Skifte arbejde ved sygemelding?
Britt skriver under Spørg om stress
“Hej Bjarne
Har med glæde læst din bog “Stress eller ikke stress” og arbejder med alle de gode redskaber du beskriver. Har været sygemeldt med stress i 6 uger og var i sidste uge til samtale på arbejdspladsen vedr, opstart på ½ tid efter nytår. Syntes det hele var begyndt at gå fremad, men er da blevet “bombet” tilbage til virkelig dårlig søvn og masser af fysiske reaktioner og tanker igen, og det hele drejer sig om job og tanker om at vende tilbage. Det skal lige tilføjes at denne stress blev udløst af knap 2 års frustration på jobbet - det være sig opgavemæssigt, manglende struktur, manglende ledelse osv, Alt dette gør selvfølgelig at jeg nu HELE tiden går med tanker om - om jeg skal tilbage?? Bliver det nogensinde godt ?? Er det her et vink om, at jeg skal noget HELT andet?? Det er de tanker der fylder, og vil jeg falde til ro og få stresssen helt ud af kroppen, hvis arbejdsforholdet bliver afbrudt?? Er faktisk så langt, at jeg har kontaktet min fagforening for råd og psykolog timen i morgen skal bestemt handle om disse tanker - men kunne godt bruge et råd - skal man gå tilbage til en fuser ?? Eller erkende, at det var det her det gjorde udslaget og komme væk ?? Andre med samme erfaring ??
På forhånd tak.
Mvh, Britt”
Hej Britt
Det er svært at give råd om fremtiden alene ud fra din henvendelse. Når du i knapt 2 år har oplevet frustration på arbejdet, så sætter det sig i underbevidstheden, og du oplever angst/stress alene ved at tænke på arbejdet. Det kan være en rigtig god ide at få noget kognitiv terapi mod denne angst, så den ikke bliver bestemmende for dit valg af arbejde.
Hvis det ikke lykkes at komme af med angsten, så er løsningen at finde noget andet. Hvis det derimod lykkes at komme af med angsten, og du ønsker at vende tilbage til jobbet og kan få en fornuftig aftale om dine arbejdsforhold (så du ikke blot vender tilbage til den samme stress), så vil det være det bedste at komme tilbage (”op på hesten igen”). Du kan så på sigt overveje om du skal finde noget andet, hvis arbejdsforholdene ikke er gode.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————-
Kender du til overvejelsen om at skifte job i forbindelse med er stresssygemelding? Skriv gerne om det nedenfor for på den måde at hjælpe andre.
Filed under: Spørgsmål / svar, Stress, Symptomer


Kommentar til:skifte arbejde ved sygemelding.
Det var med stor lettelse at jeg læste dette indlæg, da jeg står i nøjagtig den samme situation.
Jeg har været sygemeldt i 3 mdr. og det er meningen at jeg skal starte på mit job igen om en måned.
Men da jeg var til “omsorgssamtale” fik jeg det kun meget dårligere, og faldt i igen, mht at undskylde og forklare (som jeg altid gør) - bare tanken om at skulle tilbage giver mig hjertebanken osv osv.
Desværre er jeg 56 år, og ved at jeg får svært ved at finde noget andet. Og jeg føler mig slet ikke i stand til at oparbejde de kræfter der skal til for at starte i et nyt job. Det er rigtigt gået op for mig hvor lavt selvværd jeg har. Min læge mener forøvrigt også at jeg har en lettere depression, og det gør det jo heller ikke nemmere. Men jeg føler faktisk at jeg falder længere og længere ned i et hul. Jeg er så heldig at være udtrukket til et forsøg på Arbejdsmedicinsk Klinik et Stressbehandlingsprojekt, men indtil nu ser jeg desværre ikke nogen fremskridt.