Børnefamilier med fuldt blæs på karrieren skal være opmærksomme på, om børnene ændrer karakter, fordi de savner nærvær. Det skriver Politiken.
»Arbejde har en meget stor prioritet i forældrenes hjerne. Men de skal også huske at se på, om deres børn er glade«, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, der har skrevet flere bøger om institutionsliv og forældreskab.
Det er vigtigt som forældre at være opmærksomme på sine børn. Dette er en specielt stor udfordring, hvis forældrene er stressede, da deres empatiske evner er reducerede. Se evt. mere om børns symptomer på stress under Stress og børn.
»Mange lever et rutineliv og tror, at det er godt nok, fordi børnene ikke kommer med klager. Men forældrene lægger ikke mærke til, at børnene ændrer karakter. De prøver simpelthen at gøre opmærksom på sig selv«, siger Margrethe Brun Hansen.
Det er vigtigt, at vi som forældre har overskud til vores børn.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
___________________
Kender du til stress hos børn? Læg gerne en kommentar nedenfor.
Jeg har selv oplevet at mine børn reagerede på min stress – oplever det stadig.
Det var først, da min datter på 1 år begyndte at græde, når hun blev afleveret i dagpleje og klamre sig til mig, at jeg opdagede, at der var noget galt.
Mine drenge klager nogle morgener over ondt i maven – uden at være syge – hvilket jeg jo godt ved kommer fra mig og min stress.
Jeg har stoppet op – tænkt over hvad der er vigtigt her i livet. Og at ødelægge mine børn står ikke som et mål i mit liv!
Da jeg læste ovennævnte kom jeg til at tænke på:
Da jeg havde det værst pga. stress, oplevede jeg at min datter på 8 år, langsomt holdt op med at søge sine veninder. Hun ville ikke have nogle med hjem og lege med og i weekenden tussede hun bare rundt, tegnede, så fjernsyn osv.. Engang imellem klagede hun over ondt i maven.
Det passede mig jo fint!, for jeg var fyldt med indre kaos/uro, blev hurtigt træt og havde ikke lyst til at have huset fyldt med besøg og tænkte “nå hun har bare brug for en periode med ro”.
Langsomt blev jeg dog klar over at hun samarbejdede. Hun prøvede at passe på mig, troede måske også det var hendes skyld, at jeg havde det dårligt?.
En dag sagde jeg til hende,” det er ikke din skyld jeg har det dårligt, det er pga. af mit arbejde”, det virkede som om hun ikke hørte efter, så jeg gentog. Hun kikkede undrende på mig og sagde: “hvorfor siger du det?” og jeg svarede” jeg havde bare brug for at sige det til dig”.
I køkkenet har jeg en skabslåge, hvor vi kan skrive med kridt. På den skrev jeg ” det er ikke din skyld jeg har det dårligt og jeg kan passe på mig selv”, og da hun læser alt hun kommer forbi, læste hun det højt mange gange.
Jeg oplevede hun virkede uinteresseret og undrende, MEN det virkede!, langsomt begyndte hun igen at søge sine veninder og mavepine har hun nu sjældent.
Har også en søn på 6 år, men han har ikke umiddelbart været påvirket. Det er dog tydeligt, at jo bedre jeg får det, jo gladere og mere kærlige bliver mine børn.
Til slut har jeg lyst til at skrive, HVOR er det dog svært at holde fast i hvad JEG har brug for/lyst til!.
At holde fokus på MIG, men jeg ved nu at hvis jeg ikke har det godt, så har min familie det heller ikke.
Trackback: Psykolog Malmö