Bliver jeg normal igen?

Maria skriver under Spørg om stress:

“Hej Bjarne, og alle i andre

Jeg er en pige på 40 år, som netop har fået besked på, at jeg skal deltids sygemeldes med stress i min. ½ år – det har nærmest slået mig helt ud.

Jeg var ved at falde om i et supermarked, og det gik op for mig at der nok var noget galt, så jeg forlangte en undersøgelse hos lægen – den viste at jeg ikke fejlede noget. Men så kom vi til at tale lidt mere om min situation.  

I 2001 fik min mor cancer – æggestokkecancer i stadie 4. Hun fik kemo, og havde et stykke tid uden symptomer. I 2002 mistede jeg et job jeg var ustyrligt glad for. Blev fyret mens jeg var sygemeldt med en diskosprolaps i lænden.

I august 2003 giftede jeg mig med min kæreste gennem 10 år – min mor og hendes familie fra udlandet var med. i påsken 2004 var min mor meget syg igen og i kemo, jeg tog op og passede hende i påsken. Imens var min mand utro, 8 måneder efter vi havde giftet os – jeg var knust.

Han flyttede ud – men kom hjem igen efter 14 dage og ville prøve igen.

4 måneder efter, døde min mors lillebror pludseligt. Han fik bugspytkirtelcancer, og døde 14 dage efter diagnosen. Min mor var for syg til at rejse til begravelsen, så jeg måtte hjælpe min mormor med at komme gennem det hele.

I april 2005 døde min mor – og igen måtte jeg holde min mormor i hånden, alt imens hun lagde nr. 2 barn i graven indenfor kort tid. Samtidig med var jeg naturligvis selv i sorg.

Så bliver min svigermor syg – men trods dette beslutter min mand og jeg ( som stadig er sammen, men lever i et totalt sexløst ægteskab, han kan ikke…..) at rejse til Australien hvor min halvsøster har fået barn, og barnet skal døbes.

Min mand skulle komme til Australien 1 uge efter barnedåben, således vi kunne rejse rundt dernede og se noget sammen.

Jeg tager afsted, og dagen efter jeg er landet i Australien, dør min svigermor af en blodprop hjemme i DK. Jeg taler med min mand, som siger at jeg jo alligevel ikke kan gøre noget – men han afbestiller sin rejse, således han kan forestå begravelse m.m. – jeg sidder dernede og er ked af at jeg ikke kan støtte ham, og være med til begravelsen.

Det viser sig også at min halvsøster og hendes mand er gåer fra hinanden, så de 3 uger jeg er i Australien, må jeg trøste hende da hun ikke laver andet end at græde. Da jeg kommer hjem, er min mand sur og naturligvis i sorg over hans mor, så jeg prøver at hjælpe ham med at få styr alle de ting der følger i kølvandet på hendes bortgang.

Vores ægteskab kører desværre helt af sporet, intimiteten er helt væk, og det har udviklet sig til et bofælleskab hvor vi kommer og går hver især. Vi har nu levet sammen i 2 efter utroskaben uden at have seksuel relation til hinanden. Vi går meget i byen hver især.

I slutningen af 2006 forlader jeg min mand, flytter fra hjemmet, og ud i et trist sommerhus. Her sidder jeg og ønsker, at han vil komme og sige at jeg skal komme hjem, og at vi må få noget hjælp. Men han farer bare rundt, og jeg begynder at høre, at der er andre kvinder inde i billedet! Jeg beslutter at det er slut, og indleder skilsmisse. Den bliver benhård – vi har fælles virksomhed, og han truer med alle mulige ting.

Jeg finder i mellemtiden en anden mand, som jeg bliver glad for. Jeg rykker teltpælene op, og flytter sammen med ham i hans hjemby, og mister dermed en stor del af mit daglige netværk, venner og bekendte. Det er en stor omvæltning, som igen også byder på et jobskifte ( efter eget valg )

Vi går i slutningen af 2007 igang med fertilitets behandling, som mislykkes. Jeg får efterfølgende en masse helbreds problemer, idet min hormon balance er gået istykker – meget længe døjer jeg med mave/tarm besvær, smerter i underlivet osv. Jeg ligger i menses perioden, i sengen og kan hverken gå eller stå.

