Hvad sker i hjernen ved stress?

Ja, hvad sker i hjernen, når man bliver stresset. Jeg vil starte med den naturlige stress, vi alle oplever, når vi bliver presset eller udfordret. Vi har et center i hjernen (amygdala), der hele tiden sammenligner det, vi oplever og tænker, med vores tidligere erfaringer og medfødte egenskaber. Dette sker helt ubevidst og udenfor vores kontrol. Når dette center skønner, at vi er i en “alarmsituation”, som kan være enten negativ (angst/frygt) eller positiv (spænding), så trigger den et andet område i hjernen (hypothalamus), der bl.a. står for at udløse stresshormoner. Stresshormonerne påvirker kroppen, således at vi kan handle på situatinen, og hjernen, således at vi tænker på en anden måde, når vi er stressede. Sanserne er skærpede, vi tænker mere sort/hvidt og vi handler mere baseret på vores følelser. Når situationer er overstået eller under kontrol, så falder det hele til ro igen. Samtidig med at dette sker, så lagrer hjernen ubevidst, hvordan det gik, så den næste gang bedre ved, om en lignende situation er en “alarmsituation” eller ej. Man kan sige, at hver gang vi bliver stressede, så får vi en lille “ridse” i hjernen, så vi kan genkende situationen.

Så langt så godt. Problemerne begynder at melde sig, hvis vi meget hyppigt eller ligefrem permanent er stressede. Noget af det, der sker, er at reguleringen af stresshormoner begynder at fungere dårligere. Det, der var godt for hjernen under den akutte stress, begynder nu at skade hjernen. I første omgang sker der en nedsættelse af effekten af en række hjernefunktioner, f.eks. hukommelse, læseevne, taleevne, evnen til at prioritere og kontrol over vores følelser. Vi begynder at fungere dårligere, og følelser og automatikken tager mere og mere over. Dette er ikke varigt, men det tager tid at komme sig igen.

Ved endnu mere langvarig eller hyppig stress sker der skader på to måder:

Dels sker en fysisk skade af vores hukommelsescenter (hippocampus). Man kan se på skanninger, at dette område skrumper. Der er uenighed blandt forskere om, hvorvidt dette er kronisk eller ej. Under alle omstændigheder tager det mange år for dette område at blive genopbygget. En af de ting, der sandsynligvis hjælper på genopbygningen af hjernen, er motion.

Dels sker der en mental ændring. Det der i første omgang var “ridser” i hjernen er blevet til et “sår” (billedligt talt). Vi får en øget sårbarhed overfor de situationer og tanker, der stressede os. Og dette kan resultere en ond cirkel. Hvis ikke “såret” er helet, før man kommer tilbage til det, der engang her stresset, så risikerer man, at det bliver forværret eller tager meget længere tid at hele.

Bortset fra “ar på sjælen”, så kommer følelserne og koncentrationen normalt på plads efterhånden som stressen slipper kroppen og hjernen. Det går normalt hurtigst med kroppen og langsomst med hjernen. Hukommelsen bliver bedre, men ikke nødvendigvis lige så god som den var. Man bliver ikke altid helt den samme igen, men kan som regel få et rigtigt godt og velfungerende liv. Det er noget af det en psykolog eller stresscoach kan hjælpe med.

Jeg håber at denne lidt overordnende beskrivelse kan give et billede af, hvad der sker i/med hjernen.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

PS: Dette er en revideret udgave af et ældre blogindlæg.

————————

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til ovenstående så er du meget velkommen til at lægge en kommentar. 

79 comments on “Hvad sker i hjernen ved stress?

  1. Hejsa..! jeg er en ældre pige på 55, og jeg har været “nede” med stress de seneste 2-3 mdr. Først en kort sygemelding på et par uger, og så et forsøg på at gå i gang igen – derefter 5 ugers sygemelding, og er nu startet på ½ tid igen.

    Min stress er kommet snigende over de seneste par år med flere og flere arbejdsopgaver, og en rigtig travl hverdag. Pludselig flød “dråberne” over, og jeg kunne ikke længere holde tungen lige i munden – kunne ikke bevare overblikket og lavede for mange fejl, som jeg bebrejdede mig selv for. Jeg vendte det hele indad og påtog mig skyld for alting.
    Fysisk havde/har jeg mange symptomer, men da jeg samtidig har for højt stofskifte, tænkte jeg, at det nok var årsagen, og slog det hen – indtil “dråberne” flød over..!

    Jeg synes det sværeste i at være sygemeldt, var den konstant dårlige samvittighed – følelsen af at “pjække” og ikke passe mit job.
    Jeg går til psykolog-samtaler hver anden uge og taler jævnligt med min læge, men det mildner ikke samvittigheden, så derfor var det mit eget valg at starte op igen på ½ tid – min psykolog synes, det var en dårlig idé.
    Og her kommer grunden til mine spørgsmål så… Psykologen forklarede mig, at langtids-stress, som jeg har haft, påvirker nogle centre i hjernen, bl.a. hukommelse og følelser, og han siger, at den skade der allerede er sket, ikke kan bedres, hvorimod risikoen for forværring er stor, hvis jeg igen lader mig stresse på jobbet – bl.a. ved at starte for hurtigt op igen. Jeg må jo så også indrømme, at det ikke er så nemt at starte igen, som jeg selv troede – jeg arbejder meget langsomt, har glemt mange ting, som jeg er nødt til at spørge om, selvom det tidligere var rutine for mig o.s.v. Der sidder en afløser på min plads lige pt, så jeg er nærmest kun hjælper til mit eget job, men det bekymrer mig, at det alligevel er så svært at komme i gang igen, og jeg tænker meget på, om jeg mon nogensinde bliver i stand til at passe jobbet igen for alvor.

    Bjarne Toftegård, kan du forklare nærmere om denne påvirkning af hjernen, som min psykolog taler om, og om mulighederne for evt. forbedring af hukommelse, følelser og koncentration, og ligeledes om risikoen for forværring ? Hvad er det egentlig, der sker i hjernen, når man er stresset ?

    På forhånd mange tak

    Venlige hilsner
    Karen Margrethe

  2. Bjarne Toftegård Post author

    Kære Karen

    Se svaret ovenfor

    Mvh Bjarne Toftegård

    • Pia Amhøj

      Kære Bjarne
      Jeg har igennem de sidste mange år passet min mand med kræft og parkingson, med mange op og nedture. de sidste halve år meget stressende og som endte med at han døde den 10.5.2021.
      Jeg er meget træt og har ondt i hele kroppen ingen energi og føler jeg hele tiden er nervøs. Ondt i hoved, spænding i kæbe, og hals. Ondt i ryg og skuldre, jeg er bange for jeg aldrig bliver mig selv igen. Har også grædt mange tåre, men har lyst til livet, har bare ingen energi. Hvad skal jeg gør Pia 71 år

      • Kære Pia
        Det du oplever er en naturlig reaktion ovenpå et langt og hårdt forløb. Ofte mærker man det først rigtig, når kan kan slappe lidt af igen. Hvis du går til din læge, så vil han eller hun nok tale om en tilpasningsreaktion eller en belastningsreaktion. Det kommer man sig over, men det går sjældent så hurtigt, som man selv gerne vil. Den vigtigste faktor er TID, og så at passe på sig selv. Ressourcerne kommer stille og roligt tilbage. Hvis du gerne vil have det til at gå så hurtigt, som muligt, så skal du gøre som meget du kan, der giver dig energi, og undgå det du kan, der dræner dig for energi. Dette gælder også de mennesker, du omgås. Du skal så vidt muligt have energi til hele dagen. Det betyder nok, at du ikke skal lave særligt meget hver dag til at begynde med. Jeg håber, at dette svar kan hjælpe dig.
        Mvh Bjarne Toftegård

  3. Jeg har lige et par spørgsmål mere inden for samme emne…

    Det man siger om, at det tager lige så lang tid at komme sig som det tog at komme ned, har det noget på sig? I så fald kan det jo tage mange år…jeg kan ikke mærke nogen forbedring i forhold til fx korttidshukommelse end da jeg blev sygemeld for første gang for mere end 1½ år siden. Eller jo, det kan jeg i det daglige, men så snart jeg har lidt ‘travlt’ dvs skal noget hver dag eller næsten hver dag i træk, så ryger det helt igen.

    Og det med at det bliver værre hvis man vender tilbage til det stressfremkaldende før man er klar. Det oplevede jeg jo også; troede jeg var klar til at starte i nyt job, men endte med at blive så stresset i opstartsfasen at udgangspunktet faktisk var værre (tror jeg) end da jeg oprindeligt blev sygemeld for 1½ år siden….men hvordan dælen ved man så hvornår man er klar og bør søge nyt arbejde??? Jeg føler efterhånden det er dovenskab når jeg bare ‘laller rundt’ men har jo rimeligt frisk i erindringen hvor galt det gik sidst.

