Rikke skriver i Spørg om stress:
“Hej Bjarne
Jeg har tilmeldt mig din e-mail kontakt, hvor du sende mig gode råd om, hvordan jeg skal tackle min stress, hvilket også hjælper mig i min hverdag.
Men jeg er en pige på 19 år, og går på teknisk gymnasie på 3. år. Vi er godt igang med eksamensprojekter og jeg føler mig presset fra alle sider. Jeg klare mig egentlig meget godt, kan bare ikke længere overskue min hverdag, skole, familie, kæresten eller fritidsaktiviteter.
Jeg har snakket med min læge om mit problem, og da jeg har en fortid med to ret hårde depressionsperioder, har hun valgt at give mig noget medicin, så jeg skulle kunne sove bedre, så jeg i det mindste kan få min nattesøvn. Det er noget der hedder Mirtazapin Orion jeg får, som også skulle hjælpe på depression. Derudover har hun anbefalet mig dagligt motion eller frisk luft.
Jeg dyrker motion mindst 3 gange i ugen, hvor jeg er i motionscenter med min kæreste og et par venner, derudover skal jeg også til at løbe hver tirsdag og torsdag sammen med en lille gruppe venner, for at tage min læges anbefalinger i brug. Men jeg synes medicinen gør mig træt, utrolig træt. Jeg kan sove konstant, hvis jeg ellers ligger mig ned.
Men mit egentlige problem er min skole, for jeg føler ikke længere at jeg kan følge med, jeg kan sidde i timevis og bare kigge på mine ting uden at få lavet noget. Men jeg skal bare have lavet lektier og afleveringer og eksamensprojekter, så at jeg kan følge med, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, nu når jeg bare ikke kan få lavet noget af det? Fordi jeg plejer at kunne det hele. Og jeg kan næsten ikke bare lade være at lave det nu de sidste 3 måneder af min skole. Men der kommer bare flere og flere ting og det hele er bare blevet uoverskueligt. Og når jeg så kommer hjem, ender det oftest med at jeg ligger mig hos min kæreste og enten græder eller bare drømmer mig væk fra det hele, for at kunne overskue det hele.
Jeg håber du kan hjælpe mig med at sige, hvad jeg kan gøre ved mit problem.
Mvh Rikke M.”
Hej Rikke
Du skriver, at du plejer at kunne det hele. Og det kan du ikke mere. Du føler, du er nødt til at “drømme dig væk fra det hele”. Din løsning er at flygte fra presset. Der er ingen tvivl om, at du ikke har det godt. Om det er stress eller en depression, kan jeg ikke afgøre. Det er i hvert fald godt, at du har været hos lægen, og at du dyrker motion.
Jeg kan sagtens følge dig i, at det ville være godt at kunne klare de sidste 3 måneder, så du kan få din eksamen. Men måske ligger meget af presset, netop i at dine afsluttende eksamener nærmer sig. Som det er nu, fungerer det ikke. Der skal noget andet til.
Jeg tror, at du har brug for professionel hjælp til at komme igennem de næste 3 måneder. De fleste gymnasier har en psykolog tilknyttet, og jeg vil foreslå, at du får en akuttid hos denne eller en anden psykolog. Medicinen kan hjælpe med noget, men der skal nok mere til.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
———————–
Kender du til stress op til slutningen af en uddannelse? Hvordan klarede du det? Skriv gerne en kommentar nedenfor.
Hejsa Rikke
Jeg er nøjagtig i samme situation som dig – det er så bare min videregående uddannelse jeg skal til at afslutte og presset på mig vokser fra alle sider og nogle gange har jeg bare lyst til at skrige og smide det hele fra mig.
Jeg er oveni alt dette mor til to og gift.
Det kræver meget at være studerende og det kræver endnu mere hvis man forventer at man skal yde det bedste uden at kunne det og jeg har lært det på den hårde måde – tre måneders sygemelding og et semester der måtte gås om – mit specialiseringsforløb bærer også præg af at jeg ikk har haft resourcerne, så det sidder jeg også arbejder med igen – samtidig med at vi har en et eksamensprojekt, der skal laves om, fordi jeg er dumpet til sygeeksamen..
Det jeg har det sværest med – er når kontrollen siver ud gennem fingrene på mig, det sker i når ting jeg ikke forventer sker…
Mit bedste råd – er det jeg har fået af en psykoterapuet – giv dig selv fridage – hvor du er i fokus og intet andet. Lav noget du kan lide og tænk kun på dig selv… Det er hammer svært – men det virker…
Mange varme tanker
fra
Nethe
Hej begge.
Jeg selv kender, hvordan stress indvirker på studierne i slutfasen. Og enddog, at studierne formentlig er årsagen til stressen.
Netop som du skriver Nethe – at man mener, at forventningerne er, at man skal yde sit bedste.
For mig vedkommende, har denne forestilling resulteret i, at jeg bare har glemt mig selv. Glemt at holde pauser, at have det sjovt nogen gange, at have et liv ved siden at studierne/arbejdet. Ambitionerne og perfektionismen har taget over. For mig har dette også betydet, at resultaterne ikke har afspejlet det jeg kan, fordi jeg har overpræsteret.
Mit råd vi sålese være, at kigge på de ambitioner og den perfektionisme, man ligger i studierne. For mit vedkommende er forventningen nemlig noget jeg selv har sat i mig – forventningen til mig selv. Fungerer det? Kan jeg opnå gode resultater ved at skrue lidt ned for perfektionismen, så man også kan nyde processen og ikke kun være fokuseret på målet?
Mvh Susanne (nu på orlov fra jurastudierne – også selvom det er i slutfasen).