Lene skriver i indlægget Spørg om stress:
“Hej Bjarne
Jeg har været sygemeldt med stress i 5 uger, og skal starte på nedsat tid i næste uge, men er nu blevet i tvivl om, jeg er klar. Har de sidste nætter ikke sovet så godt, haft lidt hjertebanken, disse symptomer har ellers været forsvundet. Er i tvivl om, det skyldes jeg ikke er klar, eller om det blot skyldes, at jeg er bange for at starte for tideligt.
Med venlig hilsen
Lene”
Kære Lene
Det er godt, at du er opmærksom på, om du starter for tidligt eller ej, og jeg kan godt forstå din tvivl. Hjertebanken og ikke at sove så godt er ikke alvorlige stresssignaler og kan sagtens hænge sammen med en nervøsitet for at starte for tidligt. Det du bør lægge mærke til er de mere alvorlig stresssignaler, så som humørsvingninger, mentale evner, så som koncentration, glemsomhed osv, fysiske symptomer, så som smerter, konstant uro osv. Er de væk? Og trænger du til at starte igen?
5 uger er ikke lang tid at være sygemeldt. Gennemsnittet ligger på mellem 2 og 4 måneder, afhængig af hvilken form for hjælp, man får. Men du kan jo høre til dem, der hurtigere er blevet klar, da der jo altid er nogen, der er hurtigere end gennemsnittet.
Hvis du trænger til at begynde på arbejdet igen, og blot er lidt nervøs for det, så er det ok. Vi mennesker kan nemlig godt have lyst til noget og samtidig være nervøse over det. Men hvis det ikke er sådan, du føler det, så vil du og dit arbejde være bedst tjent med, at du er sygemeldt lidt endnu.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————————-
Kender du til usikkerhed vedr. at starte igen efter en sygemelding? Læg gerne en kommentar nedenfor.
Jeg har nu været tilbage på arbejde på halv i 2 måneder selvfølgelig med færre arbejdsopgaver og har været glad for at kunne gå ved 13-14 tiden. Det HAR været svært og det tager nogle uger at finde sig selv igen i en arbejdssituation.
Min læge har nu sygemeldt mig deltid for yderligere 3 måneder og det er jeg glad for. Jeg kan helt bestemt mærke bedringen med nedsat tid, men der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage LANG tid at komme helt tilbage. Min læge siger 6-12 måneder, så lad os nu se.
Kære FH
Det er godt, at du kan mærke bedring, for så går det den rigtige vej. Det er også godt, hvis du får motion, mental afslapning og ikke minds livsglæde ind i den tid, hvor du ikke arbejder.
Mvh Bjarne Toftegård
Hej
Jeg var ikke klar til at starte igen, men heldigvis fik jeg mærket efter inden jeg forsøgte. Jeg er nu sygemeldt indtil efter nytår, og håber, at jeg da er kalr til at starte op på en delvis raskmelding.
Jeg synes det har været meget svært, at skulle forholde mig til, at jeg ikke har kunne få det hele til at hænge sammen, men håber blot ,det kommer igen.
Heldigvis har jeg det godt, så længe jeg går hjemme.
Mvh
Lene
Hej Lene
Det er godt at høre, at du har mærket efter. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at forholde sig til ikke at kunne få det hele til at hænge sammen. Det kommer det det igen. Du kan se din sygemelding som en slags restitution eller rekreation, hvor du skal have fokus på dig selv og dit velbefindende.
Mvh. Bjarne Toftegård
Men Bjarne, hvis en sygemelding varer i årevis, så kan man vel ikke længere se det som en restitution eller rekreation? Eller hvad? Det har jeg i hvert fald svært ved…men jeg ved ikke hvad jeg så skal se det som.
Kære Lone
Hvis man har været sygemeldt i årevis, så kan man ikke kalde det en restitution eller rekreation. I det tilfælde har stressen udviklet sig, så man har andre men, eller også er den kombineret med andre men. En stress i sig selv varer ikke så lang tid. I disse tilfælde er det vigtigt med den rette behandling og/eller en hverdag der passer til en. Man må acceptere, at man ikke kan det, man kunne før, og samtidig med, at man prøver at få det bedre, skal man lære at leve med de men, man har.
