Gør stress, at man bliver styret af følelserne?

Lene Lynge skriver i indlægget Spørg om stress:

“Hej Bjarne.
Jeg er meget glad for de nyhedsmails jeg får fra dig. Jeg har brugt rådet med at lave lister til hver dag. Lige nu er ti ting bare for meget på en dag.
Jeg har været sygemeldt siden 10. december og kan stadig ikke overskue ret meget. Jeg læste et sted på siden, at man er / kan være meget styret af sine følelser når man lider af stress. Det er nogledage siden, så måske husker jeg forkert…??
   Jeg oplever det sådan, at jeg nærmest er slave af mine følelser. Er hyper sårbar og synes det er en kæmpe belastning at bryde grædende sammen, ved den mindste positive eller negative oplevelse. Jeg har også mange katestrofetanker- “tænk hvis……” Jeg har været hos min læge og en psykolog to gange.”

Hej Lene

Tak for dit spørgsmål. Du husker helt rigtigt. Jo mere stressede vi er, jo mere bliver vi styret at vores følelser.

Langvarig stress gør, at følelserne hurtigere tager over. Vi bliver lettere vrede, kede af det, mere indadvendte osv. Følelserne får mere at sige, og vi kan ikke styre dem så godt.

Langvarig stress gør også, at vores fornuft virker dårligere og dårligere, vi mister lettere overblikket, får svært ved at vælge/prioritere, laver flere fejl, har sværere ved at omgås andre mennesker, osv. Disse ting kan også være med til at påvirke vores følelser.

“Katastrofetankerne” får også mere frit spil. Dette er en slags automatiske tanker, som vi ikke uden videre kan styre. (Det kan dog læres.) Stressen gør, at vi tænker mere sort/hvidt. Enten er noget godt eller skidt.

Det er godt at høre, at du får hjælp, dels gennem din læge og dels gennem en psykolog. Efterhånden som du kommer ud af dine stress igen, så bliver du dig selv igen.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

—————

Kender du til at følelserne tager mere over, når du er stresset? Fortæl gerne om den nedenfor.

8 comments on “Gør stress, at man bliver styret af følelserne?

  1. Hej

    Jeg kender helt klart til det at følelserne tager over, selv om jeg selv synes, jeg er kommet langt i forløbet, oplever jeg stadig dage, hvor alt stadig føles uoverskueligt, og bare jeg møder en kollega, når jeg er ude at handle, der spørger, hvordan det går, løber tårene. Andre dage, føler jeg jeg kan klare det hele.

    Med venlig hilsen
    Lene

  2. Jeg har nu været i psykologbehandling 4 gange indenfor 3 uger og kan allerede se fremgang mht. at følelserne tager over. Det er virkelig en kunst og jeg kan kun nigge genkendende til, at nogen dage er bedre end andre.
    Jeg har selv dagskemaer og de hjælper mig rigtig meget. Bare det at vide, at man skal lave det der står og ikke mere er en befrigelse, ikke mindst fra den dårlige samvittighed som nager mest. Prøver jeg at lave mere end skemaet siger, kan jeg med det samme mærke stressen i kroppen og må stoppe. Lige nu er det at lære at være i nuet og acceptere, at det er ok ikke at tænke på i morgen svært. Men jeg er overbevist om, at når man først lærer det, så vil man hvile bedre i sig selv og blive bedre til at lytte til sine egne signaler.

