Som du måske har læse i medierne den seneste uge, så er det V og K’s officielle holdning, at stress ikke er et samfundsproblem. Men det er vel noget, der kan diskuteres? Med omkring 35.000 daglige sygemeldinger relateret til stress, omkring 1400 årligt dødsfald alene som følge af arbejdsrelateret stress, en årlig omkostning på 14 milliarder kroner, og en række andre uhyggeligt tal, så må man nok sige, at stress er et samfunds-PROBLEM. Det kan så diskuteres, om “samfundet”, eller rettere politikerne, skal gøre noget for at afhjælpe dette problem. Og det er vel egentligt det, V og K mener, at det skal “samfundet” ikke. Det er op til den enkelte. Det er et individuelt problem. Men holder det synspunkt? Jeg tror ikke, det holder i længere tid. Lad og tage to helt andre eksempler:
For 40 år siden sagde man det samme om det fysiske arbejdsmiljø, hvor der i dag er mange skrappe regler på det område. Stress giver et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og en gang i fremtiden vil det være lige som mange regler på det område.
For 20 år siden sagde man det samme om rygning, og i dag er der mange begrænsninger på det område. Stress påvirker ikke kun en selv, men også dem man omgås.
Det er nok mere et spørgsmål om, hvornår politikerne er klar til at gribe ind. I dag har politikerne, og mange andre for den sags skyld, berøringsangst så snart vi taler om noget mentalt / psykisk / personligt, hvilket man ikke kommer uden om for effektivt at forebygge stress. Men dette holder ikke i længden. Alle tal, og mine egne erfaringer, viser, at der bliver mere og mere stress. Så er det ansvarligt af politikerne at melde “hus forbi”?
Min mening er, at for effektivt at sætte ind overfor stress, så må man sætte ind både samfundsmæssigt, organisatorisk i virksomhederne, på ledelsesniveau, kollegialt og individuelt. Kun med en indsats på ALLE niveauer, kan vi effektivt undgår unødig stress. Jo højere niveau vi sætter ind, jo større effekt. Vi andre må kæmpe vider, medens vi venter på politikerne.
———————————–
Hvad mener du? Skal politikerne blande sig? Eller er stress et individuelt problem? Eller er det arbejdsgivernes ansvar? Skriv gerne din mening nedenfor.
tjah synes da bestemt det er et samfundsproblem, alle der ikke har prøvet det, tror ikke det kan ske for dem, men det sker pludselig, hvor man faktisk mindst venter det.
Og netop fordi det e psykisk, så forstår mange dig ikke, for hvorfor bryder din kollega ikke sammen som gør det samme som dig? Det er fordi man har travlt, men kommer der andre påvirkninger, så kan det også nemt ske, man kan sige nogle er heldige og andre uheldige.
Der burde være noget mere fra fagforeningerne, som netop gør noget ved stressen, en hjælp som samtaler eller kursuser i at håndterer det, både for det genere mindst muligt i arbejdstiden, og fordi mange kan ryge ned med stress pga økonomien også, dårlig nattesøvn, også hjælper det ikke med dyre psykologregninger oveni, så kan det hele fortsætte i en ond cirkel!
Istedet for politikkerne “presser” danskerne ud i længere arbejdstider og mere betalt i skat, senere pension, ingen førtidspension og ringere arbejdstider, så burde de tage fat.. Politikkerne har en tendens til kun at se et halvt år ud i fremtiden, hvad samfundet og økonomien angår, men hvorfor ikke se de besparelser der vil komme længere fremme, istedet for om en måned!
Hvorfor var der ikke så mange stresset for 50 år siden? mange børnefamilier kunne bedre få det til at hænge sammen, når moderen var hjemmegående måske? men det er kun de mere priviligeret der har råd til det, for at kan følge med i det her enormt dyre samfund, hvad med at gøre den eneforældre til deltid så længe man har børn under skolealderen?? så vil alting hænge meget bedre sammen, og man slipper for stressende mødre, fædre og ikke mindst børn, der sikkert også kommer til at lide psysisk af forældrenes nedbrud i en periode!
Man vil spare så mange andre steder!!!
Politikkerne kan også spare penge ved at få hjælp af dem der går på dagpenge, istedet for de går der hjemme og gloer, evt arbejder sort eller går i hundende af det ene afslag efter det andet, så kan de hjælpe med at gøre rent hos de ældre e.lign. nogle timer om ugen, se det ville jeg hellere end gå arbejdsløs i flere år, hvis det skulle ske!
Hej Tina
Tak for dit indlæg. Jeg er helt enig i, at politikerne burde se mere langsigtet. Og ikke mindst mindre snæversynet. Da de nedsatte familiekommissionen, så måtte medlemmerne kigge på en række ting, men stress var ikke med, selv om det havde været oplagt. Der er også meget fokus på KRAM (kost, rygning, alkohol og motion) men der burde også være lige så meget fokus på stress og søvn!
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
At arbejdspladser til stadighed klækker stressramte ud i samfundet, ja så er det et problem for samfundet.
Virksomheder består af ledere. Ledere er ofte fokuserede på egen vinding og skyer ingen midler for selv at få skulderklap, titler og bonus på kontoen. De omkostninger det medfører er et stort problem.
Mange ‘moderne’ arbejdspladser har nedskrevne værider og målsætninger, men glemmer at inddrage medarbejderne reelt i hvad der rører sig i op- og nedgangstider, fordi der kun er fokus på, hvad ledergrupperne mener.
Det er virkelig dårlig priortering, for hvis en arbejdsplads reelt inddrager medarbejderne, så er jeg sikker på at der kan skabes et engagerert dynamisk fælles projekt, der er god for både medarbejdere og virksomhedsreslutatet – til glæde for hele samfundet.
Hej Pernille
Ja, man får nogle gange indtryk af, at nogle virksomhedsledere ofte tænker for kortsigtet. Man kan se på et godt arbejdsmiljø som en ressource i en virksomhed. Hvis den bliver brugt op, så er virksomheden lidende eller måske ligefrem døende.
Din pointe med værdier er rigtig god. Topdefinerede værdier ender ofte med at ligne markedsføring mere end realiteter. Problemet er, at det ikke giver mening, med blot ét værdisæt. Det eneste sted jeg har oplevet, at det virkeligt fungerede med værdierne, er hvor man har lavet forskellige værdisæt for forskelle interessenter. Ejerne har nogle værdier, lederne andre, mellemlederne andre, de forskellige medarbejdergrupper andre, kunderne andre, osv. På den måde får man også identificeret værdikonflikter, som jo alligevel er der i det virkelige liv, men når de kommer frit frem, kan man langt bedre tackle dem.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård