbejdsnarkomani (også kaldt workaholic, arbejdsafhængighed, eller blot “afhængig af arbejde”) er en afhængighed, hvor man får et kick ved at arbejde. Til at begynde med føles det rart. Det giver en noget. Man bliver høj af det. Det udløser faktisk nogle lykke-hormoner. Det udvikle sig langsomt således, at man får sværere og sværere ved ikke at arbejde. Man vil desuden ofte begynde at lave historier eller undskyldninger overfor både sig selv og andre over at skulle arbejde så meget. Man får sværere og sværere ved at slippe arbejdet, både fysisk og psykisk, både i hverdagen, weekender og når man har ferie. Man vil med andre ord have lige så svært ved ikke at arbejde, som andre afhængige har det ved at undvære det, de er afhængige af.  

Som arbejdsnarkoman vil arbejdet således fylde mere og mere, ikke blot tidsmæssigt, men også i tankerne. Dette får konsekvenser for hele ens liv, dels familiemæssigt, socialt og fritidsmæssigt, men også arbejdsmæssigt. Det familiemæssige, sociale og fritidsmæssige bliver mere og mere fortrængt eller presset. Selv partneren og børn bliver påvirket. Arbejdsmæssigt kan det til at begynde med være en fordel for arbejdsgiveren, at man yder noget ekstra. Men det holder ikke i længden. Det er en stakket frist, da det som regel går galt før eller siden.

Ofte er det de pårørende, der først opdager, om en person er arbejdsnarkoman. Man er ofte selv længe om at erkende det, hvis man overhoved erkender det af sig selv. Men selv om man efterhånden godt kan se, at hverdagen ikke hænger sammen, så er man ofte så afhængig af arbejdet, at man ikke bare kan lave om på det igen.

Det er egentligt ikke så svært at finde ud, af om man er arbejdsnarkoman eller ej. Man kan blot prøve at lade være med at arbejde, og så mærke efter, hvordan man har det med det. Man kan f.eks. holde helt fri fra arbejdet en hel weekend, uden at fylde en masse andre aktiviteter ind. Og det skal være 100% fri fra fredag aften til mandag morgen, hvor man altså overhovedet ikke tjekker arbejds-e-mails (må slet ikke åbnes), har mobilen slukket (den skal være HELT slukket, og ikke blot lydløs) og hvor man ikke laver andre arbejdsmæssige ting (f.eks. det man ellers ikke har tid til). Som arbejdsnarkoman vil man blive rastløs og prøve at fylde tiden ud med en masse andre aktiviteter, der fjerne trangen til at arbejde. Man vil ikke kunne slippe tankerne om arbejdet. Man vil ikke være i stand til at slappe af. Nogle af disse symptomer kan også skyldes stress, men det bør man absolut også gøres noget ved.

Hvis man ikke stopper en arbejdsnarkoman, går det glat på et eller andet tidspunkt. Det ender som regel med et sammenbrud, som ikke lige er til at komme over igen. Kroppen eller psyken siger “pludseligt” stop. Sammenbruddet kan komme som følge af en langsomt udviklende stress, at ens nærmeste forlader en, at man ikke bliver forfremmet, som forventer, eller af en helt anden grund.

En arbejdsnarkoman kan som oftest ikke hjælpe sig selv. Den første forudsætning for at komme ud af en arbejdsnarkomani er, at vedkommende erkender problemet, og selv gerne vil ud af afhængigheden. Indsigt er vigtigt, men der skal også afvænning til. Det er også nødvendigt at fylde ud med andre ting, både tidsmæssigt og tankemæssigt, da der eller blot kommer et tomrum. Dette kræver som regel professionel hjælp af for eksempel en psykolog eller en stresscoach. Klassisk coaching er ikke egnet til dette.

Selv med den bedste professionel hjælp, kan man ikke kommer over afhængigheden blot med nogle få samtaler. Man skal igennem en proces, hvor der skal afvikles nogle vaner, og der skal udvikles andre vaner, samtidig med at der skal skabes en langtidsholdbar balance i hverdagen.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftgård

————————————-

Kender du til arbejdsnarkomani? Enten fra dig selv eller fra andre? Skriv gerne om det nedenfor for på den måde at hjælpe andre, der læser dette.

3 comments on “Artikel: Forstå arbejdsnarkomani

  1. Pingback: Et kursus i personlig effektivitet kan forhindre stress på arbejdet

  2. hella hartung

    min ven er en arbejdsnarkoman.Han arbejder dag og nat og holder aldrig fri. Han er socialt slet ikke mere til at komme i närheden af.Lever kun for sit job og tilside sätter vores privat liv.Han påpeger at det er mig som bare er uselvständig og fordrejer en hver sätning når vi skal tale om det.Han stresser rundt hele tiden så vi andre ikke kan fölge med.Han griner over det når han fortäller andre at sin arbejdsdag ligger på 20-21 timer.Efter tre dögn bryder han sammen men sover lige et paar timer og starter så op igen. Han kan ikke slappe af , når han er hjemme endevender han hele hytten.Så skal der hygges, bages, laves mad,holde party, drikkes öl, han skal helst have 10 bolde op i luften ad gangen. Det er mega hård at leve et liv med sådan en person.Han vil ikke hjälpe til derhjemme for eks. havearbejde, indköb, vask alt det trälse som vi piger sommetider godt kunne undväre. Den sexuele side i vores forhold er helt stoppet. Ikke fra hans side men min.Jeg kan ikke fölge med mere.Han har ikke tid til lidt omsorg og närhed, og selve akten på madrassen er overstået inden den nästen begynder.Jeg er ikke fortvivlet men har givet op.Han ryger op og ned i sin måde at tale på.Sommetider er han stille og rolig og til andre tider skriger og råber han.Den ene dag er han glad for mig den anden dag er jeg en vämmelig källing. Jeg kender mig jo bedst selv og ved jeg er en helt almindelig kvinde.

  3. Anette Pedersen

    Min (ex) kæreste gennem 1/2år er arbejdsnarkoman. Han er over 60år og alligevel arbejder han langt mere end gennemsnittet. Når han har fri, tænker og taler om sit arbejde hele tiden. Han har hele tiden et eller andet han skal lave, og føler sig konstant presset og bekymret. Hans voksne datter har problemer, truer delvis med selvmord samtidig med, at hun afpresser ham for penge. Hans måde at give kærlighed på, er at købe sig aflad. Det halve år, som vi var sammen, ville han give mig hele verden, når altså det var noget, der kunne købes for penge, men han forstod ikke, at jeg heller ville have nærhed, og jeg savnede ham meget, fordi jeg ikke fik mine behov for samvær, nærværd og intimitet opfyldt. Jeg følte mig hele tiden afvist og til sidst blev skuffelsen så stor, at bærgeret flød helt over for mig. Nok var nok. Vi har fået snakket lidt ud, og jeg har været hudløs ærlig omkring mine følelser for ham, samt gjort ham forstålig, at hans livsstil ikke er forenelig med mine værdier og den måde, som jeg gerne vil leve mit liv på. Lige nu er vores forhold lidt uafklaret, og jeg kan mærke, at jeg savner ham, for jeg oplevede også et godt menneske, når man fik skrællen pillet af. Men jeg står fast, det er ikke et liv for mig.

You must be logged in to post a comment.