Udbrændthed – sygemeldt i snart ½ år.

Bente Thorup skriver i Spørg om stress:

“Hvad koster en time hos en stress coach? og kan man bruge psykologhenvisningen fra lægen?
Jeg har været sygemeldt i snart ½ år p.g.a stress/udbrændthed, fået samtaler hos en familierådgiver i kommunen p.g.a en autistisk søn og behandling mod depression og nu senest psykologsamtaler. Men da jeg undervejs blev opsagt og er på sygedagpenge har jeg ikke så meget at gøre med. Synes dog stadig jeg er meget træt og ingen energi har sat er mismodig og kan mærke stressen i kroppen.
  
Hilsen Bente”

Kære Bente

Jeg kan forstå, at du har fået stillet diagnosen udbrændthed. Når man er udbrændt, så tager det mere end et halvt år at komme ovenpå igen, så du må have mere tålmodighed. Jo bedre du er til at acceptere din situation, jo hurtigere bliver du rask igen.

Prisen for en stresscoachsession varierer fra stresscoach til stresscoach. Der er ikke nogle standardpris. Du kan evt. kontakte en, der bor i nærheden af dig, og spørge – klik på Stresscoaches.

Du kan ikke bruge en psykologhenvisning til en stresscoach. Henvisningen gælder kun til autoriserede psykologer. Det er vigtigt at du vælger en psykolog med speciale i stress og gerne en, der giver kognitiv terapi.

Det tager tid, at blive rask igen. Kom gerne ud og gå en god tur hver dag. Gør gerne de ting, du har mest lyst til. Og se gerne de gode ting i livet. Du kan f.eks. lave en “glædesbog”, hvor du hver dag skal skrive tre nye gode ting, du på en eller anden måde har oplevet den dag.  

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

——————-

Kender du til det at være udbrændt? Skriv gerne om det nedenfor til hjælp for andre.

12 comments on “Udbrændthed – sygemeldt i snart ½ år.

  1. Susanne Rasmusen

    Jeg har gået hjemme med stress i 8 mdr nu. Og har det stadig svært. Så sådan en om gang taget tid. Håber du/vi en dag bliver helt friske igen.

  2. Lone Kruse

    Kære Bjarne
    Jeg er en ung kvinde på 22 år der nu har gået hjemme de sidste 2 mdr. pga. stress. Jeg synes jo selv det er en tidlig alder at få det i, men min psykolog har sagt, at jeg er overansvarlig og så har jeg i stort set hele mit liv været på psykisk “overarbejde” i alle henseender.
    Jeg er blevet enig med min familie om at tage mindst 1 års sabbat fra studierne, og selvom dette er svært for en perfektionist som jeg at acceptere, er det vist det eneste der skal til for at jeg kommer ovenpå igen.
    Min stress er kommet snigende med små signaler jeg hver gang har ignoreret, men blev altså så for 2 mdr så slemt, at jeg stort set ikke har kunnet fungere siden. Jeg har det allerbedst hjemme hos mine forældre trods det at jeg er flyttet hjemmefra, og kommer jeg i de bare mindste stressede situationer får jeg hjertebanken og kvalme – er kvalme normalt? (disse situationer er bl.a. en lidt for spændende film eller almindelig dagligdagsindkøb)
    Jeg har frygtet, at det var under udvikling til at blive social fobi, men min psykolog siger, at det er ganske normalt at være super følsom når man er psykisk skrøbelig – alligevel nager angsten fordi jeg absolut ikke har overskud til at foretage mig noget som helst socialt. Kan ikke engang mødes med min studiegruppe uden at få det skidt.
    Jeg er ked af det hele tiden, mangler energi og overskud til at lave de mest almindelige dagligdags ting og så er jeg hver nat i to mdr vågnet flere gange om natten så min nattesøvn er også påvirket.
    Samtidig har jeg mavesyre-problemer, så slemme at jeg tager piller mod kvalme i forbindelse med spisning da syren ellers forårsager kvalme og utilpashed. Er det også normalt når man har stress? (det skal lige siges at jeg om to dage skal til gastroskopi og dermed undersøgelse af mavesækken).
    Jeg er så træt af min situation – har altid kunnet klare alle mine gøremål og tilmed andres problemer.
    Jeg har problemer med at være selv for så overmander tankerne mig og jeg har det i det hele taget ganske forfærdeligt og ser absolut ingen fremtid. Hvad skal jeg gøre?
    Mvh Lone