  4. Kære Lone

    Generelt set er det meget hurtigere at komme ud af en alvorlig stress, end det har taget at bliver stresset. Men det kommer meget an på hvilken hjælp man får. Hukommelsen er dog det, der kommer sig langsomst, hvis overhoved helt.

    Generelt set er man klar, når man er rask. Ofte viser det sig ved at man har lyst til at starte igen (i modsætning til f.eks. at føle sig forpligtet til det eller af kedsomhed). Hvornår, og med hvad, man kan starte igen afhænger også af, hvor store ”ar”, man har på sjælen. Det er noget din læge eller en psykolog kan hjælpe med at afgøre.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  5. Hej Bjarne.
    Jeg har endnu et spørgsmål ang. hjernen.
    Jeg gik ned med udbrændthed for 6 uger siden. Det mindede mest af alt om en hjerneblødning, uden at det dog var tilfældet. Min sommer har så gået med at bruge de redskaber du beskriver i din bog, hvilket har hjulpet noget. Min hjerne er dog stadig meget medtaget. Jeg kunne i starten ikke læse eller skrive eller koncentrere mig om at se tv, hvilket dog er blevet meget bedre. Jeg har enorme koncentration og hukommelsesproblemer, glemmer fra det ene øjeblik til det andet, og har svært ved at tage mig sammen til noget som helst.
    Det bekymre mig en del, at du skriver, at det ikke er sikkert at hjernen kommer sig helt, for denne situation er meget deprimerende.
    Hvad kan jeg selv gøre for at hjælpe hjernen? Jeg prøver at dyrke motion ca. 25 min om dagen.
    De venligeste hilsner
    Helle

  6. Kære Helle

    Det er alt for tidligt at sige om du får nogle varige men efter din stress. At du allerede mærker fremskridt er et rigtig godt tegn. Så jeg tror ikke, at du behøver bekymre dig. Du skal blot have tålmodighed. For hurtigst muligt at blive rask igen så hjælper: Motion, mental afslapning, nok søvn og sund mad. Få desuden gerne noget velvære og sjovt ind i hverdagen.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  7. Live Christiansen

    Hej Bjarne!

    Jeg føler mig frygtelig frustreret, da jeg ikke kan overskue min situation. Håber du kan give mig et råd!

    For 7 år siden blev jeg coilopereret for en bristet aneurisme på hovedpulsåren i forkammeret til højre hjernehalvdel. Operationen lykkedes, men jeg var delvis lammet og kunne ikke rigtig vågne op, blev dagen efter kørt ned og fik “noget” sprøjtet direkte ind i hjernen. Dagen derpå var jeg stort set normal, kunne bevæge mig igen, kun lidt nedsat funktion i nogle fingre og ansigtet.
    Ved udskrivelsen 3 uger senere, fik jeg at vide, at jeg “var så god som ny”, og kunne fortsætte mit liv som før, der var ingen begrænsninger.

    Jeg kom i arbejdsprøvning, blev efter ½ år ansat i alm. job på fuld tid. Det først år gik det ok, men jeg fik mere og mere svært ved at klare det. Søgte fleksjob, men det var for besværligt, så jeg betalte selv, og gik ned på 30 timer. Efter godt ½ år var jeg så stresset, at jeg ikke kunne huske eller handle, fik helvedesild, hyperventilerede så jeg fik kramper. Jeg blev sygemeldt i 3 måneder.
    Jeg gennemgik en masse undersøgelser, bl.a. en CT-scanning af hjernen, der viste, at jeg havde haft en blodprop i højre hjernehalvdel. Alle mine symptomer passede med følger af en mindre hjerneskade kombineret med længerevarende stress.
    Jeg søgte fleksjob igen, men det tog ca. 2 år før jeg fik det bevilget. I mellemtiden gik jeg på BOMI, skulle kun arbejde 12 timer om ugen, men der var stadig opgaver til 30 timer (jeg sad alene om et stort område i kommunalt regi).
    Endelig fik jeg bevilget fleksjobbet, men var igen så stresset, både p.g.a arbejdspres og en ny strid kollega, der ikke ville samarbejde, så jeg blev påny sygemeldt i nogle måneder.
    Jeg fik arb. i en anden afdeling, eget kontor (tinitus, støjfølsom, koncentrationsvanskeligheder) lettere opgaver og en arbejdsuge på 4×4 timer, onsdag fri.
    Der er jeg så nu, 1½ år efter. Har ingen arbejdsidentitet mere, men et arb. jeg burde være glad for – hvis det dog for pokker bare var kommet i stand noget før!
    Jeg har mistet 2/3 af min erhvervsevne. Går til fysioterapeut 1x ugentlig, psykolog 2x om måneden. Går ½ – 3/4 time med min hund hver dag.
    Jeg har mere eller mindre hovedpine hver dag, svært ved at falde i søvn – skal sove til middag mindst 1 time, men bruger 2-3 timer på det. Min læge, psykolog, fysioterapeut og fleksjobkonsulenten anbefaler mig at gå ned på 12 timer pr. uge. Dette kan ikke lade sig gøre, efter kommunesammenlægningen skal der spares, der regnes ikke i kr. (der kan gives tilskud fra en flekspulje til arb.giver) men i opgaver. Fleksjobkonsulenten vurderer, at hun ikke kan finde et andet arb. til mig, med de færre timer og de skånehensyn jeg har brug for.
    Min læge siger, at det er varige stressskader jeg har fået. Jeg er træt når jeg står op, efter 3 timers aktivitet begynder jeg at få hjertebanken, holder ufrivilligt vejret, bider tænderne hårdt sammen, får hedeture og “myrekryb”, kan ikke samle tankerne, taler langsomt og lavt, kan intet huske (dårligt mit eget navn). Har ikke nogen som helst energi, hele kroppen går i stand-by. Kan næsten ikke slæbe mig afsted. Ondt i hoved, nakke, skuldre og ryg p.g.a. muskelspændinger. Problemer med at trække vejret almindeligt, tankeforvirring (som om 6 TV´er var tændt og jeg ser og hører alle på én gang, men kun i små brudstykker – kan ikke stoppe det.

    Jeg er klar over, at jeg er berettiget til en førtidspension, og det kan også blive resultatet. Jeg vil gå 150.000 ned i indtægt, og det har budgettet svært ved at tilpasse sig. Jeg har godt nok lært, at helbredet er det vigtigste og ikke kan købes tilbage for penge, men vi skal jo overleve.
    Som sidste udvej før falitten (førtidspension), har jeg fået omlagt mine opgaver på arb., siger mere fra over for alt (familie og venner). Inviterer ikke nogen, tager ingen steder.

    Endelig til mit spørgsmål:
    Er der mulighed for, at jeg kan genvinde bare noget af mit helbred? Jeg kan sagtens leve med den smule hjerneskade blodproppen gav.
    Jeg er kvinde, 51 år, uddannet advokatsekretær samt inden for det offentlige.
    Tidligere havde jeg en arbejdsuge på min. 50 timer + foreningsarb. m.v. og trivedes fint med det, havde masser af energi i overskud. Var den stærke i familien. Det er meget svært at skulle acceptere, ikke at kunne noget ud over 2 x 3 timer om dagen.

    Med håb om en opmuntring
    Live Christiansen

  8. Kære Live

    Jeg er helt sikker på, at du kan genvinde noget af din helbrede. For at gøre det, så er det vigtigt, at du bliver så lidt stresset som muligt. Jo mindre stress, jo bedre helbred.

    Når jeg læser din beretning igennem, og specielt de symptomer, du beskriver, så tænker jeg på, om der måske også kan være noget angst inde i billedet, muligvis noget, der hedder ”generaliseret angst”. Det ville ikke være mærkeligt, med det du har været igennem. Du kan evt. tale med din læge eller psykolog om det eller læse mere om det på nettet. Angst kan behandles med f.eks. kognitiv terapi, hypnose og/eller medicinsk.

    Mvh Bjarne Toftegård

  9. Hej Bjarne.
    Det er nok ret irrelevant i forhold til dette. Men vill faktisk bare sige tak for den gode beskrivelse af hvad der faktisk sker i hjernen når oplever enten kortvarig eller langvarig stress. Jeg har brugt det meget og det har været en god hjælp for mig. Tak.

    Malou

  10. Hej Bjarne,
    Vil fatte mig i korthed – et pt sygemeldt pga stress med tinnitus og spændingshovedpine som fysiske symptomer. Selvom jeg har sovet, går der alligevel ikke mange minutter før, efter jeg vågner, spændingerne kommer krybende op langs siden ad ansigtet og op til tindingerne. Det forbliver så ved tindinger + øreområde. Er det alm. at psyken ligesom bare sætter det hele igang med så kort varsel? Er både MR + neurologisk tjekket, og fejler heldigvis ikke noget. Tak for din tid.