    /Susanne

  3. Ja jeg kender rigtig meget til at følelserne overtager tankerne, og man kan slet ikke styre dem, man kan vågne om morgene og syntes at det bliver en rigtig god dag, men lige så snart man har givet sig lov til at få det godt så kommer der en lille sort hånd og fortæller dig at du skal have det dårligt, og man kan ikke styre det,der, kan så gå noget tid med at man prøver at kæmpe for at overvinde de sorte tanker og be om den sorte hånd give slip, så dagen bare bliver noglelunde, men så kan det gå helt galt man begynder at græde og man får det bare så dårlig og jeg har det så med at jeg ikke orker mere og har lyst til at gøre en ende på det hele ,,ikke for at forsvinde for evig men bare mens det står på,, jeg syntes at man befinder sig et sted som er så uoverskuelig, og man kan ikke forstå at det rammer en(og familien), jeg selv blev sygemeldt den 8/10 08, hvor lægerne regnede med at det var en deperession, og gav mig nogle piller og de virkede meget kræftig jeg blev rigtig syg,, skulle så prøve nogle andre ,,gik heller ikke efter 5 forskellige slags, fandt de udaf at jeg havde ramt min overgangsalder med 100 i timen, så fik jeg homonplaster, men jeg fik det kun bedre ved at plastert tog mine hedeture, men tudeture, være kedaf det og tildels selvmordstanker, de forsvandt ikke, til januar regnede min læge med at jeg nok skulle igang igen, gå 2 dage på job, og jeg klappede helt sammen jeg bare græd og græd og kunne ikke mere, mit arbejde har så noget krisehælp og jeg er kommet i psykolog behandling har været der 3 gange men der er lang vej, fik konstateret stress og udbrændthed i værste grad, og det bliver et langt forløb, om mit arbejde kan vente den tid det tager ved jeg ikke, men er nu kommet frem til at mit helbred er vigtiger,
    men selv om jeg er blevet sygemeldt i 10 mdr sidste år så er det først nu mit behanlings forløb begynder, jeg har spildt næste 3 mdr pgr fejl diagnose, så det er en svær kamp, så til alle jer der ude hvis i kan genkende noget af det jeg har skrevet må i gerne give lidt feedback, så man ikke føler at man står helt alene
    kærlig hilsen conny

  4. Hej Conny
    Jeg kender ikke det forløb du har været i helt, men jeg vil alligevel give dig et par ord med på vejen.
    I forhold til lægerne, så er jeg meget ked af at høre, at du er blevet fejldiagnosticeret. Jeg selv havde meget svært ved at få en læge til at tage mig seriøst. Første gang jeg ringede ned i lægehuset ville de ikke engang se mig. “Du skal bare drikke en kop te og slappe helt af”. Så opsøgte jeg vagtlæge, som sagde, at jeg havde stress og at jeg skulle insistere på at se min egen læge. Det gjorde jeg så, og så kom der mere gang i hjulene.
    Men jeg kender det der med at have udfald i løbet af dagen. De er nu blevet i en anden grad end de var, men i starten ville jeg heller ikke være i det og så det som lettere, hvis jeg bare forsvandt. Men du må tro mig når jeg siger, at det nok skal blive bedre. For mig har udfaldene udviklet sig fra at være regulære panik-/angstanfald til at have mere karakter af bekymringer efter jeg er begyndt at undersøge, hvorfor jeg får det dårligt. Altså, hvad er det for nogen negative tanker der styrer og så tage stilling til, om de er sandsynlige. Når man laver disse øvelser – hvilket er smadder hårdt, fordi man har det rigtig dårligt – så vil man hurtigere få styr på det udfald man er i og man kan så derefter vende tilbage til dagen. For mig betyder det også, at jeg græder mindre, fordi jeg finder ud af, hvorfor jeg har det dårligt.
    En af de første ting jeg opdagede var, at jeg havde det meget dårligt, når mine tanker var fremme i tiden. Altså bekymringer om at skulle tilbage på arbejde, hvad skal jeg lave i dag, dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne så meget, hvad med økonomien osv.
    Derudover opdagede jeg at mange ting fra fortiden ikke er afsluttede, selvom jeg troede det.
    Jeg opdagede simpelthen, at jeg ikke lever nu, men framad og bagud i tiden og det gjorde mig rigtig ked af det. Nu øver jeg mig så på at være i nuet og nyde det jeg laver lige nu. I starten kunne jeg ikke læse eller noget, så der gik jeg bare ture og satte mig i naturen og sugede alle indtrykkene til mig. Det er nu blevet som et frirum for mig.
    Derudover har jeg kigget i Bjarnes bog, stress eller ikke stress og taget de ting ud, som jeg kan bruge. Hvis du har overskud til det, kan du jo prøve det. Man tager det jo bare i det tempo man kan. Jeg blev meget hurtigt træt i hovedet og kunne ikke læse særlig meget ad gangen.
    I starten var jeg så syg så jeg havde det sådan, at jeg ikke havde noget andet valg end at være sygemeldt, men som min psykolog siger, så skal man have lyst til sig selv. Lige netop det har hjulpet mig. For når man får lyst til sig selv, så er det ikke beslutninger om, at man er vigtigere, for man føler sig vigtigere end alt andet, altså arbejde etc. og det bliver lettere ikke at have dårlig samvittighed over for sig selv eller andre. Jeg spørger tit mig selv, “hvad sker der ved, at jeg trækker stikket ud en periode og bare koncentrerer mig om mig?”.
    Jeg håber, jeg har givet dig lidt mod på det hele igen.
    Mvh susanne