  3. Hej Lone

    Din situation lyder fuldkommen ligesom min.
    Det er ganske normalt med kvalmen og hjertebanken, ligesom det ikke at kunne se visse film eller klare indkøb. Jeg har selv været hele møllen igennem i de seneste snart 5 mdr. Men det bliver gradvist bedre. Tro mig. Jeg var ligesom dig bange for, at det ville udvikle sig til social fobi, så jeg har virkelig brugt meget tid på at få styr på tankerne omkring dette. Jeg har haft stort udbytte af at læse den bog der hedder “kognitiv behandling af panikangst og social fobi” af Esben Hougaard. Det er min psykolog i kognitiv behandling, der fik mig til at læse den. Ligeledes har jeg brugt meget tid på det der sker med kroppen. Teste tankerne om, at jeg ikke fejler noget fysisk.
    Du vil formentlig ligesom jeg opleve, at jo mere du får behandlet af dine tanker og følelserne af at tage ansvar (det er også en af mine største problemer, så jeg kender det), jo bedre vil du få det både psykisk og fysisk. Det handler om at turde tage tyrene ved hornene og konfrontere sine mørkeste sider og det man flygter fra.
    Jeg selv tager også orlov fra studierne i en periode, og jeg tror selv på, at det er det bedste jeg kan give mig selv lige nu.

    Held og lykke med det hele og hold modet oppe. Et godt råd er at dyrke motion. Komme ud i den friske luft.

    Alt det bedste herfra – Susanne

  4. Hej Lone
    Jeg kan kun bakke fuldt op omkring det Susanne skriver. Jeg har haft det på samme måde, hvor spændende film og samvær med flere personer, kunne give hjertebanken, og mange flere fysiske symptomer. Men det går over, når din hjerne, har fået den ro, den har brug for. Så begynder den lige så stille at kunne fungere normalt igen. Og selv om du ligenu synes det virker uoverskuelig, og er bange for ikke at blive “dig selv” igen, så skal det nokj komme. Jeg var selv sygemeldt i 5 mdr. og troede i en lang periode ikke at jeg ville blive klar igen. Men den blev jeg. Det går langsomt i starten, men jo længere du når i forløbet, jo hurtigere går det fremad, og nedturene ikke så voldsomme og lange.
    Pas på dig selv.

    Med venlig hilsen
    Lene S.

  5. Pingback: Svar til Lone Kruse

  6. Hej Lone! Puha… selvom det ikke er en specielt rar tanke, så glædede jeg mig faktisk over at læse dit indlæg, fordi det gav mig en form for lettelse. Jeg har netop gået og haft PRÆCIS de samme symptomer som du beskriver så fik bare sådan en rar fornemmelse af at jeg ikke er alene! Kender du det? Jeg føler mig nemlig ekstremt ensom lige for tiden fordi jeg har rigtig svært ved at få taget hul på og indrømme alvorligheden af min siuation overfor mig selv. Jeg forsøger hele tiden af overbevise mig selv om at jeg bare skal tage mig sammen, og at jeg nok skal komme ovenpå igen, men jeg er samtidig overbevist om at jeg snart ikke kan klare det her alene mere. Jeg har bare så F….. svært ved at få taget hul på mine problemer overfor min familie og venner… og føler mig som sådan en svag person fordi jeg slet ikke kan tage mig sammen til noget som helst i disse dage! Er i gang med at skrive eksamensopgave på mit studie, men hver gang jeg tænker på den får jeg bare kvalme og en enorm lyst til at begrave mig under dynen og lukke hele verdenen ude! Kan slet ikke tænke klart, har store problemer med maven, kan ikke sove og er begyndt at føle det anstrengende at være sammen med andre… selv mine nærmeste veninder!!! Puha… hvordan får jeg overbevist mig selv om at det er på tide at tage mine problemer alvorligt?? Hvordan får jeg på bedste måde prikket hul på det hele overfor mine omgivelser? 🙁

  7. Pingback: Svar til Lone Kruse

  8. Hej med jer.
    Jeg har været sygemeldt i ca 1 1/2 år nu pga stress/udbrændthed. Jeg har det stadig meget svært, kan knap klare dagligdagens pligter, såsom madlavning, besøg, busture osv. hvor jeg bliver meget stresset og meget træt…. har været til vurdering hos en psykiater et par gange, men de synes at der er gået for lang tid uden at jeg er blevet rask, og nu er jeg blevet “afsluttet” derfra… er meget rådvild.. men min psykolog er meget uenig med vurderingerne, så jeg håber at min læge vil være enig med psykologen, ellers ved jeg ikke…… Men jeg vil gerne vide om hvor længe det kan gå med at komme sig efter en “meget svær grad af udbrændted” som lægen kalder det?

    Kærlige hilsner til alle med stress/udbrændted, jeg ved hvordan I har det, med sikkerhed!

    Ingrid

  9. Også en kærlig hilsen til dig, Ingrid. Det lyder rigtig hårdt! Jeg er selv på min første uge som sygemeldt, og det kan jo slet ikke sammenlignes.