  11. Hej Maria

    Stress kan sætte sig på mange forskellige måder. Det, du oplever, er ikke typiskt, men heller ikke overraskende. Det er dog godt, at du har fået udelukket andre årsager.

    Når man sætter ind overfor stress, så er det vigtigt ikke at have for meget fokus på symptomerne, men mere på stressårsager (situationer og tanker – dem, du oplever, mens du er sygemeldt) og at blive afstresset.

    Mvh Bjarne Toftegård

  12. Bolethe

    Hej Bjarne
    Efter jeg har læst om hvad der sker i hjernen, når man er stresset, er jeg i chock nu! fordi! siden jeg blev skilt og før jeg blev skilt er der sket så mange ting i mit liv. Jeg har fem unger 28-18 år gamle. spec. siden jeg blev skilt, skette der så mange episoder i vores liv, flere gange var flere af mine dejlige unger har været døden nær, blev reddet af dygtige læger såsom hjerneblødning efter motorcross skadet, selvmords forsøg, sygiske problemer osv. Jeg har været meget væk pga arb og har været nødt til at akutte rejse hjem flere gange. Sidste gang efter min elskede søn blev syg (14 dage siden) bryd jeg mig sammen og kunne mærke jeg ikke kan klare mere. Jeg tog på arb og kæmpede videre, men hjertebanken og trætheden og mentalt uklarheden dominerede at det gik op for mig, det måtte være stress!! Men når jeg læser om hjernen, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage, hvor slemt det kan være hos mig, gad vide jeg kan blive mentalt normal igen? når hjernen har været så meget igennem? Jeg kan mærke, jeg må bearbejdet og se at jeg er meget stresset fordi min test siger den er helt oppe på 192
    Tusind tak og knus

    Bolethe

  13. Hej Bolette

    Jeg håber, du får noget hjælp af en psykolog eller en terapeut. Det, du har været igennem, er der ikke mange, der kan tackle selv, uden hjælp. Du har mange symptomer, men det er ikke dem, man primært skal gå efter. Det er årsagerne til stressen man primært skal gå efter, og det er alt det, du har oplevet og stadig oplever … og hvordan du tackler det.

    Mvh. Bjarne Toftegård

  14. Katrine

    Hej.

    Jeg er en pige på bare 18 år, der tog stress-testen og scorede så højt som 150. Først tænkte jeg, at der måttte være sket en fejl, eller også havde jeg svaret lidt svævende på nogle af spørgsmålene. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at bekymre mig en lille smule.
    Jeg har igennem hele min barndom været præget af min mor, som igennem mange år har lidt af en svær depression og stress. Nu tænker jeg så om dette kan være arveligt? Er der en risiko for at jeg ligger i farezonen, og i så fald hvordan skal jeg forholde mig til det?

    Mvh. Katrine

  15. Hej Bjarne,
    jeg er ved at skrive en omfattende opgave om hvad der sker i hjernen, når vi udsættes for stress, men jeg er blevet lidt forvirret.
    Jeg er ikke helt sikker på hele sammenhængen mellem det limbiske system, amygdala, hypothalamus, hypofysen og det autonome nervesystem. Det skal lige siges at jeg forstår hvad de gør og “kan” hver for sig, men der hvor jeg absolut mister fokus, er når jeg skal sætte dem i sammenhæng med hinanden. Altså hvad påvirkes først, hvad udløses dernæst og hvad sker der så? Jeg håber du kan give mig et lidt klarere billede af hvad der sker i hjernen, når vi påvirkes af stress

    Mvh Yega

  16. Karina Kier

    Hej Bjarne

    Kan du henvise til noget forskning hvor der bliver konkluderet, at man efter en langvarig sygemeldning med stress er ekstra sårbar. Jeg har læst et sted at overlæggerne for hvor meget man kan klare efter en en periode med stress er sat ned, men da jeg skal bruge det i en opgave har jeg brug for at sådanne udtalelser bliver bakket op af forskning.

    Mvh Karina

      • Hej Omar,
        Ja, man kan godt besvime af stress. Ofte vil det være en del af det, man kalder en ildebefindende. For nogle kan det være som følge af voldsom hverdagsstress, men for de fleste er det som følge af langvarig stress, vor kroppen siger fra. Det er dog altid en god ide, at tale med sin læge om det, da der kan ligge andre ting bagved.
        Mvh Bjarne Toftegård

  17. Hej

    Jeg Er en kvinde med mindre børn, som i nogle år har haft stress eller hvad det nu er.
    Min fys mener det evt. Er piskesmæld efter en ulykke oveni. Der er dog sket en masse ting der kunne gøre at jeg ville udvikle depression eller stress, bla. Døde min far og jeg har været skrækslagen siden for at dø.
    Problemet er at jeg hver dag i flere år har haft tågesyn, jeg har udviklet en migræne med aura og følelsesforstyrrelset, jeg føler at jeg skal besvime, jeg er svimmel, jeg har ondt i nakke og skuldre, jeg er bange indimellem, for det her er ikke mig! Jeg er over gennemsnittet intelligensmæssigt, men kan ikke magte et job og prøver og prøver ellers. Jeg træner hver dag og har den mest forstående mand…. Men jeg kan mærke at jeg er meget påvirket og træt hele tiden.
    Kan stress give SÅ mange fysiske symptomer? Jeg er blevet scannet i hjerne pga. Migrænen og hjertet pga. Alt det andet… Har været til psykolog der ikke kunne se de store ting ved mig. Og har fået taget stresshormontest der heller ikke viste noget. Suk…. Vil bare være mig selv igen….

  18. Charlotte Schmidt

    Hej,

    Jeg kæmper dagligt med stress, og har tidligere ikke kunne sove blandt andre symptomer. Soveproblemet har akupuntur og en særlig fald i dyb søvn app hjulpet mig af med:)
    Du har brug for en smartphone for at kunne downloade en hypnoseapp for god søvn. Ham jeg “putter med” hver aften hedder Andrew Johnson. Det virker så godt uanset hvor stresset og overtræt jeg end er. Håber det bedste for dig!

    Kh. Charlotte

  19. Normann Aa. Nielsen

    Hej Bjarne.
    Jeg så din video om de grøn / gule / røde indikationer på stress. I min egen situation mærkede jeg i højeste grad svimmelhed som en indikation. Hvilken “farve” har den?

  20. Betina

    Hej Bjarne.

    Jeg er i øjeblikket sygemeldt med stress – eller “midlertidig udbrændt”, som min læge har skrevet. Min stress er formentligt opbygget over flere år.

    I en lang periode inden jeg blev sygemeldt og i forbindelse med et møde på min arbejdsplads under sygemeldingen, har jeg oplevet følelsen af, at min hjerne koger. Jeg bliver varm i området omkring tindingerne. Jeg får hovedpine. Det tager lang tid før følelesen er forsvundet. Enten timer eller dage. Det er meget ubehageligt, samtidig bliver jeg bekymret for, om min hjerne kan tage skade af “det” (eller har taget skade… ) Det må være et resultat af en overbelastning, men hvad er det der sker ? og har jeg grund til at blive bange ?

    Mvh.
    Betina

  21. Hej
    Jeg er usikker på, hvornår det er tid til at sygemelde sig. Jeg har været sygemeldt kort tid før med stress, nu er jeg alvorligt stresset igen og brød sammen efter et halvt år i stress for to måneder siden. Det begyndte da jeg blev forelsket imens jeg var i barnløsheds behandling. Jeg trode jeg var på vej i overgangsalder og at jeg var forelsket og bekymret for hvordan det skulle gå og jeg var splittet imellem ønsket om et barn og en kæreste. Det var bekymringerne som startede det hele. Det begyndte med jeg sov dårligt, spændinger, ondt i maven, og sitren i kroppen. Senere har jeg fået susen for ørerne, uvirkelighedsfølelse, hede og fryseture, grådlabilitet, myrekryb, koncentrationsbesvær, enorm træthed, svært ved at tage mig sammen til noget, udflåd, kvalme, trykken for halsen og brændende fornemmelse i hjertet, ulyst til at være sammen med andre og irritabilitet, tankemylder m.m. Nogle gange sover jeg på gulvet fordi så kan jeg bedre mærke mig selv. Jeg bor alene, så der er ikke rigtig nogen som mærker til det før det er for sent, andet end mig selv, som er for go til at ligge det hen med at jeg bare er bekymret. Jeg går på arbejde og det går fint for det meste men sidst på dagen er jeg træt og kan få kvalme af lyde, lugt eller lysforstyrelser. P.t. har jeg haft juleferie og går til psykolog og hypnoterapeut, jeg mediterer hver dag ( selvom det er svært med koncentrationen ) og jeg går tur en halv time om dagen. Det går fremad og jeg har nu mindre uro i kroppen og færre symptomer. Er nu kun træt, pressen for halsen, grådlabil, irritabel og mindre lyst til at være sammen med andre og mindre overskud. Jeg synes det er svært at tænke på at jeg jeg skal på arbejde i morgen, men jeg har før været sygemeldt og en af mine kollegaer er blevet fyrret, pga en længerevarende sygemeldning. somme tider kan det godt hjælpe at komme på arbejde for så stopper tankemylderet lidt, men jeg frygter det også. Jeg er bange for at bryde sammen igen.