Mvh. Bjarne Toftegård
Er sygemeldt fra arbejde indtil videre 2 uger. Er i tvivl om tidspunktet for start. Er meget overrasket over min egen reaktion. Tænker på min kollega. Sover ikke igennem. Trykken for brystet. Prøver at være realist overfor mig selv. I bagspejlets øjne har jeg ikke været god nok til at sige fra. Derfor en kraftig nedtur. Jeg tuder umotiveret , er mere følsom, sover dårlig.
Hvordan kommer jeg videre ?
Jeg var sygemeldt en måned i forsommeren, hvorefter jeg startede op igen på halv tid. At det var alt for tidligt, er jeg slet ikke i tvivl om i dag, men jeg havde hverken samvittighed eller tålmodighed til at gå hjemme længere, selv om min psykolog advarede mig.
Fra 1. nov. lod jeg min arbejdstid stige med en time om dagen, og det er meningen, at det samme skal ske nu til 1. dec. for så at være fuldtid efter nytår. Midt i efteråret fik min afd. ny chef – en meget behagelig chef med mange nye idéer. Han er også rigtig god til at lytte til mig og gi’ gode råd til min situation, men alligevel har jeg på det seneste oplevet at jeg igen reagerer voldsomt ”stress-agtigt” – min hukommelse driller, og jeg oplever at glemme aftaler, dankort-kode o.l. og tit er der ord, navne o.l. jeg ikke kan komme i tanker om… Jeg har søvnproblemer, mavebesvær, muskelsmerter, mange tudeture og hovedpine, ja føler at jeg er gået mange skridt baglæns på kort tid.
Jeg ved, jeg bør kontakte min læge, men har det rigtig svært med igen at skulle stille mig op og sige ”stakkels mig, jeg har det så dårligt ”
Jeg synes, det er meget meget svært at acceptere tanken om, at man måske aldrig bli’r den samme igen, som før stress-nedturen – at man må lære at leve med begrænsningerne. På en måde handler det jo om at skulle finde sig en ny identitet, og måske må man erkende, at man aldrig bliver i stand til 100% at passe det job igen, man nu har – ikke engang med hjælp på. Ganske enkelt fordi hovedet/hjernen ikke fungerer, som den gjorde engang – og det er jo lige til at tude over..!
Jeg har egentlig ingen spørgsmål med mit lille indlæg her – det er blot en beskrivelse af, hvor svært jeg synes det hele er selv nu et halvt år efter, og absolut en advarsel til andre om IKKE at starte op for tidligt på jobbet igen – på trods af den dårlige samvittighed, der følger med denne sygdom.
Fik stressymptomer første gang i 1998. Det var hjertet, som gjorde knuder. Jeg foretog mig ikke noget dengang, gik ikke til læge. I 2004 var det galt igen, med hukommelsesbesvær, træthed og angst , startede op på halvtid efter nogle få måneder og efter nogle uger kørte det igen for fuld fart, med mange timer. Jeg var ikke god til at tage det alvorligt. Så i marts gik jeg ned igen, Efter en måned forsøgte jeg at starte op på halv tid, det tog 4 dage – så gik hjernen total ned, så nu er jeg stadig ikke igang, men håber på at få lov til at starte efter nytår. Er kommet så langt at jeg kan koncentrere mig om at læse ½ time, men så sover jeg også 2 timer bagefter så træt er jeg i hovedet.
Så mit råd/advarsel til jer andre. PAS PÅ JER SELV. Begynd ikke for tidligt. GLEM den dårlige samvittighed. Jo flere ture man får nede – jo sværere er det at komme op igen.
Jeg har været sygemeldt pga stress, angst og depression i ca 5 uger nu. Og den dårlige samvittighed irretere mig grænseløst…Jeg har uro i min krop, mit hoved er ved at sprænge, jeg kan ikke tage mig sammen, jeg har let ved at græde….Min læge siger at jeg ikke skal have så travlt med at starte op igen, men det er jo min dårlige samvittighed der vil…..igang, selv om jeg egentlig godt kan mærke, at jeg ikke er klar..
Jeg fik en besked igår på mit arb. at det Ikke er muligt at starte op på deltid, og det gjorde ondt…rigtigt ondt. Så nu er jeg bange for at der kommer til at gå endnu længere tid.. Og bekymringen indeni om at jeg ikke kan klare presset indeni når jeg starter er også enorm… Det er svært…Men bliver nok nødt til at erkende at jeg blir nødt til at blive hjemme nogen tid endnu….
