Bliver det nogen sinde helt godt igen?

 Lene Jørgensen skriver under Spørg om stress

“Hej Bjarne. Jeg har været sygemeldt i 3 mdr pga udbrændthed, den klassiske historie. Efter samtale med min leder startede jeg op igen, et andet sted med mindre stress, 3 timer 4 dage om ugen. Jeg syntes det var rigtig hårdt at starte et nyt sted. Fandt hurtigt ud af at der var god plads til mig og min stres og at der var andre kollegaer med ligende sygehistorie ansat netop der, hvilket gjorde at de har en stor forståelse for min situiation.Efter nu 3 mdr der på en delvis raskmelding,   arbejder jeg nu 17 timer om ugen og jeg er så heldig selv at bestemme hvor meget jeg magter. Er en gang gået for hurtig frem og måtte tage en sygedag og lidt ned i tid igen. Mit spørgsmål er, bliver det nogen sinde helt godt igen? er det muligt at jeg med min nye viden om mig selv og min stress vil kunne magter de samme ting som før? Jeg føler ofte at der stadig ikke skal ret meget til før jeg får stress eller symtomer på det ( sveder ,uro i kroppen og kvælingsfornemmelser) Jeg bruger med stor hjælp Bachs rescue blomster spray som altid lige kan tage toppen af mine stressymtomer, jeg går til yoga som virkelig kan få mig til at slappe af men jeg vil jo gerne helt være fri for at blive stresset.Er mit stressniveau for altid bare noget laverer nu og står det ikke til at ændre? Jeg fortæller mig selv at kroppen nu er blevet god til at fortælle mig at noget er galt tidligere end før og at det er godt for mig men jeg ville gerne at jeg kunne være mere “mig” Jeg har stadig svært ved at handle især når der er mange mennesker, svært ved at gå på biblioteket. Så snart mine øjne får for mange indtryk siger kroppen fra og jeg bliver “dårlig” Hvad kan jeg mere gøre for at få det bedre eller er jeg bare for utålmodig? Min situiation på arbejde er afklaret og jeg har indtil 1 maj til at komme op på min 28½ time pr uge og det hatr jeg det fint med. Alt i alt har jeg bestemt fået det meget bedre men er alligevel ikke helt tilfreds.Håber på nogle gode tips fra dig. venlig hilsen Lene”

Kære Lene

Ved udbrændthed tager det normalt lang tid at komme helt ovenpå igen. 3 måneder er ikke lang tid i denne sammenhæng.

Langt de fleste kommer helt ovenpå igen og kan faktisk få et meget bedre liv, end de havde før. Du vil nok opleve, at din stressfølsomhed er større, men at du samtidig vil være bedre til at passe på dig selv.

Den bedste måde at komme ud af en udbrændhed på er at lave så meget, der giver dig energi, som muligt. Og samtidig at lave som lidt, som dræner dig for energi, som muligt. Dette bør du gøre, indtil du er helt ovenpå igen. Så spørg ofte dig selv, om det du laver, eller kunne tænke dig at lave, giver eller dræner dig for energi.

Ud fra det du skriver, lyder det som, det ville kunne hjælpe dig med kognitiv terapi. Jeg tænker specielt på situationerne med mange mennesker. Dette vil psykologen kunne hjælpe dig med at lære at tackle.

Det er vigtigt, at du ikke kun er opmærksom på symptomerne, men også årsagerne. Et godt redskab til at finde de egentlige stressårsager. Se mere om: Stressdagbog. Det er meget lettere at gøre noget ved årsagerne, når man har styr på dem.

Jeg håber at du kan bruge nogle af ovenstående tips.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

———————————————————

Hvis du har erfaring med udbrændthed, så skriv gerne om det nedenfor. På den måde kan du hjælpe andre.

2 comments on “Bliver det nogen sinde helt godt igen?

