Behagesyge giver stress

Tina skriver under Spørg om stress

“Hej Bjarne

Jeg er en pige sidst i 30´erne med en dejlig mand (fuldtidslandmand,) 3 skolebørn samt fuldtidsjob, som jeg er rigtig glad for. Har rigtig gode kollegaer og et job, jeg mener at kunne magte trods mange udfordringer.
Alligevel måtte jeg se mig selv tude øjnene ud af hovedet torsdag, hvor jeg måtte gå hjem fra arbejde til middag og tage nogle gevaldige tudeture i løbet af torsdagen. Fredag formiddag fortsatte og jeg kontaktede min læge og fik en tid.
   

Jeg har læst nogle at dine indlæg og kan kende den “behagesyge” pige, der gerne vil gøre alle glade, men glemmer sig selv. Jeg var til et arrangement onsdag, som jeg havde sat næsen op til, var noget for mig mig. Desværre svarede det ikke til de forventninger, som jeg ikke helt kan definere..

Så min egen filosofi mener, at det som ligesom knækkede filmen var den skuffelse over, at heller ikke det her var det – jeg gerne ville for mig selv.

For jeg tror det er her, mit største problem er.. Hvad er det jeg vil – jeg ved det ikke, og hver gang jeg forsøger at tænke på det, bliver jeg ked af det og tænker på noget andet.. Og så har jeg enormt svært med at forklare mig selv ” Jeg hedder Tina og jeg har stress”.. Den fiser ligesom ikke ind. (Alligevel får jeg 152 i din test)

Lægen (som ikke var min egen) henviste mig til at gå hjem og få omfordelt opgaverne derhjemme, da det handlede om at jeg fik mere tid til mig selv.. (Min mand arbejder 60 – 80 timer om ugen for at få hans verden til at hænge sammen)

Mit spørgsmål er nu, om jeg skal acceptere det svar – og i så fald, hvad skal jeg bruge det til??

Mange hilsner fra
Tina”

Hej Tina

Det er godt, at du er stoppet op, og at du har talt med din læge. Desværre kan lægerne ikke hjælpe med så meget, og rådet er helt sikkert givet i en god mening. Men at ændre på den måde, du og din mand er på, er jo ikke noget, man bare lige gør. De praktisk løsninger har det med at holde en kort periode, og så er man tilbage, der hvor man var før.

Hvis du skal have en løsning, der hjælper dig, så er der givetvis nogle af dine egne vaner eller tanker, du skal kigge på. Du nævner “behagsyge” og (uklare) forventninger, som foruden at lægge pres på dig, kan give skuffelser. Så længe du har det, vil du have en forøget risiko for at blive stresset. Når du slipper for det, vil det være meget lettere at komme igennem livet uden så meget stress.

Hvis du er parat til at ændre på den måde, du er på, f.eks. ved at lære at passe bedre på dig selv, vil du have en langt bedre løsning, end “at omfordele opgaverne derhjemme”. Og det er faktisk lettere end man tror, blot man får hjælp til det. Det er noget af det, en kognitiv psykolog eller en stresscoach vil kunne hjælpe dig med. En stresscoach vil også kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad du vil.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

————————————-

Kender du til “behagesyge”? Du hjælper andre med at skrive om det nedenfor?

Submit comment

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>