Susanne skriver under Spørg om stress:
“Fornægtelse eller overdrivelse?
Jeg er den klassiske følsomme behagesyge pige der er kommet langt vha. megen flid og selvfornægtelse. Jeg startede på phd. uddannelsen for ca. 1½ år siden. Efter kun ½ år fik jeg mulighed for at tilbringe 1år ved et stort laboratorium i USA. Chefen var et skoleeksempel på en usund arbejdsgiver – uendelige forslag om opgaver og uendelig skuffelse og vrede når man ikke kunne gøre det hele. Som “Ja-siger” kørte jeg mig selv helt ned, symptomer: varierende grad af: kvalme/madvæmmelse, træthed, tristhed, svigtende korttidshukommelse, irritabel/nedsat tålmodighed i forhold til andre mennesker (164 i stresstesten).
Nu er jeg kommet hjem og har fundet en god psykolog. Psykologen, min mand(som er fantastisk) og nærme venner har alle presset for en sygemelding. Kort efter at jeg kom hjem tog jeg en snak med min vejleder og hun var meget sød og forstående og sagde jeg bare skulle køre i mit eget tempo og tage et par fridage når jeg trængte. Humøret er blevet bedre, men hukommelsen og det sociale er stadig meget skidt, så efter pres fra min mand og min psykolog har jeg nu sygemeldt mig. Jeg føler bare jeg har svigtet min vejleder – hun sagde jo jeg bare kunne køre i mit eget tempo og SÅ slemt har jeg det da heller ikke. Omvendt tror jeg måske jeg er i fornægtelse, f.eks. til en konsultation understregede jeg at jeg ikke følte mig specielt deprimeret, -jeg det synes min hjerne ikke jeg er, men da jeg kom hjem sad jeg og græd i en time før jeg tog på arbejde.
Nu sidder jeg og kigger tomt på tv-et og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og føler bare at sygemeldingen (for 2 dage siden) var en rigtig dum ide, at jeg skader mit projekt og min vejleder, det føles som pjæk! Så dårligt har jeg det da heller ikke…”
Kære Susanne
I forbindelse med stress (og depresion) er fornægtelse meget almindeligt. Man prøver at opretholde det selvbillede, man plejer at have. Man prøver at være det for andre, man plejer at være. Man prøvet at nå det, man plejer at nå. De symptomer, man har, bortforklarer man, eller man vænner sig til dem, så man ikke rigtig lægger mærke til dem mere. Det er ofte ens nærmeste, kollegaer m.v., der først lægger mærke til ens alvorlige stress.
Du har en flink vejleder, og det skal du være glad for. Men lige nu skal du ikke tænke på hende. Du skal i en periode i først række tage dig af dig selv. En sygemelding er aldrig noget, vi ønsker, og den kommer næsten altid ubelejligt, specielt ved stress. Men der nytter ikke noget at tænke på den måde. Ved at blive stressfri igen, vil du faktisk kunne udrette meget mere end du kan nu, og du vil få meget mere mentalt overskud. Så dit primære “projekt” lige nu er at blive stressfri.
Vær altid ærlig overfor dig selv! Hvis du har det skidt fysisk eller psykisk, så er der noget galt!
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——————————————
Kender du til en fornægtelse af stress, enten fra dig selv eller andre? Skriv om det nedenfor.
