Linda skriver under Spørg om stress:
“Hej
Jeg er en mor/kone på 40, som lige har scoret i det brune felt i stresstesten…Jeg har sådan ca. alle symptomer, undtagen den med ikke at huske en bog, -i det mindste en skønlitterær-, da det er den eneste måde jeg kan slappe af på pt. Mit problem er, at jeg ikke ønsker en sygemelding , ikke ønsker at gå til lægen, ikke ønsker at miste min identitet som en der kan klare det utrolige. Vi har 6 hjemmeboende børn, hvoraf et er et plejebarn, den første fik jeg som 18-årig. De har samme far, undtagen selvfølgelig plejebarnet. Den yngste er 6. Mit job er en kombination af undervisning og konsulentvirksomhed/afholdelse af kurser- og jeg læser ved siden af, er lige gået i gang med afgangsprojektet. Et program som i sig selv er angstprovokerende!
Jeg har i længere tid taget smertestillende medicin, som også havde euforiserende effekt, udskrevet rundhåndet af lægen efter flere operationer i knæ. Det er jeg trappet ud af denne sommer. Nu har jeg fået alle symptomer på stress: hjertebanken, maveproblemer, søvnløshed, modløshed osv. osv. Min tanke er, at disse piller har lagt en dæmper på stressen, og nu kommer den op med fuld styrke.
Endnu klarer jeg mit job, med et minimum af indsats og ingen lyst/glæde, men på hjemmefronten er det hele ved at falde sammen. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst, føler mig som en robot, lukker mig inde og græder for ingenting, får ingenting gjort, har ikke lyst til noget, føler ingen glæde, alt føles uoverskueligt. Jeg bruger uforbeholden lang tid på lækker madlavning for at skjule (tror jeg) at jeg ikke magter de andre pligter i hjemmet. Jeg tror ikke, nogen har bemærket noget endnu, men jeg føler mig som en fiasko, føler ikke jeg kan være en ordentlig mor/ plejemor/kone.
Kan jeg mon nå at komme ud af dette inden en evt. sygemelding?
Linda”
Hej Linda
Jeg vil lige starte med at bringe uddrag af et svar fra “mor42” til dit indlæg:
“Din historie ligner meget min for 8 md. siden. … Det eneste jeg tænkte på var at ingen skulle se hvor galt det stod til med mig, jeg ville være den perfekte medarbejder og mor. …
Jeg ville heller ikke sygemeldes, men en af de første dag i februar slog det bare klik og jeg måtte akut til lægen, fordi jeg næsten ikke kunne røre mig. Jeg blev sygemeldt og fik diagnosen udbrændt.
Jeg får stadig antidep. medicin og har nu arbejdet i 2 md, men kun 3 timer den første md, og er nu på 4 timer. Der vil gå lang tid før jeg er klar til at arbejde på fuld tid.
Så DERFOR få stoppet op og indrøm overfor dig selv at du har for mange ting om ørerne. Få sagt til din arbejdsgiver at du skal have noget mindre. Få talt med din familie om det. …
Det er svært at acceptere at man ikke kan lave det man gerne vil og man føler sig som en fiasko. Men efter jeg har gået til psykolog er jeg ved at erkende at det ikke er mig der en fiasko, men at jeg har kørt mig selv helt ud. …
Hilsen mor42 (Læs hele svaret her: Svar fra mor42)”
Som du kan forså, er du ikke den eneste, der har oplevet det, du oplever. Jeg møder ofte mennesker, som har det sådan.
Du har ydet en ekstraordinær indsats i meget lang tid, men det kan man kun klare et vist stykke tid. Hvis du ikke selv trækker i nødbremsen nu, så risikerer du, at din krop eller psyke siger fuldstop, og så tager det længere tid at komme ovenpå igen.
Når man er så stresset, som du er, har man som regel brug for hjælp. Du kan sandsynligvis ikke selv kæmpe dig ud af stressen, da det sikkert blot vil gøre den værre. Jeg vil foreslå, at du som det første snakker med din læge, om hvordan du har det. Tag gerne en udskift af stresstesten med. Desuden bør du nok have professionel hjælp af enten en psykolog eller en stresscoach.
Jeg kan ikke afgøre, om du kan klare det uden en sygemelding, men jo hurtigere du får hjælp, jo større er sandsynligheden.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——————————
Kender du til at skulle få det hele til at hænge sammen og så komme længere og længere ud? … for til sidst ikke at kunne overkomme tingene mere? Fortæl gerne om dine erfaringer nedenfor.