    Det har taget mig en måneds tid efter en tudetur på arbejdet, overhovedet at acceptere, at jeg skal være sygemeldt, selvom jeg i virkeligheden mere eller mindre ubevidst har været klar over at den var gal i et års tid. I hvert fald har jeg søgt viden om stress på nettet og i bøger, men på en eller anden måde, distanceret mig så meget fra det, at jeg ikke helt har fattet, at det er mig selv jeg har læst om. Meget surrealistisk oplevelse. Som at vide noget – og ikke vide det, samtidigt.

    Med hensyn til ‘systemet’ så synes jeg det er enormt svært. Jeg var ved lægen for et par uger siden, for at snakke stress. Men denne læge, var af en eller anden grund mere interesseret i at snakke om depression (og den efterhånden selvskrevne medicin). Hun havde læst min journal, som blandt andet indeholdt notat om min mors selvmord i 2010 og så måtte diagnosen jo være depression – derudover foreslog hun at vi skulle tage blodprøver for at udelukke fysisk sygdom, ved den næste konsultation.
    Jeg var (og er) ikke selv af den overbevisning, at jeg har en depression, men udfyldte skema som hun bad om og konklussionen var da også at jeg ikke er deprimeret. Herefter var det som om der ikke var mere at tale om og hun mente heller ikke der var behov for blodprøver.

    Jeg er stadig fuldstændig paf over den oplevelse;
    Jeg kom og ville tale om stress, men da jeg ikke havde en depression, var der nok ikke noget problem? Det giver ingen mening.
    Er det sådan, at man ikke selv må tolke på sine symptomer – er det på en måde at træde på lægernes faglige stolthed? Eller skal jeg tolke det som ren uvidenhed?
    Jeg frygter ikke at få støtte fra det system, som jeg føler pludselig har en stor magt i mit liv..

    Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg er stresset. Nu har jeg sygemeldt mig, og fået en ny lægetid (så jeg i det mindste får taget den blodprøve og forhåbentlig udelukket sygdom). Selvom jeg har oceaner af tid, kan jeg ikke slappe af. Kan ikke sove om natten, er rastløs og bekymret og tankerne kører stadig derudaf. Og det er kun den mentale del. Jeg håber virkelig det bliver bedre.

    Mange hilsner, H

  10. En hilsen fra en, der også kender til stress og udbrændthed.
    Jeg er sygemeldt på 4. måned og føler mig meget godt taget vare på af “systemet”. Læge, kommunal sagsbehandler, stresscoach (tilbud fra min kommune) og psykolog tager min situation meget alvorligt og gør utvivlsomt det bedste, de hver især kan for at hjælpe mig videre … og tænk engang, hvad der så er resultatet. Jeg føler mig stresset over al den gode vilje, der vises mig, uden at jeg er i stand til at “yde mit” – at få det bedre – oplever det som et pres i stedet for at læne mig tilbage i tryg forvisning om, at det nok bliver bedre på et tidspunkt – når jeg lærer at slappe af og holder op med at stille krav til mig selv. Det er som en trædemølle, hvor jeg selv holder både pisken og guleroden …
    De bedste tanker til alle, der kender til stress på egen krop og sjæl. Jeg ønsker, at I må få den tiltrængte hjælp og støtte – og at I kan tage imod den, når den kommer.

  11. Hej med jer, jeg har lige læst alt det jeg kunde .. Og føler med jer alle ,, om det er 1 månde eller et år i er syge på ,, jeg blev sygemeldt for 6 år siden med min skulder ,, men den sygersystem vi har her , kunde de ikke blive færdig med, at det endte med jeg er miste alt jeg havde arbejdet penge mand hus bil osv,, der røg jeg helt ned ,, i den tid det er gådet nu fok jeg det liget som jer , hjerte banken kvalme ryste kune ikke stå på benen ,, i dag har jeg angst var bange for alt og tør ikk gå for langt væk hjem fra selv eller køre med offline transport , jeg er meget ind lukket i mit liv i de år der er gådet ,, men jeg har aldrig miste mit håb om det bliver beder en dag igen ,, så giv ikke op nogen at jer selv om det kan gå op og ned med jer ,, jeg siger og tror det bliver beder en dag !! Tro ,,,

  12. anette kristiansen

    fik IP for 8 år siden pga total udbrændthed efter langvarig stres. (er i dag folkepensionist) Det der bekymrer mig er at jeg har perioder (tit) hvor jeg lukker fuldstændig ned, tåler ingenting !! så når jeg bare går og passer mig selv i hus og have og sørger for at gå en lille tur, så er livet ok,men verden trænger sig jo på – dejlig familie osv føler jeg er ved at lulle mig ind i mig selv,og på den ene side er det ok og på den anden er det ikke det jeg vil
    jeg har brugt mange penge og tid på psykolog/psykiater/alternative behl.,siden jeg var 28 så et eller andet sted er jeg også glad for at jeg har det liv jeg har. har nok bare lidt svært ved at forstå/acceptere..

You must be logged in to post a comment.