Kære Karen Magrethe, Ingeborg og Kirsten.
Jeres beskrivelser er så rammende og godt beskrevede. Jeg har det præcis på samme måde.
Karen Magrethe: Jeg følte mig meget ‘ramt’ af din beskrivelse af dig selv om en der ikke kan sige ‘stakkels mig, det er så synd for mig’ og resten af dit indlæg!
Ingeborg: Jeg har også svært ved ikke at presse mig selv igang igen. Jeg kigger jobannoncer og sætter mig mentalt op til job, selvom min psykolog siger at jeg ikke skal forsøge noget som helst det næste halve år…mindst….!
Kirsten: Jeg oplever de samme ting. Uro i kroppen, hovedet der er ved at sprænge af tanker, manglende motivation til dagligdagen, let til gråd osv. Og også de mange bekymringer om hvad man SÅ kan klare, om det nogensinde bliver godt igen osv…
Håber vi allesammen snart får det bedre!
Pingback: Svar til Bente Jegind
Kære Karen Margrethe, Ingeborg, Kirsten og Lone
Tak for jeres historier. Det er godt, at I vil hjælpe andre på denne måde. Blot det, at kunne se, at andre har det på samme måde, er i sig selv en stor hjælp / trøst.
Et gennemgående tema er den dårlige samvittighed. Det er også noget, jeg ofte oplever hos dem, jeg stresscoacher. Det er vigtigt at tackle denne, f.eks. ved at snakke en masse med gode venner, sin læge, en terapeut, en psykolog eller en stresscoach … eller bare gentagende gang sige til sig selv ”Jeg fortjener at være sygemeldt”, uanset om man mener det eller ej. Jo hurtigere man lærer at give slip på den dårlige samvittighed, jo hurtigere kommer man ovenpå igen.
Mvh. Bjarne Toftegård
Den dårlige samvittighed var en af de sværeste ting at håndtere, da jeg vendte tilbage på halv sygemelding (der varer 2 måneder mere). Min coach hjælper mig nu med at håndtere den og det går da bedre. Selv om jeg er tilbage på noget der ligner halv tid, skal jeg hele tiden passe på og følge skemaet med pauser, som coachen og jeg har udarbejdet. Jeg skal også helst gå inden kl 14 ellers bryder min tinitus kraftigere ud og så har jeg ødelagt resten af dagen og aftenen. Selv om mine kolleger nogenlunde ved, hvordan jeg har det, føler jeg mig “presset” til at deltage, som om intet var hændt. Det er en ny problemstilling, jeg skal håndtere…udvover manglende motivation til arbejdet.
På hjemmefronten føler jeg også et vist pres til at deltage som før, men det hjælper at “demonstrere” ved at lægge mig på sofaen med tæppe over, så forstår både kone og børn, at nu er det alvor og de skal dæmpe sig, da jeg er meget støjfølsom ud på eftermiddagen og det falder selvfølgelig sammen med “ulvetimen”.
Jeg forsøger at holde weekender og aftener helt frie og gruer lidt for decembers julerace med juletræsfester flere steder.
Jeg ville sådan ønske at jeg havde et bind om hovedet, så min situation var mere håndgribelig og åbenlys for andre.
Pingback: Svar til FH
Til FH.
Det var deljigt at læse, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med dårlig samvittighed. Den har været en tro følgesvend i den uge, hvor jeg har gået sygemeldt, og den gør det bestemt ikke nemmere. Af en eller anden grund, efter at have kørt i et for højt gear i en længere periode, så kan man alligevel ikke slippe tankerne omkring sin situation arbejdsmæssigt. Fysisk og psykisk har jeg også fået det værre med alle de tanker, der kører rundt i hovedet. Jobbet, fremtiden, hvordan bliver det bedre osv ? Ligenu ved jeg hverken ud eller ind, det påvirker mig negativt og samvittigheden over ikke lige at stå ved telefonen, når der er blevet ringet fra arbejdspladsen, gør kun ondt værre. Men det er selvfølgelig fordi, der er nogle uafklarede spørgsmål, der skal afgrænses.
