Stress og sygemelding: Hvor længe?

Nogle gange er en sygemelding nødvendig, hvis man for alvor er blevet stresset, og et af de spørgsmål, jeg ofte får, er: Hvor lang tid varer en stresssygemelding?

Der findes ikke noget enkelt svar på dette, da det er meget individuelt, men jeg vil forsøge at give et så fyldestgørende svar som muligt. Man kan se det på den måde, at der er en optimal tid, og så er der en række faktorer, der kan gøre, at det tager længere tid. De faktorer, der primært har betydning for varigheden af en sygemelding, er:

  1. Om stressen har udviklet sig til sygdom.
  2. Hvilken og hvor hurtig hjælp man får.
  3. Hvor presset man er under sygemeldingen.
  4. Hvor indstillet man er på at få hjælp.
  5. Hvordan man starter op på arbejdet igen.
  6. Lederens ressourcer og kompetencer under en opstart.
  7. Kollegaernes forståelse og hensyntagen under en opstart.

Min erfaring er, at den optimale tid, før man kommer på fuld tid og arbejder helt normalt igen, er mellem 6 og 12 uger / i gennemsnit 2½ måneder efter påbegyndelsen af stresscoaching. Dette forudsætter dog; at vi ”kun” taler om stress (hvilket i den grad kan være slemt nok, men hvor stressen ikke har udviklet sig til egentlig sygdom såsom depression eller angst), at man får hurtig og kompetent hjælp (der er stor forskel på, hvor effektiv hjælpen er), og endelig at man får maksimal mulighed for at komme sig (hvor man ikke stresses yderligere eller føler sig presset under sygemeldingen).

Men som sagt, er der flere faktorer, der kan gøre, at en sygemelding tager længere tid end de i gennemsnit 2½ måneder. Jeg vil her gennemgå disse ét punkt ad gangen.

Hvis stressen har udviklet sig til en egentlig sygdom såsom depression eller angst, eller hvis der er udbrændthed indover, skal dette behandles sideløbende med stressen. Dette vil alt andet lige kræve en længere sygemelding, specielt ved depression og udbrændthed. I disse tilfælde vil en tilbagevenden til arbejdet skulle tilrettelægges ekstra omhyggeligt.

Den hjælp, man får, har stor betydning for, hvor længe man er sygemeldt. Uden hjælp kan sygemeldingen vare dobbelt så længe som med hjælp. I bedste fald får man optimal hjælp. I nogle tilfælde har hjælpen ingen effekt. I værste fald tager det længere tid, end hvis man ikke får nogen hjælp. Det er også vigtigt at få hurtig hjælp, da det at være sygemeldt i sig selv kan være stressende og dermed medvirke til at forlænge sygemeldingen. Uden kompetent og hurtig hjælp vil en sygemelding oftest blive forlænget.

Ethvert pres under en sygemelding forlænger den tid, man er sygemeldt. Det, der er afgørende, er, om den sygemeldte opfatter det som pres. Det kan både være ydre pres, f.eks. fra arbejdspladsen eller kommunen, eller eget pres, f.eks. mangel på egen accept af sygemeldingen eller dårlig samvittighed over at svigte andre. Kontakten med arbejdspladsen under en sygemelding har således betydning for længden af sygemeldingen. I bedste fald er kontakten støttende. Men den kan også let føles som et pres. Eksempelvis vil en telefonopringning fra arbejdet, som ikke føles støttende og forstående, sagtens kunne forlænge sygemeldingen med en dag eller to.

Den sygemeldte skal også være indstillet på at blive hjulpet. Man kan kun hjælpe mennesker, der vil hjælpes, og en vigtig del af stresscoaching er hjælp til selvhjælp. En effektiv indsats indebærer f.eks., at man målrettet skal arbejde med afstresning. For jo bedre man er til dette, desto hurtigere bliver man klar igen. Hvis den sygemeldte ikke er indstillet på at arbejde målrettet med afstresning og med sig selv, så tager sygemeldingen længere tid.

Den måde, man starter på arbejdet igen efter en stresssygemelding, har også betydning for den samlede tid, man er sygemeldt. Man kan sige, at jo mere forsigtigt man starter op, desto kortere tid er man sygemeldt. Ethvert pres under en opstart forlænger den samlede sygemeldingsperiode, dvs. tiden indtil man er på fuld tid igen. Nederst i dette indlæg er der et link til mere information om dette emne.

Under en opstart er lederens ressourcer, kompetencer og opbakning af stor betydning. Indtil man er på fuld tid, skal der være så lidt pres på som muligt, og ingen stress. Ethvert pres og al stress forlænger den tid, det tager at komme op på fuld tid igen. Det optimale er at have en slags ”skånejob”. Hvis lederen ikke er støttende, hensynsfuld og bruger tid på den sygemeldte i opstartsperioden, bliver den samlede sygemelding let forlænget.

