Chefen: “Du skal tage dig sammen”

Elise skriver under Spørg om stress:

“I sommeren 2008 blev bemandingen endelig optimal i afdelingen, og vi gik fra 2/3 til 4 medarbejdere. Der var en god omgangstone og der var gang i den. Egentlig var vi 3 i afdelingen, der alle havde meget at lære, samt “en gammel rotte” med en uvurderlig viden om det hele. Omgangstonen var måske lidt for frisk, og jeg sagde til sidst fra, og sagde til min chef, at jeg ikke anså mig selv for at være sart, da jeg jo selv kan snakke med ind imellem, men jeg syntes der var gået for meget pik og patter i det hele. Jeg syntes også at der begyndte at komme noget klikkedannelse, som var mærkbart forskelsbehandlende for mig og andre af mine kollegaer. Svaret var at jeg skulle tage mig sammen. Det samme sagde min direktør. Følte direkte at de sagde jeg var idiot.  

For 1½ år siden begyndte jeg så at gå hos en psykolog. Jeg begyndte mest fordi jeg havde fundet mig en kæreste, som prøvede at styrer mig, og jeg havde svært ved at sige fra. Brugte så timerne hos psykologen til at snakke om arbejde, og hun sagde til mig, at det var mit arbejde der var mit hoved problem for hvordan jeg havde det, fordi jeg allerede havde taget skridtet og smidt kæresten ud da jeg startede. Det var nogle gode samtaler, men kunne ikke fortsætte da jeg ikke selv ville kunne betale det det koster. På arbejdet hed det sig, at det var mit privatliv der var noget rod, og det måtte ikke gå ud over mit arbejde.

Som rigtig mange andre går jeg 110 % op i mit arbejde, går op i mine opgaver, og kan normalt rigtig godt lide at gå på arbejde. i 2009 havde jeg 5 sygedage, og jeg har aldrig haft minusfleks, har altid plusfleks, så jeg anser mig selv som værende ret stabil, også selvom jeg ikke er helt glad for hvordan tingene foregår og den behandling jeg har fået.

Ved min MUS samtale sidste år blev min chef og jeg enige om, at en kollega skulle læres op i mine hovedopgaver, for vi var meget sårbare hvis jeg skulle blive syg, og jeg var begrænset i hvornår jeg kunne tage ferie. Det havde jeg det fint med, men min chef har i stedet for at sikre sig at oplæringen er god for begge parter, så har han talt til mig i godt 8 måneder som om, at jeg skal skynde mig at lære tingene fra mig så jeg kan blive vippet ud.

Samtidig føler og ser jeg mere og mere forskelsbehandling i firmaet, og en “slikken røv” på ledelsen som jeg bare ikke kan acceptere. Der er kommet en meget fast klikke i firmaet, som for mig alt for åbenlyst holder andre udenfor. Vi er kun 38 mennesker, så alle ved alt om alle. Hvad de egentlig laver sammen uden for arbejdet det er jeg fuldstændig ligeglad med, men den måde de arrangere de ting de skal og sådan i arbejdstiden overfor andre kollegaer som ikke er velkomne, og måske gerne ville være en del af det, det synes jeg er meget usmart. Da jeg er typen der siger min mening, har det faktisk udløst, at der netop var en der følte sig udenfor, som nu er med i klikken. Så lidt ret havde jeg da. Hvorvidt der er andre der har det sådan ved jeg ikke.

Når jeg taler om det føler jeg, at jeg hører til i 3. klasse.

Sommeren over og efteråret med, der har jeg gjort mit til at få det til at fungere i afdelingen, så vi har et godt klima. Inderst inde er jeg ikke glad, men mener ikke jeg lader det gå ud over mine kollegaer og passer mit arbejde. I forbindelse med en hjertefejl jeg render til lægen med for at få fikset, så har jeg måtte udsætte en indlæggelse fra december til februar. Først havde jeg det fint med det, ved jo hvor travlt vi har med regnskaberne i december og alt muligt, men den måde jeg fik at vide af min chef at jeg ikke kunne få fri til det i december fik mig til at tænke mere over det efterfølgende, og den 22. december sagde lægen til mig, at jeg har fået stress. FEDT! Tænkte jeg bare. Det er der jo ikke en kæft der tror på alligevel, og hvis jeg siger jeg har stress får jeg bare at vide at jeg er idiot og det er mit privatliv der stresser mig. Ja jeg har meget om ørene privat, bruger min fritid på arbejdsgiverbetalt undervisning på merkonomen, har valgt at læse til sportsmassør for at få lidt nye udfordringer, og jeg er ved at lægge 2 lejligheder sammen, men har en til at tage sig af det. Det er selvfølgelig meget, men det er ikke det der rummer mit hoved, det er mit arbejde. Det vil jeg aldrig kunne overbevise min chef om.

