Ina skriver i indlægget http://www.forebygstress.dk/blog/hj%c3%a6lp-min-mand-taler-sort:
“Min mand virker total stresset over arbejde og privatliv. Er træt, opgivende, og har til stadighed for meget at se til. Men uanset hvad jeg siger, virker det som om han er så ydrestyret af alt hvad der kommer udefra – at han løber efter det. Og der er jo ALTID mere end man kan nå. Det resulterer i et menneske der ikke er nærværnde, hvor familien bliver prioriteret nederst i bunken hele tiden. Tusind undskyldninger om – at det bare er lige nu der er særlig travlt. Holder ikke aftaler privat længere… melder ikke tilbage og virker ret fraværende… Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg snart mere kan støtte og hjælpe, synes jeg har prøvet opbakning, at sige fra og sige stop, tale om det ( i årevis). Men jeg synes han fortsætter.og det bliver kun værre.. og måske lige ud over kanten. Er der overhovedet noget jeg kan gøre. Jeg har sendt ham til en coach, hvor han deltog en gang… det er som om, når man ikke ønsker ændringer og er motiveret for dem, så bliver det jo ikke til så meget. Lige nu overvejer jeg bare at lade ham løbe linen ud, det er jo hans liv. Vi har dog 2 børn som jeg selvfølgelig synes det går ud over også. hvis du havde en kommentar ville jeg blive glad.
kh Ina”
Kære Ina
Det lyder, som du gør alt, hvad du kan, for at få din mand til at gøre noget ved sin stress. Desværre er det ikke altid nok. Dels kan det være svært for din mand at indse, hvor stresset han egentlig er. Dels kan det være svært for ham at gør noget ved det, selv om han måske inderst inde ved, at han bør gøre det. Ved alvorlig stress mister vi nogle gange selvkontrollen.
Før du opgiver ham, så er det et par ting du kan overveje at gøre. Målet er i første omgang at få ham til at indse, hvor stresset han egentlig er, og at han har brug for professionel hjælp.
Måske kan du få ham til at tage en stresstest. Det kan nogle gange være en øjenåbner. Eller du kan printe dit indlæg og dette svar du, og så få ham til at læse det.
Ofte lytter vi mere til mennesker, som ikke er så tæt på, end til dem, der er tæt på. Måske kan du alliere dig med nogen fra hans familie eller nogle af hans venner eller bekendte, så de tager en alvorlig snak med ham.
Hvis det ikke virker, så kan det næste skridt være at du kontakter hans arbejdsplads / chef direkte, og fortæller at det ikke kan fortætte på denne måde. Hvis din mand ikke får hjælp, så har det konsekvenser for både jer, som familie, og for hans arbejdsplads. I yderste konsekvens kan de “tvangssygemelde” ham.
Når han har indset og accepteret, at han har brug for hjælp, så er det næste skridt at finde den rette hjælp til ham. Se evt. min beskrivelse af muligheder på http://www.forebygstress.dk/individ_stress_roed.htm
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——
Kender du nogen, der ikke vil/ville/kan/kunne gøre noget ved deres stress? Hvad gjorde du? Hvordan virkede det? … Skriv gerne en kommentar nedenfor. På den måde kan du hjælpe både Ina og andre.
Jeg afventer også yderligere svar på denne tråd… Min mand er tydeligvis også stresset og har været det i lang tid… 1-2 år… Det er også kun blevet værre og værre og han vil ikke erkende det. Det går ud over familielivet, og hvor gør det ondt at se når børnene også mærkes af det… Jeg er nu kommet dertil hvor jeg overvejer om det vil være bedst for børnene især at jeg opgiver min kamp for at få ham til indse, at noget er helt galt med ham…
Jeg håber, at kunne læse mig frem til nogle gode råd her…
Til bekymret kone
Det er en svær situation du er i. Hvis du vælger at forlade din mand, så er du langt fra være den første, der gør det. Stress er faktisk en helt almindelig skilsmisseårsag, enten fordi den stressede forlader familien, fordi vedkommende ikke kan overskue det mere, eller fordi de pårørende ikke kan klare det mere, og forlader den stressede, eller smider vedkommende ud. Og det er enormt ærgerligt, fordi hvis den stressede var modtagelig for hjælp, så kunne det undgås.
Jeg går ud fra at du har prøvet eller overvejet de foreslag, jeg har skrevet øverst i indlægget.
Hvis du har mod på at give din mand en chance til, så kan jeg anbefale en bog, som er skrevet netop til de pårørende, dvs. dig. Det er bogen ”Tag dig nu sammen, skat” af Lisbeth Fruensgaard. Den var ikke udkommet, da jeg skrev det oprindelige svar på dette indlæg.
En anden mulighed er at printe denne tråd ud og ”tvinge” din mand til at læse den.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård