Lotte skriver i indlægget Fem gode råd om stress og julen:
“Hej BjarneMedio december ‘07 blev jeg sygemeldt pga stress.
Siden sommerferie er det gået væsentlig bedre for mig, og det er primært træthed, der har hængt ved. Ligeledes hvis jeg ikke får sovet nok eller godt, så daler energi og overskudsniveauet væsentligt.
Nu har jeg igen mange udfordringer på jobbet, som tager energi, og udover det har jeg min hovedopgave på mit “aften-studie” der skal afleveres om 1½ uge.
Og så er der jo juletravlheden, som jeg pt har nedprioriteret.
Den sidste uge har jeg (igen) haft uro i kroppen, spændinger, svært ved at sove, hyletone i ørene om nat/morgen, koncentrationsbesvær, har let til tåre, er meget træt og har lidt hukommelsesproblemer…. Jeg tror godt at jeg kan klare mig gennem decembers travlhed, men samtidig er jeg i tvivl og angst for at få tilbagefald, hvis jeg fortsætter.
Når jeg nu er opmærksom på symptomerne og ved at jeg skal prioritere min tid og huske at være god ved mig selv, er der så grund til at være angst dag og nat?
Hilsen, Lotte”Kære Lotte
Det er godt, at du er opmærksom på dine symptomer, at prioritere din tid og at være god ved dig selv. Men angsten har ingen logik. Når du mærker den, så ved du at der er noget, du skal skære ned på. Det kan være arbejdet, hovedopgaven, det sociale, julen osv. Du må fjerne nogle af stressårsagerne.
Din opgave er at prioritere, hvad er vigtigst på dit nuværende tidspunkt i dit liv. Selv om jeg ikke er meget for at skrive det i denne juletid, så er det måske netop alle julforberedelserne, du skal springe over i år? Julen kommer igen hvert år, hvorimod de andre ting jo ikke kommer tilbage af sig selv.
Det lyder, som du snart kommer ud af stressen, da hovedopgaven snart skal afleveres; og december måned jo også tager en ende. Så pas rigtig godt på dig selv i den nærmeste fremtid. Måske kunne dit nytårsforsæt være at blive bedre til at håndtere stress? … Der er mange teknikker, du kan lære. Se mere i min bog “Stress eller ikke stress” eller i e-kurset “Bliv fri for stress”. Der er også gode råd mod træthed.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————————–
Kender du til angst dag og nat, og at tingene kulminerer. Skriv gerne om dine erfaringer nedenfor.