Jeg håber og tror på, at jeg kan finde min vej i alt dette: som mor til et barn, der kræver støttepædagog i børnehaven, som skolelærer, der skal forholde sig til mange ting, som kone til en mand, der arbejder meget, som bonusmor til to og med en “til tider” fordømmende eks-kone, der gerne vil sætte min dagsorden, som husmor efter arbejde og hende, der gerne vil have et pænt og ordentligt hjem at slappe af i og som hende, der fornylig aborterede i 3. måned. Jeg er ikke over-kvinde, men har altid klaret mine ting, ved at få talt ud om tingenes tilstand. Dog slog hammeren alligevel – og samvittigheden nager.
Kærligst TJ
Kære TJ
Det er nok meget typisk det vi begge oplever – at den dårlige samvittighed nager og giver anledning til frustration. Du må spille med meget åbne kort nu og udtrykke din frustration til alt og alle og kort sagt bede om hjælp og samtale! Jeg havde især i starten MEGET svært ved at tale om min situation og måtte indse at jeg ikke kunne håndtere mit liv. Der skal et aføgrende mønsterbrud til for at ændre hverdagen og det kan du ikke gøre/håndtere alene. Kan din ægtefælle skrue lidt ned for arbejdsblusset i en periode og hjælpe dig? Hvis du har fysiske symptomer, skal du søge læge.
Bare nogle råd i en svær tid:-)
Kære FH. Jeg er glad for at høre, at du er kommet videre. Tak for dit råd – måske jeg før lød som en grædekone, men som du skriver, er det vigtigt at dele sin frustration og få sat ord på. Pt spiller jeg med åbne kort, men på en eller anden måde falder man pludselig ind i det gamle mønster, og den eneste der kan gøre noget ved det, er dig selv. Grunden til jeg blev sygemeldt var netop fysiske symptomer, specielt hjertet, som gjorde mig meget nervøs og bange. Det var nu ikke det eneste symptom, men at lytte til hjertet blev det afgørende 🙂 Jeg var dog kun sygemeldt to uger og begyndte på arbejde sidste torsdag. Jeg er klar over, at jeg ikke er helt frisk endnu, det kan mærkes i kroppen stadig, men jeg er meget bevidst om signaler fra kroppen, og det er da en begyndelse. Jeg er også ved at bryde op med andre ting, men lige nu er det på bevidsthedsplan, og der ligger det nok et stykke tid. Det kræver meget at rydde op.
Sjovt nok havde min chef været på kursus vedr. stress og forebyggelse heraf, mens jeg var sygemeldt. Under samtale med ovennævnte, fik jeg af vide, at stress ikke var en sygdom (det blev sagt på kurset) og at det bedste man kunne gøre var at begynde på arbejde igen. Jeg var kun delvis enig. Det kan godt være at stress ikke er en sygdom i sig selv, men symptomerne kan sætte sig til sygdom og forværre ens livskvalitet. At møde på arbejde betyder meget for det sociale velbefindende og det at holde sig beskæftiget for ikke “sygne hen”, men hvornår er man klar til det? Jeg oplevede, at al tankevirksomhed og kreativitet forsvandt, at jeg ikke kunne tage stilling til selv små ting i hverdagen. Jeg oplevede også at rammes af angst – af både social karakter samt klaustrofobisk. I de tilfælde måtte jeg koncentrere mig om at trække vejret roligt for at få styr på mig selv. Jeg tror jeg har fået nogenlunde styr på det.
Jeg er dog glad for at være begyndt på arbejde igen, men også lidt nervøs for om at stressen rammer igen.
I hvert fald tak for dine råd, jeg synes bestemt, at stress er værd at diskutere og specielt situationen med samvittigheden som følgesvend – jeg kan ikke komme på andet end: stress og stressrelaterede symptomer kræver ro.
Tak for sitet her – håber der er flere, der vil få glæde af det.
God jul og godt nytår til alle.
Tina
Det billede du tegner var jeg i gennem i efteråret efeter mit kollaps i juni, men du skal vide at jeg stadig – mange måneder efter – har meget svært ved at sætte grænser for mig selv, dvs. tid til ro og pauser. Jeg skal have andre til at sige til mig, at nu skal jeg tage en pause. Jeg bruger meget musik til afslapning, bl.a. Pat Metheny og Musicure (den der står på disken på apoteket) og det hjælper!Erkendelsen har taget mange måneder at få på “plads”. Jeg bruger også Bjarnes bog “Lev i nuet” og hans øvelser. De er gode, men svære at leve op til. Skriver ned dagligt, hvad der glæder og bekymrer. Har købt en iPhone og skriver dagligt i den.