  1. Hej Lene

    Jeg vil blot sige til dig, at det nok skal komme, men at det går langsomt.
    Jeg har selv været nede siden januar i år, og det er først i september, at jeg ku komme igang med min skole igen. Men modsat tidligere, så kan jeg ikke arbejde ved siden af endnu. Du skal kigge på alle din fremskridt og ikke fokusere på alt det du ikke kan. Jeg kender frustrationen, men den hjælper dig ikke ud af det. Jeg har selv gået i kognitiv terapi og det har virkelig hjulpet mig. Det vil være en god ide, hvis du kan det.
    Mht. stresssymptomer og en stressdagbog, så vil jeg til dels give Bjarne ret. Dog vil jeg sige, at hvis du reagerer bare halv så meget fysisk som jeg gør, så skal du også huske på, at kroppen husker stressen og at det ikke altid er en stresset situation kroppen reagerer overfor. F.eks. reagerer min krop, hvis jeg dyrker motion, hvor pulsen stiger. Kroppen tror da, at der er fare på færde og sætter ind overfor det. Læs evt. Esben Hougaard “kognitiv behandling af panikangst og socialfobi”. Den forklarer på en god måde, hvad det er der sker med kroppen, og hvordan du kan takle angst, stress og socialfobi.

    Jeg ønsker dig alt det bedste. Husk, at alting bliver bedre. Du skal bare øve dig i at passe bedre på dig selv. Jeg kan nu sige, at mit stresskollaps er det værste men samtidig også klart det bedst der er sket i mit liv. Også selvom jeg stadig skal håndtere en overfølsom krop. Den lærer langsomt, at der ikke er fare på færde.

    Hej fra Susanne

  2. Hejsa
    Jeg har også været helt nede. Lå lammet i sengen i en uge og var dum nok til at stå op og fortsætte arbejde alligevel. Vidste ikke at det var stress på det tidspunkt (min læge tror ikke på stress). Jeg kunne ikke spise normalt i måneder efter og levede udelukkende af proteindrikke, som var det eneste jeg kunne holde nede.

    Jeg fortsatte arbejde, med mange sygedage, i yderligere 6 måneder. Fik jævnligt angstanfald der varede i 10 til 24 timer ad gangen. Psykologen var ikke til nogen hjælp da hun ikke mente at jeg havde problemer med at tænke positivt.

    Årsagen til min stress skyldtes at jeg fik et meget krævende barn, som blandt andet vågnede 10-25 gange per nat i de første to år (hun vågner stadig og er lige blevet to). Fuldtidsarbejde samtidig og en mand er også gik ned med stress betød at jeg kollapsede.

    På grund af barnet og min chefs store pres, så fik jeg ingen pauser. Har nu været hjemmegående i 3 måneder og har det en del bedre, men ligesom Lene skriver så reagerer min krop på alle mulige stressfaktorer – også ting der ikke er egentlig stressende. For eksempel glædesting der får pulsen til at stige det mindste.

    Jeg tror på at jeg får det bedre igen. Var for seks år tilbage indlagt på hospitalet med samme kollapssymptomer uden at nogen fandt ud af at det var stress. Jeg var enlig mor til to og havde en række af vanskeligheder på det tidspunkt. Men jeg fandt tilbage dengang og det gør jeg også igen.

    Men det tager lang tid. og det er meget ubehageligt hver gang man har haft en god periode og så igen rammes af tilbagefald. Lå for eksempel vågen med lettere angst i nat selvom barnet for en gang skyld kun vågnede 4 gange. De to foregående nætter vågnede hun 15, så der er såmænd ikke noget underligt i at tingene tager tid 🙂 Det værste er nok angsten for om man bliver sig selv igen og om jeg kommer til at kunne få et arbejde. Men jeg er fast besluttet på at DET BLIVER GODT IGEN, så selvfølgelig gør det det!

    Held og lykke derude

Submit reply to Anja Cancel reply

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>