Jeg troede som sagt, at det gik meget godt, men så for 1 uge siden blev jeg kaldt til afdelingsmøde, hvor de alle 4 sidder og fortæller mig om hvor meget jeg ødelægger det hele og ikke er samarbejdsvillig. Ikke en god oplevelse, slet ikke fordi jeg ikke var forberedt, og min chef ikke har været en i mine øjne professionel chef, og hevet mig til en samtale under 4 øjne. Følte mig ekstremt angrebet.

Det møde triggede så det sidste for mig, og jeg sygemeldte mig et par dage efter. 4. sygedag i dag, og 3 ud af de 4 dage har jeg måttet besvare arbejdsrelaterede spørgsmål over telefonen eller hjælpe på mailen. Da min telefon ringede første gang rystede jeg over hele kroppen. Da den ringede 2. gang rystede jeg over hele kroppen. Da jeg fik en besvarelse på min mail, hvor jeg skrev at jeg stadig var syg, prøvede min chef at få mit til at føle jeg ikke gør mit arbejde godt nok, eller på anden måde ikke laver det til tiden. Der ikke bare rystede jeg over hele kroppen, jeg græd. Og bare tanken om det får mig til at græde.

Jeg aner slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg har det så skidt.

Jeg står til at blive fyret pga. samarbejdsvanskeligheder. Nogle vanskeligheder jeg ikke selv var bekendt med, og de kan ikke bevise noget. Jeg må ikke være syg, fordi, det er man bare ikke. De dage jeg har været syg, har jeg kastet op og haft feber om natten. Haft det meget godt i dagtimerne og derved tænkt at jeg kunne tage på arbejde dagen efter. Det var jeg ikke i stand til, da mit natterend bare fortsatte, så nu skal jeg tage en sovepille inden jeg går i seng, og en betablokker i morgen inden jeg tager på arbejde, så jeg får sovet og jeg kan være rolig. Så må jeg jo tage den derfra. Den cocktail af piller fik jeg på recept af lægen dagen efter afdelingsmødet (om tirsdagen) til om onsdagen hvor jeg var blevet indkaldt til MUS samtale, og jeg rystede bare over hele kroppen bare ved tanken.

Det eneste jeg føler jeg kan gøre er at begynde at søge nyt job, så jeg kan komme væk, men hvad skal gøre jeg ind til da? Hvor skal jeg gøre af mig selv? Skal jeg tage på arbejde og se om jeg kan gøre som de vil have? Jeg ved jo ikke engang hvad jeg gør forkert.”

Kære Elise

Det har været nogle ekstreme arbejdsforhold du har haft, og ingen kan holde til det i længden. Det lyder, som det er en god ide med sygemeldingen i lidt længere tid. Når du er sygemeldt, skal din arbejdsgiver give dig fred. I din situation vil det være bedst ikke at besvare e-mails og telefonen, men blot at lave et autosvar og sætte telefonsvarer på, om at du er sygemeldt, og at henvise til f.eks. din chef eller en kollega.

Du har gjort meget for at redde din arbejdsplads. Men du kan ikke redde en arbejdsplads med den ledelse, som den du beskriver. Det næste stykke tid bør du koncentrere dig om at redde sig selv. Hvis forholdene ikke ændres radikalt på din arbejdsplads, bør du overveje at finde andet arbejde.

Jeg synes, at du skal tage sagen op med din fagforening. De er eksperter i sager som dette, og de er der netop for at hjælpe dig. De kender dine rettigheder og ved, hvordan situationen skal tackles.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

——————————

Kender du til arbejdsforhold som beskrevet ovenfor? Hvordan tackler/tacklede du det? Skriv gerne om det nedenfor til glæde for andre.

You must be logged in to post a comment.