  22. p.s. min stress koliderede da jeg fik at vide at jeg snart var i overgangsalderen af min fertilitetslæge ( jeg er 38) og at mine changer for gravidetet var lille og min kæreste og jeg gik fra hinanden. Jeg gik fuldstendig ned med flaget der og kan næsten ikke huske dagene herefter fra hinanden. Men ja mit spørgsmål er .. hvad skal jeg gøre, mere end det jeg gør. Min stress er faldet fra det meget mørkerøde til det røde feldt på 2 måneder
    v.h. Lene

  23. Hej Lene.

    Jeg føler med dig og er selv alene og har tonsvis af symptomer jeg ikke kan skille ad, – for hvad er stress og hvad er evt sygdom?

    En rigtig ond cirkel som er svær at komme ud af, fordi symptomerne føles SÅ virkelige.

    Dit brænden i brystet – hvordan føles det, er det udenpå, indeni, får du sær åndenød ?????

    Desværre kan enormt mange sygdomme ligne stress-symptomer og der er alt for megen snak om både sygdom og stress i medierne nu om dage, og vi påvirkes let når først stressen er startet med at invadere kroppen.

    Gitte

    • Tak Gitte. Har stadig her to år efter trætheden at bøvle med og min stress tærskel er lav. Mit bryst kan godt brænde stadig hvis jeg er meget presset og åndenød hmmm kun hvis jeg også presser mig fysisk. Bare ved at læse min gamle sms kan jeg mærke en lille smule hjerte der brænder

  24. Hej Bjarne. Har lige kigget på denne side og må sige, at jeg er blevet noget bekymret for min hjerne. Jeg er en kvinde på 58 år, og jeg arbejder fuldtids. Jeg har en stor personlig belastning, som er det, der er årsagen til, at jeg føler mig enormt stresset. Det er ikke mit arbejde, der er årsagen, selvom jeg også har nok at se til der – men det gør mig ikke noget. Tidligere var jeg den person, som alle spurgte, når der var noget, de ikke kunne huske. Jeg havde en fabelagtig hukommelse og et meget stort overblik. Nu kan jeg knapt overskue at tømme opvaskemaskinen, og indimellem kan jeg næsten ikke huske, hvad jeg selv hedder (lidt overdrevet :)), men det er slemt. Det startede omkring 2000 på grund af en stor personlig sorg, og det blver bare kun værre og værre. Belastningen/sorgen stod på gennem 8 år, og selvom den sådan set ikke længere er tilstede, kan en simpel telefonopringning give mig kvalme og dårlig mave. Jeg klarer mit arbejde uden sygedage, men når jeg er hjemme, er jeg totalt blottet for energi. Kan min hjerne blive ved med at klare det – og er der håb for, at det kan blive bedre? På forhånd mange tak for dit svar og gode råd
    Vh Lisbet

  25. Kære Lisbeth

    Det lyder ikke, som din hverdag hænger sammen for dig, og det betyder, at du slider på din krop, både fysisk og psykisk. Det er ikke godt i længden, så noget bør være anderledes fremover. Energien er som regel lavest om aftenen, men man må ikke være ”blottet for energi”. Netop energien om aftenen er en god målestok, for hvordan hverdagen hænger sammen. Og nej, man kan ikke blive ved med at klare det.

    Der er håb for at det bliver bedre! Hvis du får vendt udviklingen, så skal din hukommelse nok blive bedre igen. Det er ikke sikkert, den bliver 100% som før, men bare det går i den rigtige retning. Men det kræver, at du passer meget meget bedre på dig selv.

    Hilsen Bjarne Toftegård

  26. Pernille

    Hej Bjarne.
    Det her kommer til at lyde ret indviklet, da jeg ikke rigtig har ord på hvad der sker. Jeg er 22 år, og lider af bla. angst og er under udredning. Oven i det, har jeg så fået stress.
    Men der sker et eller andet oppe i min hjerne ret tit om dagen. Det som om jeg får et ”chok”, et ”sus” eller et eller andet der oppe. Altså, det føles som om min hjerne ikke kan følge med. Kan bla. komme hvis jeg kigger til siden, eller hører en stemme jeg ikke er forberedt på kommer. Håber du kan forstå hvad jeg mener.
    Hvis ja ^^ Kan det skyldes stress? Hvad er det helt præsic der sker med mig. Håber du har hørt om lignede før, da jeg mangler svar på hvad det er, så jeg kan forklare mig bedre til professionelle.

    • Hej Pernille
      Jeg lider af nøjagtigt det samme, sus og jag som du beskriver, hvordan forløb din videre udredning? Jeg skal i MR scanning snart, det en meget ubehagelig tilstand

  27. Hej Pernille.

    Jeg gik ned med stress i 2011. Jeg er oven på igen – dog er jeg endnu ikke helt “rask” endnu. Jeg skal stadigvæk passe på mig selv og min hukommelse er fortsat påvirket. Inden jeg gik ned med stress havde jeg en lang periode på ca. et par år, hvor jeg i periode havde oplevelsen af, at jeg gik ved siden af mig selv. Som om min krop og min sjæl ikke “hang” ordentlig sammen. Som om noget i mig var forskudt af hinanden. Jeg tror det er det samme du oplever. Det er helt klart et stress symptom. Sørg for at få så meget ro, som overhovedet muligt. Det tager tid før stress symptomer forsvinder – ikke bare et par dage eller uger. Vi snakker om måneder eller år. Jo bedre du er til at accepterer, at det er sådan, jo mindre tilbagefald vil du opleve. – men det er svært, når man bare vil være rask. Jeg håber det bedste for dig.

    Med venlig hilsen
    Betina

  28. Hej Pernille

    Det lyder bestemt ikke rart. Har du prøvet hypnose?
    Jeg arbejder selv med hypnoterapi, og bruger det også overfor mennesker med stress med rigtig gode resultater.

    Hypnose kan hjælpe dig i gang/ tilbage efter et langt forløb, men det er vigtigt, at du evt benytter en stresscoach således, at du ikke “falder tilbage”. Det er vigtigt at få styr på, hvad der har udløst stressen, samt hvordan du undgår det i fremtiden.

    Alt det bedste

    Anne Mette Weng

  29. Hej Pernille
    Stress kan komme til udtryk på mange forskellige måder, både fysisk og psykisk. Men det er altid en god ide at tale med sin læge om symptomerne, hvis der er noget man er bekymret for, om andet så for at udelukke andre ting.
    Mvh. Bjarne Toftegård

  30. Elisabeth Jensen

    Hej Bjarne.
    Jeg hat siden oktober haft problemer med natlige kramper – indtil nu 5 gange. Når de sker, er jeg slet ikke nærværende og har ingen erindring om, at de finder sted. Efterfølgende er jeg totalt fraværende og ved ikke, hvor jeg er eller, hvad der sker. Min mand oplyser, at det varer ca. 30 minutter, og den efterfølgende dag er jeg meget træt og kan faktisk sove hele dagen. Jeg er undersøgt på hospitalet, og der var intet galt. Jeg har haft 2 samtaler hos en psykolog som behandling for stress, og jeg tror bestemt, at der er tale om stress – det sidste år har været belastende -, men forklarer det krampeanfaldene, og hvad kan jeg gøre fremadrettet?
    Med venlig hilsen Elisabeth Jensen

  31. Hej Elisabeth
    Stress kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Det du oplever er dog ikke tyipisk stress. Jeg vil foreslå, at du igen kontakter din (eller en anden) læge for at finde forklaringen. Hvis lægen siger, at det er stress, så er det fint. Du er i gang med noget stressbehandling, og det er godt, da du under alle omstændigheder er belastet.
    Mvh
    Bjarne Toftegård.