Det er også vigtigt med kollegaernes forståelse og hensyntagen, specielt hvis man starter, længe før man er helt klar. Hvis denne del ikke fungerer optimalt, så vil det også forlænge den samlede sygemelding.

Samlet set kan man sige, at ethvert ydre pres og al ydre stresspåvirkning, indtil man er helt klar, vil forlænge den samlede sygemelding. Det afgørende er, hvordan påvirkningen opfattes af modtageren/den stressramte, og ikke hvordan den er ment fra afsenderens side.

Det, jeg ofte hører ude i virksomhederne og fra dem, jeg møder på anden vis, er, at det ikke er ualmindeligt med sygemeldinger på alt fra tre måneder til over et år. I nogle af disse tilfælde hænger dette sammen med, at stressen har udviklet sig til anden sygdom. I andre tilfælde hænger det sammen med den hjælp (eller mangel på samme), som den sygemeldte har fået, og ikke mindst med den måde, hvorpå han/hun er vendt tilbage til sit arbejde, herunder lederens håndtering af denne tilbagevenden.

Du kan læse mere om at vende tilbage til arbejdet i mit indlæg: Sygemeldt og stress: Hvordan starte på arbejde igen?

6 comments on “Stress og sygemelding: Hvor længe?

  1. Pingback: Stress og sygemelding: Hvordan starter man på arbejde igen? | Forebyg Stress - Af Bjarne Toftegård

  2. zanne unger

    JEg er offentlig ansat. ER der nogen mulighed for at søge om en stresscoach?

    • Hej Zanne
      Det er ikke noget i vejen for at få en stresscoach som offentligt ansat. Jeg har stresscoachet rigtig mange offentligt ansatte. Det kræver blot at din chef siger god for det.
      Hilsen
      Bjarne Toftegård

  3. Jeg blev sygmeldt for snart 6 måneder siden med stress og depression i moderat til svær grad. I sidste uge kom jeg endelig til på Psykiatrisk Center, hvor man konkluderede at hvis jeg havde været deprimeret, så var jeg kommet ud af det nu. Men til gengæld sendte de mig hjem med diagnosen “Belastningsreaktion”.
    Men hvad betyder det at man har en belastningsreaktion?
    Er det, det samme som stress, eller hvori ligger forskellen?

    • Hej Vicki
      Diagnosen belastningsreaktion bliver ofte brugt som resultatet af langvarig stress. Det er altså ikke stress, men resultatet af langvarig stress. Nogle gange kalder man det også for udbrændthed. Når man oplever det, så tager det ofte lang tid at komme ovenpå igen. Kuren er at gøre så lidt som muligt, der dræner en for energi, og så meget som muligt, der giver en energi. Man skal helst ikke køre sig i bund energimissægt, da det kan trække det ud med at få energien tilbage igen.
      Hilsen
      Bjarne Toftegård

  4. Hej Bjarne
    Jeg er rigtig glad for din måde at beskrive en belastningsreaktion på; som resultatet af langvarig stress – og ikke som stress. Det giver nemlig rigtig god mening for min situation.
    Jeg er ikke træt og energiforladt, men jeg oplever at jeg skal være meget fornuftig i min planlægning af daglige/ugentlige aktiviteter. For sådan noget som intens snak, langvarigt socialt samvær, mange stimuli fra fx skærme og for mange sideløbende tanker giver mig ubehagelige reaktioner, som jeg egentlig ser som stressreaktioner. Det drejer sig om hovedpine, uvirkelighedfølelse og uro i brystet. Gad vide om den oplevelse svarer til dit billede af at have gjort ting, der dræner for meget for energi?
    Jeg passer godt på, og sørger for at gøre ting, som giver mig energi og gode oplevelser. Så jeg ikke slider for meget på mig selv og udsætter bedringen. Jeg vælger at tro at det er den rette vej, hvilket en af coachene på telefonen også synes. En anden jeg har talt med synes dog at jeg skal prøve at presse grænsen lidt, fordi det vil gavne mig.
    Det er selvfølgelig ret ærgerligt og forvirrende at få to forskellige råd. Specielt når jeg for alt i verden ikke vil gå baglæns i denne proces. Kan der være noget sandhed i at eksponere og udfordre sig selv i forhold til snak, socialt samvær mv – også selvom man får det dårligt og kan mærke at der ikke er langt til en ny, grim nedtur? Jeg bor med en kæreste nu, men har i tre år af mit stress-forløb boet alene. Det betød at jeg var meget lidt social og derfor heller ikke snakkede så meget. Så måske skal der genoptræning til, sådan set på et mere fysisk plan.
    Lige som en sidste tanke, så skal du vide at jeg er rigtig glad for din hjemmeside og alle de artikler og råd jeg har samlet mig fra dig. Tak for det.
    Mange hilser fra Tina

Submit comment

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>