I 2008 bliver min nye svigerfar, som jeg knuselsker, syg. Han mister en del af sin evne til fungere, hvilket han er meget nede over. Han kommer nogenlunde igennem det, men kan ikke acceptere sin tilstand, så han tager sit liv, og jeg finder ham sammen med min kæreste, han har hængt sig! Det slår benene helt væk under mig, jeg er knust!

Alle disse begivenheder, har nu ført til at jeg er ved at gå helt ned. MIn læge mener jeg er på vej med 800 km i timen mod en angst fremkaldt depression, og min krop reagerer med følelsesløshed i arme, ben, tunge osv. Jeg kan ikke huske noget, kan ikke koncentrere mig, jeg bliver lynhurtigt ked af det, og føler slet ikke jeg kan slå til længere. Samtidig med, er jeg kommet i tvivl om, om kæresten nu er den rigtige for mig – han er svær at leve sammen med, fordi han går meget sine egne veje, og jeg har langt mere behov for fællesskab, hvilket han ikke kan forstå!

Jeg mener selv jeg er stærk – men nu er bægeret altså ved at flyde over…….jeg taler løbende med en psykolog, det har jeg gjort siden vi fandt min svigerfar, og jeg er på lægens råd begyndt at motionere 3 gange om ugen….. Bliver jeg nogensinde normal igen? Jeg har mistet troen på mig selv i alt det her…..pyha, undskyld denne lange smøre. Jeg vil gerne høre fra jer, og da også gerne dig Bjarne……:-)

Hej fra Maria”

Hej Maria

Med alle de ting, du har været igennem, kan det ikke undre nogen, at det er blevet for meget … eller at bægeret flyder over, som du beskriver det. Der er ingen tvivl om, at du er stærk, for ellers ville du ikke have kunnet holde sammen på dig selv så længe.

Du skriver, at du har mistet troen på dig selv, men du skal vide, at din styrke sidder stadigvæk derinde et eller andet sted. Sorg, stress, angst og depression er alt sammen tilstande, som ikke er kroniske. Vi er ude af balance et stykke tid. Med en god indsats, og du får hjælp både fra en psykolog og din læge, kommer du efterhånden i balance igen.

Det, du har oplevet, er og bliver en del af dig. Vi kan ikke ændre vores fortid. At du midlertidig er slået ud er også noget, du må acceptere. Udover den behandling, du får, vil det kunne hjælpe dig at fokusere på nuet! … Du kan evt. læse min bog: “Lev i nuet”. Måske kan den hjælpe dig.

For at svare på dit spørgsmål: JA, du skal nok blive normal igen!

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

———————————————-

Kender du til at have været igennem mange uønskede ting her i livet? Og at være kommet ovenpå igen? Skriv gerne om det nedenfor.

3 comments on “Bliver jeg normal igen?

  1. Vibeke Juul Poulsen

    Godt at du er blevet sygemeldt. Det lyder som om du har en god læge. Du har bare været ALT for meget igennem.
    Vidste du, at stress kan måles ? Du kan få målt Cortisolindholdet i dit spyt. Læs mere på binyretræthedadrenalfatigue.

    Jeg var ikke så heldig at have en god læge, og er nu invalideret af stress.
    Du skal tage dette meget alvorligt. Start med at droppe kaffe, sukker og alkohold.

    VH

    Vibeke Juul

  2. Elisabeth S

    Hej ,,ja det er muligt med støtte at komme igang igen og få arbejdesglæde igen … jeg har været rigtig syg med stress . kom tilbage til nyt job ,og er rigtig glad igen for jobbet og livet . held og lykke til dig fra Elisabeth S

  3. Tak for jeres svar 🙂

    Det er bare dejligt at høre, at man kan komme helskindet igennem alt det her!

    Bjarne, din bog er bestilt på SAXO – og jeg ser frem til at læse den.

    Maria

    PS: Vibeke – det er nemmere sagt end gjort det med sukker og kaffe…..

You must be logged in to post a comment.