  32. Hej,
    Efter at have været meget stresset på mit arbejde i 1-2 år, begyndte jeg at få sådan nogle diffuse smerter rundt omkring i kroppen. De minder om vokseværk eller influenzasymptomer. Jeg gik til lægen, fordi jeg troede, at jeg fejlede noget alvorligt. Lægen spurgte ikke dengang til stress, men sendte mig til adskillige speciallæger uden noget resultat. Jeg måtte se tiden an og prøve at “leve” med det. Årene gik videre med fortsat stress på arbejdet og smerter i kroppen, “klump i halsen” og hovedpine. Efterhånden fandt jeg ud af, at smerterne blev værre i ekstra stressede perioder og jeg oplevede et tydeligt mønster. Efter 2-3 år mere sagde jeg endelig (efter pres fra min familie) mit job op. Det endte dog med en sygemelding. På det tidspunkt fik jeg også hjælp af en psykolog, som var meget bekymret for min tilstand. Jeg har nu lige sagt mit job op…igen, da jeg efter 3 måneders ro og sygemelding stadig har de diffuse “nervesmerter”. Min psykolog snakker om en overbelastning af nervesystemet..
    Jeg er ret bekymret og frustreret over, at jeg stadig har de smerter, når alt andet ellers er ved at føles normalt. Jeg kan næsten fremprovokere smerterne ved bare at snakke eller tænke på arbejdet. Det føles så sårbart.
    Er der nogen, der har oplevet lignende diffuse nervesmerter?
    Og kan jeg håbe på, at de forsvinder en dag?

    Mange hilsener
    Annette

  33. anne mette

    Kære Annette

    Jeg er i fuldstændig samme situation men samme belastningssituation. Jeg er sygemeldt på 5. mdr. og har også diffuse nervesmerter, mine er bare brændende og stikkende fornemmelser i huden på ryggen og kuldegysninger i benene. jeg kan også fremprovokere det ved bare at tænke på det og tale om det. Jeg synes også at det er dybt frusterende og jeg bliver også meget bange. Min psykolog og en psykiater siger at efter så lang tids belastning tager det bare rigtig lang til før man er i balance igen. De taler om 8 mdrs. sygemelding men de er ikke engang sikker på ,at det er nok -det tager vare lang tid! og det er svært. Jeg har så forsøgt mig med kropsterapi, men det har stresset mig yderligere, så det skal jeg i hvert fald holde mig fra. Min psykolog siger også at der er stor forskel på, hvad der virker for den enkelte.
    Det kunne være godt hvis Bjarne ville kunne svare os, da vi har samme problematik.
    mange hilsner
    Anne Mette

  34. Hej Anne Mette og i andre
    Tak for din historie. For alle, der læser disse indlæg, så er det vigtigt at der altid kommer en læge indover, når man ikke har det godt, specielt hvis det sker i længere tid. Som nogle af jer har oplevet, så snakker lægen ikke om stress, men sætter forskellige undersøgelser i gang. Jeg tror nu lægerne generelt er blevet mere opmærksomme på stress, men de snakker nok bare ikke så meget om det. Det de typisk gør, er at undersøge alle muligheder, for om ikke andet at kunne udelukke dem.
    Når man får føleforstyrrelser kan det hænge sammen med et overreaktivt nervesystem. Det er de samme symptomer man kan få ved angstanfald. Det er kroppen, der reagerer uforholdsvismissægt voldsomt. Hvad løsningen er, er meget forskelligt fra person til person. For nogle er mindfulness en god ide. For andre er fysisk aktivitet en god ide. For andre igen skal der terapi, i form af kognitiv-adfærds-terapi, til. Der findes også terapeutisk regninger, der arbejder mere målrettet med nervesystemerne, så som SE-terapi. Andre igen har glæde af hypnose. Man kan ikke altid på forhånd vide, hvad er virker bedst, og må prøve sig frem.
    Mvh Bjarne Toftegård

    • Gitte vangsgaard

      Hej Bjarne.
      Jeg er nu 52 år, og siden jeg var 36 år mistet mit job som sygeplejerske p.g.a dårlig ryg-mistet min mand ved ulykke da han var 42 år- mistet min mor 3 mdr. Senere. …
      Min ældste datter var 28 år, næsten færdig som sygeplejerske, fik sygdommen A.D.E.M og er hjerneskadet og bor på et hjem…..
      Min søn 21 år har haft mange problemer m.m
      Pludselig i efterårsferien vågner jeg op og Falck mænd står omkring min seng! Kl. er Ca. 07…. Jeg havde kramper og var helt væk, blå i hovedet og fråde samt bagudbøjning med hovedet. Jeg havde tisset i bukser og tunge-bid! Kunne ikke kende nogen længe og ville ikke gå ved at jeg havde kramper!
      Har aldrig gjort det Før. …
      Siden har der Været en del gange med Ca. 1/2 års tid imellem……
      De kan intet se på CT eller MR. Jeg er i behandling, men vi har ikke Epelepsi i familien og de tror faktisk Heller ikke det er det!
      Jeg er ked af det og bange!
      Det kommer når jeg lige er ved at vågne, men jeg kan intet huske….. Tør ikke sove!
      Kan jeg have opbygget så mange følelser, at det giver sig udslag i kramper?
      Håber du vil prøve at give mig et svar?
      Hilsen fra den forvirrede.

      • Hej Gitte
        Det er godt, at du gør alt det, for at finde ud af hvad det er. Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål. Det er kun lægerne, der kan afklare, hvad det er. Hvis du selv har en ide om, at mange følelser kan være en del af årsagen, så kunne terapeutisk hjælp være en ide. Det kan være psykologhjælp, eller måske en speciel form, der hedder SE-terapi.
        Mvh Bjarne Toftegård

      • Hej Gitte min søn er indlagt med hvad lægerne tror er ADEM jeg søger at komme i kontakt med pårørende. Må jeg evt søge dit venskab på facebook ? Mvh Ida Henriette Henriksen Nissen

  35. Marianne

    Jeg har været sygemeldt med stress og nu en moderat depression siden december 2013.
    Da jeg blev sygemeldt, blev min læge ved at sige at jeg bare skulle i arbejde igen, jeg blev mere og mere dårlig hver gang han pressede på. Jeg begyndte hos psykolog, der sagde stik modsat, jeg skulle ikke arbejde foreløbigt og måtte ikke have kontakt til arbejdspladsen. Sidste år i maj, mente psykologen at jeg kunne starte på job og jeg havde et møde med arbejdspladsen, det gik dog ikke godt og jeg havde det rigtig dårligt hen over sommeren. Jeg opsøgte psykologen igen, men følte ikke der skete noget. Havde flere gange spurgt ind til om jeg havde en depression, men nej. Jeg opsøgte min læge, der mente jeg havde en depression og satte mig i medicin. Jeg får nu medicin og går til psykiater. Jeg har det stadig ikke godt. Jeg tænker utrolig mange tanker og nogle tanker, ligesom hænger jeg fast i og kan slet ikke slippe det, det kører rundt i hovedet, så irriterende. Det er nogle helt mærkelige ting jeg kan tænke på og nogle gange kan jeg bagefter slet ikke forstå. Psykiateren har nu foreslået at jeg skal til psykolog igen! Ved ikke om det vil hjælpe, bliver vel nødt til at prøve, da jeg jo gerne vil have det bedre, men er også bare så træt af at have det dårligt, rende til behandlere og spise medicin. Jeg har for nylig skiftet læge, idet jeg ikke syntes min gamle læge overhovedet hjalp mig, det var lige meget hvad psykologen/psykiateren havde sagt, så sagde han det modsatte.

    • Hej Marianne
      Det er en lang periode, du har været sygemeldt. Og det lyder til at du har fået skiftende og ikke altid den bedste hjælp. Det er vigtigt at man har et godt forhold til sin læge. Heldigvis har langt de fleste læger både kendskab til og forståelse for stress, men det gælder ikke alle. Jeg håber, at du får et bedre forhold til din nye læge. Jeg tror ikke, jeg kan hjælpe dig videre her, men hvis du på et tidspunkt skal finde en psykolog igen, så vil det måske kunne hjælpe dig at finde en som bruger en metode, som kaldes ACT. Det vil kunne hjælpe dig med dine tanker.
      Hilse Bjarne Toftegård

  36. Stressramt

    Hej Bjarne.

    Jeg er selv ca 2 måneder inde i en stress sygemelding fra mit arbejde og forsker på livet løs i hvad der hjælper mig bedst. Psykologsamtaler og mindfulness er noget der har hjulpet mig. Jeg syntes det går fremad omend ikke så hurtigt som jeg kunne ønske. Men noget jeg er meget i tvivl er, jeg har de sidste 15-18 år røget hash/pot dagligt, de sidste ca 7 år har jeg røget 1 pot joint om aftenen, som en fredelig ventil.
    Jeg har ikke kunne finde noget information om, hvordan pot/hash/thc (det psykoaktive stof i cannabis) påvirker en stresset hjerne?

    Bonusinfo: Jeg er stoppet med at ryge nu, men har oplevet at når jeg har haft det allerværst har pot faktisk hjulpet i situationen. Jeg er dog sikker at et dagligt forbrug ikke hjælper en stressramt!! Eller raske for den sags skyld.

    • Når du har det allerværst som du siger, synes jeg hellere du skulle gå væk fra det og gå en stille og rolig tur og nyde naturen.
      Og vende tilbage igen, når du føler du har massere af energi, har overblik over situationen og er afslappet.