God jul og held & lykke i 2009!
Pingback: Bjarne Toftegård
Hej Bjarne
Tak for din julehilsen og din kommentar til Karen, ingeborg og andre.
Du rammer rigtigt osse til min tilstand. Det er min dårlige samvigtighed, der puffer mig med psoriasis, så den er det hele tiden.
Så jeg har arbejdet hårdt positivt tankesæt.
som Kristus Jesus siger Bliv ren og straks forsvinder tilstanden. Forsvinder er for mig ordet væk.
Det virker for mig Knæene er renere hånden er næsten ren. Tak for hjælpen. Og jeg fortsætter i det positive. 😉
Hilsen Elisabeth
hej bjarne
jeg har taget stress-testen og fik 196.
jeg har haft 2 anfald på mit arbejde, første gang troede jeg at jeg fik et blodprop, jeg har svært ved at trække vejret og hiver efter den hele tiden, jeg har nu sygemeldt mig efter råd fra vagtlægen, jeg har derefter været ved egen læge, han trak lidt på skulderne og sagde at jeg skulle forsøge at ignorere det, han mener at det er angst-anfald, jeg kunne godt tænke mig at hører hvad du mener
hilsen annette
Hej Elisabeth
Tak for dit indlæg. Med psoriasis, så ved du altid, hvor stresset du er. Du er ikke alene om at få dårlig samvittighed, men husk altid at passe ekstra godt på dig selv, for på den måde kan du være meget mere for andre. Godt at høre, at du har fundet en vej med troen. Det lyder, som du er på rette vej og blot skal holde retningen.
Med venlig hilsen Bjarne Toftegård
Pingback: Svar til Annette Halcrow
Hejsa, jeg har været sygemeldt fra mit arb. i 7 uger, pga. mobning. Det skal lige siges at jeg blev uddannet for 8 måneder siden, som pædagog. Det var drømme jobbet og jeg var glad for at køre langt for det.. men det udartede sig efter 3 måneder, til at de begyndte ikke at ville snakke med mig, og jeg havde ingen indflydelse på min egen stue. men nu har jeg været sygemeldt og slikker mine sår på sjælen. Jeg har søgt nyt arbejde og fik det. Jeg har lige sendt min opsigelse i sidste uge og starter på mit nye arbejde d. 1. okt. Men jeg er så nervøs. Jeg er bange for de bliver skuffet over mig og tænker “hvorfor ansatte vi hende” Det er som om, alt det vi har lært på ucsj, er forduftet, pga. jeg er så nervøs…… hvad skal jeg gøre??? Hvis der er nogle pædagoger derude, har i nogle gode råd til hvad man kan gøre med SFO børn?? Føler mig som en vildt dårlig pædagog…………..
Pingback: Svar til Kristina Hansen
Hej. Jeg har været sygemeldt i seks uger med stress, angst og depression. I samråd med læge og psykolog er jeg startet i arbejde igen igår, dog kun fra 9-12. Jeg nåede det punkt hvor jeg glædet mig til at starte, få en hverdag igen. De sidste par dage inden start har jeg slappet af derhjemme uden planer overhovedet (jeg er 27 og bor alene) – og har virkelig kedet mig. Jeg startede så job igår, sov fint natten inden og det gik godt. Men igår aftes kunne jeg slet ikke sove og fik lidt angst igen. Hele dagen igår var jeg meget opmærksom på om jeg nu havde symptomer efter at være starter, om jeg var ok osv. Jeg ved ikke om jeg får psyket mig selv til ikke at sove eller om det så er fordi jeg ikke er klar til job?
Hej Maria
Det lyder som du var klar til at starte, og så er det et spørgsmål, om at starte på den rigtige måde. Det er helt normalt at oplever en reaktion når eller lige efter man har startet. Bliv i det små, indtil din krop har vænnet sig til at starte. Så ville det være godt med teknikker til at håndtere din reaktion/angst. Det er nok vigtigt at du lige i begyndelsen flytter fokus lidt væk fra symptomerne, og blot acceptere dem, uden at bekymre dig om dem.
Mvh Bjarne Toftegård