  5. Hej Susanne
    Det er rigtitg, det du skriver, jeg kan sagtens genkende mig selv, i alt det du har skrevet, det der gør det så svært er at jeg ikke kan slippe, mine tanker om selvmord, det er ikke fordi jeg vil det men de kommer bare jeg kan ligge og slappe af og gør de ting som psykologen har lært mig , men en gang er det bare så svært, og så kommer de forbandet tanker som jeg RIGTIG gerne vil være fri for, for de har været der længe nok nu, og jeg vil godt kunne takle de andre symptomer jeg har, hvis jeg bare ikke har de tanker, de skræmmer mig i den grad,, og de gør også til at man bliver bange for at være alene, jeg er bare så glad for livet, så hvorfor kommer den tanke lige pludselig, og kan være der det meste af dagen, og til sidst er det lige førman høre efter tanken, men man ved jo godt at man ikke vil det,, gi det nogen mening,,
    eg syntes at jeg er kommet ud over den dårlige samvittighed, og det er lige som om jeg vil lave noget,, men det skal være i mit tempo,, vi står og skal flytte, og har fået en lejlighed, som vi flytter ind i, i 4 mdr, og nu skal vi have pakket huset ned,,det er næsten formeget,, samtidig bor vi hos min mor, da jeg skal til lægen og psykologen en gang om ugen, og jeg kan heller ikke holde ud og være der hjemme som er på landet, det er lige som om jeg er står og kikker ud i intetheden så det gør det jo heller ikke nemmer, men angsten for den forbandet tanke om selvmord, er der nogle i panelet der har eller har haft den, og hvordan kommer jeg af med den,
    mvh conny

  6. Jeg kender rigtigt godt til det pt. ligger min stressfaktor på 186 men jeg kan ikke blive sygemeldt af den grund at jeg stadigvæk går i 9. klasse og snart skal op til eksamenerne derefter er jeg nødt til at tage 10. pga. alt for stort fravær de sidste 3år… Jeg har en kæreste som jeg holder rigtig meget af og vi elsker hinanden virkeligt højt men når det hele bliver for meget for mig og der er den mindste uenighed imellem os bryder jeg helt sammen og føler bare at jeg virkeligt ikke kan klare mere… sådan har jeg det også hver eneste morgen, hvorfor kan jeg ikke bare ligge mig og sove videre og så have ½års fri fra det hele? Det ville være så dejligt men det er bare også umuligt…

  7. Susanne

    Hej Lise

    Jeg synes helt klart du skal få talt med nogen om, hvordan du har det. Du må tale med dine forældre, en skolevejleder, skolepsykolog eller din læge om det, for du skal selvfølgelig ikke gå og have det så skidt.
    Du skal være ærlig om tingene og ikke lukke det inde og så må nogen af dem du siger det til hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan klare dig igennem tingene. Det er ikke en skam at bede om hjælp. Husk det.

    Mvh Susanne

  8. Hej Lise

    Jeg er helt enig med Susanne i at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Det er ikke rimeligt, at du skal have det så dårligt. Du skal ikke bekymre dig om eksamen, når du skal have 10. klasse med har du jo mulighed for at samle op på noget, af det du ikke synes du mangler. Husk det værste, der kan ske ved en eksamen, er at du ikke får så høj en karakter, som du selv ønsker, men det er kun et TAL, og det kan du altid rette op på. (Jeg er selv lærer i en 9. klasse, så jeg ved, hvor meget tanken om eksamen, kan fylde for specielt piger)
    Du skal prøve at lægge bekymringerne fra dig, prøv evt. at skrive dem ned. Hvis du ikke har været ved lægen, synes jeg du skal få en af dine forældre til at gå med dig.
    Nyd at du har en dejlig kæreste, du er glad for, og lad være med at bekymre dig om fremtiden. Ofte er det netop bekymringer om fremtiden, og frygten for ting, der ofte ikke sker der stresser os.

    Med venlig hilsen
    Lene S.

You must be logged in to post a comment.