      Det hjælper.
      Hvor stoffer tværtimod skaber en illusion.

      Jeg ved ikke nok om lige præcis de stoffer, til at kunne fortælle dig, hvad de præcist gør.
      Men flere af dem ødelægger faktisk hjernen (gælder også alkohol) og det gør dig ikke i stand til at løse opgaven, det gær tværtimod din hukommelse værre.

      Hvis du i stedet for gik en stille og rolig tur, vil presset midlertidigt forsvinde, din hjerne får nogle ting som gør den i stand til hurtigere at ændre og forbedre sig (fordi du bevæger dig)
      Og så sker der noget sjovt, din hjerne bliver tunet og samtidig fortsætter du arbejdet (bare uden stress), får mange input (som også er vigtigt) (hvilket betyder, at du får information som din hjerne kan arbejde med, og overføre og sætte sammen til nye ideer og løsninger)
      Og når du kommer tilbage, ser alting lysere ud.
      Fordi hjernen har repareret sig, fået input, er tunet og har fået nye ideer og løsninger.

      Udover det, får det også noget, som gør dig glad (lidt ligesom med stoffer, bortset fra at det ikke er nogen illusion)

      Og jeg er meget sikker på, at hvis du tager nogle eller løbepauser, når du føler sig mentalt træt eller udkørt, vil genoptræningen gå langt hurtigere.

      Så det er mit allerbedste råd fra min side. 🙂

  37. Hej Stressramt
    Jeg har ikke nok kendskab til pot/hash/thc til at kunne udtale mig om virkningerne. Men hvis man bruger det som en flugt fra virkeligheden, så er det som med alle andre stimulanser, at man sjældent får løst sit problem, men risikerer at det bliver værre i længden. Det bedste er at lære at tackle sin hverdag på en god måde uden stimulanser.
    Hilse Bjarne Toftegård

  38. Mads Haupt

    Hej Bjarne.

    Jeg har GUA og den institution jeg går på, er der flere pædagoger som ligner små spørgsmålstegn når jeg spørg dem om hjælp.

    Jeg har også været meget stresset i lang tid og også der forsøgte jeg at spørge om hjælp og de har altid lignet små spørgsmålstegn.

    Men lige nu er jeg interesseret i at vide, om stress kan slå neuroner ihjel, og i såkaldte hvor meget, hvordan og hvad der skal til.

    Jeg er 15 år gammel og jeg vil også vide, hvor meget hurtigere jeg har mulighed for at komme mig.

    Jeg har også fundet ud af, at jeg tilsyneladende skal kunne klare mig selv, endda også være min egen læge, psykiater, hjerneforsker, tankelæser og psykolog.
    Det er hårdt, men det er åbenbart sådan verden og samfundet fungere.

    Selv Skat kan ikke finde ud af deres job.!

    Så jeg søger derfor efter hjælp på internettet.

    Jeg skal måske blive pædagog-hjælper, når nu medhjælpere ikke er nok.

    • Hej Mads
      Nej, stress slår ikke neuroner ihjæl. Så der skal du ikke bekymre dig om. Det lyder godt, at du passer godt på dig selv, når du nu ikke oplever, at andre gør det.
      Hilsen
      Bjarne Toftegård

  39. Hej

    Med stor interesse jeg har læst omkring hjernen, samt de mange indlæg og historier. Min historie har paralleller til andre ovenfor, så det ville være “same, same”, hvis jeg skrev den her.
    Jeg har et simpelt spørgsmål, der måske ikke er så simpelt endda!
    Kan der være sammenhæng mellem langvarig stress og blodpropper i hjernen? Findes der eksempler på det? Kan det påvises eller sandsynliggøres?
    Og hvad sker der med hjernen, når et massivt mentalt pres ophører fra den ene dag til den anden?

    mvh og tak for siden og tiden

    BP

    • Hej Bjørn

      Det er kendt, at langvarig stress øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, og altså også blodprop. Men jeg tror ikke, at det vil være muligt at sige, at en blodprop i hjernen skyldes stress, da der kan være mange andre årsager.

      Det vil altid være en fordel for hjernen at et mentalt press ophører, og jo før jo bedre. Det vil normalt føles som en lettelse, men det kan også føles lidt uvirkeligt i et par dage, indtil hjerne har vennet sig til det.

      Hilsen
      Bjarne Toftegård

  40. Hej Bjarne
    Jeg gik ned med stress (arb.) i en alder af 28 i 2012. Jeg gik sygemeldt i lidt over et år og der var stor tvivl om jeg overhovedet kom tilbage på arbejdsmarked!
    Men det gjorte jeg, men dagene var bare en stor kamp og endte også med en fyrring efterfølgende pga stressen! Jeg har idag 4 år efter stadig stor besvær med at huske og min koncentrations evne er meget lille. Der skal ikke mange informationer eller indtryk til, før klappen går ned og jeg bliver samtidig enormt træt!!
    Jeg har været igennem dn del behandlingsforløb både medicinsk og psykolog hjælp m.m
    Mine gener efter stressen er ikke blevet bedre efter 4 år og det påvirker mig utroligt meget både fys psy og ikke mindst socialt!!
    Mit spørgsmål er så om der stadig er en lille smule lys for, selvom der er gået 4 år, at nogle af de gener aftager??

    • Hej Mette
      Vores hjerne er heldigvis det, der hedder ‘plastisk’. Det vil sigt, at den kan ændre sig hele livet. Det er ikke sikkert, det bliver som før, men det er vigtigt at bruge de ressourcer du har bedst muligt, og helst ikke overforbruge dem for ofte. Meget tyder på at hånd fysisk aktivitet kan hjælpe på hjernen (ikke på stressen) og at mindfulness også har en god effekt. Det hjælper også at lære at være mere i flow/nuet, det vil sige, at du stoler mere på din intuition og tænker mindre over tingene. Ved at give slip på kontrollen, fungerer tingene ofte bedre.
      Med venlig hilse
      Bjarne Toftegård

  41. Jeg har været igennem mange voldsomme oplevelser i meget af mit liv, sidst med kommunen som igennem et år truede mig med at tage mine penge fra mig, og konstant stressede mig med jobsamtaler og til sidst valgte at tage min forsørgelse fra mig så jeg manglede penge til mad og husleje. Det har stresset mig voldsomt og jeg har kunne mærke på mig selv at jeg har fået det dårligt af det. For omkring 1 år siden var jeg i brugsen og handle og jeg fik det meget dårligt som om jeg skulle besvime. Jeg satte min kurv og gik fra butikken og lagde mig da jeg kom hjem. Jeg havde det meget dårligt og var svimmel og sløj og meget fysisk dårligt tilpas. Det tog omkring nogle dage før jeg så småt kunne bevæge mig rundt i huset.

    Senere var jeg nede og handle igen og fik det på samme måde mens jeg stod ved kassen, svimmelhed, og hjertebanken, og jeg rystede også lidt på hænderne. Jeg betalte mine vare og gik ud og siden har jeg ikke været ude og handle.

    Det er dog blevet lidt værre med tiden og for nogle ugers tid siden fik jeg det også meget dårligt, jeg blev svimmel, fysisk dårligt tilpas og hjertebanken og så lagde mig i min seng… så gik der noget tid så begyndte jeg at få rysteture samtidig med at det skiftede mellem meget koldt og meget varmt… til sidst begyndte jeg at svede og så snurrede det lidt i mine hænder…

    Jeg har haft det dårligt siden og har ikke rigtigt kunne foretage mig særlig meget… jeg vil gerne vide om det er psygisk altså stress og angst eller om det er fysisk?

    Og hvad kan man gøre for at hjælpe sig selv bedst muligt?

    • Hej

      Når du har det, som du har det, så er det vigtigt at blive grundigt undersøgt at en læge, hvis du ikke allerede er det. Lægen vil kunne afgøre om det er stress, angst eller noget fysisk. Han/hun vil måske også kunne henvise dig til yderligere behandling.

      Hilsen
      Bjarne Toftegård

  42. Hej Bjarne,
    Tak for dine svar, som jeg har forsøgt at skimte igennem ift mine egne problematikker, som ligner de fleste. Jeg er 52 år, kvinde, syg af voldsom stress, det meste er overstået nu efter 1 1/2 år, fik hele pakken, og nu døjer jeg “bare” med lidt angst, hukommelses- og koncentrationsbesvær.
    Spørgsmål: Jeg har haft nogle gevaldige jag igennem hjernen, som gør mig nervøs, før var de kortvarige og flere, men nu er de voldsommere og færre, som en elektrisk kortslutning. Hvad mon det kan være?

    • Hej Annie
      Det er godt, at du har det bedre, selv om det ikke er i orden endnu. De resterende dele skal nok behandles hver for sig. Angsten for sig med terapi, f.eks. metakognitiv terapi, Hjerne med et sundt liv med den rigtige fysisketræning, og dine jag af en læge. Jeg kan ikke sige, hvad dine jag kommer af. Der kan være mange forskellige forklaringer, og jeg vil foreslå at du taler med en læge om det.
      Hilse
      Bjarne Toftegård

  43. Kære Bjarne!
    Jeg er 46 år, uddannet pædagog, og har arbejdet som sådan i mange år. Har haft ansættelse i et, set i bakspejlet, virkelig skidt psykisk arbejdsmiljø i hen ved 8 år. Blev lullet med, opdagede det ikke helt. Oplevede at jeg en dag simpelthen bare ikke kunne gå ind af døren på arbejdspladsen. Var blokeret. Blev sygemeldt nogle uger, som endte med en fyring. Fik hjælp, terapi og medicin, i et halvt års tid, og trappede selv ud. Søgte og fik nyt job, men oplevede at jeg nærmest manglede et filter, var helt hudløs, og reagerede ved at få angstsymptomer. Jeg sagde op, og besluttede at jeg ville en anden vej. Nu læser jeg igen på 2. år. Det er sådan set fint. Men jeg oplever at jeg har vanskeligt ved at huske det jeg læser, tingene sidder ikke fast. Jeg har ligeledes svært ved at strukturere min tid, fx i forbindelse med eksamen. Jeg har jo været vant til at kunne jonglere med dusinvis af bolde i luften på en gang! Kan det faktisk forholde sig sådan, at hjernen har taget skade? Og at det ikke er blevet bedre, måske nærmest tværtimod, i løbet af de sidste par år? Hvordan konstaterer man i givet fald sådan noget? Jeg er lidt bekymret for fremtidige ansættelser, hvis det her er en permanent tilstand!
    Tak for god læsning, i øvrigt.
    Mvh Tine

    • Hej Trine
      Det lyder, som du oplevet, at din hjerne ikke rigtig kommer sig mere, selv efter mange år. Normalt bliver det bedre og bedre, men det sker nogle gange meget langsomt.
      Det først sted at starte er at få en god snak med din læge om det, hvis du ikke allerede har det. Lægen vil så afgøre, om der skal yderligere undersøgelser til og hvilke.
      Ellers tyder noget på, at hård fysisk træning kan være med til at genopbygge hjernen.
      Mvh.
      Bjarne Toftegård

  44. Niels P johannsen

    Jeg er en Niels gået rundt med langtidstess nu over 5 år men begyndte for 10 år siden
    Fået flere Black out pga strees
    Jeg har dyrket meget sport
    Det hjælper en del
    Men nu er jeg helt færdig , den sidste 1% liv energi er opbrugt
    Jeg græder hver morgen og om aften
    Før hjalp det , nu hjælper det ikke mere
    Man tænker på døden hele tiden
    Surt jeg er 54 elsker normalt livet
    Jeg et kørt rundt i sammer rille hele tiden siden krisen kom i 2008
    Alle ved hvor jeg dyrker Fitnes
    Det et noget ivejen med mig
    Men ingen ingen hjælper
    Mvh Niels

    • Kære Niels
      Når du har det sådan, så skal du opsøge din læge. Din læge vil så kunne afgøre, hvad den bedste behandling er for dig.
      Mvh
      Bjarne Toftegård

  45. Signe nielsen

    Hej
    Jeg har stress dels pga jeg har haft (og har stadig lidt) skæve arbejdstider, og dels pga min søns far (vi er skilt og er meget uenige)
    Jeg mistede for et par år siden, meget af mit hår pga stress.
    Jeg tager on/off 5 kg på, pga jeg spiser en masse når jeg er stresset.
    Jeg har til tider forhøjede leucocytter. Jeg har en klump i halsen, som skyldes en overspændt tungemuskel (det er tjekket hos øre, næse halslæge)
    Og nu er jeg begyndt at glemme ting.
    Jeg skrev feks i min kalender at jeg skulle til forældre/børn arrangement med min søns skole. Snakkede om det dagen før med min eks, hvad vi skulle tage med, men dagen efter havde jeg glemt det, og huskede heller ikke at kigge i kalenderen.
    Jeg havde forleden en aftale med min datters far (som har vores hund) at han skulle komme hjem til mig, så vi kunne hjælpes om at klippe dens negle.
    På selve dagen snakker vi om at han skal komme, men ikke hvorfor. Min søn spørger om han har hunden med, fordi han rigtig gerne vil se den, og jeg sender en besked til ham og spørger om han har hunden med, for jeg tænker ikke over hvad aftalen er. Han skriver self, ja vi skulle lissom klippe dens negle (vi ses normalt ikke ellers)
    Og først der kommer jeg i tanke om at det er derfor han kommer. Jeg føler mig ret dum må jeg sige, men blev godt nok også bekymret for mig selv.
    Jeg er 45 år.
    Jeg arbejder 37 timer. Den ene dag til kl 18, hvor jeg har min søn og er nødt til at få min mor til at hente ham fra skole (han går i børnehaveklasse)
    Skynde mig hjem og hente ham, så vi kan nå hjem til sengetid, da vi skal tidligt op dagen efter. En anden dag har jeg fri 16:30 og de resterende dage er til hhv 15, 15:30 og 13:30.
    Jeg har mit eget ved siden af (efter job hver onsdag et par timer og hveranden fredag et par timer. Jeg har dog valgt at holde lukket hele oktober pga stress, men jeg kommer til at mangle pengene)
    Jeg har min søn hver mandag og tirsdag. Og hveranden weekend.
    Jeg har en kæreste som jeg ses med de dage jeg ikke har min søn. Forholdet er ret nyt (4 mdr)
    Jeg føler ikke jeg har det store overskud når jeg har fri, så jeg får ikke trænet og i hverdagen står jeg op kl 5, for at nå madpakker, bad osv inden job.
    Min datter er 23 år, med adskillige diagnoser, tourette, infantil autisme og har været sjizofren siden hun var 17 og siden de 17 år ikke boet hjemme, men kommer hjem engang imellem i weekender og ferier.
    Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg håber du kan give mig nogle.
    Hilsen Signe

    • Hej Signe
      Det lyder ikke, som det hænger sammen for dig. Det du skriver, lyder rigtig meget som stress. Det er dog altid en god ide, at tale med sin læge om det, når man har det på den måde. Der er ikke en simpel løsning, som jeg bare kan give dig her. Men det er nok et spørgsmål om, du kan finde noget hjælp. Det er meget lettere at komme ud af en stress igen, og af forebygge fremtidig stress, når man får hjælp til dette. Se mere her: https://www.forebygstress.dk/individ_stress_roed.htm
      Mvh. BjarneToftegård

  46. Laura Knudsen

    Hej Bjarne.

    Tak for dit indlæg omkring stress.

    Jeg er en kvinde på 29 år, som lever sammen med min kæreste gennem 8 år.
    Han har de seneste 4 år levet under en del vanskelige forhold. Arbejdsløshed flere gange, har ikke været berettiget til dagpenge, forsøgt selvmord som teenager og mistet sine venner. Han havde simpelthen mistet lysten til livet.
    Jeg var dengang på SU, og det offentlige ville ikke hjælpe os, selvom vi kun havde min SU, fordi jeg ejede en bil. Problemet blev mit problem. Det endte med at min kæreste hele tiden spillede computer og fejede problemerne ind under tæppet. Jeg stod for madlavning, regninger og var egentlig bare alene hele tiden,
    Sidste år blev det for meget for mig og min krop. Belastning havde stået på i en lang årrække, og jeg havde bare havde taget skyklapper på og kigget den anden vej.
    Han fik et ultimatum sidste september – Få hjælp eller jeg bliver nød til at forlade dig. Mit hjerte var i tusinde stykker på daværende tidspunkt.
    Han blev dagen efter indlagt på psykiatrisk afdeling for svær depression og voldsom selvmordstruet.

    I dag, 6 måneder senere, er han ikke længere selvmordstruet og han er så småt begyndt at få lysten tilbage igen. Det tager lang tid, men vi er på rette spor.

    Nu til mit problem.
    Jeg er normalt en sød, aktiv, glad og ordentlige pige.
    Desværre har den år lange belastning sat sine spor. Jeg går til psykolog og har gjort det siden i sommer, da jeg ofte er ængstelig og har fået lavt selvværd.
    Jeg er begyndt at blive meget aggressiv og fået en del vrede. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke bliver frustreret/sur/irriteret over de små ting.
    Jeg har lagt mærke til at toneleje har en stor betydning for, om jeg kan grine eller blive irriteret over det der bliver sagt. Desværre ender det ofte med at jeg vender vreden indad og får følelsen af at jeg ikk er dygtig nok, god nok, pæn nok eller bare interessant nok at snakke med.

    Jeg bliver ked af det og mister lysten til at vise mit værd, især på jobbet og det ender ofte med at jeg bare bliver ligeglad. En sjældent gang i mellem fremstår det som udbryd, hvor jeg simpelthen fortæller højt, min mening omkring det sagte.
    Alt i alt har jeg fået en tendens til at tolke sætninger som negative selvom de egentlig ofte er neutrale eller positive.
    Jeg er ikke vant til at være så nærtagende eller sart, men det er desværre ved at blive så stort et problem at jeg går og bliver ked af det. Jeg kan finde på at fare op, hvis der ikke er nok mad til aftensmaden, hvis min assistent ikke gør som jeg vil have det, hvis der ændres i aftaler og især hvis folk ikke handler ud fra det jeg mener er retfærdigt. Som tidligere skrevet, så vender jeg somregel min vrede indad, hvorpå blodtrykket stiger, rødmuset hud, sammenpressede tænder og spændte muskler.
    Hvis tingene ikke gået smooth efter mit hovede, opstår frustrationerne.

    Min kæreste og forældre mener jeg tager ting alt for personligt, men igen, jeg kan ikke styre mine følelser. Jeg tror simpelthen det hele stammer fra den hårde belastningsperiode med min kæreste, som er ved at sætte sine spor. Han mener dog ikke at skylden kan plantes på ham – han har også stadig sin depression og kan ikke altid se ud over sin egen næsetip.

    Hvad skal jeg gøre?
    Min psykolog mener at der kan være tale om eftergener fra stress og at jeg skal håndtere det ved at ændre tankegang. Det er desværre lettere sagt end gjort… Hvad fejler jeg?

    Mange hilsner Laura.

    • Hej Laura,
      Når man har været igennem alt det, du har været igennem, så er det ikke så mærkeligt, at du reagerer, som du gør. Det er helt naturligt. Det er godt, at situationen er bedre igen nu. Din psykolog har ret, men normalt er der jo også psykologen, som skal give dig redskaberne, og ikke bare sige, at det skal du gøre, for det man man ikke bare lige gøre. Der er to måder at gøre det på, som ligner hinanden lidt. Den ene hedder metakognitiv terapi og den anden hedder ACT. Du kan evt. finde en psykolog, som mestrer en af de to metoder. Du kan også læse dig til noget selv, fx. en af bøgerne, som Russ Harris har skrevet. Se her: https://www.williamdam.dk/forfatter/russ-harris__11793
      Mvh.
      Bjarne Toftegård

  47. Hej og tak for dit indlæg.

    Jeg har levet stresset i 10 år pga. Personlige årsager og fik konstateret pdsd for 3 år siden. Lige efter jeg fik det konstateret startede jeg på uddannelse, hvilket gik fint det første år. Men stille og roligt synes jeg min hukommelse er blevet dårligere. Udover det bliver jeg utrolig hurtig træt, ikke bare træt men så det sortner for mine øjne. Jeg er nærmest ved at besvime af træthed, og må ligge ned i en times tid. I starten kom det kun om aftenen, men nu kan det ske i bussen og andre steder. Jeg har virkelig knoklet for at komme tilbage til det gode liv, og er uendelig trist over, at jeg får det så dårligt, og at min hukommelse er på vej nedad. Har du nogen råd til hvad jeg skal gøre ?

    • Hej Mille
      Det lyder til at var en ulykkelig situation, du er kommer i. Jeg formoder, at du er blevet grundigt udredt af din læge og måske også en psykiater. Jeg har ikke et enkelt god råd, der bare lige kan hjælpe dig. Det er nok et spørgsmål om at finde den rigtige form for hjælp. Måske kan en, der arbejder med funktionelle lidelse, hjælpe. Eller også en dygtig psykolog, der arbejder med PTSD og bruger ACT.
      Mvh Bjarne Toftegård

  48. Hej, jeg har brug for noget hjælp til at komme af med selvskadende adfærd i form af tungebid når jeg bliver stresset og presset. Jeg er diagnosticeret med ptsd efter udsendelser, men har efter år med behandling faktisk fået etableret et super godt liv i store træk. Men jeg fungerer kun når alting “glider” og der ikke opstår for mange uforudsete situationer. Jeg er desværre inde i en periode, hvor jeg er meget presset. Studie, logistik, familieliv. Jeg bider mig i tungen. Nipper smagsløgene af. Og får langsomt større og større plamager af svært ømme, blødende og hævede områder på tungen. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at stoppe, men det sker automatisk og hævelserne og svien trigger endnu mere stress… det er virkelig pres og det er kommet til at jeg har svært ved at spise og drikke fordi det gør så ondt i min tunge

    • Hej Johannes.
      Det er godt at høre, at du har fået etableret er godt liv. Selvskadelig adfærd kan godt være et symptom på stress, sådan som du oplever det. Den umiddelbare løsning er normalt at håndtere det, der stresser, men som du oplever det, så er det ikke altid muligt med det liv, vi har. Derfor kan det være en god ide at arbejder direkte med din selvskadelig adfærd. Men da det er stressrelateret, så kunne det måske være en form for terapi, som man fx også anvender i forbindelse med OCD eller andre angstlidelser. Hvis du opsøger en psykolog, så skal du sikre dig, at vedkommende er specialiseret i dette, da almindelig terapi nok ikke er tilstrækkeligt i dit tilfælde.
      Mvh Bjarne Toftegård

  49. Abbie Therkildsen

    Jeg har en trykkende fornemmelse i panden
    Prikkende fornemmelse i mine kinder
    Ondt øverst i maven
    Dårlig balance
    Nogle gange er min fødder kolde
    Min hænder sover
    Susende for mit højre øre
    Dårlig hukommelse

    • Abbie Therkildsen

      Har spændinger i nakke,skulder og ryg
      Gør ondt i kæben hvis jeg åbner min mund meget

  50. Abbie Therkildsen

    Har været ved lægen 3 gange fordi jeg var bange for det var noget alvorligt galt med mig

  51. Lars Andersen

    Jeg glemmer navne, bynavne osv.
    Nogen gange straks efter at have fået navnet, så kan de nogen gange pludselig dukke op igen.
    Det svinger og oftest føler jeg en knude i maven (stress og tankemylder).
    Jeg har i mere end 25 år arbejdet på forskellige asylcentre. Det er vel ca. 8 år siden jeg droppede det (er 67 år nu). Jeg har lagt ører til de frygteligste historier for både børn og voksne -og stressede også ofte på de Centre.
    Der er ligesom om det igen er blevet knude i maven og stress for det mindste. Tankemylderen er også hård då jeg nogen gange ikke kan gølge med i snskke.
    Har du forslag hvad jeg kan gøre.
    Det er jo også pinligt når jeg ser en film glemmer skuespillerens navn som måske sikker og igen osv.
    Mine venners navne husker jeg.
    Hjøææælp
    Mvh. Lars Andersen

    • Hej Lars,
      Når man har det, som du har det, så er det altid en god ide at få en snak med din læge. Man skal ikke have det på den måde. Hvis lægen mener, at det er stressrelateret, så er det altid en god ide, at få nogle redskaber til at håndtere stressen. Stress kan godt føre til det, du nævner. Du antyder selv, at dit tidligere arbejde på asylcentre, kan være en mulig årsag, selv om det er mange år side. Hvis dette er tilfælde, så kan det være en ide at få psykologhjælp til at få tankerne på plads – en form for forsinket debriefing.
      Mvh Bjarne Toftegård

  52. Hej Bjarne.
    Jeg prøver at træne min hjerne til ikke at reagerer med fight/flight når jeg får bestemte stimuli. Jeg har opdaget at hvis jeg ikke er meget fokuseret på noget udenfor mig selv, så fokuserer min hjerne på symptomer og så blir de værre. Det er som om den har behov for at have noget at fokuserer på konstant ellers hopper den tilbage i fight/flight/freeze. Nærmest som om jeg har brug for at mentalt puslespil så jeg kan parkerer opmærksomheden der og ikke på “det farlige”. Så hvis det ikke er det ene der er “farligt” så er det noget andet. (I følge min kære amygdala) Er der nogle gode aktiviteter for hjernen jeg kan bruge for at den blir “tilfreds” og slapper af?

    • Hej Lou.
      Nogle gange man mindfulness eller meditation hjælpe. Men ellers er den løsningen at træne amygdala i ikke at reagerer. Dette kan gøres, ved ikke at reagerer på dens signaler, først i det små, og siden med ting, der fylder mere. Det er det samme, man ofte gør, når man arbejder med angst. En anden måde, er at omfortælle situationen. Fx at symptomer er ok, og at de er der for at hjælpe dig. Der skal mere til, ned blot et svar på denne blog, så du kan evt. opsøge professionel hjælp til dette.
      Mvh Bjarne Toftegård

Submit comment

Allowed HTML tags: <a href="http://google.com">google</a> <strong>bold</strong> <em>emphasized</em> <code>code</code> <blockquote>
quote
</blockquote>